”Først skal træet vises, siden skal det spises”. Når vi synger Peter Fabers julesang ”Højt fra træets grønne top”, tænker vi måske ikke så meget over, hvad det er, vi egentlig siger. Skal vi spise træet? Nej, det er ikke fordi, man i 1800-tallet spiste gran, men rigtig meget af pynten var spiselig. Blandt det, man kunne finde på at hænge på træet, var æbler, karameller, honningkager, nødder, rosiner og pebernødder i kræmmerhus.

Æblerne blev med tiden skiftet ud med glasæbler og de almindelige julekugler, vi kender og stadig bruger i dag.

Måske stammer traditionen med at hænge æbler på juletræet fra middelalderen. Allerede dengang var grantræet en del af den tyske kirkelige juletradition, og det spillede en af hovedrollerne, når man hvert år opførte passionsspil på Adam og Evas navnedag den 24. december. Passionsspillet var et dramatisk skuespil, der viste scener fra biblen. Den 24. december handlede det om syndefaldet, og et grantræ blev brugt som kundskabens træ. Grantræet er jo stedsegrønt, og man hængte naturligvis æbler på træet, når det nu skulle spille kundskabens træ.