Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

OM MUSEET FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM KONKURRENCEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN...
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne

OM MUSEET FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING BLOG PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM KONKURRENCEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN 19.11.2020 Mød dyrene...
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

OM MUSEET FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING BLOG PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM KONKURRENCEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN 04.11.2020 Mød dyrene...
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN WEBSHOP NYHEDSBREV KONTAKT 29.10.2020...
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

OM MUSEET FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING BLOG PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM KONKURRENCEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN 22.10.2020 Mød dyrene...
Til top
X
post-4929

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

BEGIVENHED

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

11.06.2021

Frederikssund Museum, Færgegården inviterer igen i år til stemningsfyldt sankthans. Museet holder aftenåben, og har skruet op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter, og derfor kræver arrangementet billet. Foto: pixabay.com.

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

 

Sankthans-fejringen på Færgegården vil i år være fuldstændig, som den plejer – og så alligevel ikke…

”I år bruger vi aftenen som en anledning til ikke alene at udleve traditionerne, men også at udforske dem. Sammen med alle, der har lyst, vil vi gerne gå på opdagelse i de mange mærkelige, overraskende og sjove traditioner, der er gået forud for sankthans aften, som vi kender den i dag. Fortidens sankthans eller midsommer har nemlig forbavsende få ligheder med nutidens traditioner. Så samtidig med at vi udlever traditionerne, vil vi også gerne sætte dem i et nyt lys – og måske prikke lidt til dem,” forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

 

Sammen om at afværge det onde

Allerede i timerne inden aftenens højdepunkter med bål, båltale og midsommervise er der sankthans-aktiviteter for børn og voksne i alle aldre, når museet inviterer til mission ”Afværg det onde”.

Her skal de onde hekse gøres så blide som nuttede kattekillinger. Gennem en række udfordringer og med hjælp fra fortidens tips og tricks gælder det om at samle magiske urter, lære at bruge stål mod hekse, finde hemmelige skatte, besøge det kloge træ, lave vild ild med oldtidsmetoder og meget mere. Og måske lykkes det at vinde over de onde kræfter.

 

Ekstraordinært aftenåbent i udstillingen

En anden forandring er, at man i år skal et smut omkring billetto.dk for at være med:

”Som noget nyt i år har vi valgt at tage en lille entre for voksne. Både fordi corona-restriktionerne kræver, at vi har helt styr på antallet af deltagere, og fordi vi i år har lagt ekstra kræfter i festen og i de oplevelsestilbud og formidlingstiltag, som aftenen også rummer. Billetten gælder også til udstillingen, hvor vi ekstraordinært holder åbent hele aftenen. For børn er det hele gratis”, forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Bålet tændes kl. 21.00, og der vil være båltale ved museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Museet byder på gratis saftevand og småkager til børnene, og der vil være salg af drikkevarer til de voksne. Medbring picnictæppe og egen madpakke, som kan nydes frit i museumshaven.

 

Tid, sted, pris

  1. juni kl. 17:00-22.00

0-18 år gratis, Voksne 50 kr. (+billetgebyr) – Billet købes via Billetto her.

Din billet gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag.

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

Billet og coronapas nødvendigt

 

Grundet Covid-19 er tilmelding/billetkøb på forhånd nødvendigt.

Læs mere om sankthanstraditionerne i Færgegårdens artikelserie “Bag om traditionerne”  her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

læs mere
Ingen heks og ingen midsommervise

Ingen heks og ingen midsommervise

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

læs mere

post-4050

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne

BEGIVENHED

19.11.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne

Af Line Jandoria Jørgensen

Blåmuslingen har som andre muslinger en fod, som kan pumpes op med saltvand, så muslingen kan skubbe sig rundt. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

De har lagt navn til et populært porcelæn. De kan efter sigende forudsige storm og endda helbrede pest. Og så blev de solgt som gødning i 1800-tallet og brugt som tilskudsfoder til æglæggende høns i 1900-tallet. Fjordens muslinger er alsidige, mystiske og mere spændende, end man lige skulle tro.

Ordet musling er ældre nydansk og betyder muskel (mussel, muskling). Det populære Musselmalede og riflede porcelæn, som første gang blev produceret af Royal Copenhagen i 1775 er (sandsynligvis) opkaldt efter muslinger, fordi det er mønstret som en riflet muslingeskal.

På olddansk (800-1100) kaldte man muslinger for skælfisk (skelfisk – skalfisk), og byen Skælskør er også opkaldt efter muslingerne. Oprindeligt stavedes det Skiælfiskør. Skiæl/skel/skal henviser til muslinger og Ør betyder gruset strandbred. Skælskør er altså ”byen ved muslingestrandbredden”.

Selvom vi i Roskilde Fjord ikke kan bryste os af et sådant navn, så har muslinger spillet en betydelig rolle i fjordbolivet. Fra arkæologisk undersøgelser ved vi fx, at især hjerte-, blåmuslinger og østers har udgjort en vigtig del af fjordboernes føde helt tilbage til stenalderen.

Det blå guld

Blåmuslingen (mytilus edulis) er den mest almindelige muslingeart i Danmark. Den kaldes også det blå guld, da den er en populær fødevare og har en stor industri bygget op omkring sig.

Roskilde Fjords blåmuslinger er dog for det meste for små til at blive brugt i den moderne fødevareindustri, men under første verdenskrig var den en god ekstra indtægt for mange fjordfiskere. Under krigen skete der et stort opsving i krogefiskeriet, og det betød en stor stigning i svineleverpriserne. Svinelever brugte man nemlig som agn (madding). Derfor begyndte man at bruge andre ting fx sandorme og blåmuslinger. Blåmuslingerne viste sig at være gode agn, og de indtil da ubetydelige muslinger kom altså til at udgøre til en god ekstra indtægt for mange fjordfiskere.

Fanger man en hjertemusling, kan det anbefales at lægge den i akvarium med sandbund og stille den i solen. Inden længe vil den stikke sin fod ud og skyde vand ud af ånderøret. På den måde får den hurtigt gravet sig ned i sandet. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Når en blåmusling skal tage føde til sig, gør den det ved at filtrere vandet for dyre- og planteplankton, og en voksen blåmusling filtrerer mellem 50 og 100 liter fjordvand i døgnet.

Fjordens rengøringshold

Blåmuslingen er ikke et af fjordens mest opsigtsvækkende dyr, men ikke desto mindre er det et meget betydningsfuldt et for fjorden. Det er de, både fordi de udgør fødegrundlaget for mange andre arter (bl.a. krabber, troldænder, edderfugle, pighvarrer og skrubber), og fordi de renser fjordvandet.

Når en blåmusling skal tage føde til sig, gør den det nemlig ved at filtrere vandet for dyre- og planteplankton, og en voksen blåmusling filtrerer mellem 50 og 100 liter fjordvand i døgnet. Det betyder, at den vandmængde muslingerne renser dagligt svarer til to gange fjordens samlede vandvolumen! Vandet omkring en blåmuslingebanke er derfor ofte helt klart.

Forudsiger storm og regn

Blåmuslingen begynder sit liv som en lille frit svømmende larve. Hunmuslingerne og hanmuslingerne skyder henholdsvis æg og sæd ud i vandet omkring sig. Her befrugtes æggene og falder til bunds, hvor de klækkes til larver. Larverne svømmer frit omkring, indtil de finder et passende sted at slå sig ned, og først her begynder de at opbygge deres første skal; umbo-skallen.

Voksne blåmuslinger klæber sig fast til hinanden, til sten, tang, træ mm. i vandet ved hjælp af hæftetråde. De laves med slim, der udskilles ved en kirtel fra deres fod. Foden kan genkendes som den mørke klump, der sidder i midten af muslingen. Foden kan pustes op med saltvand, så muslingen kan skubbe sig rundt. Ifølge gammel folketro er det et dårligt varsel, når muslinger fæstner sig til sten. Så betyder det, at man må frygte storm og regn.

Gennem muslingens levetid lægger den løbende nye lag til skallen og vokser. Ved at kigge på afstanden mellem vokse-rillerne i skallen, kan man se, om muslingen har det godt. Er der stor afstand mellem rillerne har den vokset godt og haft gode forhold.

Blåmuslingen lægger typisk syv lag til skallen om året, så hvis du er nysgerrig på, hvor gammel en blåmusling er, kan du tælle dens alder på skallens riller og dividere antallet med syv.

Øjne i sandet

I fjorden har vi også Almindelig Hjertemusling (Cerastoderma edule). Hjertemuslingen kaldes også ”øjne i sandet”, fordi det ofte er sådan, man vil støde på dem under vandoverfladen.

Hjertemuslingen er en sandlevende musling, som har det bedst, når den ligger gravet ned i sandet. Ca. 5 cm ned. Når den gør det, kan man kun se muslingen, hvis man kigger godt efter dens ånderør. Det ligner to små sorte øjne, der ligger med 5mm afstand.

 

Hvis man er hurtig, kan man skyde to fingre ned i sandet lige ved ”øjnene” og gribe om muslingen for at fange den. Lykkes det skal du prøve at lægge den i et akvarium med sandbund og vand og stille det i solen. Der vil ikke gå lang tid, før hjertemuslingen stikker sin fod ud af skallen og skyder vand ud af ånderøret. På den måde får den hurtigt gravet sig ned i sandbunden.

Vikingemuslingen

En musling, som arkæologerne ikke finder i stenalderens stendynger og køkkenmøddinger er sandmuslingen (Mya arenaria). Faktisk kender vi den kun fra Nordamerikas kyst, hvis vi går tilbage til før vikingetiden. På bopladser fra vikingetiden dukker sandmuslingen dog pludselig op, og det er blevet tolket som bevis på, at vikingerne nåede så langt som til nordamerika og tog dem med hjem derfra.

Sandmuslingen graver sig også ned i sandet og ligger beskyttet for rovdyr der. Den kan grave sig helt ned til 30 cm under sandet og stikker to ånderør op over sandskorpen lige som hjertemuslingen. Sandmuslingens største fjender er krabber og søstjerner, som kan tage fat i deres ånderør og hive dem op af sandbunden.

 

Sandmuslingen er sandsynligvis kommet til Danmark med vikingerne fra den nordamerikanske kyst. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Den forsvundne Østers

Der findes ikke østers (Ostrea edulis) i Roskilde Fjord i dag, men for 7-8.000 år siden i stenalderen fandtes store østersbanker i fjordens indsnævringer, og arkæologerne finder vældige ophobninger af østersskaller i arkæologiske udgravninger i Roskilde Fjord, samt i køkkenmøddinger fra tiden. Det vidner altså om, at der blev spist østers i større mængder ved kysten.

Stenalderens klima var mildere end nutidens, og farvandene mere salte. Havvandsstigningerne i Roskilde Fjord omkring år 10.000 – 8.000 fvt. betød, at store mængder af frisk saltvand strømmede ind i fjorden. Det var godt for østers, som nemlig kun kan forplante sig i vand med 2,5 procent saltholdighed eller derover.

Syd for Skuldelev ved Lollikhuse ligger en af områdets største skaldynger. I dag ligger området næsten 3 km væk fra fjorden, men i Ertebølletiden fandtes her et lille sund, som strakte sig langt ind i Hornsherred. Ved en udgravning her blev der foruden skaldyngen afdækket en simpel hyttetomt med et forsænket gulv. Hytten er rekonstrueret og kan opleves i Frederikssund Museum, Færgegårdens have.

Da vandstanden atter sank omkring 3.000 fvt. forsvandt det friskt strømmende saltvand igen, og fjordens østers døde ud. Men de efterlod et tykt lag af skaller på fjordbunden. Lagene kan have en tykkelse på op over 10 meter, og de findes særligt i snævringen ved Frederikssund, ved Kølholm og på fjordens vest-side fra Jyllinge Holme til Selsø Hage.

Fra diarré- og pestmedicin til hønsefoder

Østersskaller har gennem tiden vist sig nyttige til mange forskelligartede formål. I begyndelsen af 1800-tallet brugte man skallerne til gødning, til garvning og til farvning, og kalken fra skallerne blandet med linolie skulle give et godt kit. De kunne endda bruges som polérmidel for metaller, hvis skallerne blev glødet, pulveriseret og opslæmmet (blandet med vand).

Gennem tiden har driftige fiskere og andre handlende samlet og solgt østersskaller som tilskudsfoder til æglæggende høns. I 1930’erne udviklede det sig til en hel industri, hvor der etableredes flere skalleværker langs Roskilde Fjords kyst. Man gravede skallerne op fra fjordbunden og sejlede dem ind til fabrikkerne, hvor skallerne blev knust, tørret og pakket. I 1950’erne afløstes skallegravning af en metode, hvor skallerne blev suget op fra fjordbunden. Siden 1998 har skallegravning været forbudt, da den havde store miljømæssige konsekvenser. Der, hvor skaller var blevet gravet, var fjordbunden tømt og ”død”. Den stod tilbage med store dybe huller, som betød, at bundvegetation og fiskebestand led skade.

Men så er det godt, at østers også kan bruges til andre ting. Skulle du fx en dag sidde i den situation, at du lider af for megen mavesyre, så kan pulveriserede østersskaller med fordel indtages. Det fortæller farmakopeen os i hvert fald i 1772. Blander du de pulveriserede skaller med kulvand skulle de være gode mod feber, og har dine kalve diarré, så giv dem endelig en omgang også.

Ifølge Christiern Pedersens lægebog fra 1533 kan alle muslinger (uden skal) desuden steges med eddike, vand og honning og derefter knuses og med fordel lægges på pestbylder.

Endelig kan alle slags muslinger bruges mod fjender. I Skildringer af danske Videnskabsmænd fra 1899 bemærkes det i hvert fald, at da man ikke kan se på muslinger, om de er dårlige eller ej, så kan man i stedet gå frem efter følgende metode: ”Det bedste er åbenbart at lade andre spise af muslingerne først, og hvis de ikke bliver syge, er der grund til at håbe, at man selv også kommer godt fra det. Man må dog, om man ønsker denne måde anvendt, hellere eksperimentere med sine fjender end med sine venner.”

Østers lever ikke længere i fjorden, men store ophobninger af østersskaller i de arkæologiske udgravninger vidner om, at der ofte blev spist østers ved fjorden i stenalderen. De store lag af skaller i fjorden blev fra 1930erne brugt til produktion af fx hønsefoder. Foto: H. Zell. Licens.

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

LÆS HELE SERIEN "MØD DYRENE I FJORDEN":

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

I Roskilde fjord har vi både før og nu kunnet bryste os af at have den eftertragtede fjordreje, som anses for at være en luksuriøs delikatesse. Men vidste du, at fjordrejen faktisk ”bare” er en almindelig reje, der har fået et fancy kælenavn? Eller at fjordens hestereje til alle tider har været en upopulær spise – kun pga. dens farve?

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Indtil midt 1800-tallet var silden et fast indslag i danskernes morgenmad, og i dag er julebordet ikke komplet uden den. Men vidste du, at silden efter sigende kan være ganske farlig at spise, hvis du ikke husker at fjerne dens sjæl og brække dens ryggrad? Det sætter sine tydelige spor i både kultur, sprog og tro at være en populær fisk.

læs mere

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-4068

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

BEGIVENHED

04.11.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Af Line Jandoria Jørgensen

Strandkrabben (Carcinus maenas) findes i store mængder i især Roskilde fjords nordlige del, hvor saltindholdet i vandet er højt. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.

Et af de rigtig interessante dyr, man kan fange på det lave vand i sommerhalvåret er strandkrabben (Carcinus maenas). Især i fjordens nordlige del er der krabber i store mængder. Her er fjordvandet nemlig mest saltholdigt, og det kan krabber godt lide. De senere år er der kommet flere og flere krabber i fjorden. Som du vil kunne læse om i denne artikel, er strandkrabben rigtig spændende at fange og kigge nærmere på. Til gengæld bliver den sjældent anvendt som spise. Det er kløerne fra dens større artsfælle taskekrabben (Cáncer pagúrus), man kan købe hos fiskehandlere. Til gengæld brugte man strandkrabben som medicin – tilbage i 1500-tallet.

Gode mod bylder i anus

I Christiern Pedersens lægebog fra 1533 står der, at et afkog af små krabber blandet med sukker og safran kan drikkes mod lungesot. Lungesot var en betegnelse man brugte for sygdomme i lungerne, især lungetuberkulose. Det er en sjælden sygdom i Danmark i dag, men den har fyldt meget gennem vores historie. I årene omkring 1900 var hvert syvende dødsfald i Danmark forårsaget af tuberkulosen. Først op gennem 1960erne blev sygdommen så sjælden, som den er nu. Men det var nok mere antibiotika og vacciner, der klarede skærerne, end det var krabbeafkog.

Krabben blev også brugt som lægemiddel mod sår og skudsår. Det sidste særligt på heste. I 1700-tallet fortaltes det, at 10-12 krabber eller krabbeøjne blandet med harefedt skulle lægges på den uheldige hests skudsår. Så ville kuglen blive trukket ud. Knuser du krabber eller brænder dem til aske og blander dem med honning, kan de bruges på almindelige bensår. Asken af små krabber kan desuden med fordel drysses på bylder i anus – skal man tro datidens lærdom.

Tøjret til græsset som en ko eller trådt itu på dækket

Det er ikke kun lægemidler, som krabben har måttet lægge krop til op gennem tiden. Krabberne kom tit på krogene eller gik i åle- og rejeruser til stor irritation for fiskerbønderne. De blev betragtet som saltvandsfiskeriets skadedyr, fordi de beskadigede ruser, skar nedgarnene itu, klemte fangsten ihjel og ødelagde rejefiskeriet. Det var derfor skik at kvase krabberne mod essingen på båden eller træde dem itu på dækket. Man kunne i 1800-tallet også finde på at tage krabber med på land og give dem til børnene som legetøj. Så kunne børnene binde en snor om krabbernes klør og tøjre dem til græsplænen og lege, at de var deres køer. En mere makaber måde at lege med krabber på var at stikke det yderste led af krabbens ben omvendt ind, så dyrene mistede deres ben. Det sidste har dræbt krabben i længden, men nogle timer eller endda dage som ”ko” ville krabben godt kunne overleve, hvis den altså efterfølgende kom tilbage i vandet.

Krabber trækker vejret gennem gæller ligesom fisk, men når de er på land, kan de ilte det vand, de har i skjoldet og på den måde leve op til tre dage uden vand i skyggefulde omgivelser. Du kan se, når krabben ilter vandet i skjoldet på de små bobler, der kommer ved dens mund. Hvis du lægger øret til, kan du også høre den boblende lyd. Omvendt kan en krabbe drukne, hvis du putter den i så meget vand, at den er dækket, men så lidt vand, at ilten er begrænset. Det samme sker, hvis du putter mange krabber sammen i en lille strandspand med kun lidt vand. De forbruger simpelthen ilten og dør.

Når en krabbe ikke kan passe sit skjold længere, fordi det er blevet for lille, skifter den skjold.

Gror da bare et nyt ben

Krabber har ikke noget skelet. I stedet har de deres hårde skjold uden på den bløde krop. Når en krabbe ikke kan passe sit skjold længere, fordi det er blevet for lille, skifter den skjold. I dens første leveår gør den det helt op til 17 gange om året, og derefter én gang årligt. Når krabben skal skifte skjold, frigør den sig inde i det gamle skjold, åbner det op bagtil og krænger sig baglæns ud af det.

Efter sådan en tur er krabben meget blød og sårbar og begynder derfor at danne nyt skjold. Hvis krabben har mistet et ben eller en klo, vokser den også ud på ny i forbindelse med et skjoldskifte. Faktisk kan krabben afstøde et ben ligesom et firben kan med sin hale. På den måde kan den undgå at blive ædt, hvis fx en fugl har fat i et af dens ben. Når det alligevel må antages, at krabberne fra legeeksemplet før dør af at miste alle deres ben, så skyldes det, at de stadig skal kunne tage tilstrækkelig føde til sig inden det nye ben/klo vokser ud – og det kan være en ganske svær opgave, hvis man har mistet alle sine ben.

Finder du et tomt krabbeskjold er det ikke nødvendigvis, fordi den er død. Sandsynligvis er det bare det gamle skjold efter et en krabbes skjoldskifte. Krabber skifter skjold en gang om året. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

To ugers forspil, 24 timers parring og to penisser

Hvis du vender krabben om og kigger på dens bagside, kan du hurtigt finde ud af, om det er en han eller hun krabbe. Kig på den opslåede hale på bugen. Er den bred og har mange led, er det en hun. Er den trekantet med få led, er det en han. Hunnen har brug for den brede hale, for det er her, hun bærer rundt på sine æg.

Hvis man forsigtigt vipper halen op med en negl, kan man se, at krabben er et meget veludrustet dyr. Hannen har nemlig ikke kun én men hele to penisser. Tilsvarende har hunnen to kønsåbninger, hvilket er praktisk, når de skal parre sig. Det gør de kun, når hunnen lige har skiftet skjold. Hannen kan lugte, at en hun er tæt på skjoldskifte, og når hun er det, samler han hende op og bærer rundt på hende i op til to uger. Imens fodrer han hende godt med mad, så hun hurtigere vokser ud af sit gamle skjold. Han slipper hende først, når hun skifter skjoldet, og står så klar til at parre sig med hende. Efter så meget arbejde, skal hun helst ikke stikke af, og så er det ganske brugbart at have to penisser. Og bruge dem kan han – en parringen tager nemlig op mod 24 timer. Til gengæld kan han ikke bruge sine penisser (som korrekt kaldes sædledere) til at urinere. I stedet for tisser krabber ud af kanaler ved øjnene.

Du kan se forskel på han- og hun-krabber ved at se på den opslåede hale på bugen. Er den bred, er det en hun. Er den trekantet, er det en han. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

LÆS HELE SERIEN "MØD DYRENE I FJORDEN":

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

I Roskilde fjord har vi både før og nu kunnet bryste os af at have den eftertragtede fjordreje, som anses for at være en luksuriøs delikatesse. Men vidste du, at fjordrejen faktisk ”bare” er en almindelig reje, der har fået et fancy kælenavn? Eller at fjordens hestereje til alle tider har været en upopulær spise – kun pga. dens farve?

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Indtil midt 1800-tallet var silden et fast indslag i danskernes morgenmad, og i dag er julebordet ikke komplet uden den. Men vidste du, at silden efter sigende kan være ganske farlig at spise, hvis du ikke husker at fjerne dens sjæl og brække dens ryggrad? Det sætter sine tydelige spor i både kultur, sprog og tro at være en populær fisk.

læs mere

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-4079

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

BEGIVENHED

29.10.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Almindelig reje (Palaemon adspersus). Den almindelige reje kaldes også for roskildereje eller fjordreje, og findes hyppigst i fjordens sydlige del. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

I Roskilde fjord har vi både før og nu kunnet bryste os af at have den eftertragtede fjordreje, som anses for at være en luksuriøs delikatesse. Men vidste du, at fjordrejen faktisk ”bare” er en almindelig reje, der har fået et fancy kælenavn? Eller at fjordens hestereje til alle tider har været en upopulær spise – kun pga. dens farve?

Den pengeløse har ikke en rød reje, og hvis noget er værdiløst, siger vi, at det ikke er en rød reje værd. Rejefiskeri har udgjort en betydelig indtægtskilde for fiskerbønder gennem tiden, og det kan vi se afspejlet i vores sprog den dag i dag. ”Reje” kan også bruges som øgenavn til en lille spinkel person, og måske har du selv indimellem lavet et “rejehop”. Et lille hurtigt pudsigt hop, der minder om en rejes bevægelse. En reje har kraftige svømmeben på halen og kan ved hjælp af dem lave et baglæns “rejehop”.
Også i Roskilde fjord er der blevet fisket rejer – bl.a. de såkaldte roskilderejer/fjordrejer. Fjorden byder dog på flere forskellige rejearter. Dem man oftest vil fange er almindelig reje (Palaemon adspersus), tangreje (Palaemon squilla) og hestereje (Crangon crangon). Hesterejen foretrækker bar sandbund og findes derfor hyppigere i fjordens nordlige del, mens den almindelige reje og tangrejen foretrækker lavt vand med masser af ålegræs. De findes derfor hyppigst i fjordens sydlige del.

Fjordrejen – en almindelig reje med et kælenavn

De fleste kender og elsker den lækre lille fjordreje (også kaldet roskildereje), som vi med stor glæde spiser ny-pillet på et godt stykke brød. Vi er stolte af at have sådan en delikatesse ude i vores fjord, men faktisk er fjordreje/roskildereje slet ikke en artsbetegnelse. Det er kælenavne, som arten almindelig reje har fået i takt med, at den blev en mere yndet og delikat spise i 1800-tallet. ”Fjordrejen/Roskilderejen” kan altså fanges hele landet over og bestemt ikke fortrinsvis i Roskilde Fjord. I Gads danske Magasin fra 1909 bemærker den lettere irritable skribent: 

”Det er rent og skært ”Københavneri” at kalde vor almindelige reje roskilderejen, fordi man i København har fået den falbudt under det navn –  den kunne lige så godt kaldes tårbækrejen eller samsørejen eller 30 andre måske langt mere berettigede navne. At Limfjordens fiskere skulle kalde deres rejer roskilderejer er jo ganske absurd” (Gads danske Magasin 1909-10). Det var ikke ualmindeligt i 1800 og 1900-tallet at fiskere gav deres rejer navn efter, hvor de var fanget. Navnene solgte simpelthen bedre, når man faldbød sine varer til købstædernes byboere. Derfor kan man også støde på fx Holbækrejer og Limfjordsrejer.

Hesterejen – rejernes sorte får

Hesterejen bliver også kaldet for sandreje, rømøreje eller vadehavsreje. I Danmark har vi aldrig været særlig glade for at spise hesterejen på trods af, at den er ganske velsmagende. Det skyldes, at den ikke bliver rød, når man tilbereder den. Den bliver ved med at være grålig eller brunlig. Hesterejens skal indeholder ikke farvestoffet astaxanthin, som hos andre rejer bliver rødt ved kogning eller stegning.

Mange hesterejer fra de danske farvande sælges derfor til Tyskland og England, hvor de er en stor delikatesse. Denne aversion mod rejsens farve ligger faktisk implicit i det danske kaldenavn. Det at sætte ”heste-” foran i dyre- og plantenavne har en nedsættende betydning i forhold til noget andet, der er finere. Vi har fx også hestemakrel, hestebønner og hestekastanjer. Ifølge Ordbog over det danske sprog (ODS) betegner det en plante eller et dyr, der er af mere grov og ikke så værdifuld karakter, og som ikke er egent til menneskeføde. Modsat ægte kastanjer kan hestekastanjer fx ikke spises af mennesker, hestebønner blev før i tiden brugt som dyrefoder og hesterejen bliver altså ikke rød ved tilberedning. Ud fra samme logik kan man også være hestedum, og en hestebajer er slang for almindeligt postevand.

Hestereje (Crangon crangon). Hesterejen udmærker sig ved ikke at blive rød ved tilberedning. Derfor er den ikke en yndet spise i Danmark. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Pungrejen – slet ikke en reje

Der gemmer sig endnu et lille rejelignende dyr ude i fjorden, som man også kan fange på det lave vand. Den har kaldenavnet pungreje og ligner til forveksling en lille reje. Det er den bare ikke. Den er et lille fritsvømmende krebsdyr med artsnavnet almindelig kåre (Mysis vulgaris) eller tangmyside. Hunnerne har en pung på bugen, (som vi kender det fra kænguruen), hvor de kan bære rundt på deres befrugtede æg og senere også på de nyudklækkede unger. Kåren kan sagtens spises og smager ganske udmærket.

Dybvandsrejen – et kønsskifte undervejs

Dybvandsrejen (Pandalus borealis) lever ikke i fjorden. Den kan man derimod finde på 50-500 meters dybde i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Når den alligevel har fået lov til at få en plads her blandt fjordens forskellige rejer, så skyldes det, at der knytter sig en fun fact til den, som godt kan tåle at blive fortalt alligevel. Dybvandsrejen er nemlig ganske moderne i sin håndtering af køn. De første to år af sit liv er den hankøn, men skifter i en alder af tre år til hunkøn. Det trick mestrer ingen af fjordens rejearter.

Almindelig kåre (Mysis vulgaris) også kaldet en pungreje. Pungrejen er slet ikke en reje, selvom den ligner til forveksling. Foto: Public Domain

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

LÆS HELE SERIEN "MØD DYRENE I FJORDEN":

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen

I Roskilde fjord har vi både før og nu kunnet bryste os af at have den eftertragtede fjordreje, som anses for at være en luksuriøs delikatesse. Men vidste du, at fjordrejen faktisk ”bare” er en almindelig reje, der har fået et fancy kælenavn? Eller at fjordens hestereje til alle tider har været en upopulær spise – kun pga. dens farve?

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Indtil midt 1800-tallet var silden et fast indslag i danskernes morgenmad, og i dag er julebordet ikke komplet uden den. Men vidste du, at silden efter sigende kan være ganske farlig at spise, hvis du ikke husker at fjerne dens sjæl og brække dens ryggrad? Det sætter sine tydelige spor i både kultur, sprog og tro at være en populær fisk.

læs mere

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-4102

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

BEGIVENHED

22.10.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden

Af Line Jandoria Jørgensen

En silds indre udforskes og dens rogn/mælk, sjæl og ryggrad findes. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Indtil midt 1800-tallet var silden et fast indslag i danskernes morgenmad, og i dag er julebordet ikke komplet uden den. Men vidste du, at silden efter sigende kan være ganske farlig at spise, hvis du ikke husker at fjerne dens sjæl og brække dens ryggrad? Det sætter sine tydelige spor i både kultur, sprog og tro at være en populær fisk.

Af alle fisk er silden den, der gennem historien har haft størst betydning for danskernes madkultur og for dansk økonomi. Under det store sildefiskeri i 1100-1400-tallet stod store stimer af sild i Øresund, og det fortælles, at der i efteråret var så mange sild, at skibene sad fast i stimerne, og at fiskerne kunne øse fisk op med hænderne. Saltede sild var Danmarks vigtigste eksportvare i perioden. Friske sild kan kun holde sig i kort tid, derfor saltede man sildene i tønder, så de kunne holde sig.

I Roskilde fjord var det primært ål og dernæst sild, der i 1700 og 1800-tallet haledes op af vandet, når fiskerbønderne var ude med deres net.

Det er ikke mange sure sild værd, at stå som sild i en tønde

Med den store betydning, sild har haft for både landets økonomi og for den daglige kost, er det ikke mærkeligt, at den har givet anledning til en hel del talemåder og folketro.

Den mest kendte talemåde er ”at stå som sild i en tønde”. Det henviser til den kompakte måde, sildene blev pakket på i tønderne på. Andre udtryk henviser til silden som handelsvare. ”Ikke mange sure sild værd” (en sur sild er ikke konserveret ordentligt og kan ikke sælges) og ”Det giver jeg ikke mange rådne sild for”.

At silden har fyldt meget i hverdagen og været et dyr, man har været meget fortrolig med kan også ses på talemåden ”at man kender sine sild på trækket”. Det betyder, at man ved, hvem man har med at gøre. Der er utallige af talemåder med sild, og deres blotte antal fortæller os noget om sildens store kulturhistoriske betydning.

Silden i Roskilde fjord tilhører arten Atlantisk sild (Clupea harengus). Foto: Public Domain

Her i Nordsjælland var det i 1800-tallet skik og brug at spise syltetøj til stegte sild.

Saltet sild til morgenmad og stegte sild med syltetøj

Fra 1100-tallet og helt op til 1850’erne var spegesilden et dagligt indslag i almuens kost, hvor den oftest serveredes til davre (morgenmad). At spege betyder at salte og tørre (oprindeligt at udmagre), men ordet er blevet bibeholdt i forbindelse med sild, selv efter man er holdt op med at lufttørre sildene før saltning.

Kigger man i de gamle kogebøger, findes der utallige opskrifter på sild, og i mange egnsretter spiller silden en hovedrolle. Her i Nordsjælland var det i 1800-tallet skik og brug at spise syltetøj til stegte sild. Tyttebærsyltetøj regnedes for det bedste. Tyttebærsyltetøjet fik man fra Sverige. Svenskerne kom sejlende med kasser af tyttebær, som de byttede med sild. Derfor hedder tyttebær på nordsjællandsk dialekt også ”krøsling” svarende til det svenske ”Krösen”, hvorimod den gamle fællesdanske betegnelse er ”krøsbær”. Inden silden steges og toppes med tyttebærsyltetøj drysses den med salt og ligger gerne og trækker i en times tid.

Spis endelig ikke sildens sjæl

Silden var også genstand for megen opmærksomhed i 1700- og 1800-tallets folketro. Det er ikke så ligetil at spise sild, som man skulle tro. Sildens svømmeblære – en lille sølvfarvet luftblære, der hjælper fisken med at holde en bestemt dybde – kaldte (og kalder) man for sildens sjæl. Sildens sjæl skulle man undgå at spise, sagde man, ellers fik man to sjæle! I stedet skulle den tages ud af silden og kastes op mod loftet. Blev den hængende fik ingen i huset koldfeber det følgende år. Mens man kastede, skulle man sige: ”alle sjæle til himmerig”.

Når silden var spist, skulle dens ryggrad brækkes itu, ellers ville man få sin egen ryg brækket/få dårlig ryg før tid. Nogle bønder fortalte endda, at troldfolk kunne sætte nyt næringsløst kød på silden, hvis man ikke havde brækket dens ryggrad. En karl ved Hadsund fik af madmoderen mange store fede sild, alligevel blev han mere og mere radmager for hver dag, der gik. Benraden lod han ligge ubrudt, og madmoderen, som var en heks, satte hele tiden nyt kød på silden. Den arme karl spiste sig selv til døde.

Andre sagde, at om natten ville hekse pille kødet af den person, som havde spist den uknækkede sild.

I efterårsferien blev der på Færgegården fortalt om sildens kulturhistorie, folketro og betydning for dansk madkultur, mens gæsterne kunne udforske sildens indre og være med til rense og tilberede den efter gamle opskrifter. Foto: ROMU, Daniel T. N. Rasmussen

Sildeskæl på båden er godt

Men selv inden silden er havnet på spisebordet, er der meget at være opmærksom på. Når det en klar sommeraften lynede i horisonten, mente man, at det var en stor sildstime, der vendte i havet. Man kaldte det et ”sildelyn”. Hvis der var mange sildelyn om sommeren, var det et varsel om god sildefangst i efteråret.

Når man havde været ude at fiske, gav det dårligt fiskeri i fremtiden, hvis man fjernede sildeskællene fra fiskerbådenes skotter, før man var kommet i havn. Først når fiskerbåde og garn var bragt i orden, måtte skællene skrubbes af.

Man mente også, at sildene havde en konge, der altid svømmede i spidsen af stimen. Fangede man sildekongen, gav det meget naturligt mange sild i garnene, men fiskeren skulle selv spise sildekongen, for ellers blev næste sildesæson dårlig.

Sild i fjorden i dag

I dag har sildefiskeriet ikke nogen væsentlig betydning i fjorden, selvom de vægtmæssigt kommer ind på andenpladsen. Fjorden har sin helt egen lokale stamme af sild, som lever hele deres liv i fjorden.

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

LÆS RESTEN AF SERIEN “MØD DYRENE I FJORDEN”:

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene

Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.

læs mere
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben

Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.

læs mere

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Lukket – grundet udstillingsombygning