12.08.2021

Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have

Naturen er ét stort spisekammer. På Færgegårdens to sanketure i september kan man blive klogere på, hvad der kan spises – og hvad der ikke kan. Foto: ROMU

To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.

Fjordboere har altid levet i tæt konkakt med naturen. Det sætter Frederikssund Museum, Færgegården fokus på ved to sanketure, hvor deltagerne lærer, hvordan man indsamler og benytter vilde planter, ligesom fjordboerne har gjort det gennem århundreder.

En naturvejleder fra Vild Mad vil guide deltagerne gennem skov, have og grøftekanter og vise, hvordan man kender forskel på det, der kan spises, og det, der ikke kan. Her får deltagerne et nærmere og anderledes indblik i det frugt og grønt, som naturen gennem året bugner af. Undervejs får man kulturhistoriske fortællinger om det sankede, og om hvordan fjordboerne har brugt det gennem historien, hvor naturen var deres primære spisekammer.

”Den fjord, skov og endda de grøftekanter, vi går langs med her i Frederikssund hver eneste dag, er i virkeligheden ét stort, grønt spisekammer. Sådan har det været lige siden oldtiden, men det tænker langt de færreste af os over i dag. På sanketuren her kan man blive klogere på, hvordan vi stadig i dag kan nyde godt af de mange grønne ressourcer,” fortæller Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

For store og små, nye og erfarne
Alle fra 6 år og opad er velkomne til at deltage i sanketurene, som kan nydes af både nybegyndere og øvede – uanset om man er helt grøn i sankning eller er en haj til spiselige planter.

Sanketurene afsluttes i Færgegårdens museumshave ved bålpladsen. Her får deltagerne både tips til at bruge naturen hjemme i køkkenet og mulighed for at smage på den vilde natur, de har sanket.

Tid, pris og sted
Vil man med på én af sanketurene, har man chancen den 11. eller 25. september.
Begge dage fra kl. 11:00-14:00.
Turene starter ved Frederikssund Museum, Færgegården.
Medbring egen frokost
Prisen er 75 kr. (+billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder  

Af Søren A. Sørensen, forhenværende museumsinspektør på Frederikssund museum, Færgegården.

23.03.2021

Stedet, hvor bopladsen Lollikhuse lå i jægerstenalderen, ligger i dag flere kilometer fra Roskilde Fjord. Landskabet har ændret sig markant, siden bopladsen havde sin storhedstid. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.

Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.  

For omkring 6000 år siden da Jægerstenalderen nærmede sig sin afslutning, så landskabet helt anderledes ud end i dag. Landet var dækket af en tæt urskov og vandstanden i Roskilde fjord var mellem 3 og 5 m højere end i dag. Det betød at der var mange flere sunde og fjordarme, der skar sig ind langs åer og i lavtliggende områder. Et sådant lavtliggende område strækker sig fra Selsø sø i syd og imod nordøst helt ud til Roskilde fjord ved Hyllingeriis lidt syd for Skuldelev. Dette lavtliggende område var i Ertebøllekulturen for godt og vel 6000 år siden et smalt lavvandet sund, langs hvilket der lå adskillige bopladser. Antageligt fordi fiskeriet var ekstra givtigt i det smalle strømfyldte farvand, der også dannede grobund for en betragtelig østersbanke.

Bopladsens placering i jægerstenalderen har været en ideel fiskeplads. Fiskekrogen her har været et nyttigt redskab. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.

Sjældne spor efter to hytter

Til trods for at der er foretaget udgravninger på denne boplads igennem flere år, er det stadig kun en forholdsvis lille del af bopladsen som er udgravet. Det skyldes bl.a. at kulturlagene på pladsen visse steder er over 1m tykke. De tykke kulturlag vidner også om at bopladsen har været benyttet gennem mange år, hvilket også de mange tusinde flintredskaber der er fundet viser. Det er utroligt sjældent af man finder sporene efter jægerstenalderens boliger, da de som regel var ganske spinkle konstruktioner der ikke efterlod sig mange spor når jægerne forlod bopladsen og drog videre til nye jagtmarker. Derfor er det ekstra bemærkelsesværdigt at der på Lollikhusebopladsen er fundet sporene efter ikke mindre end to hytter. Begge har været let nedgravede og var derfor endnu erkendelige ved udgravningen. I hytterne var der anlagt ildsteder og omkring de forsænkede gulve var der spor efter de stager og pæle der har båret taget.

Ved udgravningen fandt man meget flintaffald og værktøj til fremstilling af benredskaber som denne. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.

Fremstilling af pilespidser og benredskaber

Omkring hytterne er der fundet spor efter flinthugning og særligt et sted var der en meget høj koncentration af flintaffald, og mellem dette over 200 brudstykker af pilespidser der var gået i stykker under fremstillingen. Her har siddet en flintsmed og fremstillet pilespidser. Tæt herved har en anden jæger siddet og fremstillet benredskaber og resterne fra hans produktion blev fundet sammen med det værktøj som han benyttede til fremstilling af benredskaberne. Det er sådanne øjebliksbilleder der bringer os tættere på stenalderens befolkning og man kan næsten se hvorledes de sidste pile og benredskaber skulle fremstilles inden man forlod bopladsen for at drage videre til en anden jagtboplads, for det var sådan disse jægere levede i en evig søgen efter de bedste jagt og fiskepladser. Derfor finder vi så mange bopladser spredt ud over landskabet, de blev nemlig kun benyttet i korte perioder, men ofte vendte man tilbage året efter. Således voksede mængden af affald og efterladenskaber så de tykke aflejringer voksede år efter år og nogle steder som ved Lollikhuse nåede de en tykkelse på mere end 1 m.

Rådyropsats fundet ved Lollikhusebopladsen. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Sværd fra Frankerriget var luksusvare hos de nordiske vikinger 

05.10.2020

Ulfberth var en sand mestersmed, anerkendt i hele Europa, og vikingerne rejste langt for at erhverve sig de kostbare sværd. Foto: Palle Østergaard Sørensen

Ved en udgravning i Jørlunde fandt man for omtrent hundrede år siden et yderst velbevaret sværd fra vikingetiden. Det skulle siden vise sig, at sværdet ikke er fremstillet lokalt, men hos mestersmeden Ulfberth i Frankerriget omkring det 9. århundrede. Her får du historien om en genstand fra udstillingen på Frederikssund Museum, Færgegården – Ulfberth-sværdet, som engang var en luksusvare og i høj kurs hos de nordiske vikinger.

I udstillingerne på Frederikssund Museum, Færgegården og på Roskilde Museum er der fokus på det store offerområde ved Jørlunde, hvor genstande fra både jernalder og vikingetid er ofret i stort tal. Et af de mere spektakulære fund herfra er et helt bevaret jernsværd fra vikingetiden.

Sværdets rejse gennem det danske museumslandskab

Sværdet blev oprindeligt fundet ved tørvegravning i en af moserne ved Jørlunde, men kort tid efter blev det solgt til en handelsmand, der igen solgte det videre til museet i Odense. Herfra blev sværdet i 1924 sendt til konservering på Nationalmuseet, hvor man havde den opfattelse, at stykket faktisk burde betragtes som danefæ og afleveres til museet i København. Sværdet endte dog i Odense, hvor det indgik i museets samling frem til 1996. Herefter blev sværdet overgivet til Frederikssund Museum, Færgegården, som på det tidspunkt havde overtaget ansvaret for arkæologien i området ved Jørlunde.

Sværdet er godt 90 cm langt, og selve skæftet består af en over- og underhjalte samt en fæsteknap. Disse stykker er udsmykket med fine indlagte tråde i kobber og sølv. Selve grebet har været fremstillet af organisk materiale. Sværdklingen bærer i dag præg af, at sværdet er blevet konserveret ad flere omgange. I 1924 kunne man tydeligt se, at klingen er mønstersmedet af jernstykker med forskelligt indhold af stål, – en teknik, som kaldes damascering. Der kunne på dette tidspunkt også anes dele af en indskrift på langs af klingen. Da sværdet i 2017 skulle indgå i den nye permanente udstilling på Frederikssund Museum, Færgegården, fik vi foretaget en røntgenoptagelse, der kunne vise indskriften. Ved at kombinere røntgenfotoet med en ældre optagelse fra Odense kunne indskriften nu læses som:

+ VLFBERH+T.

En luksusvare blandt datidens mange kopivarer

Der er tale om et kendt mesterstempel fra smeden Ulfberth, som arbejdede i det Frankiske område i Mellemeuropa i det 9. årh. e.Kr. Her smedede han de bedste sværdklinger, som kunne fremstilles på dette tidspunkt. På dette tidspunkt var det forbudt at eksportere våben ud af frankerriget alligevel findes sværd af denne type spredt ud over hele Europa med en koncentration i Skandinavien og Baltikum. I modsætning til vores sværd har mange af de sværd, som er fundet uden for frankerriget en helt forvansket indskrift, og det har vist sig, at klingen i disse tilfælde er smedet af dårligt jern. Fremstillingen af disse kopisværd fortsætter helt op i det 11. årh. hvor man for længst er stoppet med at fremstille ægte Ulfberthsværd. På samme måde som i dag har man i vikingetiden fremstillet dårlige kopier af eftertragtede varer, som der var rift om blandt de nordiske vikinger. Ligesom et par billige kopisko med NIKE logo hurtigt viser sig ikke at leve op til forventningerne, har vikinger med kopisværd sikkert også måttet se kendsgerningerne i øjnene, måske med fatale konsekvenser til følge.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

17.06.2020

Metaløkserne fra Skibby

Af Nadja M. K. Mortensen

I efteråret 2019 blev der fundet fire metaløkser på en mark øst for Skibby centrum. De er alle fire blevet deponeret ved et vådområde i slutningen af stenalderen.
Foruden kultiske handlinger afslører fundet velstand og tidlige forbindelser til det europæiske kontinent!

Fra den 1. juli kan du se de fine økser på Frederikssund Museum, Færgegården.

I oktober og november 2019 gennemførte ROMU en arkæologisk udgravning i Skibby forud for en udstykning. Ved udgravningen blev der registreret anlæg fra både oldtid, efterreformatorisk (dvs. efter reformationen i 1536) og nyere tid i form af to huse, to staklader, spredte stolpehuller og gruber, en skelgrøft samt resterne af en mulig gravhøj, som er blevet brugt som affaldshul i nyere tid.

De første økser dukker op

Mod udgravningens afslutning blev museet kontaktet af Lejre – Arkæologisk Forening, som ønskede at gå området over med detektor.

I en weekend i november detekterede to af foreningens medlemmer arealet, og her fandt de to små økser, der var fremstillet af metal. Det er de to økser længst til venstre på det første billede.

Økserne blev fundet ved et vådområde, og de stammer begge fra slutningen af stenalderen. De er fremstillet af en kobberlegering, men om der er tale om kobber eller bronze er uklart. For at få dette afgjort skal der foretages en metallurgisk analyse. Vi forventer dog, at der er tale om kobber, da de fleste økser fra stenalderen er fremstillet af denne type metal.

Arkæologer og detektorførere i fælles søgen efter flere økser

Metaløkser har formodentlig ikke tjent et praktisk formål, men har snarere været brugt som bytteobjekter og kultiske genstande. De findes ofte enkeltvis eller som del af større depoter, der er blevet gravet ned i vådområder, som ofre til guddommelige magter.

Depotfund er på den måde interessante, fordi de fortæller om de skikke og den tro man havde. Samtidig afspejler de økonomisk overskud og velstand; Genstande af metal, som f.eks. økserne fra Skibby, har haft stor økonomisk værdi og har desuden haft symbolsk værdi, fordi genstandene ikke har været allemandseje. Depotfundene afspejler derfor også et økonomisk overskud, fordi man har haft råd til at skille sig af med genstandene – også selvom de blev ofret til højere magter.

Da der blev fundet to økser ved detekteringen i Skibby, var der mulighed for, at der var tale om et større depot. Museet besluttede derfor at foretage en mindre arkæologisk undersøgelse på stedet, hvor økserne blev fundet. Vi ville gerne både se, om vi kunne finde flere økser og lede efter selve nedgravningsstedet.

Undersøgelsen fandt sted fredag den 29. november 2019 i samarbejde med detektorførere fra Lejre – Arkæologisk Forening. Et stort fremmødt detektorhold detekterede overfladen. Herefter blev der trukket et tyndt lag muld af med maskine. Efter hvert lag, der blev rømmet af, gik detektorfolkene både bunker og flader over med deres detektorer, og sådan fortsatte vi møjsommeligt i en vekslen imellem detektering og afgravning af muld i tynde lag.

To arkæologer fra museet gav besked til maskinføreren om, hvor og hvor meget jord han skulle tage af og gik fladen over med skovl efter hver afrømning.

Flere økser viste sig

Ved undersøgelsen blev der fundet en del metalaffald fra nyere tid og et fragment af et dragtspænde fra jernalderen. Men mest interessant i denne sammenhæng var, at der faktisk blev fundet yderligere to metaløkser. Den ene økse, den der er længst til højre på det første billede, blev fundet af den ene af arkæologerne, der opdagede den, da maskinføreren havde trukket et tyndt lag jord af. Den lå vandret i jorden og var kun blevet skrabet ganske let af maskinen. Den anden økse blev fundet af detektorfører Dean Hobbs ved en eftersøgning af den ene af bunkerne.

Begge økser er, ligesom de første to, blevet dateret til den sidste del af stenalderen, og det antages derfor, at de alle fire har været en del af det samme depotfund.

En økse langvejs fra

Alle økser blev fundet i muldjord og med lidt afstand imellem, men alle tæt på vådområdet. Det er muligt, at økserne er blevet gravet op i forbindelse med en oprensning af dette. Det er dog også muligt, at de er blevet gravet op og spredt af ploven ved dyrkelsen af jorden. Det var således ikke muligt at lokalisere det oprindelige nedlæggelsessted. Selvom findestedet ikke blev lokaliseret, var undersøgelsen en succes med fundet af de to store økser.

Fra tidligere undersøgelser ved man en del om, hvordan forskellige typer af økser skal dateres, og man ved også noget om, hvor økserne er blevet produceret. På dette tidspunkt i stenalderen er alt metal importeret, men nogle genstande er blevet produceret af omsmeltet metal i det nuværende danske område.

De tre mindste økser fra Skibby er formodentlig alle blevet produceret i Danmark. Til gengæld stammer den største af økserne fra Bøhmen, i det nuværende Tjekkiet.

Økserne vidner således ikke kun om velstand i kraft af metallets værdi, og en demonstration af denne ved nedlæggelsen af ikke bare en, men hele fire metaløkser. Depotfundet vidner også om forbindelser til det europæiske kontinent.

Læs flere artikler her.

Eller

Besøg Frederikssund museum her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

20.05.2020

Gådefulde sten bevarer deres hemmelighed

Af Palle Østergaard Sørensen

De fire håndtegnssten fra Venslev indgår i Frederikssund Museum, Færgegårdens permanente udstilling og er stadig en gåde for forskerne. Foto: ROMU

Fire sælsomme håndtegnssten fra bronzealderen står arkæolog Palle Østergaard Sørensens hjerte nær.  Af alle de mange fine fund, som Frederikssund Museum, Færgegården viser frem i den permanente udstilling har stenene med de mærkelige streg-hænder en helt særlig status. Måske fordi deres mystiske symboler endnu er en gåde.

Da den permanente udstilling på Frederikssund Museum Færgegården blev planlagt for få år siden, var jeg

ikke i tvivl om, at de fire håndtegnssten fra Venslev i Hornsherred skulle have en central placering i udstillingen. Jeg har altid følt noget specielt for de gådefulde sten, som jeg var med til at udgrave i 1985. Desuden hører stenene til blandt de ypperligste fund fra oldtiden i museets samling, også på et internationalt niveau.

Motivet på de fire helleristningssten viser en underarm med håndflade og fem, spredte fingre. Over hånden findes altid fire, vandrette streger. Stenene blev fundet tæt sammen ved gavlen af en godt 18,5 m lang bygning bestående af en dobbelt stenramme, hvor væggen har stået. I forbindelse med bygningen og håndtegnsstenene fandtes yderligere en rakke bautasten og enkelte urnegrave. Bygningen fra Venslev er det bedste eksempel på en kultbygning fra den skandinaviske bronzealder, og den kan i dag ses i museets baghave.

Spredt fra kultbygning i Venslev
I alt kendes der atten af disse sten fra det danske område, og ti af dem er fundet i Hornsherred eller i området rundt om Frederikssund. Yderligere fire sten er fundet i Odsherred, og samlet set er der således en kraftig koncentration af håndtegnssten i fjordområdet. Hovedparten af stenene er fundet uden kontekst, men flere har indgået som dæk- eller sidesten i forskellige gravkonstruktioner, og de kan på denne måde dateres til midten af bronzealderen omkring år 1000 f.Kr.

Koncentrationen af håndtegnssten i Hornsherred synes at vise, at motivet på en eller anden måde kan være udgået fra kulthuset, hvorfra det har spredt sig rundt i det nordsjællandske område.

Frugtbarhedskalender eller talsystem
Mange har prøvet at tyde billedet med håndfladen, de spredte fingre og de fire streger. Nogle har set motivet som en graviditetsperiode: fem fingre – fire streger lig med ni måneder, og dermed sat tegnet i forbindelse med en frugtbarhedskult. Andre forskere ser fingrene og stregerne som en form for talsystem. Men indtil videre er ”koden” fra bronzealderen ikke blevet brudt.

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Sjældent fund afspejler store forandringer i stenalderen

Af Jens Winther Johannsen

24.04.2020

De to økser og dolkforarbejdet (i midten). Det længste stykke er 21 cm langt. Redskaberne er ubrugte og nedlagt samlet, og det bestyrker formodningen om, at de er ofret. Foto Cille Krause

Et sjældent depotfund fra slutningen af bondestenalderen er med til at give indblik i ændringer i samfundet for 4.000 år siden.

 
I foråret 2019 afholdt Lejre Museum et velbesøgt arrangement, ”Vis mig dit stenalderfund”, hvor ROMUs arkæologer stod klar til at kigge på gæsternes flintfund og give et bud på funktion og datering. Alt fra forstenede søpindsvin til smukke, slebne flintøkser dukkede op, men ét fund skilte sig særligt ud: to fint tilhuggede flintøkser og et forarbejde til en flintdolk, der er fundet ved markarbejde ved Lyndby på Hornsherred for ca. 10 år siden. Et bemærkelsesværdigt fund, der bliver en del af en udstilling på Frederikssund Museum, Færgegården, når museet igen må åbne for gæster.

Økserne er med deres let udsvajede æg karakteristiske for bondestenalderens seneste del. Dolkforarbejdet kan dateres til perioden omkring 2000 f.Kr. Typerne er ikke sjældne i sig selv, men fundet er alligevel specielt, fordi finderen oplyste, at de tre genstande blev fundet sammen i kanten af et lille mosehul. Stykkerne er lagt i mosen samtidigt og kan dermed betegnes som et depotfund.

Depotfund giver indblik

Det kan være svært at finde ud af, hvad en enkelt økse eller dolk, som bliver fundet, er udtryk for: Er den kasseret, tabt eller måske ofret? Men når man finder tre ting samlet, som i depotfundet fra Lyndby, tyder det på, at en bevidst handling ligger bag. Om depotfund skal opfattes som ofringer eller som skatte, der er gemt af vejen og af uvisse årsager aldrig hentet igen, er en af arkæologiens aldrig afsluttede diskussioner.

Et argument for, at de to økser og dolkforarbejdet er ofret, er, at de vanskeligt kunne bjerges fra det lille mosehul, de var nedlagt i. Præcis hvorfor de skulle ofres, finder vi aldrig ud af. Måske blev de lagt i mosen for at formilde den sene bondestenalders guder i forbindelse med sygdom eller efter en fejlslagen høst? Samtidigt med at deponeringen i mosen sandsynligvis har været en religiøs handling, har ofringen af genstandene også været en anledning for en lokal storbonde til at vise sin storhed. At tilintetgøre de fornemme genstande ved at kaste dem i mosen har været en overlegen demonstration af magt og rigdom overfor de øvrige deltagere i ritualet. Ofringen kan således have været led i konsolideringen af en ny bondeelites sociale position.

En stenalder i forandring

Den sidste del af bondestenalderen var en tid præget af forandring. At man gennemsnitligt blev ti centimeter højere set i forhold til den forudgående periode viser, at levevilkårene blev forbedret bredt, formentlig fordi landbruget har sikret et bedre ernæringsgrundlag end tidligere. Samtidig begynder man at ane konturerne af den samfundselite, som så tydeligt trådte frem i de efterfølgende århundreder. Det er mest tydeligt ved, at nogle af den sene bondestenalders huse er exceptionelt store. Huse fra perioden er normalt omkring 15-20 meter lange, men en lille håndfuld er mere end dobbelt så store. Sådan et kæmpehus har formentlig fungeret som en almindelig gård, dvs. kombineret driftsbygning og beboelseshus, men for en storbonde, som ved det monumentale byggeri har signaleret sin rigdom og magt.

Da de to økser og dolkforarbejdet blev fremstillet, havde man i Skandinavien hugget redskaber af flint i omkring 10.000 år. Men i bondestenalderens slutning begyndte man i stigende grad at formgive flinten efter metalforbilleder fra kontinentet. Det mest velkendte eksempel er de skandinaviske flintdolke, som den der er et forarbejde til i fundet fra Lyndby. Disse er efterligninger af nordvesteuropæisk kobberdolke. At disse flintdolke blev det vigtigste symbol på mandlig status i den sene, sydskandinaviske bondestenalder viser, at påvirkningen fra de metalproducerende samfund mod syd var massiv.

Fundet fra Lyndby vil blive indleveret til Nationalmuseet som Danefæ, men kan inden da ses i en mini-udstilling, når Frederikssund Museum, Færgegården, åbner igen.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE