GLÆDELIG 15. DECEMBER
Den jul, vi fejrer i dag, begyndte først at tage sin form i slutningen af 1800-tallet. Inden da handlede julen om at holde nogle af årets eneste fridage, spise ellers usete mængder af god, fed mad og drikke en masse stærk gemmeøl. Julepynten bestod ikke af nisser, stjerner, juletræer og dekorationer, men af fine hvide tekstiler og masser af frås med levende lys.
Julen varede 12 dage
I 1700-tallet varede julen og julefreden i 12 dage, som gik fra 25. december til helligtrekongersaften d. 5. januar. I den periode var det forbudt at arbejde. Man skulle holde julefred og ikke lave andet på gården end at fodre dyrene. Man sagde, at intet måtte gå eller køre rundt. Det ville bringe uheld. Man kunne derfor fx ikke spinde eller vinde garn, væve stof, male korn, køre med trillebør eller hestevogn. Det var usædvanligt at have fri tid for langt størstedelen af befolkning, hvor 80% var bønder. Plejen af gård, mark og dyr holdt ikke ferie eller weekend, og derfor var julefreden i sig selv en stor del af det at holde jul.
Man skulle undgå at klæde lig
Hele december måned var der stor juletravlhed på gårdene. Hvis man skulle kunne holde fri i hele 12 dage, krævede det, at man havde ordnet en masse på forhånd. Der skulle laves julemad i massive mængder, der skulle slagtes dyr, der skulle bages – og så skulle der gøres rent og vaskes tøj. Rengøring og tøjvask var ikke en del af de daglige forpligtelser. Det var opgaver, som man kun kastede dig over få gange om året. Ved juletid ventede der derfor et kæmpe arbejde med at rense det forgående år ud og gøre klar til det nye. Det var dog ikke helt rengøring, som vi kender det i dag. Man skiftede sengehalmen så den blev fri for mus og rotter. Og man strøede sand ud på de lerklinede gulve, så det opsamlede al skidtet og var let at feje op. Man skulle også vaske alle gårdens tekstiler; sengeforhængene til alkoverne, duge, dynebetræk og familiens tøj. Man hængte det hele ud til tørre på landsbyens gærder, men det skulle tages ind inden jul da ”den, der klæder gærder i julen, skal klæde lig, inden året er omme”.
Slagtemåned
Den travle juleforberedelse begyndte allerede i november måned. November blev dengang også kaldt ”slagtemåned”, fordi man i denne måned skulle sørge for at slagte de dyr, der skulle bruges til julemaden. Man slagtede altid en gris og eventuelt et får. Der skulle laves både julesul og støbes lys til de 12 dage. Man støbte lys af tælle, som er fedt fra får, og julesulen bestod af skinker, flæsk, blodpølse, spegepølse, medisterpølse og rullepølse.
Store bagedag
På årets korteste dag, d. 21. december, skulle der bages. Man bagte store sigte- og hvedebrød, som var luksus i forhold til det daglige rugbrød. Man bagte også pebernødder, klejner og æbleskiver. Tjenestefolkene fik æbleskiver og sigtebrød som julegratiale, og der blev spillet kort om pebernødderne i juledagene.
Inden juleaften skulle man naturligvis også huske at få gnedet dyrenes tænder med sod og salt. På den måde var de beskyttet mod de onde kræfter, der kunne være på spil i juledagene.
Få gode historier og julehygge direkte i din indbakke.
