27.10.2020
Få kulturarven hjem i stuen: live streamet foredrag om mystiske gravpladser
Der var både børn og voksne i de gådefulde grave, som dukkede op, da den nye bro skulle anlægges. Foto: ROMU
Frederikssund Museum, Færgegården live streamer foredraget ‘Forbindelser over fjorden – Mystiske gravpladser’, så du kan få historien hjem i stuen under pandemien. Kom tæt på mennesker, der levede ved fjorden for næsten to årtusinder siden. Det er d. 19. november kl. 19.
Der har egentligt været udsolgt til det fysiske foredrag i månedsvis, og det vil fortsat finde sted som fysisk arrangement. Men Frederikssund Museum, Færgegården, begynder nu at live streame arrangementer, så kulturarven kan komme ud til flere – og vi kan passe på hinanden samtidig.
For en reduceret billetpris kan du lære mere om de mystiske gravpladser fra dansk romertid, der blev fundet ved anlægningen af Kronprinsesse Marys Bro i 2015-2018, og som stammer fra de første århundreder efter vor tidsregning – alt sammen hjemme fra din egen stue.
Arkæolog på udgravningen Katrine Ipsen Kjær vil fortælle om de gådefulde jordfæstegrave, hvor både børn og voksne var begravet. Med sig bringer hun en masse billeder fra udgravningen, så du kan komme helt tæt på detaljerne og få gode bud på de forklaringer, der knytter sig til menneskene i gravene – og de gaver, de fik med sig på den sidste rejse.
Flere kan være med
Færgegården arbejder for, at brugerne fortsat kan dele stærke kulturelle oplevelser – under sikre forhold, og museumsinspektør, Line Jandoria Jørgensen glæder sig over at kunne gå i luften med live streaming:
”Vi vil gerne give så mange som muligt chancen for deltage i museets foredrag og andre kulturarrangementer, derfor er jeg rigtig glad for, at man nu også kan opleve vores arrangementer hjemme fra stuen. På den måde kan vi sammen dele viden og gode oplevelser samtidig med, at vi passer på hinanden under pandemien.”
Folk, der allerede har billet til det fysiske arrangement, kan fortsat få den oplevelse, de har betalt for, selvom regeringen for nyligt har skærpet restriktionerne. Arrangementet er nemlig på linje med fx koncerter undtaget begrænsningen på 10 personer, fordi publikum sidder ned og kigger i samme retning. Der er påbud om mundbind, når man bevæger sig ind og ud af lokalet.
TID, PRIS OG STED
Fysisk arrangement:
19. november kl. 19.00-21.00
60 kr. + billetgebyr. UDSOLGT
Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.
Live streaming:
19. november kl. 19.00-21.00
25 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk.
Se med via smartphone, tablet eller computer hjemme fra din egen stue
Du vil modtage en mail en time før arrangementet med link og informationer om, hvad du skal gøre.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN
Påsken rundt på 60 minutter med Færgegården
Påsken på Færgegården bliver en tjep tour de force for hele familien gennem kulturhistorien og dens påske-strabadser. Alle kan være med
En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven
Nordskoven på spidsen af Hornsherred har tiltrukket talrige kunstnere gennem tiden. En af dem var maleren Ove Køser, som fik stor betydning for egnen, og hvis billeder hænger i mange hjem. Igen og igen, året rundt, tog han ud i Nordskovens natur for at indfange det særlige lys og stedets enestående karakter. Ofte var hans datter Hanne med. Her fortæller hun sin personlige beretning om Nordskoven og om sin fars fascination af den helt særlige plet i fjordlandskabet
Jul på Færgegården: Smag på juletraditionernes historie
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til gammeldags jul de to første weekender i december. Her kan alle udforske, opleve og smage juletraditionernes historie. Og så er duften af traditioner tilsat en knivspids nye noter, når museet inviterer til risalamande-konkurrence
Kom til UHYGGELIG Allehelgen på Færgegården
Ved du, hvordan man forhindrer en død i at gå igen, gør hekse så blide som kattekillinger eller beskytter sig mod de lumske trolde i skoven? NEJ?? Så må du hellere komme til Allehelgen på Færgegården i efterårsferien! (Hvis du altså tør…)
Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have
To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.
Kom med tilbage til de brølende 20’ere
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til jazz i museumshaven, hvor vi vil blive klogere på 1920’ernes dans, musik og mode. Det foregår 7. august.