Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om aprilsnar

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

26.03.2021

Drengen: ”Mo’er, véd Du hva’! Mens du har været borte, har Storken været her med en lille Bro’er! —- Aprilsnar!!” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1889, men helt tilbage til 1600-tallet har vi drevet gæk med hinanden i Danmark. F.eks. kunne man finde på at sende hinanden afsted efter en sengevarme eller messingståltråd. Illustrastion: Wikimedia Commons.

”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.”  ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

At gøre hinanden til aprilsnar er noget, vi har praktiseret i Danmark siden 1600-tallet. Man kaldte det at ”vise én april”, at ”gække en til at løbe april” eller ”vise én om by med et aprilsbrev”. Det skyldes, at skikken dengang gik ud på, at sætte folk i løb efter at se noget ikke-eksisterende (fx en ildebrand) eller efter en ikke-eksisterende genstand. Når godtroende folk ”løb april”, kunne de blive sendt afsted efter et håndelag eller en røgvender. Det er en skik, man også kender fra håndværkerlaugenes indvielsesritualer og behøvlinger af lærlinge, som nogle steder stadig praktiseres den dag i dag. Det kan fx være en lærling, der sendes afsted efter en ny boble til vaterpasset. Folkloristen H. F. Feilberg fortæller i 1800-tallet, hvordan man også jævnligt – og ikke kun til 1. april – kunne finde på at drille børn ved at sende dem ud i disse tvivlsomme ærinder. 1. april kunne det dog gå ud over alle, så alle aldersgrupper kunne løbe efter ting som sengevarme, en rugbrødsforlænger eller en messingståltråd den dag.

Fra det antikke Rom eller en fransk aprilsfisk

Skikken med at lave aprilsnar er stadig meget brugt i dag – især i medierne. Det er samtidig en af de skikke, vi faktisk ikke rigtig kender oprindelsen af. Hvorfor skal vi d. 1. april snøre hinanden med mere eller mindre vilde historier, som giver os håneret over offeret? Som sagt ved vi det ikke, men der er flere forskellige bud på det.

Helt tilbage i det gamle Rom havde man en lignende skik knyttet til nytårsfejringen: qurinalerne eller quirinaliefest. Måske kan vi føre den danske aprilsnar helt tilbage dertil, men herhjemme lavede man ikke aprilsnar med hinanden før engang i 1600-tallet. Et andet bud er, at skikken er kommet til os fra Frankrig og stammer fra den katolske kirkes kalenderskifte i 1500-tallet. Ved skiftet fra den julianske til den gregorianske kalender, flyttede man nytåret fra slutningen af marts til den nuværende 1. januar. Ud over at man i Frankrig allerede havde en skik med at narre eller drille hinanden til nytår, så betød flytningen af nytåret også, at man gjorde grin med dem, som stædigt holdt fast i at fejre nytår i slutningen af marts. I Frankrig kaldes første april for ”poisson d’avril”, som betyder aprilsfisk. En del af narreriet går nemlig ud på, at man skal klistre en papirfisk på ryggen af sit offer, og gøre dem til aprils-nar eller –fisk. Da mange protestantiske lande dog allerede praktiserede skikken inden kalenderskiftet, er flere kulturhistorikere skeptiske overfor denne forklaring.
Et tredje bud går på, at narreriget har rødder helt tilbage til forhistoriske frugtbarhedsritualer, hvor de handlede om forårets komme.

Det at narre eller gække hinanden har været tæt knyttet til skift i årstiderne. Særligt forårets begyndelse var en vigtig begivenhed i det gamle landbosamfund. De nye friske afgrøder var på vej, og forårsvejret ville betyde forskellen på et tomt eller fyldt forrådskammer til den næste vinter. Naturen gækker med mennesket, og mennesket gækker med hinanden. FOTO: Wikimedia commons.

Et frirum, hvor man brød gængse normer

Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man kan finde i de fleste kulturer, og dagene er som regel placeret i forbindelse med særlige overgange eller vigtige skift i årets og naturens cyklus. Fx i forbindelse med nytår, de sidste vinterdage eller forårets komme. Særligt forårets begyndelse var en vigtig begivenhed i det gamle landbosamfund. Nu var det snart slut med at leve af vinterforrådet. De nye friske spirer ville snart vise sig, og vejret til forår og sommer ville betyde forskellen på et tomt eller fyldt forrådskammer til den næste vinter. Man tog hundredevis af forskellige vejrvarsler i løbet af vinteren og foråret, for at forsøge at forudsige og kontrollere den ukontrollerbare natur. Naturen gækker med mennesket, og mennesket gækker med hinanden.

De afgørende tidspunkter i naturens cyklus har ofte givet anledning til skikke, hvor hverdagens normer vendtes på hovedet. Til 1. april kunne man gøre sin nabo til aprilsnar og 1. maj til majkat. Det kunne også være sådan noget som at klæde sig ud til fastelavn, hvor man vendte verden på hovedet ved, at mænd udklædte sig som kvinder, og kvinder optrådte i mandsdragter. På den måde var årets og naturens overgange en mulighed for at lave et frirum, hvor man kortvarigt kunne opføre sig på en måde, der ellers var social uacceptabel.

I samme serie

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE