En julepyntet stue fra 1700-tallet ville være svær at genkende for os i dag. Der ville hverken være nisser, julehjerter eller gran. I stedet prydede de fineste hvide tekstiler stuen som sengeforhæng, som dug på langbordet og måske som pyntegardiner ved vinduet. Der ville også være pyntet op med et væld af levende lys. Lysene var lavet af tælle (fedt fra et slagtet får), så normalt sparede man på dem. En del af julens glæder var at fråse med lyset og undslippe vintermørket for en kort stund.

Skulle nogen dø inden året var omme?

Langbordet i bondestuen var dækket med en fin hvid dug og på bordet stod to lys. Det var julens vigtigste lys, for de kunne varsle om fremtiden. Det ene lys symboliserede husfaderen, det andet husmoderen. De skulle helst brænde lige ned begge to, så ville der være fred og lykke i det kommende år. Men slukkedes det ene lys før det andet, skulle den person, som lyset symboliserede, dø inden året var omme. Holdt lysene ud og brændte ned samtidig, ville de begge overleve det næste år.