04.11.2020
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben
Af Line Jandoria Jørgensen
Strandkrabben (Carcinus maenas) findes i store mængder i især Roskilde fjords nordlige del, hvor saltindholdet i vandet er højt. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen
Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.
Et af de rigtig interessante dyr, man kan fange på det lave vand i sommerhalvåret er strandkrabben (Carcinus maenas). Især i fjordens nordlige del er der krabber i store mængder. Her er fjordvandet nemlig mest saltholdigt, og det kan krabber godt lide. De senere år er der kommet flere og flere krabber i fjorden. Som du vil kunne læse om i denne artikel, er strandkrabben rigtig spændende at fange og kigge nærmere på. Til gengæld bliver den sjældent anvendt som spise. Det er kløerne fra dens større artsfælle taskekrabben (Cáncer pagúrus), man kan købe hos fiskehandlere. Til gengæld brugte man strandkrabben som medicin – tilbage i 1500-tallet.
Gode mod bylder i anus
I Christiern Pedersens lægebog fra 1533 står der, at et afkog af små krabber blandet med sukker og safran kan drikkes mod lungesot. Lungesot var en betegnelse man brugte for sygdomme i lungerne, især lungetuberkulose. Det er en sjælden sygdom i Danmark i dag, men den har fyldt meget gennem vores historie. I årene omkring 1900 var hvert syvende dødsfald i Danmark forårsaget af tuberkulosen. Først op gennem 1960erne blev sygdommen så sjælden, som den er nu. Men det var nok mere antibiotika og vacciner, der klarede skærerne, end det var krabbeafkog.
Krabben blev også brugt som lægemiddel mod sår og skudsår. Det sidste særligt på heste. I 1700-tallet fortaltes det, at 10-12 krabber eller krabbeøjne blandet med harefedt skulle lægges på den uheldige hests skudsår. Så ville kuglen blive trukket ud. Knuser du krabber eller brænder dem til aske og blander dem med honning, kan de bruges på almindelige bensår. Asken af små krabber kan desuden med fordel drysses på bylder i anus – skal man tro datidens lærdom.
Tøjret til græsset som en ko eller trådt itu på dækket
Det er ikke kun lægemidler, som krabben har måttet lægge krop til op gennem tiden. Krabberne kom tit på krogene eller gik i åle- og rejeruser til stor irritation for fiskerbønderne. De blev betragtet som saltvandsfiskeriets skadedyr, fordi de beskadigede ruser, skar nedgarnene itu, klemte fangsten ihjel og ødelagde rejefiskeriet. Det var derfor skik at kvase krabberne mod essingen på båden eller træde dem itu på dækket. Man kunne i 1800-tallet også finde på at tage krabber med på land og give dem til børnene som legetøj. Så kunne børnene binde en snor om krabbernes klør og tøjre dem til græsplænen og lege, at de var deres køer. En mere makaber måde at lege med krabber på var at stikke det yderste led af krabbens ben omvendt ind, så dyrene mistede deres ben. Det sidste har dræbt krabben i længden, men nogle timer eller endda dage som ”ko” ville krabben godt kunne overleve, hvis den altså efterfølgende kom tilbage i vandet.
Krabber trækker vejret gennem gæller ligesom fisk, men når de er på land, kan de ilte det vand, de har i skjoldet og på den måde leve op til tre dage uden vand i skyggefulde omgivelser. Du kan se, når krabben ilter vandet i skjoldet på de små bobler, der kommer ved dens mund. Hvis du lægger øret til, kan du også høre den boblende lyd. Omvendt kan en krabbe drukne, hvis du putter den i så meget vand, at den er dækket, men så lidt vand, at ilten er begrænset. Det samme sker, hvis du putter mange krabber sammen i en lille strandspand med kun lidt vand. De forbruger simpelthen ilten og dør.
Når en krabbe ikke kan passe sit skjold længere, fordi det er blevet for lille, skifter den skjold.
Gror da bare et nyt ben
Krabber har ikke noget skelet. I stedet har de deres hårde skjold uden på den bløde krop. Når en krabbe ikke kan passe sit skjold længere, fordi det er blevet for lille, skifter den skjold. I dens første leveår gør den det helt op til 17 gange om året, og derefter én gang årligt. Når krabben skal skifte skjold, frigør den sig inde i det gamle skjold, åbner det op bagtil og krænger sig baglæns ud af det.
Efter sådan en tur er krabben meget blød og sårbar og begynder derfor at danne nyt skjold. Hvis krabben har mistet et ben eller en klo, vokser den også ud på ny i forbindelse med et skjoldskifte. Faktisk kan krabben afstøde et ben ligesom et firben kan med sin hale. På den måde kan den undgå at blive ædt, hvis fx en fugl har fat i et af dens ben. Når det alligevel må antages, at krabberne fra legeeksemplet før dør af at miste alle deres ben, så skyldes det, at de stadig skal kunne tage tilstrækkelig føde til sig inden det nye ben/klo vokser ud – og det kan være en ganske svær opgave, hvis man har mistet alle sine ben.
Finder du et tomt krabbeskjold er det ikke nødvendigvis, fordi den er død. Sandsynligvis er det bare det gamle skjold efter et en krabbes skjoldskifte. Krabber skifter skjold en gang om året. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen
To ugers forspil, 24 timers parring og to penisser
Hvis du vender krabben om og kigger på dens bagside, kan du hurtigt finde ud af, om det er en han eller hun krabbe. Kig på den opslåede hale på bugen. Er den bred og har mange led, er det en hun. Er den trekantet med få led, er det en han. Hunnen har brug for den brede hale, for det er her, hun bærer rundt på sine æg.
Hvis man forsigtigt vipper halen op med en negl, kan man se, at krabben er et meget veludrustet dyr. Hannen har nemlig ikke kun én men hele to penisser. Tilsvarende har hunnen to kønsåbninger, hvilket er praktisk, når de skal parre sig. Det gør de kun, når hunnen lige har skiftet skjold. Hannen kan lugte, at en hun er tæt på skjoldskifte, og når hun er det, samler han hende op og bærer rundt på hende i op til to uger. Imens fodrer han hende godt med mad, så hun hurtigere vokser ud af sit gamle skjold. Han slipper hende først, når hun skifter skjoldet, og står så klar til at parre sig med hende. Efter så meget arbejde, skal hun helst ikke stikke af, og så er det ganske brugbart at have to penisser. Og bruge dem kan han – en parringen tager nemlig op mod 24 timer. Til gengæld kan han ikke bruge sine penisser (som korrekt kaldes sædledere) til at urinere. I stedet for tisser krabber ud af kanaler ved øjnene.
Du kan se forskel på han- og hun-krabber ved at se på den opslåede hale på bugen. Er den bred, er det en hun. Er den trekantet, er det en han. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen
Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord
Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.
I samme serie
I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.
LÆS HELE SERIEN "MØD DYRENE I FJORDEN":
Ingen resultater fundet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
