24.11.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Tangnålen er en lang tynd fisk, som er i familie med søhesten. De er svære at få øje på, for de står lodret i vandet blandt ålegræsset og er på den måde kamufleret. Nederst til højre ses en sandkutling. Foto: Line Jandoria Jørgensen /ROMU

Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.

Du er sådan en lille hundestejle! Er du nogensinde blevet kaldt det? Nok ikke – men i 1800-tallet lagde den lille fisk navn til dette skældsord. Det betød en lille spinkel person og kunne også bruges om ringeagtede børn.

Den trepiggede Hundestejle (Gasterosteus aculeatus) er fjordens mest almindelige fisk. Du finder den oftest blandt bundvegetationen på det lave vand, hvis du er ude med nettet i sommer- og efterårsmånederne. Hundestejlen er et vigtigt byttedyr for større fisk og for fugle i fjorden, og gennem historien har fjordboerne brugt den både som agn i fiskeriet og som ande- og svinefoder, til tranudvinding, gødning, oliefarver og fiskemel.

Den trepiggede hundestejle kan kendes på de tre frie pigge, som den rejser, når den føler sig truet eller irriteret. Især hanner, der vogter over en rede med befrugtede æg, stejler og har paraderne (piggene) oppe, når der er andre hanner i farvandet. Heldigvis er piggene uden gift. Det er også piggene, der har givet den lille fisk sit navn. På ældre nydansk betyder ”stejle” noget spidst og er beslægtet med verbet ”at stikke”. Den første del af navnet ”hunde-” hentyder sandsynligvis til fiskens grådighed, som eftersigende skulle være stor.

Den trepiggede Hundestejle (Gasterosteus aculeatus) er fjordens mest almindelige fisk. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Tangnålen tilhører nålefisk-familien og er beslægtet med den mere eksotiske søhest, som vi kender fra varmere himmelstrøg. 

Den kamæleon-agtige spåfisk gav vejrvarsler

Den er en af de mest særprægede fisk, man kan fange på fjordens lave vand, men den kan være rigtig svær at få øje på. Den her lange tynde fisk er nemlig godt kamufleret i ålegræsset, hvor den lever. Den står lodret i vandet ligesom ålegræsset og falder i med omgivelserne. Og ikke nok med det, så kan den skifte farve efter omgivelserne mellem grønne og brune nuancer. Der er tale om den lille tynde fine fisk; almindelige tangnål (Syngnathus typhle).

På trods af de gode kamuflage evner findes tangnålen i dag (sammen med hundestejlen) ikke sjældent ved ternereder. Her har de indgået i hannens friermenu til hunternen. Det var dog ikke kun i ternerederne, at man i 1700- og 1800-tallet fandt tangnåle. I de fleste fiskerhjem havde man nemlig en tørret og eventuelt fladpresset tangnål hængende over bilæggerovnen eller under loftet. Den kaldte man en spåfisk, en vejrfisk, en vindfisk eller en kompasfisk. En sådan spåfisk kunne forudsige den kommende dags vindretning, hvilket var en vigtig information, når man skulle ud på vandet. Den retning, som spåfiskens snude vendte imod, viste fiskeren, hvilket verdenshjørne, der ville komme blæst fra den dag. Om aftenen viste den vindretningen for næste dag.

Tangnålen tilhører nålefisk-familien og er beslægtet med den mere eksotiske søhest, som vi kender fra varmere himmelstrøg. Ligesom søhesten er det også tangnålehannen, der bærer og udruger de befrugtede æg. Ved en forførende dans tiltrækker hannen 2-4 hunner, som efterfølgende lægger sine æg i hans mavepose – en pung under bugen. Mavepungen kan rumme helt op til 400 æg, og det er her, han befrugter æggene og bærer rundt på dem, indtil de klækker. Og det går ikke stille for sig, for når ”fødslen” går i gang sprækker mavepungen simpelthen, og tangnålen skyder ynglet ud i vandet gennem sprækken.

Gråmanden – den irriterende bifangst

På fisketur i det lave vand i fjorden vil du med stor sandsynlighed også få en del gråmænd i nettet. Gråmand er et gammel fiskerudtryk og kaldenavn til sandkutlingen (Pomatoschistus minutus). Den blev ofte fanget som bifangst til fjordens ålefangst, men på grund af sin lille størrelse kunne den ikke bruges som spisefisk. Den var derfor en ligegyldig og lidt irriterende fangst – en gråmand. Dog kunne den dog med fordel anvendes som agn på ålekroge og blev i perioder fisket til netop det formål.

Sandkutlingen kendes på de sammenvoksede bugfinner, der danner en sugetragt. Den foretrækker en blød sandbund, hvor den kan grave sig ned og gemme sig. Sine flere tusind æg lægger den i tomme muslingeskaller, og det er hannen, der vogter æggene, indtil de klækkes. Når fiskelarverne udklækkes og svømmer afsted ud i det blå, er de ikke mere end 3-4 mm lange.

Ålekvabben er en lækker spise, men ansås for at være for modbydelig til føde, da den ligesom hornfisken har grønne ben og fordi, den føder levende unger. Foto: Line Jandoria Jørgensen /ROMU

Ålekællingen var for modbydelig til føde

Ålekvabben (Zoarces viviparus) er en ålelignende bundfisk. Den lever hele sit liv i fjorden og kan hele året igennem findes på det lave vand, hvor den svømmer rundt og spiser snegle, muslinger og små krebsdyr. Ordet ”kvabbe” kommer af ældre nydansk ”Qvabbe” og betyder at bevæge sig i vand, sjaske, bæve og gynge. Er man ”kvabset”, så er man småtyk og rund – ligesom hunålekvabben, som har en stærkt opsvulmet bug. ”Kvabbe” blev førhen også brugt som skældsord for en dum, fjollet og tyk person.

Ålekvabben er da heller ikke en fisk, som fiskerne var glade for at få i nettet. Ålekvabben kunne bruges som agn til anden fiskeri, men det var ikke en fisk, man gerne ville fange. Til stor irritation gik ålekvabben alligevel ofte i det snurrevod eller de ruser, fiskerne havde sat ud for at fange ål, og skete det, at den havde bidt på krogen i stedet for en bedre fisk, blev den i 1800-tallet ofte slynget imod bådkanten, mens fiskeren skændte på den.

Aversionen mod ålekvabben (som faktisk er en ganske lækker spisefisk), hænger sandsynligvis sammen med, at den hverken i udseende eller opførelse er som de fleste andre fisk. I hvert fald var fiskerbønderne ikke glade for at spise dem, fordi de har grønne ben ligesom hornfisken. Og ikke nok med det, så sætter den ikke rogn, men føder lever unger på hele 4-5 cm, hvilket er usædvanligt stort for fiskeyngel. Ålekvabben ansås derfor for at være ”for modbydelig til føde”.

I 1700-tallet blev ålekvabben flere steder opfattet som ålens hun og kaldt ”ålemoder”, ”ålekone” og i Lynæs og Hornsherred: ”ålekælling”. Folketroen sagde, at hvis en fisker mødte en kvinde, når han var på vej ud for at fiske ål, fik han kun ålekællinger. Ville han sikre sig held med ålefiskeriet, skulle en tørret ålekvabbe hænges fra en loftsbjælke i huset.

Helt ubrugelig var ålekvabben dog ikke. For visse husmænd og daglejere i kystområderne kunne den fint bruges som fattigmands daglige spise. Dertil regnedes olien fra ålekvabbens lever som et godt middel mod pletter i øjnene eller mod svagtseende øjne i begyndelsen af 1800-tallet. I 1700-tallet kunne den blandet med ingefær gives til en hest med øjenbetændelse. Desuden bliver en høne efter sigende rugelysten, når den får en halv ålekvabbelever. Men giv den for Guds skyld ikke en hel, for så lægger den sig til at dø i stedet.

 

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

LÆS HELE SERIEN "MØD DYRENE I FJORDEN":

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

X
post-5566

Sjove, gamle fastelavnsløjer på Færgegården

BEGIVENHED

27.01.2023

Sjove, gamle fastelavnsløjer på Færgegården

 

Færgegården lover, at der ikke vil være en levende kat i tønden, når det går løs med tøndeslagning og fastelavnsløjer. Til gengæld kan børn og deres voksne smage og lege sig gennem fastelavns mange sjove traditioner. Foto: ROMU

I vinterferien kan hele familien tage på fastelavnsoptog i Færgegårdens have og være med til at dyste, lege og smage sig gennem fastelavnens mange skægge traditioner.

Af: Jens-Jørgen Krogh

 

Engang var der gode og alvorlige grund til, at man fejrede fastelavn. Det var den sidste aften, før der skulle fastes i 40 lange dage op mod påske. Så dagen og aftenen bød på fest og morskab. Og man spiste alt det, der allerede dagen efter var forbudt.

 

”Det er længe siden, man fastede op til påske, men fastelavnens pudsige traditioner har holdt ved. Når vi hver februar slår katten af tønden, pynter et fastelavnsris og spiser fastelavnsboller, viderebringer vi traditioner, der går mange hundrede år tilbage i tiden” fortæller projektmedarbejder Maja Kvamm fra Færgegården.

Til fastelavnsløjer på Færgegården kan gæsterne opleve, hvordan man fejrede fastelavn i 17- og 1800-tallets Danmark. Kl 11.00 og 13:00 starter et festligt fastelavnsoptog gennem museumshaven – og her vil man gennem leg, konkurrencer og smagsprøver opleve, hvordan de velkendte fastelavnstraditioner har udviklet sig.

 

Arrangementet varer 1-1,5 time og slutter naturligvis med, at børnene slår katten af tønden. Maja Kvamm lover dog, at det ikke sker helt som i gamle dage, hvor man nogle steder i landet puttede levende katte i tønden.

Målgruppen er børn mellem 6 og 12 år, men hele familien er velkommen.

 

 

TID, PRIS, STED

13., 14. og 15. februar kl. 11.00 og 13.00. Turen varer 1-1,5 time

Børn gratis, Voksne kr. 50 (plus billetgebyr, billetter købes via Billetto)

Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-5612

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

BEGIVENHED

30.03.2023

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

Flere end 400 genstande i guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred. Lørdag den 1. april åbner museet med en spotudstilling, der viser et udvalg af de fineste og mest interessante genstande fra fundet. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Af: Stine Blegvad

”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.

Gudme, Jelling, Lejre, Sorte Muld er navne, der klinger bekendt for de fleste med interesse for den ældste del af danmarkshistorien. Nu ser det ud til, at en ny vigtig prik på det historiske danmarkskort snart kan sættes.

På en mark i Hornsherred har en lokal detektorfører, Kimmo Schülz Jønsson, i hemmelighed fundet mere end 400 genstande af guld, sølv og bronze. Inden for et par år er det ganske simpelt væltet op af jorden med smykker, mønter og amuletter – små brudstykker af fjerne tider, der vidner om menneskelig aktivitet på netop dét sted i en langstrakt periode fra omkring år 0 til omkring 1000 e.v.t.

”Det er et virkelig spændende fund. Både fordi der er fundet så meget, og fordi genstandene spænder over så mange år. Til sammen tegner de et billede af et centralt sted med stor handel- og håndværksaktivitet som vi arkæologer ikke tidligere har kendt til”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen.

I Hornsherred kender arkæologerne andre lokaliteter med en fund fra den sene jernalder og vikingetid, men ikke på helt samme niveau som den ny fundne plads.

”I området ved Selsø sø ved Roskilde fjord er der udgravet en lokalitet med en række såkaldte grubehuse, der har fungeret som værksteder i sommerhalvåret. Her kunne skibene lægge til og vare udveksles. Mange af genstandene på den nyfundne plads er sikkert kommet frem via pladsen ved fjorden”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen

”Manden med ørnehjelmen” har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen og tolkes som et autoritetssymbol. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Manden med ørnehjelmen

Særligt én genstand blandt de mange er bemærkelsesværdig: en lille tredimensionel figur i forgyldt sølv viser et fint udformet mandsansigt med en hjelm, der på toppen er udformet som en ørn med et krumt næb.

”Manden med ørnehjelmen” er noget helt særligt”, fortæller Palle Østergaard Sørensen.

”Vi kender kun en lille håndfuld lignende små figurer eller amuletter i Skandinavien, men stykket fra den nye lokalitet, er specielt fint udformet i forgyldt sølv. Afbildninger af krigere, som bærer tilsvarende ørnehjelme kendes fra flere svenske og engelske fyrstegrave, som kan dateres til det 7. årh. e.Kr. –  altså perioden før vikingetiden. Den lille amulet har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen. Det har formentlig været et autoritetssymbol, og derfor siger det også noget om det sted, den er fundet – det har været et sted af betydning.”

Fra Mellemøsten til Hornsherred – via Kiev

Blandt de mange fundne genstande er også omkring 70 mønter med arabiske indskrifter. De har fundet vej fra Mellemøsten til Hornsherred ad handelsruter, som gik ad floder i det nuværende Ukraine, hvor nordiske vikinger i en periode havde etableret et rige. 

”Det er tydeligt, at lokaliteten i Hornsherred har været i kontakt med fjerne egne. Her har færdedes mennesker, som havde forbindelser langt ud i verden,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Blandt de mange særligt spændende genstande er også ”Valkyrien” – et fint sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure – og et ”vendesmykke”, der viser et ansigt, som smiler eller ser surt ud, afhængigt af, hvordan det vendes, og mange, mange andre fine og bemærkelsesværdige små genstande, som har været gemt i Hornsherreds muld i mellem tusind og to tusind år.

På baggrund af fundene vil ROMUs arkæologer meget gerne lave en prøvegravning på stedet for at se, hvad der gemmer sig undermulden. Hvorvidt og hvornår dette kan lade sig gøre, afhænger lodsejeren.

Dette fine sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure, er et af de flere hundrede fund, som detektorfører Kimmo Schülz Jønsson har fundet på marken i Hornsherred gennem et par år. Foto: Kimmo Schülz Jønsson

Grib muligheden for at opleve ”Manden med ørnehjelmen”

ROMUs arkæologer forventer, at stort set alle de fundne genstande vil blive erklæret som danefæ, og dermed skal de overgå til Nationalmuseets samling.

Men inden da får alle heldigvis mulighed for at nå at opleve et udvalg af de fine fund med egne øjne.

For når Frederikssund Museum, Færgegården har sæsonåbning lørdag den 1. april, slår museet samtidig dørene op for den nye spotudstilling, hvor ”Manden med ørnehjelmen” og et udvalg af de andre fine genstande fra Hornsherred-marken kan opleves på nærmeste hold.

 

Læs mere om museets billetpriser og åbningstider her

Kan du ikke få nok af fundene? Så se Politikkens flotte netartikel herDu behøver ikke være abonnent for at kunne læse den, men det kræver, at du opretter dig som bruger.

Du kan også høre Palle og Kimmo fortælle om fundet i P1 Morgen fra 30. marts 2023. Klik her og spring frem til tidskoden 1:26:10

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Lukket – grundet udstillingsombygning