12.08.2021

Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have

Naturen er ét stort spisekammer. På Færgegårdens to sanketure i september kan man blive klogere på, hvad der kan spises – og hvad der ikke kan. Foto: ROMU

To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.

Fjordboere har altid levet i tæt konkakt med naturen. Det sætter Frederikssund Museum, Færgegården fokus på ved to sanketure, hvor deltagerne lærer, hvordan man indsamler og benytter vilde planter, ligesom fjordboerne har gjort det gennem århundreder.

En naturvejleder fra Vild Mad vil guide deltagerne gennem skov, have og grøftekanter og vise, hvordan man kender forskel på det, der kan spises, og det, der ikke kan. Her får deltagerne et nærmere og anderledes indblik i det frugt og grønt, som naturen gennem året bugner af. Undervejs får man kulturhistoriske fortællinger om det sankede, og om hvordan fjordboerne har brugt det gennem historien, hvor naturen var deres primære spisekammer.

”Den fjord, skov og endda de grøftekanter, vi går langs med her i Frederikssund hver eneste dag, er i virkeligheden ét stort, grønt spisekammer. Sådan har det været lige siden oldtiden, men det tænker langt de færreste af os over i dag. På sanketuren her kan man blive klogere på, hvordan vi stadig i dag kan nyde godt af de mange grønne ressourcer,” fortæller Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

For store og små, nye og erfarne
Alle fra 6 år og opad er velkomne til at deltage i sanketurene, som kan nydes af både nybegyndere og øvede – uanset om man er helt grøn i sankning eller er en haj til spiselige planter.

Sanketurene afsluttes i Færgegårdens museumshave ved bålpladsen. Her får deltagerne både tips til at bruge naturen hjemme i køkkenet og mulighed for at smage på den vilde natur, de har sanket.

Tid, pris og sted
Vil man med på én af sanketurene, har man chancen den 11. eller 25. september.
Begge dage fra kl. 11:00-14:00.
Turene starter ved Frederikssund Museum, Færgegården.
Medbring egen frokost
Prisen er 75 kr. (+billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

22.02.2021

Husker du skeletterne på Tørslev Hage? Mød de to stenaldermænd, som knoglerne tilhørte

Af arkæolog Jens Winther Johannsen

Knoglerne blev efter udgravningen sorteret og undersøgt af en af ROMU’s arkæologer, Julie Nielsen, som har stor erfaring med arkæologisk skeletmateriale og derfor kunne give kvalificerede bud på de dødes alder, køn og sundhedstilstand. Foto: Jens Winther Johannsen.

Det skabte en del opmærksomhed, da ROMUs arkæologer i foråret 2020 overtog en sag fra Nordsjællands Politi. Menneskeknoglerne, der var dukket op på en sommerhusgrund, viste sig heldigvis at være af noget ældre dato end først frygtet. Arkæolog Jens Winther Johannsen fortæller her, hvad han og de andre arkæologer nu ved om ’sagen’.

I marts 2020 blev ROMU involveret i en usædvanlig sag, som affødte en del skriverier i de lokale medier, på Frederikssund Museum, Færgegårdens facebook-side og i museets nyhedsbrev: Ved udjævning af en sommerhusgrund på Tørslev Hage var en gravemaskinefører stødt på menneskeknogler.

Han tilkaldte Nordsjællands Politi, men da politiet snart efter fandt en flindolk, stod det klart, at knoglerne var fra stenalderen. Fundet var derfor ikke en sag for politiet, men for det lokale museum, og på den måde blev ROMU, som Færgegården er en del af, involveret. Resterne af dét, som viste sig at være en grav, blev udgravet, og fundene bragt til museet og undersøgt.

Da Nordsjællands Politi fandt en flintdolk, indstillede de deres arbejde og overdrog ROMU sagen. Foto: Nordsjællands Politi.

En grav fra stenalderens slutning

Fundet af dolken gjorde det muligt hurtigt at datere graven. Flintdolke var nemlig typiske gravgaver for mænd i bondestenalderens sidste del; faktisk i så høj en grad, at perioden også kaldes dolktid. Dolken fra graven på Tørslev Hage er af en type, som er karakteristisk for dolktidens første del (2350-1950 f.Kr.).

At knoglerne var så velbevarede, at politiet indledningsvis troede, at der var tale om skeletdele af nyere dato, skyldes, at graven indeholdt et lag af muslingeskaller. Kalken i skallerne har modvirket udvaskningen af knoglerne i de godt 4000 år, der er gået siden gravlæggelsen og givet dem ekstraordinært gode bevaringsforhold.

Nordsjællands Politi besøgte udgravningen og afleverede deres fund fra graven til ROMU. Foto: Jens Winther Johannsen.

To høje mænd

En nærmere undersøgelse har vist at knoglerne stammer fra to mænd. De blev ikke gravlagt samtidigt, for det var tydeligt, at knoglerne fra den først gravlagte blev skubbet ud af deres oprindelige leje ved den anden gravlæggelse. Manden, der blev begravet først, var 40-45 år ved sin død og omkring 182 centimeter høj; en ganske imponerende højde i stenalderens slutning. Knoglerne viste ingen tegn på sygdom, men hans tænder var i en sølle forfatning.

Manden, der blev gravlagt sidst, var ved sin død omkring 25 år og 175 centimeter høj. Han var således lidt mindre end den først gravlagte, men stadig flere centimeter over periodens gennemsnitshøjde. Hans knogler bar heller ikke spor af sygdom, og tænderne var i noget bedre stand end den ældre mands. En bennål lå endnu ved den yngre mands venstre skulderled, hvor den har hægtet hans klædedragt sammen.

Det er uvist, hvem af de to gravlagte flintdolken tilhørte. Selvom flintdolke er typiske for perioden, fik langt fra alle en dolk med sig i graven. Ud over sine rent praktiske funktioner var dolken også en statusmarkør. At de gravlagte ikke tilhørte de nederste samfundslag, antydes også af deres højde og fraværet af tegn på mangelsygdomme – de to mænd har fået den mad, de havde brug for.

Den ældste mand havde tabt flere tænder i levende live, havde kraftigt tandslid, parodentose, en tandbyld og mange huller i tænderne. Foto: Jens Winther Johannsen.

Under en gravhøj?

Den yngre mand var gravlagt med hovedet mod vest, hvilket er typisk for perioden, mens forstyrrelserne gjorde det umuligt at afgøre den ældre mands orientering. Omkring de døde fandtes resterne af en aflang ramme af sten, som måske kan have støttet en trækiste.

Da grunden blev jævnet ud ved det anlægsarbejde, der førte til, at graven blev fundet, var eventuelle spor af en høj helt væk. Men da andre samtidige grave i området er dækkede af små høje, er det nærliggende at tro, at også graven på Tørslev Hage har været det.

Nær den yngre mands venstre skulderled fandtes en bennål, som formentlig endnu lå der, hvor den hægtede hans klædedragt sammen. Foto: Jens Winther Johannsen.

I retsmedicinerens hænder

Udgravningen er for længst afsluttet, fundene bearbejdet og politi- og udgravningsrapporter skrevet. Men arbejdet slutter ikke med det. I efteråret blev de to velbevarede skeletter indleveret til Retsmedicinsk Institut i København. Her bliver udtaget en række prøver af knogler, tænder og tandsten, for de kan vise, hvad de to mennesker levede af i deres barndom og umiddelbart inden de døde. Prøverne kan dermed give os en bedre indsigt i den sene bondestenalders menneskers levevilkår.

Der bliver også udtaget prøver til DNA-analyse, som bl.a. kan give svar på, om de to mænd var beslægtede. Nye tværfaglige undersøgelser af centraleuropæiske gravpladser fra samme periode sandsynliggør, at slægten var af stor betydning i den sene bondestenalders samfund, og at retten til den fædrene jord blev nedarvet til ældste søn. Måske kan DNA-prøver af skeletterne fra Tørslev Hage være med til at kaste lys over, om lignende samfundsforhold var gældende i Skandinavien.

Claus Deleuran har i værket Illustreret Danmarks-Historie for Folket afbildet, hvordan de senneolitiske dragtnåle blev båret. Nålens placering på tegningen svarer til det, der blev iagttaget i graven på Tørslev Hage, bortset fra at nålen her fandtes på venstre skulder og med spidsen pegende opad. Claus Deleuran: Illustreret Danmarks-Historie for Folket, forlaget politisk revy 2009, 77.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Den gamle præstegård var bygget på 1000 års historie 

Af Lene Steinbeck

02.12.2020

Nadja Mortensen er ved at rense gulvet frem i den stenbyggede kælder. Billedet er fra udgravningen i september. Foto: Amanda Sjöbeck

Under den gamle præstegård i Jørlunde ved Slangerup fandt ROMU’s arkæologer spor efter uafbrudt bebyggelse i op mod 1000 år. Så velbevarede, at de kan være med til at tegne et billede af Jørlunde gennem en lang, sammenhængende periode.

Nogle gange gemmer jorden på hemmeligheder, der kan gøre os klogere på fortiden. Det var tilfældet, da arkæologer fra ROMU i september tog et kig under Jørlunde Præstegård.

Byens menighedsråd besluttede at rive den gamle præstegård ned for at opføre en ny og mere moderne, og i den forbindelse blev der sendt bud efter ROMU’s arkæologer. Erfaringsmæssigt kan de gamle præstegårde, der har ligget på samme sted i mange hundrede år, nemlig gemme på mange gode fund. Derfor laver man en forundersøgelse, hvor arkæologerne vurderer, om der inden for et kommende byggefelt findes væsentlige fortidsminder. De skal nemlig i følge loven udgraves, så de kan blive bevaret i stedet for at gå til grunde under byggeriet.

Forundersøgelsen viste, at der faktisk var kulturlag rundt om præstegårdens fundament, og vurderingen var derfor, at der kunne være mere bevaret, også inden for fundamentet.

Og vurderingen viste sig rigtig. Da arkæologerne i september undersøgte området under den nu nedrevne præstegård, fandt de både de forventede kulturlag inden for fundamentet og dertil resterne af to stenbyggede kældre og to niveauer af lergulve. Og fundene har været særligt godt beskyttet af de gode bevaringsforhold under præstegården.

”På den måde er det et interessant indblik – vi får mulighed for at undersøge et sted, som har ligget uforstyrret gennem en meget lang periode,” siger arkæolog fra ROMU Nadja Mortensen, der har stået i spidsen for udgravningen.

Spor fra mange perioder

Området under den nedrevne præstegård blev udgravet, og arkæologerne fandt spor efter op til 1000 års levet liv på matriklen. I lergulvene lå borgerkrigsmønter, som daterer gulvene til 1200-1300-tallet. En teglvæg i den ene kælder er formentligt opført i 1600-1700-tallet. I væggen sad en stikkontakt, der indikerer, at væggen har været i brug op til omkring 1930’erne. Og under kulturlaget, der lå under lergulvene fandt man i et stolpehul et stort stykke frådsten, som kan stamme fra byggeriet af kirken i 1100-tallet.

”Vi har en formodning om, at her har været konstant bebyggelse gennem næsten 1000 år, så vi har en ide om, at der kan have været præstegård her lige så længe, som der har stået en kirke,” siger Nadja Mortensen.

Men flere interessante fund fra lergulvene tyder på, at stedet har været mere end blot præstens bolig.

”Vi har blandt andet fundet keramik, knogler og hvæssesten, og så er der spor efter ovne, hvor vi fandt slaggerester og bronze-fragmenter. Så jeg forestiller mig, at bygningen måske har været opdelt, og der er foregået flere ting under samme tag. Der har været en del til beboelse og en del til noget andet,” forklarer Nadja Mortensen.

Hun og hendes kollega Amanda Sjöbeck har taget prøver til analyser, så man forhåbentlig kan komme til at datere fundene mere præcist.

Under den nedrevne præstegård fandt arkæologerne to stenbyggede kældre og to niveauer af lergulve. Her ses den sydøstlige del af kælder med bevaret gulv. Kælderen var afbrudt af et betonfundament mod nord. Foto: Nadja M. K. Mortensen

En lang og vigtig historie

Jørlundes historie står lidt hen i det uvisse. Men en eller anden rolle har byen nok ifølge Nadja Mortensen spillet i middelalderen. Byen, som ligger meget tæt på Slangerup, optræder første gang i skriftlige kilder i 1085, hvor den er nævnt i Knud den Helliges gavebrev. Den magtfulde Hvide-slægt nævnes i forbindelse med kirken og dens store kalkmalerier i byzantinsk stil.

”Det har tilsyneladende været et meget spændende sted på det her tidspunkt. Både de store kalkmalerier i kirken og det faktum, at man har bygget flere store kirker (Jørlunde og Slangerup, red.) inden for en meget kort afstand, tyder på, at stedet har haft en særlig betydning i perioden.”

Udgravningen af præstegården er et skridt i retning af at belyse Jørlundes rolle. Men for nu er jorden under den gamle præstegård lukket til igen, og Nadja Mortensen afventer resultaterne af prøverne, de tog i september.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Bro-fund ved Roskilde Fjord omskriver ikke Danmarkshistorien

Af Katrine Ipsen Kjær

24.11.2020

En voksen mand havde fået et får eller en ged med som gravgave. Dyret lå på fødderne af afdøde.  Foto: ROMU.

Det er ofte de unikke og spektakulære fund, der løber med opmærksomheden, når det handler om arkæologi. Men faktisk er de mere almindelige arkæologiske udgravninger, uden særlig rigdom eller pragt, en uundværlig kilde til viden om fortiden. Arkæolog Katrine Ipsen Kjær har lirket store mængder ny viden ud af tre undseelige gravpladser ved Roskilde fjord.

Arkæologiske udgravninger med helt almindelige fund udgør størstedelen af arkæologers arbejde. De ændrer ikke danmarkshistorien med drastisk chokeffekt, men med en vedvarende tilstrømning af nye små brikker, der flettes ind i det ukomplette puslespil, der lige netop i dag udgør vores forståelse af fortiden.

Et eksempel er tre gravpladser, der blev fundet ved de arkæologiske undersøgelser, som blev foretaget på begge sider af Roskilde Fjord forud for anlæggelsen af Kronprinsesse Marys Bro.

Gravpladserne blev brugt i Romersk Jernalder (1-400 e.Kr.), og da bevaringsforholdene i gravene var relativt gode, var der bevaret skeletter. Nogle af de døde havde fået et lerkar i gravgave. Stumper af enkelte spinkle bronzenåle, der med stor sandsynlighed er blevet brugt til at samle det ligklæde, den døde blev svøbt i, blev fundet i enkelte grave. Foruden fem glasperler, en jernkniv og en hvæssesten i én enkelt grav og et lille bronzearmbånd i en anden, indeholdt gravene ingen gravgaver. Ingen flotte importerede glasbægre fra det romerske rige og ingen vanskeligt udførte sølvdragtnåle eller guldringe var der i gravene.

Helt tæt på mennesket

Ikke desto mindre kommer man ikke tættere på ældre tider, end når man står ansigt til ansigt med skelettet af den person, der rent faktisk levede dengang. Selv i undseelige grave som disse gemmer sig enorme mængder viden om det liv, som blev levet for adskillige århundreder siden.

Som arkæologer kan vi for eksempel se på, måden hvorpå den døde blev gravlagt, på gravtypen og på hvordan den døde lå i graven. Vi kan undersøge, hvilken køns- og aldersfordeling der er på gravpladsen, samt hvilke gravgaver den døde havde fået, og det er alt sammen med til at klarlægge de ritualer, der er knyttet til gravpladserne. Lighederne og forskellene i ritualerne på den enkelte plads – og mellem gravpladser fra samme periode – fortæller om, hvilken form for samfund de døde var en del af, da de levede.

Forskelle på tværs af fjorden

På gravpladserne ved Frederikssund kunne vi se ud fra retningen af gravene, og måden man havde lagt de døde i graven på, at skik og brug varierede mellem pladserne. På gravpladsen Sanddal, der lå på østsiden af fjorden ved Marbækvej, var stort set alle grave nedgravet i en nord-sydlig retning. Vest for fjorden, på gravpladsen Mærkebækgård syd, benyttede man sig både af nord-syd- og af øst-vestlige nedgravninger. På gravpladsen Ølkoneholm, der lå lige under Fjordlandsvejs forløb ved Lyngerup, var forskellige variationer af den nord-sydvendte grav brugt.

På gravpladserne Sanddal og Ølkoneholm var de døde blevet lagt på siden i gravene i såkaldt sovestilling. På Sanddal foretrak man, at benene var let bøjede, men på Ølkoneholm var benene trukket helt op til underkroppen.

På Sanddal kunne det se ud som at kvinderne var blevet lagt på venstre side, mens mændene lå på højre. På Mærkebækgård Syd var både mænd og kvinder gravlagt på ryggen.

Nøjagtigt hvilke betydninger disse variationer har haft er i dag uklare, men det er tydeligt, at der har været faste procedurer og at de var forskellige, alt efter om man blev begravet på østsiden eller vestsiden af Roskilde Fjord, og om man blev begravet på den ene eller anden gravplads.

Gravene fortæller om det almindelige liv

Der var få gravgaver på alle tre pladser, især sammenlignet med de samtidige knap 100 grave, der blev fundet i Vindinge sydøst for Roskilde i 2018. Man kunne derfor nemt komme til at tolke, at de gravlagte ved Frederikssund var fattige og udgjorde de nederste dele i et hierarkisk opbygget samfund.

Men det er nok mere korrekt at opfatte folkene fra området syd for Frederikssund som ”almindelige mennesker” – dem der var flest af i romersk jernalder. De havde ikke ressourcer og adgang til værdifulde metaller eller genstande fra fremmede lande. Men netop derfor er de et vigtigt modbillede til de mere spektakulære fund og har stor betydning for vores samlede opfattelse af perioden.

Et helt dyr og en armring om et barnehåndled

Der er dog ingen tvivl om, at også inden for den enkelte gravplads var der forskel på, hvad de døde har fået med sig i graven – også mellem almindelige mennesker ser der ud til at have været forskel på folk. På Sanddal havde en mand, der var død som 35-40-årig, fået et helt dyr som gravgave. Dyret var et mindre får eller en lille ged og lå på den afdødes fødder. Vi ved fra undersøgelser af gravpladser fra samme periode i Høje Tåstrup-området, at det var noget særligt at få et dyreoffer med som gravgave, og særligt hvis der var tale om et helt dyr.

I en anden grav på Sanddal var en bronzearmring, der havde ligget om håndleddet på et 4-5 årigt barn. – I forhold til de andre gravgaver en dyrebar gave. Bronzearmringen fortæller, at ud over at der var forskel på den økonomiske formåen i de socialt almindelige lag i samfundet, så var det ikke bare voksne, men også børn, der kunne få værdifulde genstande med i graven.

Gravpladserne ved Frederikssund omskriver ikke Danmarks historie, men de bringer os helt tæt på mennesker, der levede i Romersk Jernalder, og er med til at give et endnu mere præcist og nuanceret billede af fortiden. De er en lille, men vigtig brik i det store puslespillet om fortiden.

Læs mere:

Kastholm, O. T., Mortensen, N.M.K., Kjær, K.I. og Sørensen, P.Ø. 2018: Døden fra Vindinge. I: ROMU 2018.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

14.08.2020

Svømmehalsbyggeri afslørede glemt vikingelandsby

Af Niels Hein

Når Frederikssunds borgere fra lørdag d. 15. august kan benytte byens nye svømmehal, vil de bogstavelig talt svømme hen over et vikingesamfund. Arkæologiske udgravninger forud for byggeriet afslørede nemlig spor fra den forsvundne landsby Tollerup med en vaskeægte vikingegård.

Da arkæologerne, forud for byggeriet af Frederikssunds nye svømmehal, satte deres spader til jorden, begyndte det at pible frem med historiske fund.

”Vi indså hurtigt, at der ikke bare var rigtig mange fund, men at der var fund fra mange forskellige tidsaldre, fortæller arkæolog fra museumskoncernen ROMU,” Astrid Wolff-Jensen, som har ledt udgravningen.

Området, som i mange år havde ligget hen som mark, viste sig at have været intensivt bebygget.

”Det blev tydeligt, at der måtte være tale om den forsvundne landsby Tollerup, som bliver nævnt i den danske konge Knud den Helliges gavebrev fra 1085,” fortæller Astrid Wolff-Jensen.

ROMU’s arkæologer var henrykte over deres opdagelse, men blev især imponerede over sporene fra vikingetidens Tollerup:

”På det højeste punkt, med udsigt over Sillebro å og fjorden, fandt vi sporene fra en 35 meter lang vikingegård, med to mindre bygninger og en stor indhegning. Det har været et mindre magtcentrum i det her område og hjertet af vikingelandsbyen,” fortæller Astrid Wolff-Jensen.

Tegn på dagligliv og fjerne forbindelser

Ud over spor af bygninger fandt arkæologerne også en lang række genstande, som vidner om et dagliglivet på vikingegården:

”Foruden en masse keramik, fandt vi knive, tenvægte til at spinde uld, perler til pynt, fiskeben og en kværnsten, der blev brugt at male mel,” siger Astrid Wolff-Jensen.

Kværnstenen er én af de genstande der vidner om at vikingetidens Tollerup var godt forbundet med omverdenen. Stenen er nemlig hugget af granatglimmerskifer, som ikke findes i Danmark, men må være importeret fra Norge.

”Det har altså ikke bare været en isoleret landsby, og der har ikke været langt til større byer som fx Roskilde, og fra fjorden kunne man nemt sejle til resten af Norden,” siger Astrid Wolff-Jensen.

Tollerup rummer stadig flere hemmeligheder

Selvom selve udgravningsarbejdet er ved at være slut, og Frederikssunds nye svømmehal allerede står færdig, er der stadig meget der skal opklares om det forsvundne Tollerup.

”Vi skal have foretaget en masse prøver af de fund, vi har taget med hjem. Vi vil nemlig gerne finde ud af, præcis hvordan bebyggelserne har flyttet sig rundt i Tollerup gennem de hundredvis af år, der har boet mennesker der. Men vi ville også meget gerne finde ud af hvorfor landsbyen forsvandt,” siger Astrid Wolff-Jensen.

Genstandene fra udgravningen vil en dag blive udstillet, men arkæologen håber også, at brugere af den nye svømmehal snart kan få historien om vikingetidens Tollerup.

”Måske kunne man formidle noget af historien enten i eller omkring svømmehallen. Det ville da være sjovt for svømmehallens brugere at vide, at de svømmer lige der, hvor vikingerne engang har gået rundt, drevet landbrug og levet deres liv,” siger Astrid Wolff-Jensen.

Museets frivillige har hjulpet til siden udgravningens første spadestik i 2017 og er netop nu ved foretage de sidste udgravninger syd for svømmehallen. Foto: Niels Hein

Læs om flere spændende fund her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

26.04.2020

Hvem var den mystiske person i gravhøjen?

Undselig gravhøj gemmer gåde om kvindeskæbne

Af arkæolog og museumsinspektør Cille Krause

Kulturarven rekonstrueret:
Herover ses et bud, på hvordan den begravede kvinde fra Maglehøj i Frederikssund kan have set ud i levende live. Visualiseringen finder man i Moesgaards udstilling, hvor de arkæologiske fund er udstillet. Kvinden i graven har skilt sig ud. Hun var omgivet med mystiske gravgaver og måske var hun en troldkvinde, en medicinkvinde eller en kvinde, der kunne kontakte de døde? Foto: Cille Krause. 

En gravhøj i Frederikssund gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen. Her er historien bag. 

Den 26. april 2020 skulle, efter planen, have været national fortidsmindedag. Dagen skulle have været fejret landet over med fest og formidling af vores fælles kulturarv.

Det fik Covid-19 sat en stopper for. Men det betyder ikke, at man ikke må tage en udflugt på egen hånd (og i behørig afstand fra andre) til nogle af vores fantastiske fortidsminder.

Et godt bud på en udflugt kan være en tur til en gravhøj fra bronzealderen (1700-500 f. Kr.). På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj, der betyder ”meget stor høj”. Højen indeholdt fund, der kan tolkes som en syret og mystisk troldkvinde fra forhistorien.

I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv, men i 1888 var den omgivet af marker og den havde en flot udsigt over Roskilde Fjord.

Med fredningsloven i 1937 blev Maglehøj vurderet uegnet til fredning på grund af de skader, den tidligere havde fået – der var fjernet jord og sten fra højen og den var således ikke ”perfekt”.

I stedet fik arkæologen Vilhelm Boye fra ”Museet for de nordiske Oldsager” (i dag Nationalmuseet), med ejers accept, lov til at udgrave en større del af højen. Gravhøjen er i dag fredet. Og det kan måske undre, for den er jo allerede udgravet? Men, dengang Boye gravede i højen, udgravede han ikke den hele. Han gravede faktisk kun i midten og i et større ”lagkagestykke” af højen.

Hvad stenkisten gemte 

I højens midte fandt man en mindre stenkiste. Kisten målte bare 39 x 63 cm, og den bestod af opretstående flade sten, der dannede en rektangulær form. En stor sten var lagt over som låg. Stenkisten var forseglet med både sand og grus, en stor mængde bændeltang fra fjorden, og en dynge store sten, ”(…) hvoraf de største til Nød kunde bæres af en Mand.”

Den omhyggelige opbygning af kisten havde medført, at ingen løs jord var kommet derned. At løfte låget bort må have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3200 år siden. Okay måske i mindre skala, men alligevel…!

I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler. Oven på knoglerne var gravgaverne blevet lagt. De havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Dét, den døde havde fået med sig, var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse. Sidstnævnte er en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen – hvis de var rige nok.

Alle genstandene var af bronze, og de var populære gravgaver til en fornem kvinde på den tid i den ældre bronzealder. Dét, der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er dét, hun gemte i sin ”bæltetaske” – de gør hendes grav helt unik …

Vilhelm Boye beskriver, hvordan låget var irret fast til den øvrige del, og at det krævede stor forsigtighed og meget tid, at få det af. I beholderen lå to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske?

Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Boye beskriver, at hestetanden og kloleddet var glattet af gnid. Det vil sige, at nogen, gentagende gange, har gnubbet på stykkerne – måske ved en magisk handling eller seance?

Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom?

Kvindeskæbne rejser flere spørgsmål

Tilbage står vi med spørgsmålet: Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver?

Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? – kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle, kvinden havde i sin samtid.

En ting er dog sikkert – hun skilte sig ud!

Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser?

Under alle omstændigheder er hun et helt unikt fund, der stammer fra vores fantastiske kulturarv, der er repræsenteret i vores fortidsminder.

God fortidsmindedag – nyd dagen, besøg fortidens minder og hold afstand.

Flere kilder til historien

Få mere at vide om Maglehøj og den kulturarv, gravhøjen repræsenterer, her:

Boye, Vilhelm. 1889. Maglehøi-fundet. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1889 s. 317-340.

Sørensen, Søren A. 1990. Oldtidsfund fra Færgegaardens arbejdsmark. Museet Færgegaarden. Slagslunde.

Beskrivelsen af lokaliteten “Maglehøj” på hjemmesiden “Fund og fortidsmunder ” under Slots- og Kulturstyrelsen. Kan findes via dette link:  http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/93705/

Bronzealderudstillingen på Moesgård Museum hvor fundet er udstillet.

Besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE