29.10.2020
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om rejen
Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen
Almindelig reje (Palaemon adspersus). Den almindelige reje kaldes også for roskildereje eller fjordreje, og findes hyppigst i fjordens sydlige del. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen
I Roskilde fjord har vi både før og nu kunnet bryste os af at have den eftertragtede fjordreje, som anses for at være en luksuriøs delikatesse. Men vidste du, at fjordrejen faktisk ”bare” er en almindelig reje, der har fået et fancy kælenavn? Eller at fjordens hestereje til alle tider har været en upopulær spise – kun pga. dens farve?
Den pengeløse har ikke en rød reje, og hvis noget er værdiløst, siger vi, at det ikke er en rød reje værd. Rejefiskeri har udgjort en betydelig indtægtskilde for fiskerbønder gennem tiden, og det kan vi se afspejlet i vores sprog den dag i dag. ”Reje” kan også bruges som øgenavn til en lille spinkel person, og måske har du selv indimellem lavet et “rejehop”. Et lille hurtigt pudsigt hop, der minder om en rejes bevægelse. En reje har kraftige svømmeben på halen og kan ved hjælp af dem lave et baglæns “rejehop”.
Også i Roskilde fjord er der blevet fisket rejer – bl.a. de såkaldte roskilderejer/fjordrejer. Fjorden byder dog på flere forskellige rejearter. Dem man oftest vil fange er almindelig reje (Palaemon adspersus), tangreje (Palaemon squilla) og hestereje (Crangon crangon). Hesterejen foretrækker bar sandbund og findes derfor hyppigere i fjordens nordlige del, mens den almindelige reje og tangrejen foretrækker lavt vand med masser af ålegræs. De findes derfor hyppigst i fjordens sydlige del.
Fjordrejen – en almindelig reje med et kælenavn
De fleste kender og elsker den lækre lille fjordreje (også kaldet roskildereje), som vi med stor glæde spiser ny-pillet på et godt stykke brød. Vi er stolte af at have sådan en delikatesse ude i vores fjord, men faktisk er fjordreje/roskildereje slet ikke en artsbetegnelse. Det er kælenavne, som arten almindelig reje har fået i takt med, at den blev en mere yndet og delikat spise i 1800-tallet. ”Fjordrejen/Roskilderejen” kan altså fanges hele landet over og bestemt ikke fortrinsvis i Roskilde Fjord. I Gads danske Magasin fra 1909 bemærker den lettere irritable skribent:
”Det er rent og skært ”Københavneri” at kalde vor almindelige reje roskilderejen, fordi man i København har fået den falbudt under det navn – den kunne lige så godt kaldes tårbækrejen eller samsørejen eller 30 andre måske langt mere berettigede navne. At Limfjordens fiskere skulle kalde deres rejer roskilderejer er jo ganske absurd” (Gads danske Magasin 1909-10). Det var ikke ualmindeligt i 1800 og 1900-tallet at fiskere gav deres rejer navn efter, hvor de var fanget. Navnene solgte simpelthen bedre, når man faldbød sine varer til købstædernes byboere. Derfor kan man også støde på fx Holbækrejer og Limfjordsrejer.
Hesterejen – rejernes sorte får
Hesterejen bliver også kaldet for sandreje, rømøreje eller vadehavsreje. I Danmark har vi aldrig været særlig glade for at spise hesterejen på trods af, at den er ganske velsmagende. Det skyldes, at den ikke bliver rød, når man tilbereder den. Den bliver ved med at være grålig eller brunlig. Hesterejens skal indeholder ikke farvestoffet astaxanthin, som hos andre rejer bliver rødt ved kogning eller stegning.
Mange hesterejer fra de danske farvande sælges derfor til Tyskland og England, hvor de er en stor delikatesse. Denne aversion mod rejsens farve ligger faktisk implicit i det danske kaldenavn. Det at sætte ”heste-” foran i dyre- og plantenavne har en nedsættende betydning i forhold til noget andet, der er finere. Vi har fx også hestemakrel, hestebønner og hestekastanjer. Ifølge Ordbog over det danske sprog (ODS) betegner det en plante eller et dyr, der er af mere grov og ikke så værdifuld karakter, og som ikke er egent til menneskeføde. Modsat ægte kastanjer kan hestekastanjer fx ikke spises af mennesker, hestebønner blev før i tiden brugt som dyrefoder og hesterejen bliver altså ikke rød ved tilberedning. Ud fra samme logik kan man også være hestedum, og en hestebajer er slang for almindeligt postevand.
Hestereje (Crangon crangon). Hesterejen udmærker sig ved ikke at blive rød ved tilberedning. Derfor er den ikke en yndet spise i Danmark. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen
Pungrejen – slet ikke en reje
Der gemmer sig endnu et lille rejelignende dyr ude i fjorden, som man også kan fange på det lave vand. Den har kaldenavnet pungreje og ligner til forveksling en lille reje. Det er den bare ikke. Den er et lille fritsvømmende krebsdyr med artsnavnet almindelig kåre (Mysis vulgaris) eller tangmyside. Hunnerne har en pung på bugen, (som vi kender det fra kænguruen), hvor de kan bære rundt på deres befrugtede æg og senere også på de nyudklækkede unger. Kåren kan sagtens spises og smager ganske udmærket.
Dybvandsrejen – et kønsskifte undervejs
Dybvandsrejen (Pandalus borealis) lever ikke i fjorden. Den kan man derimod finde på 50-500 meters dybde i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Når den alligevel har fået lov til at få en plads her blandt fjordens forskellige rejer, så skyldes det, at der knytter sig en fun fact til den, som godt kan tåle at blive fortalt alligevel. Dybvandsrejen er nemlig ganske moderne i sin håndtering af køn. De første to år af sit liv er den hankøn, men skifter i en alder af tre år til hunkøn. Det trick mestrer ingen af fjordens rejearter.
Almindelig kåre (Mysis vulgaris) også kaldet en pungreje. Pungrejen er slet ikke en reje, selvom den ligner til forveksling. Foto: Public Domain
Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord
Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.
I samme serie
I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.
LÆS HELE SERIEN "MØD DYRENE I FJORDEN":
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene
Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne
De har lagt navn til et populært porcelæn. De kan efter sigende forudsige storm og endda helbrede pest. Og så blev de solgt som gødning i 1800-tallet og brugt som tilskudsfoder til æglæggende høns i 1900-tallet. Fjordens muslinger er alsidige, mystiske og mere spændende, end man lige skulle tro.
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om strandkrabben
Asken af små krabber kan med fordel drysses på bylder i anus… Det mente man i hvert fald i 1500-tallet. I 1800-tallet gav man levende krabber som legetøj til børnene, eller trådte dem ihjel på skibsdækket, fordi de havde ødelagt fiskerruserne. Krabben er et af fjordens mest fascinerende dyr. Den kan fx gro et nyt ben, hvis den mister det, trække vejret gennem vandet i sit eget skjold og tisse ud af kanaler ved øjnene.
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden
Indtil midt 1800-tallet var silden et fast indslag i danskernes morgenmad, og i dag er julebordet ikke komplet uden den. Men vidste du, at silden efter sigende kan være ganske farlig at spise, hvis du ikke husker at fjerne dens sjæl og brække dens ryggrad? Det sætter sine tydelige spor i både kultur, sprog og tro at være en populær fisk.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
