GLÆDELIG JULEAFTENSDAG
I 1700-tallet varede julen og julefreden i 12 dage, som gik fra 25. december til helligtrekongersaften 5. januar. I den periode var det forbudt at arbejde. Man skulle holde julefred. Det var usædvanligt at have fri tid på et tidspunkt, hvor pleje af gård, mark og dyr ikke holdt ferie eller weekend.
Vejrudsigt for resten af året
I de 12 juledage kunne man tage en masse forskelige varsler for det kommende år. Bl.a. holdt man hver dag nøje øje med vejret. Det var nemlig sådan, at vejret på 1. juledag fortalte, hvordan vejret ville være i januar. 2. juledag varslede om vejret i februar osv. På den måde kunne man, efter de 12 juledage, have en komplet vejrkalender for det kommende år.
På den tolvte juledag tændte man helligtrekongerlyset og markerede, at julen nu var kommet til sin ende. I lyset var indstøbt noget krudt, så julen gik ud med et brag. Foto: Line Landoria Jørgensen
De tre arme på lyset repræsenterer de vise mænd Caspar, Melchior og Balthazar. Foto: WikiMedia Commens
Man noterede vejret ved at tegne 12 cirkler på en af loftsbjælkerne i stuen. Hver cirkel repræsenterede en måned. Cirklens øverste del repræsenterede formiddagen/første del af måneden, og den nederste del eftermiddagen/anden del af måneden. Cirkelhalvdelen blev skraveret forskelligt alt efter det vejr, bonden observerede den dag. Solskin eller storm på bestemte dage varslede også mere end vejret for det kommende år. Var det fx solskin/storm 5. januar varslede det krige i mange lande. Var det den 26. december, ville meget guld forsvinde.
Julen gik ud med et brag
Når man var nået til den tolvte juledag tændte man helligtrekongerslyset og spiste grød og klipfisk. Helligtrekongerlyset har tre arme, som repræsenterer de tre vise mænd, Caspar, Melchior og Balthazar, som kom for at give det nyfødte Jesusbarn gaver. Lyset lavede man selv ved at dyppe en væge af bomuld i smeltet fårefedt (tælle). I bunden af lyset indstøbte man lidt krudt. Når lyset brændte ud, var det enden på julen – og den gik på den måde ud med et brag.
Få gode historier og julehygge direkte i din indbakke.