23.02.2021
Broen over Græse Å giver os et hint om fortidens Frederikssund – men kun et hint
Græse Å løber ind i Frederikssund Kommune fra den udtørrede sø, Lange Sø. En gammel stenbro henover åen fortæller historier fra fortiden, og arkæologerne arbejder på at få mere viden om stedet
Af Martine Perregaard
Omstruktureringer i vejnettet omkring Gammel Københavnsvej syd for Slangerup, sendte ROMU’s arkæologer på arbejde omkring Kratmøllen og den gamle stenbro over Græse Å. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen/ROMU.
Området omkring Græse Å er et sandt paradis for både mennesker og natur – biodiversiteten blomstrer, og området er rekreativt for både lokale og turister, der nyder åen og naturen omkring den.
Det er også et område, der fortæller historier om fortiden. På stien ved Gammel Københavnsvej, syd for Slangerup, ligger Kratmøllen, en vandmølle, der kan dateres til 1300-tallet, og her, henover vandløbet, finder man også en gammel stenbygget bro.
”Der er særlig bevågenhed på dette sted”, siger ROMU’s arkæolog, Palle Østergaard Sørensen.
Stenene i broen er sat uden mørtel – de holder så at sige hinanden fast, så broen fortsat kan stå over åen. Det er denne konstruktion, der er bemærkelsesværdig ved broen, og som peger på middelalderen, når arkæologerne skal forsøge at datere den, men de arbejder fortsat på at komme det nærmere.
Broen er et fredet fortidsminde, og derfor blev Frederikssund Museum, Færgegården og ROMU’s arkæologer involverede, da stenbroen skulle fornyes i 2016. Fornyelsen skete i forbindelse med anlæggelsen af en ny omfartsvej rundt om Slangerup. Både omfartsvejen og fornyelsen af broen, lettede trykket på broen – men indtil da har den faktisk fungeret som den var, på en vej med relativt tung trafik.
Arkæologerne skulle føre tilsyn med, at der blev passet godt på den gamle stenbro. De tog desuden en række naturvidenskabelige prøver omkring broen, for at forsøge at datere den mere præcist. Ved vejdæmningen ved siden af broen og Kratmøllen fandt de et trækulslag, som de har dateret til 1450.
Det kunne selvfølgelig være fristende at konkludere, at så kan broen også dateres dertil.
Men så enkelt er det ikke, forklarer Palle Østergaard Sørensen.
Selvom prøverne fra vejen siger 1450, og der er flere vandmøller og andre fortidsminder fra middelalderen i området, kan der nemlig sagtens have stået en anden bro, end den nuværende stenkonstruktion.
”Men der er da en antydning af, hvor vi er i tid”, siger Palle Østergaard Sørensen.
I forbindelse med arbejdet med broen og et samarbejde mellem Frederikssund Museum, Færgegården og Danmarks Naturfredningsforening, lavede Danmarks Naturfredningsforening en lille film med ROMU’s arkæolog, Palle Østergaard Sørensen, som fortæller om området.
Se den herunder:
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE