Den jul, vi fejrer i dag, begyndte først at tage sin form i slutningen af 1800-tallet. Inden da handlede julen om at holde nogle af årets eneste fridage, spise ellers usete mængder af god, fed mad og drikke en masse stærk gemmeøl. Julepynten bestod ikke af nisser, stjerner, juletræer og dekorationer, men af fine hvide tekstiler og masser af frås med levende lys.

Julen varede 12 dage

I 1700-tallet varede julen og julefreden i 12 dage, som gik fra 25. december til helligtrekongersaften d. 5. januar. I den periode var det forbudt at arbejde. Man skulle holde julefred og ikke lave andet på gården end at fodre dyrene. Man sagde, at intet måtte gå eller køre rundt. Det ville bringe uheld. Man kunne derfor fx ikke spinde eller vinde garn, væve stof, male korn, køre med trillebør eller hestevogn. Det var usædvanligt at have fri tid for langt størstedelen af befolkning, hvor 80% var bønder. Plejen af gård, mark og dyr holdt ikke ferie eller weekend, og derfor var julefreden i sig selv en stor del af det at holde jul.

Man skulle undgå at klæde lig

Hele december måned var der stor juletravlhed på gårdene. Hvis man skulle kunne holde fri i hele 12 dage, krævede det, at man havde ordnet en masse på forhånd.

Ris a l’amanden er en helt igennem dansk tradition, som gør sin entré i julefejringen hos borgerskabet i begyndelsen af 1900-tallet. Fotokredit: Creative Commons

Det er sjovt: Der er mange af julens traditioner, som man tror, er danske – men når man graver ned i deres historie, er langt de fleste indvandret fra Tyskland. Lige med risalamanden forholder det sig dog anderledes. Trods sit fransk-klingende navn er risalamanden nemlig en helt igennem dansk ret.

Grøden var oprindelig en forret

I 1700-tallets landbosamfund fik man juleaften sødgrød. Sødgrøden blev lavet på byggryn og sødmælk og var derfor ren luksus i forhold til den daglige grød lavet på vand. Mælk var ikke noget, man fråsede med på landet. Dels fordi langt de fleste bønder ikke havde store kvæghold, og dels fordi mælken kunne bruges til fremstilling af smør og ost. Sødgrøden blev spist som forret. Ved at spise den mættende grød først, kunne man spare på de andre og mere omkostningsfulde retter.

Da risengrøden var en luksusspise

I byen blandt det fine borgerskab skulle der lidt mere til, før maden var fornem. Borgerskabet havde i begyndelsen af 1800-tallet både økonomi og mulighed for at lave julegrøden af de dyre importerede ris. I grøden skjulte de endnu en importeret luksusvare – nemlig mandlen. Den heldige mandel-finder måtte som præmie kysse en af de andre om bordet – gerne midt på munden.

Ifølge legenden rev Lucia sine egne øjne ud, fordi en ung mand havde forelsket sig i dem. Hun er derfor ofte afbilledet med sine øjne på et fad. Her har hun dem på stilke.

Fotokredit: WikiMedia Commons

Lucia var en ung siciliansk kvinde, som levede omkring år 300. Hun var meget troende, men levede under kristenforfølgelserne og endte med at dø martyrdøden. Senere blev hun helgenkåret og til santa (sankt) lucia.

Afsted med den fromme kvinde til bordel
Lucia var en kvinde, der vidste, hvad hun ville. Derfor passede det hende ikke, at hun var forlovet med en ung mand, som ikke var kristen. Lucia havde held med at overtale sin mor til, at hun i stedet skulle vie sit liv til Gud. Imidlertid var hendes forlovede ikke så glad for den løsning og angav hende til myndighederne som kristen. Som straf skulle Lucia anbringes på et bordel. Legenden fortæller dog, at da de kom for at hente hende, kunne hun ikke rokkes ud af stedet. Hun stod så fast som en klippe.

Med øjnene på et fad
Lucia blev tortureret og til sidst henrettet. I én af legenderne om hende fortælles det, at de forsøgte at brænde hende – men uden held. Efter flere andre former for tortur, stak de til sidst et sværd gennem hendes hals. Det døde hun af. Inden da havde de også stukket hendes øjne ud. En anden legende hævder, at det var hende selv, der rev sine øjne ud, da en ung bejler havde forelsket sig i dem og mente, at de var smukke. Det kunne den fromme Lucia ikke leve med. Hun gav ham derfor angiveligt øjnene med ordene: ”Hvis du er så vild med mine øjne, så tag dem da”. Ved et mirakel fik hun dog alligevel hurtigt synet tilbage. Derfor er hun i dag skytsengel for blinde.

Julebag er en vigtig ingrediens i julen i dag, og det har det også været før. Både æbleskiven, pebernødden og klejnen hører til det ældste bagværk, vi kender. Alle tre er fra før komfurets tid og kan laves i en gryde over ildstedet. Fælles for dem alle er også, at de blev bagt hele året rundt til alle slags fester og højtider – og altså der i blandt også i julen.

De fik æbleskiver i løn

På landet i 1600- og 1700-tallet kunne tjenestefolkene få æbleskiver i julegratiale, som de kunne tage med hjem til deres familier. Det var også god skik at give dem et stort lækkert sigtebrød. Det lyse brød var en delikatesse i forhold til det grove rugbrød, man spiste til daglig.
Det var ikke kun tjenestefolkene, der nød godt af de søde sager. Æbleskriverne blev også delt ud til sognets fattige på juleaftensdag. Den dag gik de fra gård til gård og tiggede. Det var nemlig skik, at man ikke måtte afvise nogen, der bad om mad denne dag. Hvis man gjorde det, ville de nemlig ”bære julen ud”.

Også pebernødderne spillede en hovedrolle i julefejringen på det tidspunkt. Man legede lege med pebernødder og spillede kort om dem i de små stuer juleaften. Pebernødden kan føres helt tilbage til middelalderen, og var oprindeligt bagt på rugmel og honning.

Skiver af æble

Den originale æbleskive var lavet af faktiske skiver af æble, som blev dyppet i dej og kogt i svinefedt – deraf navnet; æble-skiver. I dagens video-julekalender kan du se, hvordan man lavede sådan nogle æbleskiver, og hvis du gerne vil prøve at lave dem derhjemme selv, så får du opskriften her.

Fotokredit: Daniel T. N. Rasmussen // ROMU

Hvis der er noget, vi er gode til i Danmark – og har en lang stolt tradition for, så er det at brygge og drikke øl inklusiv den særlige julebryg. Faktisk er de tidligste julefejringer vi kender en række midvinter fester fra 800-tallet, hvor man ”drak jul”. Dem vender vi tilbage til lige om lidt.

De drak øl hele tiden

I landbosamfundet var øl brygningen en fast bestanddel af de huslige gøremål. Man drak ikke vand fra brønden, for det var forurenet fra bl.a. den nærtliggende mødding. Man drak heller ikke meget mælk, da man producerede smør og ost af det, som kunne sælges i købstaden for klingende mønt. I stedet drak man øl. Det gjaldt også børnene. Massere af øl. Man drak øl til morgen, man drak øl til middag og man drak øl til aften. Var man tørstig i løbet af dagen – ja så drak man øl. På det store langbord i stuen stod altid en ølkande fremme, og det var madmor pligt og ære at sørge for, at den aldrig var tom.

Øllet og julebryggen har været en del af den danske juletradition meget længere end Jesus har. Fotokredit: Public Domain, Creative Commons

Det gode gemme øl og juletønden

Man skal dog ikke forestille sig, at de rendte rundt og berusede alle sammen hele tiden. Der er nemlig forskellige typer af øl. Det første øl, der produceres når man brygger er det stærke øl. Det kaldte man gemmeøllet – ikke overraskende fordi man gemte det til højtider og festlige lejligheder. Det sidste øl, også kaldet det tynde øl, har en meget lav alkoholprocent svarende til en nisseøl i dag, og det var det tynde øl, man drak til hverdag. Julen var en af de højtider, hvor man tog det gode gemmeøl frem. Der blev blandet ekstra malt og honning i juleøllet, så det blev rigtig sødt og lækkert. Denne særlige stærke og søde bryg kaldtes juletønden.