3D animering: ROMU/Amanda Sjøbeck.

Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

15.04.2021

Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

Det var en detektorfører, der fandt den lille pynteknap ved Selsø Vestby på Hornsherred i 2019. Nedlukningen i 2020 medførte, at museet har ventet med at udstille den indtil nu, så flere kan få glæde af oplevelsen.

Pynteknappen er nemlig ganske særlig: dens gådefulde motiv viser myten om Tyr og Fenrisulven, som er nedskrevet i middelalderen efter kristendommens indtog og kendt fra de islandske sagaer. Men pynteknappens udformning, udsmykning og dyreornamentik er typisk for sen jernalder og vikingetid. Det viser, at myten om Tyr og Fenris er opstået, længe før den blev skrevet ned.

”Der findes ganske få andre afbildninger af myten, som ligesom pynteknappen er samtidige med asatroen og de mundtlige genfortællinger af myten – og altså også fra før myten blev skrevet ned. Men på pynteknappen, som vi nu har fundet, er det tydeligvis en kamp, der er afbildet. Den fremstilling af myten om Tyr og Fenris har vi ikke set før, hverken i de andre tidligere afbildninger eller fra middelalderens nedskrevne versioner af myten. Så det nye fund giver os et rigere billede af de mange forskellige versioner, myten har eksisteret i, før den blev nedskrevet,” forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen fra museumsorganisationen ROMU, som Frederikssund Museum, Færgegården er en del af.

Hånd og ulvemund leder på sporet af myten

Motivet viser en dramatiske kamp mellem menneske og dyr. De to er viklet godt ind i hinanden, og en hånd holder fast i underkæben på et stort dyr.

”Fordi motivet viser en hånd og det ulvelignende dyr, leder det os på sporet af myten om Tyr og Fenrisulven. Selve motivet er omkranset af et fletbånd, der kan tolkes som lænken Gleipner, der i myten holder Fenrisulven fanget,” fortæller Palle Østergaard Sørensen

Myten om Tyr og Fenrisulven fortæller, hvordan de nordiske guder tre gange forsøgte at lænke ulven Fenris. Ved de første to forsøg sprængte ulven let kæderne. En tredje og speciel lænke, kaldet Gleipner, blev derfor lavet. For at lokke Fenrisulven til at lade sig teste en sidste gang, lagde Tyr sin hånd i munden på ulven som en form for pant. Kæden blev lagt om halsen, og da ulven hurtigt indså, at den ikke kunne sprænge kæden, bed han sammen, så Tyr mistede sin hånd. Fenrisulven bliver herefter holdt fanget indtil Ragnarok, som ifølge mytologien er verdens undergang.

Pynteknappen skulle ses

Hvad den lille pynteknap har været brugt til, står ikke helt klart for ROMUs arkæologer. Men den dateres til vikingetiden, og Palle Østergaard Sørensen forklarer, at den har været placeret et sted, hvor det var meningen, at den skulle ses:
”En knap med så detaljeret motiv og i forgyldt bronze kan have siddet på seletøjet til en hest eller som knap på et skrin. Den er i hvert fald bemærkelsesværdig og må have siddet så andre har kunne få øje på den” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Pynteknappen kan fra den 21. april ses i Frederikssunds Museum, Færgegårdens udstilling, hvor man også kan opleve et udvalg af andre danefæfund fra Selsø Vestby. Senere vil pynteknappen blive overdraget til Nationalmuseet, som skal vurdere, om den er danefæ og dermed tilhører Nationalmuseets samling.

 

Frederikssund Museum, Færgegårdens åbningstider fra 21. april:
Tirsdag – Søndag kl. 11-15

På pynteknappen, som er fundet på Hornsherred, ses en dramatisk kamp mellem Tyr og Fenrisulven. Den fremstilling af myten har forskerne ikke set før. Illustration: Trine Sejthen/ROMU.

ROMU holder sig løbende opdateret om gældende retningslinjer for, hvordan besøgsstederne bedst passer på de besøgende. Foreløbig står det klart, at der bl.a. vil være krav om coronapas, når museerne forhåbentlig kan åbne fra den 21. april. Det vil sige, at man skal fremvise dokumentation for, at man er vaccineret, tidligere har været smittet, eller at man inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19.

www.romu.dk kan man løbende følge med i tiltag og retningslinjer, så alle kan passe på hinanden.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Til top
X
post-4929

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

BEGIVENHED

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

11.06.2021

Frederikssund Museum, Færgegården inviterer igen i år til stemningsfyldt sankthans. Museet holder aftenåben, og har skruet op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter, og derfor kræver arrangementet billet. Foto: pixabay.com.

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

 

Sankthans-fejringen på Færgegården vil i år være fuldstændig, som den plejer – og så alligevel ikke…

”I år bruger vi aftenen som en anledning til ikke alene at udleve traditionerne, men også at udforske dem. Sammen med alle, der har lyst, vil vi gerne gå på opdagelse i de mange mærkelige, overraskende og sjove traditioner, der er gået forud for sankthans aften, som vi kender den i dag. Fortidens sankthans eller midsommer har nemlig forbavsende få ligheder med nutidens traditioner. Så samtidig med at vi udlever traditionerne, vil vi også gerne sætte dem i et nyt lys – og måske prikke lidt til dem,” forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

 

Sammen om at afværge det onde

Allerede i timerne inden aftenens højdepunkter med bål, båltale og midsommervise er der sankthans-aktiviteter for børn og voksne i alle aldre, når museet inviterer til mission ”Afværg det onde”.

Her skal de onde hekse gøres så blide som nuttede kattekillinger. Gennem en række udfordringer og med hjælp fra fortidens tips og tricks gælder det om at samle magiske urter, lære at bruge stål mod hekse, finde hemmelige skatte, besøge det kloge træ, lave vild ild med oldtidsmetoder og meget mere. Og måske lykkes det at vinde over de onde kræfter.

 

Ekstraordinært aftenåbent i udstillingen

En anden forandring er, at man i år skal et smut omkring billetto.dk for at være med:

”Som noget nyt i år har vi valgt at tage en lille entre for voksne. Både fordi corona-restriktionerne kræver, at vi har helt styr på antallet af deltagere, og fordi vi i år har lagt ekstra kræfter i festen og i de oplevelsestilbud og formidlingstiltag, som aftenen også rummer. Billetten gælder også til udstillingen, hvor vi ekstraordinært holder åbent hele aftenen. For børn er det hele gratis”, forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Bålet tændes kl. 21.00, og der vil være båltale ved museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Museet byder på gratis saftevand og småkager til børnene, og der vil være salg af drikkevarer til de voksne. Medbring picnictæppe og egen madpakke, som kan nydes frit i museumshaven.

 

Tid, sted, pris

  1. juni kl. 17:00-22.00

0-18 år gratis, Voksne 50 kr. (+billetgebyr) – Billet købes via Billetto her.

Din billet gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag.

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

Billet og coronapas nødvendigt

 

Grundet Covid-19 er tilmelding/billetkøb på forhånd nødvendigt.

Læs mere om sankthanstraditionerne i Færgegårdens artikelserie “Bag om traditionerne”  her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

læs mere
Ingen heks og ingen midsommervise

Ingen heks og ingen midsommervise

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

læs mere

Lukket – grundet udstillingsombygning