Heks, helgen og græsenke

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Valborgsaften og 1. maj

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

22.04.2021

På Valgborgsaften tændte man bål og vågede ved det hele natten. Det var en måde, man kunne beskytte sig mod onde kræfter og onde væsener på. De var særligt aktive på denne aften. Et sådan vågeblus skulle tændes med vild ild; ild lavet fra bunden med to stykker træ. FOTO: Wikimedia commens.

Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

Valborgsaften falder aftenen før d. 1. maj, som er Valborgsdag – også kaldet Voldermisse (valborgmesse). Det hedder den, da den er helgendag for Sankt Walpurga, som døde i 779. Hendes navn er fordansket til Valborg. Valborg var en engelsk prinsesse, missionær og abbedisse, der som ganske ung blev sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Ud over at lægge navn til dagen, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund.

En hedensk bålfest og vågenat

Sankt Valborg blev helgenkåret d. 1. maj 870, og det var nok ikke spor tilfældigt, at hendes helgendag skulle falde på netop denne dag. Her lå nemlig allerede en ældgammel hedensk forårsfest, som markerede overgangen fra vinter, goldhed og mørke til sommer, frugtbarhed og lys. Et formentlig strategisk træk fra kirkens side, så folk kunne blive ved med at feste på de mærkedage, de var vant til, men nu under en kristen fortælling.

Den folkelige fejring af Valborgsaften var en bålfest og vågenat. Man tændte bål og vågede ved det gennem hele natten. På Valgborgsaften var det for farligt at blive inden døre, mente man. Denne aften var alle de overnaturlige kræfter og væsener nemlig særligt aktive og farlige. Det gjaldt for alle store overgangsperioder. Her var det overgangen mellem vinter og sommer og senere ville det fx til Allehelgensaften være overgangen fra sommer til vinter. Ved sådanne lejligheder gjorde man klogest i at tænde ild, og våge ved det natten igennem for ikke at blive overlistet af hekse og andre ubehagelige eksistenser.

Kun ”vild ild” kan bruges

For at vågenatten skulle være succesfuld, var det vigtigt, at Valborgsbålet blev tændt med vild ild. Det vil sige, at den skulle laves fra bunden, og altså ikke bare hentes ud fra køkkenets ildsted eller stuens brændeovn. Allerhelst skulle den laves ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Man kaldte valborgsilden for ”at brænde blus”. Et blus kunne både være et bål, men til nøds også ild, der blev tændt i en tjæretønde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke, så den kunne ses langvejs fra. På den måde sikrede man sig, at man skræmte så mange af væsenerne væk som muligt.

Statue af Sankt Walpurga. Valgborgsaften er Sankt Walpurgas (på dansk Valborgs) helgenaften. Hun var en engelsk prinsesse, missionær, der blev abbedisse i det nuværende Tyskland. Ud over at lægge navn til, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund. FOTO: Wikimedia commens. 

Heksene flyver ad Hekkenfeldt til

Oprindeligt havde heksene ikke noget med hverken Valgborgsaften eller Sankt Hans at gøre, men det får de på Valgborgsaften i 1600 og 1700-tallets landbosamfund. Man forestillede sig, at de den aften fløj til heksesabbat – altså til fest med djævelen. I Tyskland og Holland kaldes natten stadig for ”Heksenatten”. I Danmark har vi senere hen forskudt ”heksenatten” til Sankt Hans. På Valgborgsaften fløj de danske hekse til Tromsø kirke, mente man, mens man i Tyskland mente, at de samledes i Bloksbjerg. Tromsø var så langt mod nord, at det regnedes som tæt på grænsen til hedenskabet.

Heksene kunne også flyve til Hekkenfeld (ad Hekkenfeldt til) i Island. Det var heldigvis ikke noget problem, at heksene fløj så mange steder hen for at feste med djævelen, for han kunne sagtens være flere steder på en gang – djævelsk som han var. Heksene var altså nogle af de overnaturlige væsener, man ville skræmme ved at tænde bål. Enhver ved jo, at ild holder hekse væk…

Dans, druk og hor

Når man nu skulle holde sig vågen hele natten, kunne man lige så godt hygge sig, og den lejlighed greb særligt de unge ugifte. Mens ældre, gifte folk og børn trak sig tilbage hen på natten, festede de unge videre i bålets skær. Der blev spist, drukket og danset til den lyse morgen, hvis de unge da ikke parvis var forsvundet ind i skoven inden…

Det gik lystigt til, alt for lystigt, mente præsterne, men selvom de prøvede, var det svært at komme en så indgroet skik til livs. Det kunne være svært for de unge ugifte at holde sig på dydens smalle sti Valborg nat. Og det gjaldt ikke kun herhjemme i Danmark. En engelsk gejstlig bemærker i 1585: ”Jeg har hørt af troværdige vidner, at af 60 eller 100 piger, der Valborg nat går i skoven, kommer knap en tredjedel med æren tilbage i behold.” Mændenes ære (mangel på samme eller rolle i miseren) var der naturligvis ingen, der talte om.

Udskammet med øgenavne og grimme brudekranse

Skulle en kvinde have så dårlig moral, at hun havde ladet sig lokke til skovs og været så uheldig, at hun blev besvangret, men efterfølgende svigtet af karlen, blev hun nedsættende kaldt en ”græsenke”. Hun havde jo ladet sig forføre på græsset. Med barn uden for ægteskabet kunne det være svært for en kvinde at finde en mand, der ville gifte sig med hende, men skulle det alligevel lykkes hende, måtte en græsenke ikke bære en almindelig smuk brudekrans til sit bryllup. I stedet skulle hun bære en krans af halm eller hø, som en form for udskamning og ”brændemærkning” af hendes slette karakter.

De red sommer i by

Hvis de unge ikke allerede var draget i skoven parvis, mens det stadig var mørkt, gjorde de det meget tidligt om morgenen d. 1. maj. De skulle finde et majtræ eller nogle majgrene, som de kunne bringe med tilbage til landsbyen. En majgren var en udsprunget bøgegren med friske nye knopper. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Sommeren var på vej og ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen, kunne de ”ride sommer i by”. Ved hjemkomsten bar sommerbebuderne også gerne blomsterkranse i håret.

Nogle steder kunne man finde på at tage et helt lille bøgetræ med tilbage. Det blev sat i landsbyens fælles midte, hvor man også lavede en bænk af græstørv, ”Majbænken”. Majbænken og majtræet blev pyntet med kranse og bånd, og man dansede omkring træet og holdt endnu et gilde den følgende nat. Nogle steder pyntede man et allerede eksisterende træ eller opstillede en majstang, som vi kender den fra nutidens Sverige og deres midsommerfejring.

Det var ikke kun majtræ, majstang og majbænk, der blev pyntet. Karlene i landsbyen red 1. maj optog gennem byen med de ny-udsprungne bøgegrene, og de pyntede deres heste til lejligheden. På den måde red de sommer i by fra gård til gård.

Når de ankom til en gård, stak de en majgren op i taget over porten eller døren og sang majvisen. På gårdene fik de som tak mad og drikke til aftenens fællesgilde. Ideen var, at man gav hvad man formåede, og alt efter om karlene fandt mængden passende eller ej, sang de forskellige vers til afsked. Havde man på gården givet, hvad der svarede til dens formåen, sang karlene:

”Nu takker vi Eder for jer gav.
Og drikker jer skål udi vort lav”

Men havde de været nærrige, sang karlene:

”Og hvem som haver og intet gir
Gid fanden vil støde ham op og ni´r
Og læg jer så ned i dovne krop
til lopper og lus de æder jer op”

At blive besunget på den måde kunne være en betydningsfuld markering af gårdens anseelse og placering i landsbyfællesskabet. At være udskammet som nærig kunne nemt blive et problem i en lille landsby, hvor man måtte arbejde tæt sammen for at skaffe føde på bordet og leve op til godsets krav.

Tidligt om morgenen efter vågenatten, drog de unge til skovs for at finde majgrene. En majgren var en ny-udsprunget bøgegren. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen d. 1. maj, kunne de unge ”ride sommer i by”. FOTO: Wikimedia commens.

Nye gadelam, gadebasser og ny oldermand

Blandt de unge ugifte karle valgte man på 1. maj en ”majgreve”. Majgreven skulle vælge sig en ”majdronning” eller ”majbrud” og danne par af de resterende ugifte i landsbyen. Manden i et sådant par kaldtes for gadebasse og kvinden gadelam. Var man gadelam og gadebasse med hinanden betød det, at man skulle følges ad til landsbyens fester ind til 1. maj næste år.

Der fulgte også forpligtelser med til at være hinandens gadelam/gadebasse. Fx skulle parret danse et vist antal danse med hinanden ved gilderne, og gadebassen kunne holdes ansvarlig for sit gadelams dyd. Kom hun i omstændigheder, kunne han i visse tilfælde blive nød til at gifte sig med hende. Uanset om det var ham, der havde ligget med hende eller ej. Samtidig var gadelams-skikken en måde, hvorpå de unge fik mulighed for at lære hinanden at kende og måske eksperimentere på en legitim måde.

For de gifte folk var 1. maj også en mærkedag – om end på en lidt anden måde. 1. maj skulle der nemlig vælges en ny oldermand til landsbylauget. I landsbylauget tog man de vigtige fælles beslutninger om landbrugets dyrkningsfællesskab, og ansvaret med at være oldermand gik på omgang. Ikke blandt kvinder, børn, tyende og jordløse naturligvis – men blandt det man kaldte ”byens mænd” – altså gifte gårdfæstere.

Rønnekviste forudser ægteskaber

Som oldermand eller en af ”byens mænd” var det ikke uvæsentligt at kende og kunne tage højde for vejret, når de store beslutninger om markernes dyrkning skulle træffes. Og Valgborg dag og aften bød på mange forskellige former for vejrvarsler. For eksempel sagde man: “Er det tørt på Valborg dag, så får vi en dårlig sommer” Og ”Hvis det fryser til Valborg, vil vi få frost i endnu 40 nætter”.

Man skulle også holde øje med rugens højde da: ”Rugen skal på denne dag kunne skjule en lærke – eller en kragefugl – ellers bliver det en dårlig sommer”. Meget var på spil. En dårlig sommer betød færre afgrøder, og det kunne betyde mangel og sult i vinterhalvåret.

Valborgsaften gav også kærestefolk eller forelskede mulighed for at tage varsler om fremtiden og spå om kærligheden. Den, der ville tage varslet, skulle nævne navnet på en mand og en kvinde, samtidig med at han/hun satte to rønnekviste op mellem loft og tagbjælke. Hvis kvistene senere slog rod, kom de to til at danne par i virkeligheden.

To rønnekviste sat op mellem loft og tagbjælke på Valgborgsaften kunne forudsige, om den påtænkte mand og kvinde ville komme til at danne par i virkeligheden. Hvis kvistene slog rod, ville de finde sammen – ellers ikke. FOTO: Wikimedia commens.

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE