24.11.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Tangnålen er en lang tynd fisk, som er i familie med søhesten. De er svære at få øje på, for de står lodret i vandet blandt ålegræsset og er på den måde kamufleret. Nederst til højre ses en sandkutling. Foto: Line Jandoria Jørgensen /ROMU

Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.

Du er sådan en lille hundestejle! Er du nogensinde blevet kaldt det? Nok ikke – men i 1800-tallet lagde den lille fisk navn til dette skældsord. Det betød en lille spinkel person og kunne også bruges om ringeagtede børn.

Den trepiggede Hundestejle (Gasterosteus aculeatus) er fjordens mest almindelige fisk. Du finder den oftest blandt bundvegetationen på det lave vand, hvis du er ude med nettet i sommer- og efterårsmånederne. Hundestejlen er et vigtigt byttedyr for større fisk og for fugle i fjorden, og gennem historien har fjordboerne brugt den både som agn i fiskeriet og som ande- og svinefoder, til tranudvinding, gødning, oliefarver og fiskemel.

Den trepiggede hundestejle kan kendes på de tre frie pigge, som den rejser, når den føler sig truet eller irriteret. Især hanner, der vogter over en rede med befrugtede æg, stejler og har paraderne (piggene) oppe, når der er andre hanner i farvandet. Heldigvis er piggene uden gift. Det er også piggene, der har givet den lille fisk sit navn. På ældre nydansk betyder ”stejle” noget spidst og er beslægtet med verbet ”at stikke”. Den første del af navnet ”hunde-” hentyder sandsynligvis til fiskens grådighed, som eftersigende skulle være stor.

Den trepiggede Hundestejle (Gasterosteus aculeatus) er fjordens mest almindelige fisk. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Den kamæleon-agtige spåfisk gav vejrvarsler

Den er en af de mest særprægede fisk, man kan fange på fjordens lave vand, men den kan være rigtig svær at få øje på. Den her lange tynde fisk er nemlig godt kamufleret i ålegræsset, hvor den lever. Den står lodret i vandet ligesom ålegræsset og falder i med omgivelserne. Og ikke nok med det, så kan den skifte farve efter omgivelserne mellem grønne og brune nuancer. Der er tale om den lille tynde fine fisk; almindelige tangnål (Syngnathus typhle).

På trods af de gode kamuflage evner findes tangnålen i dag (sammen med hundestejlen) ikke sjældent ved ternereder. Her har de indgået i hannens friermenu til hunternen. Det var dog ikke kun i ternerederne, at man i 1700- og 1800-tallet fandt tangnåle. I de fleste fiskerhjem havde man nemlig en tørret og eventuelt fladpresset tangnål hængende over bilæggerovnen eller under loftet. Den kaldte man en spåfisk, en vejrfisk, en vindfisk eller en kompasfisk. En sådan spåfisk kunne forudsige den kommende dags vindretning, hvilket var en vigtig information, når man skulle ud på vandet. Den retning, som spåfiskens snude vendte imod, viste fiskeren, hvilket verdenshjørne, der ville komme blæst fra den dag. Om aftenen viste den vindretningen for næste dag.

Tangnålen tilhører nålefisk-familien og er beslægtet med den mere eksotiske søhest, som vi kender fra varmere himmelstrøg. Ligesom søhesten er det også tangnålehannen, der bærer og udruger de befrugtede æg. Ved en forførende dans tiltrækker hannen 2-4 hunner, som efterfølgende lægger sine æg i hans mavepose – en pung under bugen. Mavepungen kan rumme helt op til 400 æg, og det er her, han befrugter æggene og bærer rundt på dem, indtil de klækker. Og det går ikke stille for sig, for når ”fødslen” går i gang sprækker mavepungen simpelthen, og tangnålen skyder ynglet ud i vandet gennem sprækken.

Gråmanden – den irriterende bifangst

På fisketur i det lave vand i fjorden vil du med stor sandsynlighed også få en del gråmænd i nettet. Gråmand er et gammel fiskerudtryk og kaldenavn til sandkutlingen (Pomatoschistus minutus). Den blev ofte fanget som bifangst til fjordens ålefangst, men på grund af sin lille størrelse kunne den ikke bruges som spisefisk. Den var derfor en ligegyldig og lidt irriterende fangst – en gråmand. Dog kunne den dog med fordel anvendes som agn på ålekroge og blev i perioder fisket til netop det formål.

Sandkutlingen kendes på de sammenvoksede bugfinner, der danner en sugetragt. Den foretrækker en blød sandbund, hvor den kan grave sig ned og gemme sig. Sine flere tusind æg lægger den i tomme muslingeskaller, og det er hannen, der vogter æggene, indtil de klækkes. Når fiskelarverne udklækkes og svømmer afsted ud i det blå, er de ikke mere end 3-4 mm lange.

Ålekvabben er en lækker spise, men ansås for at være for modbydelig til føde, da den ligesom hornfisken har grønne ben og fordi, den føder levende unger. Foto: Line Jandoria Jørgensen /ROMU

Ålekællingen var for modbydelig til føde

Ålekvabben (Zoarces viviparus) er en ålelignende bundfisk. Den lever hele sit liv i fjorden og kan hele året igennem findes på det lave vand, hvor den svømmer rundt og spiser snegle, muslinger og små krebsdyr. Ordet ”kvabbe” kommer af ældre nydansk ”Qvabbe” og betyder at bevæge sig i vand, sjaske, bæve og gynge. Er man ”kvabset”, så er man småtyk og rund – ligesom hunålekvabben, som har en stærkt opsvulmet bug. ”Kvabbe” blev førhen også brugt som skældsord for en dum, fjollet og tyk person.

Ålekvabben er da heller ikke en fisk, som fiskerne var glade for at få i nettet. Ålekvabben kunne bruges som agn til anden fiskeri, men det var ikke en fisk, man gerne ville fange. Til stor irritation gik ålekvabben alligevel ofte i det snurrevod eller de ruser, fiskerne havde sat ud for at fange ål, og skete det, at den havde bidt på krogen i stedet for en bedre fisk, blev den i 1800-tallet ofte slynget imod bådkanten, mens fiskeren skændte på den.

Aversionen mod ålekvabben (som faktisk er en ganske lækker spisefisk), hænger sandsynligvis sammen med, at den hverken i udseende eller opførelse er som de fleste andre fisk. I hvert fald var fiskerbønderne ikke glade for at spise dem, fordi de har grønne ben ligesom hornfisken. Og ikke nok med det, så sætter den ikke rogn, men føder lever unger på hele 4-5 cm, hvilket er usædvanligt stort for fiskeyngel. Ålekvabben ansås derfor for at være ”for modbydelig til føde”.

I 1700-tallet blev ålekvabben flere steder opfattet som ålens hun og kaldt ”ålemoder”, ”ålekone” og i Lynæs og Hornsherred: ”ålekælling”. Folketroen sagde, at hvis en fisker mødte en kvinde, når han var på vej ud for at fiske ål, fik han kun ålekællinger. Ville han sikre sig held med ålefiskeriet, skulle en tørret ålekvabbe hænges fra en loftsbjælke i huset.

Helt ubrugelig var ålekvabben dog ikke. For visse husmænd og daglejere i kystområderne kunne den fint bruges som fattigmands daglige spise. Dertil regnedes olien fra ålekvabbens lever som et godt middel mod pletter i øjnene eller mod svagtseende øjne i begyndelsen af 1800-tallet. I 1700-tallet kunne den blandet med ingefær gives til en hest med øjenbetændelse. Desuden bliver en høne efter sigende rugelysten, når den får en halv ålekvabbelever. Men giv den for Guds skyld ikke en hel, for så lægger den sig til at dø i stedet.

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE