GLÆDELIG 14. DECEMBER
Ris a l’amanden er en helt igennem dansk tradition, som gør sin entré i julefejringen hos borgerskabet i begyndelsen af 1900-tallet. Fotokredit: Creative Commons
Det er sjovt: Der er mange af julens traditioner, som man tror, er danske – men når man graver ned i deres historie, er langt de fleste indvandret fra Tyskland. Lige med risalamanden forholder det sig dog anderledes. Trods sit fransk-klingende navn er risalamanden nemlig en helt igennem dansk ret.
Grøden var oprindelig en forret
I 1700-tallets landbosamfund fik man juleaften sødgrød. Sødgrøden blev lavet på byggryn og sødmælk og var derfor ren luksus i forhold til den daglige grød lavet på vand. Mælk var ikke noget, man fråsede med på landet. Dels fordi langt de fleste bønder ikke havde store kvæghold, og dels fordi mælken kunne bruges til fremstilling af smør og ost. Sødgrøden blev spist som forret. Ved at spise den mættende grød først, kunne man spare på de andre og mere omkostningsfulde retter.
Da risengrøden var en luksusspise
I byen blandt det fine borgerskab skulle der lidt mere til, før maden var fornem. Borgerskabet havde i begyndelsen af 1800-tallet både økonomi og mulighed for at lave julegrøden af de dyre importerede ris. I grøden skjulte de endnu en importeret luksusvare – nemlig mandlen. Den heldige mandel-finder måtte som præmie kysse en af de andre om bordet – gerne midt på munden.
Kort før år 1900 blev ris noget, som de fleste havde råd til at købe. Derfor måtte borgerskabet finde en ny spise, som kunne udtrykke status; risalamanden blev født – endda med et sofistikeret fransk navn, som skulle underbygge rettens fornemme status. Det var også i denne periode, at grøden gik fra at være forret til dessert.
Fra luksusret til sparemad
Under besættelsen og i de efterfølgende år fik risalamanden igen øget bevågenhed. Denne gang i tidens dameblade, hvor den fremhævedes som en glimrende sparedessert. Med risalamanden kunne man nemlig spare på risene ved at blande godt med flødeskum i grøden. Man kunne også udelade de dyre mandler og i stedet bruge en mønt eller en knap for dog at kunne kåre en vinder af mandelgaven.
I begyndelsen af 1800-tallet var det kun det fine borgerskab i byerne, der havde råd til at servere den dyre risengrød. Risengrøden er ris a l’amandens forgænger. Fotokredit: WikiMedia Commens
Få gode historier og julehygge direkte i din indbakke.
