Stodderen, kællingen og bajadsen
Karlene tog fastelavnsmandag på fastelavnsoptog. De red rundt i landsbyen og trængte ind i de private hjem, ofte berusede, og klar til at gøre grin med folk og til at indsamle mad til aftenens gilde.
Fastelavnsoptoget havde særligt tre faste figurer: Stodderen, kællingen og bajadsen. Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. De karle, der ikke var i udklædning, var i festtøjet og havde pyntet deres heste med kulørte bånd og bjælder. At blive besøgt af karlene, der red fastelavn, var en form for anerkendelse af ens position i landsbyfællesskabet. Det var ikke sjovt, hvis man var en af dem, som optoget ikke besøgte. Det betød, at man regnedes som uden for fællesskabet.
Fastelavnsløben blev forbudt mange gange
Fastelavnsoptoget var langt fra de eneste løjer, man fornøjede sig med til fastelavn. Den unge ugifte landbobefolkning morede sig med en række lege, hvor karle og piger dystede mod hinanden. Det kunne fx være kapløb eller væddelege, hvor de konkurrerede mod hinanden i discipliner, de hver især var gode til. Pigerne samlede fx æg, mens karlene skulle løbe eller ride en bestemt distance, eller de kunne løbe om kap med hinanden hen over marken.
Vi kender legene ret godt fra de skriftlige kilder, fordi der fra 1600- og 1700-tallene er en del retssager om fastelavnsløben. De blev nemlig forbudt ad flere omgang bl.a. i Danske Lov i 1683 og igen i 1735. Myndighederne og kirken var imod fastelavnsløben, da det ofte gik vildt for sig og en del alkohol var involveret.
I 1736 advarer Præsten Erich Pontoppidan mod løjerne, da pigerne kunne finde på noget så promiskuøst som at løbe om kap med karlene kun iført en særk (underkjole) og med udslået hår!! ”Syndens lokkemad”, kaldte han det. ”Syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med”. Intet mindre.
Katten blev slået af tønden
En af de gamle fastelavnsskikke, som stadig lever i bedste velgående er tøndeslagningen. Første beretning vi mener at have om skikken er fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor Dronning Christine skriver i sin dagbog, at hun gav en latinskoleelev en knippel, han kunne drage i fastelavn med.
Nogle historikere mener, at kniplen sandsynligvis skulle bruges til at slå katten af tønden. Andre mener at skikken er kommet til Danmark via de hollandske bønder, som Christian d. 2. i 1515 inviterede til at bo på Amager, så de kunne forsyne hoffet med grøntsager.
Tønden blev hængt op mellem to træer, og landbyens karle slog til tønden fra hesteryg. Den karl, der fik katten ud af tønden, blev kattekonge og kunne vælge sig en dronning blandt pigerne. Det gav stor prestige i ungdomsfællesskabet at blive kattekonge, og på Amager siges det, at han endda fik skattefrihed det kommende år.
Katten skulle tortureres
Helt indtil slutningen af 1800-tallet kunne man finde på at putte en levende kat i fastelavnstønden. Man brugte altid en sort kat, da den blev betragtet som et mistænkeligt dyr – eller direkte som symbol på ondskab. Heksen var altid ledsaget af en sort kat, djævelen kunne vise sig i skikkelse af en sort kat osv. Ved at pine den sorte kat kunne man straffe de onde kræfter og jage dem væk inden forårets komme. Under pestens hærgen var det på lignende vis en udbredt tro, at landsbyen kunne slippe for den sorte død ved at dræbe en sort kat.
I Danmark fik kattene som oftest lov til at stikke af, når bunden faldt ud af tønden, men nogen steder blev katten pryglet til døde med kæppe, når den fortumlet faldt ud af tønden. I Tyskland havde man “katzenschlagen”, som var et rituelt drab af dyret. Fx kunne man finde på at begrave den levende på en mark.
