Vi har flere forskellige måder at tælle ned til juleaften på. Adventskransen markerer ventetiden til Herrens komme, mens kalenderlyset, papjulekalenderen og TV julekalenderen giver en lille god oplevelse hver dag i den svære ventetid.

De forskellige julekalendere

Danmarks ældste julekalender er en bladafrivningskalender fra 1930. På hvert blad var der en tegning og en lille julehistorie i vers. Den Gamle By i Aarhus har genoptrykt og sælger julekalenderen. Den første danske julekalender med låger er fra 1932.

Traditionen med julekalenderen kommer fra Tyskland, hvor den blev trykt allerede i 1908.

Pakkekalenderen kommer til Danmark efter Anden Verdenskrig. I begyndelsen lavede man selv selve kalenderen, hvor pakkerne skulle hænge, og gaverne var, i vore øjne, beskedne. Det kunne f.eks. være blyanter og viskelæder. Først i 1962 sendte Danmarks Radio for første gang en julekalender i fjernsynet.

Juletiden kunne førhen være en farlig tid. Onde kræfter vaktes til live i juledagene, og man kunne tage en masse varsler om fremtiden. To lys på julebordet kunne fortælle, om en af gårdens ægtefolk skulle dø, inden året var omme. Glemte man at tage vasketøjet ind fra gærderne i julen, betød det, at man skulle klæde lig, inden året var omme. Og så mange fluer, der sad på loftsbjælken juleaften, så mange hundrede daler ville manden kunne lægge på kistebunden. (Det var derfor vigtigt, at man ikke slog fluerne ihjel).

Lænkehunden kunne udpege den kornsort, der ville klare sig bedst det kommende år. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Lænkehunden spår om fremtiden

Juleaften tog man undtagelsesvis gårdens lænkehund ind i stuerne. Her blev den præsenteret for tre klatter grød på gulvet. De tre klatter symboliserede de vigtigste kornsorter man havde ude på marken: rug, byg og havre. Den grødklat, som hunden spiste først, ville blive den bedste afgrøde til næste års høst. Nu vidste man, hvor man gjorde klogt i at lægge et ekstra fokus.

Julebukken har ikke altid været så harmløs, som den halmbuk, vi pynter op med i dag. I 1600- og 1700-tallet var julebukken en uhyggeligt udklædt mand, der gik fra gård til gård for at lave ballade i julestuerne.

Det var som regel en af de unge karle, der havde klædt sig ud og pludselig brasede ind og afbrød festlighederne. Han var klædt i et hvidt lagen eller med et vædderskind over ryggen og med et bukkekranie bundet fast til issen.

Julebukken var som regel en karl, der havde klædt sig ud med et bukkekranie og et hvidt lagen. Foto: Line Landoria Jørgensen

Julegaverne var oprindeligt uindpakkede og blev delt ud af hjemmets patriark. Der var ofte tale om små gaver såsom et enkelt stykke legetøj til børnene. Det var for det meste kun hos den rige del af befolkningen, at børnene kunne forvente gaver. ”Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger…”, synger vi. Efter juletræet havde gjort sit indtog i Danmark begyndte vi nemlig at hænge julegaverne på træets grene – stadig uindpakkede. I 1890’ernes klunketid var pyntetrangen dog så stor, at selv ikke juletræet gik fri. Det blev pyntet så overdådigt, at der ikke længere var plads til gaverne på træet. Man begyndte derfor at lægge dem under træet i stedet for. I samme periode begyndte man også at pakke gaverne ind.

Tilhørte man ikke til den rigeste del af samfundet, havde gaverne i 1800-tallet mere praktisk karakter. Det kunne fx være nye strømper (eller hoser, som man kaldte det). Man havde også tradition for at give til de fattige i julen. Det kunne være aflagt tøj eller lidt julegodter. Med den stigende velstand i samfundet og julens kommercialisering er gaverne blevet større, dyrere og flere op gennem 1900-tallet.

I 1800-tallet hang julegaverne på træet, og de var ikke pakket ind. Foto: Public Domain

I 1890erne begyndte man at pakke julegaverne ind og lægge dem under juletræet. Foto: Line Landoria Jørgensen

”Først skal træet vises, siden skal det spises”. Når vi synger Peter Fabers julesang ”Højt fra træets grønne top”, tænker vi måske ikke så meget over, hvad det er, vi egentlig siger. Skal vi spise træet? Nej, det er ikke fordi, man i 1800-tallet spiste gran, men rigtig meget af pynten var spiselig. Blandt det, man kunne finde på at hænge på træet, var æbler, karameller, honningkager, nødder, rosiner og pebernødder i kræmmerhus.

Æblerne blev med tiden skiftet ud med glasæbler og de almindelige julekugler, vi kender og stadig bruger i dag.

Måske stammer traditionen med at hænge æbler på juletræet fra middelalderen. Allerede dengang var grantræet en del af den tyske kirkelige juletradition, og det spillede en af hovedrollerne, når man hvert år opførte passionsspil på Adam og Evas navnedag den 24. december. Passionsspillet var et dramatisk skuespil, der viste scener fra biblen. Den 24. december handlede det om syndefaldet, og et grantræ blev brugt som kundskabens træ. Grantræet er jo stedsegrønt, og man hængte naturligvis æbler på træet, når det nu skulle spille kundskabens træ.