Ingen heks og ingen midsommervise

Ingen heks og ingen midsommervise

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN WEBSHOP NYHEDSBREV KONTAKT Ingen heks...
Heks, helgen og græsenke

Heks, helgen og græsenke

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN WEBSHOP NYHEDSBREV KONTAKT Heks,...
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN...
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN...
Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan

Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM KONKURRENCEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT...
Torturer en kat og hiv hovedet af en hane

Torturer en kat og hiv hovedet af en hane

ARKÆOLOGI RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDSBREV MUSEUMSKLUB FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID KONTAKT TIL FORSIDEN PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM KONKURRENCEN OM AT FÆRDES I NATUREN 10.02.2021 Torturer en kat og hiv hovedet af en hane Bag om...
Til top
X
post-5050

Kom til UHYGGELIG Allehelgen på Færgegården

BEGIVENHED

Kom til UHYGGELIG Allehelgen på Frederikssund Museum, Færgegården

06.10.2021

Ved du, hvordan man forhindrer en død i at gå igen, gør hekse så blide som kattekillinger eller beskytter sig mod de lumske trolde i skoven? NEJ?? Så må du hellere komme til Allehelgen på Færgegården i efterårsferien! (Hvis du altså tør…)

Når vi i efteråret fejrer Halloween, som er beslægtet med det gamle danske Allehelgen, er alle de overnaturlige væsener, gespenster og gengangere ude efter dig. Åmanden venter utålmodigt i vandet på et drukneoffer, Ellefolket vil holde dig fanget i den dybe mørke skov, heksen vil ødelægge alle dine ting, og de døde stiger op fra deres grav. Sådan tænkte man i hvert fald før i tiden.

Heldigvis er der meget, man mente man kunne gøre for at beskytte sig mod de onde kræfter. Så kom til Allehelgen på Færgegården, hvor vi gennem en række udfordringer og opgaver finder ud af, om vi med fortidens tips og tricks kan vinde kampen mod de onde væsener og uhyggelige genfærd.

Hver time begynder en tur rundt i museumshaven, hvor en gys-og-gru-ekspert vil tage jer med ud på en mission for at afværge det onde. Turen varer ca. 1,5 time.

Tid: 18.-22. oktober kl. 11-12.30, 12.00-13.30 og 13-14.30.

Sted: Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.

Pris: 0-18 år: Gratis, men pladsreservation kræves. Børn skal være ifølge med en voksen.
Voksne: 50 kr. (+ billetgebyr)
Billetter købes/reserveres via billetto.dk. 

 

ROMUs mange efterårsferieaktiviteter

Inspiration til mere sjov i efterårsferien:

Der er aktiviteter for alle, når ROMUs besøgssteder inviterer til efterårsferiesjov i Lejre, Frederikssund og Roskilde kommuner. Bliv detektorfører for en dag i Lejre eller bryg din egen æblemost på Tadre Mølle. På RAGNAROCK kan hele familien løse gåder på Roskilde Festivalplads, og dybt under Stændertorvet midt i Roskilde kan du hjælpe politiet med at opklare en mordsag!

Hele programmet kan ses på www.romu.dk/efteraarsferie

 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

post-4790

Heks, helgen og græsenke

BEGIVENHED

Heks, helgen og græsenke

 

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Valborgsaften og 1. maj

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

22.04.2021

På Valgborgsaften tændte man bål og vågede ved det hele natten. Det var en måde, man kunne beskytte sig mod onde kræfter og onde væsener på. De var særligt aktive på denne aften. Et sådan vågeblus skulle tændes med vild ild; ild lavet fra bunden med to stykker træ. FOTO: Wikimedia commens.

Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

Valborgsaften falder aftenen før d. 1. maj, som er Valborgsdag – også kaldet Voldermisse (valborgmesse). Det hedder den, da den er helgendag for Sankt Walpurga, som døde i 779. Hendes navn er fordansket til Valborg. Valborg var en engelsk prinsesse, missionær og abbedisse, der som ganske ung blev sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Ud over at lægge navn til dagen, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund.

En hedensk bålfest og vågenat

Sankt Valborg blev helgenkåret d. 1. maj 870, og det var nok ikke spor tilfældigt, at hendes helgendag skulle falde på netop denne dag. Her lå nemlig allerede en ældgammel hedensk forårsfest, som markerede overgangen fra vinter, goldhed og mørke til sommer, frugtbarhed og lys. Et formentlig strategisk træk fra kirkens side, så folk kunne blive ved med at feste på de mærkedage, de var vant til, men nu under en kristen fortælling.

Den folkelige fejring af Valborgsaften var en bålfest og vågenat. Man tændte bål og vågede ved det gennem hele natten. På Valgborgsaften var det for farligt at blive inden døre, mente man. Denne aften var alle de overnaturlige kræfter og væsener nemlig særligt aktive og farlige. Det gjaldt for alle store overgangsperioder. Her var det overgangen mellem vinter og sommer og senere ville det fx til Allehelgensaften være overgangen fra sommer til vinter. Ved sådanne lejligheder gjorde man klogest i at tænde ild, og våge ved det natten igennem for ikke at blive overlistet af hekse og andre ubehagelige eksistenser.

Kun ”vild ild” kan bruges

For at vågenatten skulle være succesfuld, var det vigtigt, at Valborgsbålet blev tændt med vild ild. Det vil sige, at den skulle laves fra bunden, og altså ikke bare hentes ud fra køkkenets ildsted eller stuens brændeovn. Allerhelst skulle den laves ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Man kaldte valborgsilden for ”at brænde blus”. Et blus kunne både være et bål, men til nøds også ild, der blev tændt i en tjæretønde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke, så den kunne ses langvejs fra. På den måde sikrede man sig, at man skræmte så mange af væsenerne væk som muligt.

Statue af Sankt Walpurga. Valgborgsaften er Sankt Walpurgas (på dansk Valborgs) helgenaften. Hun var en engelsk prinsesse, missionær, der blev abbedisse i det nuværende Tyskland. Ud over at lægge navn til, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund. FOTO: Wikimedia commens. 

Heksene flyver ad Hekkenfeldt til

Oprindeligt havde heksene ikke noget med hverken Valgborgsaften eller Sankt Hans at gøre, men det får de på Valgborgsaften i 1600 og 1700-tallets landbosamfund. Man forestillede sig, at de den aften fløj til heksesabbat – altså til fest med djævelen. I Tyskland og Holland kaldes natten stadig for ”Heksenatten”. I Danmark har vi senere hen forskudt ”heksenatten” til Sankt Hans. På Valgborgsaften fløj de danske hekse til Tromsø kirke, mente man, mens man i Tyskland mente, at de samledes i Bloksbjerg. Tromsø var så langt mod nord, at det regnedes som tæt på grænsen til hedenskabet.

Heksene kunne også flyve til Hekkenfeld (ad Hekkenfeldt til) i Island. Det var heldigvis ikke noget problem, at heksene fløj så mange steder hen for at feste med djævelen, for han kunne sagtens være flere steder på en gang – djævelsk som han var. Heksene var altså nogle af de overnaturlige væsener, man ville skræmme ved at tænde bål. Enhver ved jo, at ild holder hekse væk…

Dans, druk og hor

Når man nu skulle holde sig vågen hele natten, kunne man lige så godt hygge sig, og den lejlighed greb særligt de unge ugifte. Mens ældre, gifte folk og børn trak sig tilbage hen på natten, festede de unge videre i bålets skær. Der blev spist, drukket og danset til den lyse morgen, hvis de unge da ikke parvis var forsvundet ind i skoven inden…

Det gik lystigt til, alt for lystigt, mente præsterne, men selvom de prøvede, var det svært at komme en så indgroet skik til livs. Det kunne være svært for de unge ugifte at holde sig på dydens smalle sti Valborg nat. Og det gjaldt ikke kun herhjemme i Danmark. En engelsk gejstlig bemærker i 1585: ”Jeg har hørt af troværdige vidner, at af 60 eller 100 piger, der Valborg nat går i skoven, kommer knap en tredjedel med æren tilbage i behold.” Mændenes ære (mangel på samme eller rolle i miseren) var der naturligvis ingen, der talte om.

Udskammet med øgenavne og grimme brudekranse

Skulle en kvinde have så dårlig moral, at hun havde ladet sig lokke til skovs og været så uheldig, at hun blev besvangret, men efterfølgende svigtet af karlen, blev hun nedsættende kaldt en ”græsenke”. Hun havde jo ladet sig forføre på græsset. Med barn uden for ægteskabet kunne det være svært for en kvinde at finde en mand, der ville gifte sig med hende, men skulle det alligevel lykkes hende, måtte en græsenke ikke bære en almindelig smuk brudekrans til sit bryllup. I stedet skulle hun bære en krans af halm eller hø, som en form for udskamning og ”brændemærkning” af hendes slette karakter.

Sommeren var på vej og ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen, kunne de ”ride sommer i by”. Ved hjemkomsten bar sommerbebuderne også gerne blomsterkranse i håret.

De red sommer i by

Hvis de unge ikke allerede var draget i skoven parvis, mens det stadig var mørkt, gjorde de det meget tidligt om morgenen d. 1. maj. De skulle finde et majtræ eller nogle majgrene, som de kunne bringe med tilbage til landsbyen. En majgren var en udsprunget bøgegren med friske nye knopper. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Sommeren var på vej og ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen, kunne de ”ride sommer i by”. Ved hjemkomsten bar sommerbebuderne også gerne blomsterkranse i håret.

Nogle steder kunne man finde på at tage et helt lille bøgetræ med tilbage. Det blev sat i landsbyens fælles midte, hvor man også lavede en bænk af græstørv, ”Majbænken”. Majbænken og majtræet blev pyntet med kranse og bånd, og man dansede omkring træet og holdt endnu et gilde den følgende nat. Nogle steder pyntede man et allerede eksisterende træ eller opstillede en majstang, som vi kender den fra nutidens Sverige og deres midsommerfejring.

Det var ikke kun majtræ, majstang og majbænk, der blev pyntet. Karlene i landsbyen red 1. maj optog gennem byen med de ny-udsprungne bøgegrene, og de pyntede deres heste til lejligheden. På den måde red de sommer i by fra gård til gård.

Når de ankom til en gård, stak de en majgren op i taget over porten eller døren og sang majvisen. På gårdene fik de som tak mad og drikke til aftenens fællesgilde. Ideen var, at man gav hvad man formåede, og alt efter om karlene fandt mængden passende eller ej, sang de forskellige vers til afsked. Havde man på gården givet, hvad der svarede til dens formåen, sang karlene:

”Nu takker vi Eder for jer gav.
Og drikker jer skål udi vort lav”

Men havde de været nærrige, sang karlene:

”Og hvem som haver og intet gir
Gid fanden vil støde ham op og ni´r
Og læg jer så ned i dovne krop
til lopper og lus de æder jer op”

At blive besunget på den måde kunne være en betydningsfuld markering af gårdens anseelse og placering i landsbyfællesskabet. At være udskammet som nærig kunne nemt blive et problem i en lille landsby, hvor man måtte arbejde tæt sammen for at skaffe føde på bordet og leve op til godsets krav.

Tidligt om morgenen efter vågenatten, drog de unge til skovs for at finde majgrene. En majgren var en ny-udsprunget bøgegren. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen d. 1. maj, kunne de unge ”ride sommer i by”. FOTO: Wikimedia commens.

Nye gadelam, gadebasser og ny oldermand

Blandt de unge ugifte karle valgte man på 1. maj en ”majgreve”. Majgreven skulle vælge sig en ”majdronning” eller ”majbrud” og danne par af de resterende ugifte i landsbyen. Manden i et sådant par kaldtes for gadebasse og kvinden gadelam. Var man gadelam og gadebasse med hinanden betød det, at man skulle følges ad til landsbyens fester ind til 1. maj næste år.

Der fulgte også forpligtelser med til at være hinandens gadelam/gadebasse. Fx skulle parret danse et vist antal danse med hinanden ved gilderne, og gadebassen kunne holdes ansvarlig for sit gadelams dyd. Kom hun i omstændigheder, kunne han i visse tilfælde blive nød til at gifte sig med hende. Uanset om det var ham, der havde ligget med hende eller ej. Samtidig var gadelams-skikken en måde, hvorpå de unge fik mulighed for at lære hinanden at kende og måske eksperimentere på en legitim måde.

For de gifte folk var 1. maj også en mærkedag – om end på en lidt anden måde. 1. maj skulle der nemlig vælges en ny oldermand til landsbylauget. I landsbylauget tog man de vigtige fælles beslutninger om landbrugets dyrkningsfællesskab, og ansvaret med at være oldermand gik på omgang. Ikke blandt kvinder, børn, tyende og jordløse naturligvis – men blandt det man kaldte ”byens mænd” – altså gifte gårdfæstere.

Rønnekviste forudser ægteskaber

Som oldermand eller en af ”byens mænd” var det ikke uvæsentligt at kende og kunne tage højde for vejret, når de store beslutninger om markernes dyrkning skulle træffes. Og Valgborg dag og aften bød på mange forskellige former for vejrvarsler. For eksempel sagde man: “Er det tørt på Valborg dag, så får vi en dårlig sommer” Og ”Hvis det fryser til Valborg, vil vi få frost i endnu 40 nætter”.

Man skulle også holde øje med rugens højde da: ”Rugen skal på denne dag kunne skjule en lærke – eller en kragefugl – ellers bliver det en dårlig sommer”. Meget var på spil. En dårlig sommer betød færre afgrøder, og det kunne betyde mangel og sult i vinterhalvåret.

Valborgsaften gav også kærestefolk eller forelskede mulighed for at tage varsler om fremtiden og spå om kærligheden. Den, der ville tage varslet, skulle nævne navnet på en mand og en kvinde, samtidig med at han/hun satte to rønnekviste op mellem loft og tagbjælke. Hvis kvistene senere slog rod, kom de to til at danne par i virkeligheden.

To rønnekviste sat op mellem loft og tagbjælke på Valgborgsaften kunne forudsige, om den påtænkte mand og kvinde ville komme til at danne par i virkeligheden. Hvis kvistene slog rod, ville de finde sammen – ellers ikke. FOTO: Wikimedia commens.

Kilder:

August F. Schmidt: ”Leksikon over landsbyens gilder – Festskikke og Fester på Landet”, Rosenkilde og aggers forlag1950

Ib Askholm: ”Den gamle danske vejrbog”, Askholms Forlag 2005

Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997
Ruth Gunnarsen: ”Vore gamle kalenderdage – tro, overtro, varsler”, Lademann

 

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

post-4710

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

BEGIVENHED

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om påske

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

26.03.2021

(Påske)ægget har til alle tider spillet en central rolle i påskefejringen. Førhen var der dog ikke tale om chokolade æg men om rigtige hønseæg. Høns lægger ikke naturligt æg hele året rundt så de første æg, hønsene lagde i foråret omkring påske, var i landbosamfundet et symbol på den livskraft og frugtbarhed, som foråret bragte efter en lang hård vinter. FOTO: Daniel T.N. Rasmussen/ROMU.

Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før-kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

Påsketid bebudede nyt håb og en ny begyndelse. I Frankrig holdt man faktisk påske og nytår samtidig indtil 1556, hvor man skiftede kalendersystem. I England fejrede man nytår d. 26. marts helt indtil 1752. Forårets store betydning for landbobefolkningen vidner om den afhængighed af naturens og dens luner, man var underlagt. Foråret var derfor en periode, hvor man var meget opmærksom på vejret, som havde afgørende betydning for pløjning, forårssåning, afgrødernes vilkår og dyrenes velbefindende.

Påsketiden var altså varslernes tid. Man sagde fx, at ”påskesommer giver pinsevinter” og at ”grøn påske varsler hvid jul – men hvid påske varsler grøn (mild) jul”. Regner det skærtorsdag bliver det en god høst: ”Skærtorsdags tø lover mange læs hø.” Regner det langfredag, er det derimod et varsel om et køligt forår og en dårlig rughøst. Dog kunne et enkelt kortvarigt solglimt på langfredag omstøde alle andre negative varsler. Der var meget, at holde øje med, og vejret var ikke det eneste, for en magisk periode var også en farlig periode, hvor andre magiske kræfter ligeledes var på spil – blandt andet heksene.

Hekse med potter og pander på hovedet

Onsdag eftermiddag før skærtorsdag (askeonsdag) var det skt. Skadeaften. På skt. Skadeaften mente man, at heksene var særligt aktive. De skulle nemlig til heksemøde i Bloksbjerg. Heksene var derfor på udkig efter ting, de kunne flyve på, og alle slags større redskaber kunne bruges. Var en heks først redet afsted på et redskab, ville det bringe uheld resten af året, når man brugte det. Derfor skulle man sørge for at tage alle løse redskaber inde døre, så heksene ikke kunne bruge dem. Potter og pander var også i fare, for heksene skulle efter sigende ynde at bruge dem som (usynlig) hovedbeklædning. Hvis heksene ikke fandt redskaber at ride på, kunne de flyve på skader. Derfor sagde man, at man skt. Skadeaften ikke ville kunne få øje på én eneste skade. Heksene nøjedes dog ikke med at bruge skaderne som ridefugle. Ifølge folketroen lagde de skaderne på ryggen under festen i Bloksbjerg og brugte deres gump som drikkebæger.

Et hønnike æg er det første æg en høne lægger.

Stål til kamp mod hekse

Man kunne beskytte sig mod hekse ved at ståle. Dvs. at placere noget af stål (fx en kniv) over hoveddøren. Gjorde man det, kunne hun ikke kunne komme ind gennem døren. Man kunne også ståle i møddingen, så heksen ikke kunne stjæle eller gøre skade på den dyrebare gødning.
Var man derimod nysgerrig efter at se heksene drage afsted, kunne man lægge sig under en rive med tænderne opad på en korsvej. På den måde, var man beskyttet, mens man kunne ligge og se heksene flyve forbi. De fleste holdt sig dog inde, hvor de var i sikkerhed.


Magien ved et hønnike-æg

Hekse levede normalt forklædt som helt almindelig mennesker blandt alle andre i landsbyen, så skærtorsdag morgen gik de, som alle andre, også i kirke. På denne dag kunne de dog blive afsløret ved hjælp af et hønnike-æg og en uvidende karl eller pige. Et hønnike æg er det første æg en høne lægger. Sneg man det ned i lommen på en intetanende karl eller pige, ville vedkommende under kirkegang kunne se nogle mærkværdige syner. Midt blandt kirkegængerne ville han eller hun pludselig se koner med sælsomme hovedbeklædninger; nemlig de (ellers usynlige) gryder og pander, som hekse ynder at have på hovedet. Efter kirke kunne karlen eller pigen så afsløre for alle de andre, præcis hvem i landsbyen, der var heks.

Gennem vinteren var grønkålen en af de eneste vitaminkilder man havde. I påsken begyndte landskabet igen at blive grønt, og det var derfor skik, at man skærtorsdag kogte suppe på flæsk, grønkål og otte andre forskellige slags grønt, som man kunne finde ude i naturen. Nikålssuppen, som det hed, ville så overføre livskraften fra de grønne forårsskud til dem, der spiste den. FOTO: Daniel T. N. Rasmussen/ROMU.

Påskeægget varsler forår

Hønnike-ægget besad altså en form for magi, men påskens æg blev i det hele taget anset for at have en helt særlig iboende kraft. I et mere eller mindre selvforsynende landbrugssamfund, bebudede ægget vinterens afslutning og forårets komme. Høns lægger nemlig ikke æg hele året rundt. Ligesom koen holdt op med at give mælk, når den skulle klare sig på den sparsomme vinterfoder, lagde hønen ikke æg gennem vintermørket. De første æg, der blev lagt omkring påske, hvor dagene igen blev mildere, længere og lysere, blev derfor et mærkbart symbol på livskraft og frugtbarhed. Ægget indeholder kimen til liv. Ægget spillede derfor en helt central rolle i påskefejringen, hvor man ønskede at overføre æggets livskraft og frugtbarhed til dyr, mennesker og afgrøder.

I påsken gav man æg til hinanden som gaver, og karle og piger fik i 1700-tallet æg som en del af lønnen. Børnene gik fra gård til gård og sang for æg. På trods af at æggene ikke var af chokolade, som de er i dag, så var de en lækker og sjælden delikatesse. Vi skal helt op til slutningen af 1800-tallet før det typiske påskeæg var et sukkeræg, og endnu længere før chokoladeægget bliver udbredt i 1920’erne og 30’erne.

Pikke æg

Både børn, og de unge ugifte karle og piger brugte deres æg til at lege med påskesøndag, inden de spiste dem. Man havde en række forskellige konkurrencer, hvor man kunne tabe og vinde æg fra hinanden. Inden man legede med dem, dekorere man som regel æggene. Det gjorde man ved at koge dem sammen med fx løgskaller eller rødbeder, så skallen tog farve af dem. Hvis man inden kogningen tegnede på ægget med et tællelys/stearinlys, ville det ikke tage farve de steder, der var tegnet. På den måde kunne man lave et flot mønstret æg. Man kunne også binde et flot blad eller en blomst fra haven om ægget med en snor inden kogningen, eller ridse et mønster i ægget med en nål efter kogningen.

Det var et væld af forskellige æggelege, man kastede sig over påskesøndag. En af de mest brugte i det østlige Danmark var at ”trante æg”. Man skiftedes til at trille æggene ned at en bakke, hvor det gjaldt om at ramme de andres æg eller trille længst. Man vandt de æg, man ramte. Man kunne også vinde hinandens æg i en anden populær leg, som hed at ”pikke æg”. Når man pikkede æg, skulle man slå de spidse ender af æggene sammen. Den hvis æg først gik i stykker, havde tabt.

 

Man dekorerede sine påskeæg ved at koge dem med løgskaller, så æggenes skaller blev farvede i orange og brunlige nuancer. Bagefter kunne man ridse et mønster i ægget med en nål. FOTO: Daniel T. N. Rasmussen/ROMU.

Grøn suppe og skidne æg

Det er ikke kun ægget, der havde en særlig plads på spisebordet i påsken. Skærtorsdag spiste man mange steder ”nikål” eller ”nikålssuppe”. Se opskrift her.
Nikålssuppen var en forårssuppe, der skulle overføre livskraften og frugtbarheden til gårdens folk. Gennem vinteren havde det været meget sparsomt med grønt til kosten. Kun kålgårdens grønkål kunne modstå frost og være vitaminkilde. Derfor tog man skærtorsdag kurven under armen og gik ud for at samle ni forskellige slags grønt til dagens suppe. Grønkålen var som oftest én af dem, men de resterende otte kunne være hvilket som helst forårsgrønt (brændenælder, græsstrå eller forårsknopper). Suppen, som kogtes på flæsk, skulle efter sigende have positive indvirkninger på helbredet. Kraften fra de nye spirer ville overføres til kroppen, og man ville være sund og rask det kommende år. Spiste man derimod ikke nikål på skærtorsdag kunne det give hovedpine, rygsmerter eller maveonde i det kommende år. Nogen steder sagde man ligeledes, at man på et fastende hjerte skulle spise et æble påskemorgen. Det ville værne mod rygværk og andre ubehageligheder.

Langfredag fik man rugmelsgrød eller anden beskeden mad, som var passende på dagen for frelserens lidelser. Langfredag var der heller ikke noget, der måtte køre rundt. Alt der løb rundt ville forøge Jesus pine, mente man. Til gengæld måtte der fart over feltet påskelørdag – også kaldet ”stumpelørdag”, fordi dagen var alt for kort til alt det, man skulle nå. Lørdagen før påskesøndag var vaske- og rengøringsdag. Derfor hed dagen i folkemunde også ”skiden lørdag”. Alt skidtet skulle drives bort den dag. Middagen bestod af ”skidne æg”. Trods det ucharmerende navn, består skidne æg af hårdkogte æg i sennepssovs og er ganske velsmagende.

Man binder hinanden

I dag kan man være (u)heldig at modtage et gækkebrev op til påske. Har man ikke gættet, hvem det kom fra inden påske, er man afsenderens gæk (nar) og skylder et påskeæg. Gækkebrevet i den form er fra 1900-tallet og en forholdsvis ny skik, men gækkebrevet har en forgænger i 1600 og 1700-tallets bindebreve. Bindebreve blev dog ikke sendt i påsken, men på modtagerens navnedag. Med bindebreve kunne man binde modtageren til at give et gilde. Man kunne blive bundet på flere forskellige måder. Fx ved at afsenderen lagde brevet et sted, hvor modtageren ikke ville kunne undgå at se det, eller ved at skrive en slags gåde i brevet, som skulle løses. I andre tilfælde kunne brevet indeholde en knude, man skulle løse. Det var som regel umuligt, da knuden var bundet i meget tynd tråd eller endda tegnet direkte i brevet. Andre gange kunne bindebrevene have mere karakter fra kærlighedsbreve, som bandt de forelskede til hinanden.

En af de mest brugte påskelege i det østlige Danmark var at ”trante æg”. Man skiftedes til at trille æggene ned at en bakke, og det gjaldt om at ramme de andres æg eller trille længst. Man vandt de æg, man ramte. FOTO: Daniel T. N. Rasmussen/ROMU.

Kirken låner påskeægget

Påsketraditionerne er et rigtig godt eksempel på en fusion mellem de gamle hedenske folketraditioner og kristendommen. Som mange andre af de højtider og traditioner, vi fejrer i dag, overtog kirken den gamle vårfest, og modellerede den kirkelige påskefejring over den. Både for 1700-tallets bondesamfund og for os i dag, kan vi derfor ganske uproblematisk fejre Kristi genopstandelse og dekorere påskeæg samtidig. Fx var forårsægget centralt for den hedenske vårfejring, men i den katolske kirke begyndte man i 1100-tallet (måske før) at indvie de første forårsæg til påske. Æggene var efter den kirkelige indvielse nu påskeæg, og kirken knyttede en direkte forbindelse mellem ægget og Jesus ved at beslutte, at påskeægget (med kimen til nyt liv) officielt skulle være symbol på Jesu opstandelse.

Efter reformationen i 1536 måtte kirken ikke foretage indvielserne længere, men det var svært for befolkningen af vænne sig til. Nu var det jo ikke et rigtig påskeæg, hvis det ikke var blevet indviet af præsten. I kredse hvor man havde penge nok til den slags, hyrede man derfor nogen steder en munk eller præst til at indvie dem i smug.

Kilder:

Frilandsmuseet
Historie-online
Ib Askholm: ”Den gamle danske vejrbog”, Askholms Forlag 2005
Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997
Gorm Benzon: ”Blandede bolsjer – antikviteter, folketro og kultur”, Det bemzonske forlag 1975

Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan her. 

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-4644

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

BEGIVENHED

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om aprilsnar

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

26.03.2021

Drengen: ”Mo’er, véd Du hva’! Mens du har været borte, har Storken været her med en lille Bro’er! —- Aprilsnar!!” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1889, men helt tilbage til 1600-tallet har vi drevet gæk med hinanden i Danmark. F.eks. kunne man finde på at sende hinanden afsted efter en sengevarme eller messingståltråd. Illustrastion: Wikimedia Commons.

”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.”  ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

At gøre hinanden til aprilsnar er noget, vi har praktiseret i Danmark siden 1600-tallet. Man kaldte det at ”vise én april”, at ”gække en til at løbe april” eller ”vise én om by med et aprilsbrev”. Det skyldes, at skikken dengang gik ud på, at sætte folk i løb efter at se noget ikke-eksisterende (fx en ildebrand) eller efter en ikke-eksisterende genstand. Når godtroende folk ”løb april”, kunne de blive sendt afsted efter et håndelag eller en røgvender. Det er en skik, man også kender fra håndværkerlaugenes indvielsesritualer og behøvlinger af lærlinge, som nogle steder stadig praktiseres den dag i dag. Det kan fx være en lærling, der sendes afsted efter en ny boble til vaterpasset. Folkloristen H. F. Feilberg fortæller i 1800-tallet, hvordan man også jævnligt – og ikke kun til 1. april – kunne finde på at drille børn ved at sende dem ud i disse tvivlsomme ærinder. 1. april kunne det dog gå ud over alle, så alle aldersgrupper kunne løbe efter ting som sengevarme, en rugbrødsforlænger eller en messingståltråd den dag.

“I Frankrig kaldes første april for ”poisson d’avril”, som betyder aprilsfisk. En del af narreriet går nemlig ud på, at man skal klistre en papirfisk på ryggen af sit offer, og gøre dem til aprils-nar eller –fisk.”

Fra det antikke Rom eller en fransk aprilsfisk

Skikken med at lave aprilsnar er stadig meget brugt i dag – især i medierne. Det er samtidig en af de skikke, vi faktisk ikke rigtig kender oprindelsen af. Hvorfor skal vi d. 1. april snøre hinanden med mere eller mindre vilde historier, som giver os håneret over offeret? Som sagt ved vi det ikke, men der er flere forskellige bud på det.

Helt tilbage i det gamle Rom havde man en lignende skik knyttet til nytårsfejringen: qurinalerne eller quirinaliefest. Måske kan vi føre den danske aprilsnar helt tilbage dertil, men herhjemme lavede man ikke aprilsnar med hinanden før engang i 1600-tallet. Et andet bud er, at skikken er kommet til os fra Frankrig og stammer fra den katolske kirkes kalenderskifte i 1500-tallet. Ved skiftet fra den julianske til den gregorianske kalender, flyttede man nytåret fra slutningen af marts til den nuværende 1. januar. Ud over at man i Frankrig allerede havde en skik med at narre eller drille hinanden til nytår, så betød flytningen af nytåret også, at man gjorde grin med dem, som stædigt holdt fast i at fejre nytår i slutningen af marts. I Frankrig kaldes første april for ”poisson d’avril”, som betyder aprilsfisk. En del af narreriet går nemlig ud på, at man skal klistre en papirfisk på ryggen af sit offer, og gøre dem til aprils-nar eller –fisk. Da mange protestantiske lande dog allerede praktiserede skikken inden kalenderskiftet, er flere kulturhistorikere skeptiske overfor denne forklaring.
Et tredje bud går på, at narreriget har rødder helt tilbage til forhistoriske frugtbarhedsritualer, hvor de handlede om forårets komme.

Det at narre eller gække hinanden har været tæt knyttet til skift i årstiderne. Særligt forårets begyndelse var en vigtig begivenhed i det gamle landbosamfund. De nye friske afgrøder var på vej, og forårsvejret ville betyde forskellen på et tomt eller fyldt forrådskammer til den næste vinter. Naturen gækker med mennesket, og mennesket gækker med hinanden. FOTO: Wikimedia commons.

Et frirum, hvor man brød gængse normer

Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man kan finde i de fleste kulturer, og dagene er som regel placeret i forbindelse med særlige overgange eller vigtige skift i årets og naturens cyklus. Fx i forbindelse med nytår, de sidste vinterdage eller forårets komme. Særligt forårets begyndelse var en vigtig begivenhed i det gamle landbosamfund. Nu var det snart slut med at leve af vinterforrådet. De nye friske spirer ville snart vise sig, og vejret til forår og sommer ville betyde forskellen på et tomt eller fyldt forrådskammer til den næste vinter. Man tog hundredevis af forskellige vejrvarsler i løbet af vinteren og foråret, for at forsøge at forudsige og kontrollere den ukontrollerbare natur. Naturen gækker med mennesket, og mennesket gækker med hinanden.

De afgørende tidspunkter i naturens cyklus har ofte givet anledning til skikke, hvor hverdagens normer vendtes på hovedet. Til 1. april kunne man gøre sin nabo til aprilsnar og 1. maj til majkat. Det kunne også være sådan noget som at klæde sig ud til fastelavn, hvor man vendte verden på hovedet ved, at mænd udklædte sig som kvinder, og kvinder optrådte i mandsdragter. På den måde var årets og naturens overgange en mulighed for at lave et frirum, hvor man kortvarigt kunne opføre sig på en måde, der ellers var social uacceptabel.

 

 

Kilder:

www.historie-online.dk
Dansk folkemindesamling
Ruth Gunnarsen: ”Vore gamle kalenderdage – tro, overtro, varsler”, Lademann
Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997

I samme serie

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-4424

Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan

BEGIVENHED

04.04.2020

Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan

Af museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Foto ROMU, Daniel Tarkan Nacak Rasmussen

Læs her alt, hvad du behøver vide for at få en vellykket påske – hvis du altså spørger dine forfædre fra 1800-tallet. 

Det kan være svært at finde på, hvad man skal lave med familien i påsken, nu hvor COVID-19 betyder, at vi ikke kan rejse eller holde påskefrokoster. Men heldigvis er der hjælp at hente i de gamle traditioner fra 1800-tallet. Her får du en noget atypisk aktivitetsplan for påskedagene.

Askeonsdag: beskyt-dig-mod-heksene-dag

Askeonsdag skal du være ekstra opmærksom på hekse. I påsken, og særligt askeonsdag aften, samles de i store flokke. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at fjerne alle løse redskaber, som en heks ville kunne flyve på. Det åbenlyse er at fjerne alle koste, men hekse er kreative og kan flyve på alt muligt, så vær grundig, når du rydder op på altanen eller i haven. Tag endelig også alle dine potter og pander med indenfor. Dem kan heksene nemlig godt lide at gå rundt med på hovedet.

Hvis du går en tur onsdag eftermiddag, så læg mærke til, at der stort set ingen skader er at se derude. Heksene bruger nemlig fuglene til at ride på. Men pas på! For en heks kan også godt finde på at forvandle mennesker til heste og ride på dem.

Er du meget nysgerrig, kan du lægge dig under en rive med tænderne opad ved en korsvej. På den måde er du godt beskyttet og kan ligge og se heksene flyve forbi.

Skærtorsdag: Lav-nikålssuppe-dag

I dag skal du lave og spise nikålssuppe. Det er en grønkålssuppe kogt på flæsk med ni forskellige slags grønt. Forårssuppen giver dig kraften fra alle de nye forårsspirer, og spiser du den skærtorsdag vil du være sund og rask resten af året. Find alle de grøntsager, du har i køleskabet, men gå også ud i naturen og pluk en masse friske grønne skud. Det kan være hvad som helst, der kan spises. Bare det er grønt og forårsfriskt.

Opskrift:
1 stok grønkål
100 gr. af hver slags grønt

1 kg kartofler

Byggryn til jævning

½ kg saltet flæsk
2½ l vand (til at koge flæsken i)

Langfredag: kede-dig-dag

I dag skal du kede dig. Langfredag er en laaang, kedelig dag. På denne dag blev Jesus pint og korsfæstet, og det er derfor en sørgedag.

Det er meget vigtigt, at du ikke får noget til at køre rundt i dag. Alt der løber rundt vil forøge Jesus pine, så lad endelig spinderokken, foodprocessoren og vaskemaskinen stå stille. Bliver det hele lidt for kedeligt, kan du lave dig et ris – altså ligesom et fastelavnsris. Den, der kommer først op langfredag morgen, må rise alle de andre op af sengen.Øverst på formularen

Du skal ikke kun spise æg, du skal også farve dem. Æggene skal du bruge i morgen til alle påskelegene.

Illustration ROMU, Trine Sejthen

Skidenlørdag: Farv-æg-med-løgskaller-dag

I dag har du travlt. Påskedag eller skidenlørdag er dagen, hvor al skidtet skal væk. Det er hovedrengøringsdag. Men når du har gjort rent, kan du belønne dig selv med et dejligt måltid skidne æg. Lyder det ulækkert? Det er det ikke. Det er hårdkogte æg i sennepssovs og smager faktisk rigtig godt. Navnet har retten nok fået pga. dagen, hvor man fjerner alt skidtet.

Du skal ikke kun spise æg, du skal også farve dem. Æggene skal du bruge i morgen til alle påskelegene. Du dekorerer dine æg ved at koge dem med løgskaller. Det får de en flot gul-brun farve af. Inden du koger dem, kan du tegne på dem med stearinlys. Der, hvor du har tegnet, tager de ikke farve. På den måde kan du lave flotte mønstre på ægget. Du kan også ridse mønstre ind i ægget med en nål, efter det er kogt.

Påskesøndag: Lege-trille-æg-dag

I dag skal du trille æg. Det er en leg, hvor man triller æg ned ad bakker eller et skråt bræt. Man triller indtil de går stykker, og man konkurrerer om, hvem der kan trille længst. Hvis man rammer en af de andres æg, vinder man det.

Bliver I trætte af at trille æg, kan I lege ”pikke hårdæg”. Man støder hårdkogte æg sammen i den spidse ende (pikker). Hvis det er dit æg, der først går i stykker, har du tabt det til din modstander. Præmien i begge lege er, at du må spise de æg, du har vundet. Måske synes du, at det er en kedelig præmie, men i begyndelen af 1800-tallet var det som at få slik.

Og hvem ved, måske er du så heldig, at påskeharen kommer forbi. Påskeharen er hoppet over grænsen i Sønderjylland og indvandret fra Tyskland. Det skete heldigvis mere end 100 år før, corona lukkede grænserne. Men han løber alligevel, som om han har grænsevagterne lige i hælene. Derfor taber han tit en masse æg fra sin store æggekurv. Måske du kan finde dem? De kan godt gemme sig lidt.

2. påskedag: Få-en-fjer-på-dag

I dag skal du puste fjer. Det hedder legen. Fjeren skal du have på munden – eller faktisk skal du lægge hovedet bagover og holde den lige over munden. Så puster du og får fjeren til at svæve over dit ansigt. Den, der i længst tid kan holde fjeren i luften, vinder.

Hvis fjer ikke lige er dig, og du bedre kunne lide æggene, så kan du udfordre din familie til æggeløb. I æggeløb løber man om kap med hinanden, mens man balancerer et æg på en ske. Taber du ægget, taber du legen. Den der kommer i mål først har vundet, og hvis det skal være ekstra svært, så sørg for at der er nogle gode skarpe sving i løbebanen.

God fornøjelse!

– Og husk nu: Pas på heksene, spis grøn suppe, stop alt der kører rundt og køb masser og masser af æg. Så skal det nok blive en god påske.

 

 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN

post-3974

Torturer en kat og hiv hovedet af en hane

BEGIVENHED

10.02.2021

Torturer en kat og hiv hovedet af en hane

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Fastelavn

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Karlene rider fastelav gennem landsbyen. De var ofte berusede, trængte ind i folks hjem og gjorde nar ad dem, mens de indsamlede mad til aftenens gilde. Fastelavnsløben blev forbudt af flere omgange, men uden den store effekt. Foto: Illustreret Tidende 1882

Ordet fastelavn kommer af det middelalderlige plattyske Vastel-avent (fastelabend), som betyder faste-aften – altså aftenen før fasten. Derefter begyndte den katolske kirkes 40 dage lange faste, som varede indtil påske. For landbobefolkningen var det dog en perfekt undskyldning for store ædegilder og forargelige lege.

Kirken mente, at det var en synd at frådse men sundt at leve nøjsomt. Med de 40 dages faste skulle man lære at leve et nøjsomt liv. Tiden mellem fastelavn og påsken blev også kaldt karnevalstiden. Karneval, som kommer af det latinske carne vale betyder ”uden kød”. Under fasten måtte man nemlig ikke spise kød, men skulle nøjes med groft brød, fisk og lignende ydmyge spiser.

Fastelavnsfesten inden fasten var altså en lejlighed til at spise alle de lækkerier, der snart ville blive forbudt. Med tiden udviklede fastelavn sig fra at være aftenen før fasten til at vare flere dage.

Fra Flæskesøndag til Hvide tirsdag

Flæskesøndag, hvide tirsdag og askeonsdag. Det kaldte man fastelavnsdagene, og deres navne kommer af den mad, man spiste til gilderne. Flæskesøndag og –mandag mæskede sig i grisekød, især flæsk. En talemåde sagde endda: ”Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han får ryg-ve det ganske år!”

Efter flæskemandag kom hvide tirsdag. Den dag spiste man hvide retter fx varme mælkeretter, æggesøbe og hvedeboller. Æggesøbe laves af æggeblommer, sukker, hvedemel, øl og mælk. Det er alle sammen ingredienser, som man skulle til købstaden for at skaffe, og som kostede dyrt, eller som dyrene kun producerede meget sparsomt om vinteren (æg og mælk). De var derfor en stor luksus, ligesom det lyse hvedebrød var det i forhold til hverdagens mørke og grove rugbrød.

Traditionen med at spise fastelavnsboller har sandsynligvis sin oprindelse i hvide tirsdags hvedeboller. I 1700-tallet bagte man hvedebollerne i alternative former og kaldte dem ”strutter” og ”firknopper”, fordi strutten var klippet op, så den havde fire spidser, og firknoppen var fire boller sat sammen til en. Man spiste dem med smør udblødt i varm mælk. Æggesøbe og varme mælkeretter er nok ikke på menuen den dag i dag, men i engelsktalende lande kalder man hvide tirsdag for ”Pancake-tuesdag” og spiser stadig hvedemelspandekager i store mængder.

Det var en skik, som i den grad forargede kirken.

Askeonsdag gik de til kirke med aske i hår og ansigt

Askeonsdag var ædegilderne kommet til sin ende og fasten begyndt. Man gik i kirke klædt i en grov sæk og med aske i hår og ansigt som et symbol på ydmyghed og menneskets dødelighed. Asken skulle minde kirkegængerne om, at de var kommet af aske, og atter skulle blive til aske. Skikken blev afskaffet i Danmark ved reformationen i 1536, og inden da var den blevet omformet til, at præsten dyppede en finger i aske og tegnede et kors i panden på kirkegængerne.

Forargelig udklædning

Mange nutidige fastelavnstraditioner har rødder tilbage til middelalderen. I dag er det børnenes fest, men i 1700-tallets bondesamfund var udklædning, fastelavnsris og tøndeslagning en voksenfest. Særligt var det de unge ugifte, som deltog i de vilde fastelavnsløjer, som ikke kun var fyldt med ædegilder, men også en tid, hvor man havde lov til at bryde gængse normer og vende verden på hovedet. Der var fx mænd udklædt i kvindedragt og kvinder i mandsdragter. Det var en skik, som i den grad forargede kirken.

Tøndeslagningen kendes tilbage til 1500-tallet men er måske endnu ældre end det. I 1700-tallets fastelavnsfejring klædte man sig også ud. På billedet kan man se de tre faste figurer, der hørte fastelavnsoptoget til: Stodderen (yderst til højre), Kællingen (ridende mod tønden) og Bajadsen (pjerrot-figuren i midten af billedet). Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. Foto: Illustreret Tidende 1862

Stodderen, kællingen og bajadsen

Karlene tog fastelavnsmandag på fastelavnsoptog. De red rundt i landsbyen og trængte ind i de private hjem, ofte berusede, og klar til at gøre grin med folk og til at indsamle mad til aftenens gilde.

Fastelavnsoptoget havde særligt tre faste figurer: Stodderen, kællingen og bajadsen. Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. De karle, der ikke var i udklædning, var i festtøjet og havde pyntet deres heste med kulørte bånd og bjælder. At blive besøgt af karlene, der red fastelavn, var en form for anerkendelse af ens position i landsbyfællesskabet. Det var ikke sjovt, hvis man var en af dem, som optoget ikke besøgte. Det betød, at man regnedes som uden for fællesskabet.

Fastelavnsløben blev forbudt mange gange

Fastelavnsoptoget var langt fra de eneste løjer, man fornøjede sig med til fastelavn. Den unge ugifte landbobefolkning morede sig med en række lege, hvor karle og piger dystede mod hinanden. Det kunne fx være kapløb eller væddelege, hvor de konkurrerede mod hinanden i discipliner, de hver især var gode til. Pigerne samlede fx æg, mens karlene skulle løbe eller ride en bestemt distance, eller de kunne løbe om kap med hinanden hen over marken.

Vi kender legene ret godt fra de skriftlige kilder, fordi der fra 1600- og 1700-tallene er en del retssager om fastelavnsløben. De blev nemlig forbudt ad flere omgang bl.a. i Danske Lov i 1683 og igen i 1735. Myndighederne og kirken var imod fastelavnsløben, da det ofte gik vildt for sig og en del alkohol var involveret.

I 1736 advarer Præsten Erich Pontoppidan mod løjerne, da pigerne kunne finde på noget så promiskuøst som at løbe om kap med karlene kun iført en særk (underkjole) og med udslået hår!! ”Syndens lokkemad”, kaldte han det. ”Syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med”. Intet mindre.

Katten blev slået af tønden

En af de gamle fastelavnsskikke, som stadig lever i bedste velgående er tøndeslagningen. Første beretning vi mener at have om skikken er fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor Dronning Christine skriver i sin dagbog, at hun gav en latinskoleelev en knippel, han kunne drage i fastelavn med.

Nogle historikere mener, at kniplen sandsynligvis skulle bruges til at slå katten af tønden. Andre mener at skikken er kommet til Danmark via de hollandske bønder, som Christian d. 2. i 1515 inviterede til at bo på Amager, så de kunne forsyne hoffet med grøntsager.

Tønden blev hængt op mellem to træer, og landbyens karle slog til tønden fra hesteryg. Den karl, der fik katten ud af tønden, blev kattekonge og kunne vælge sig en dronning blandt pigerne. Det gav stor prestige i ungdomsfællesskabet at blive kattekonge, og på Amager siges det, at han endda fik skattefrihed det kommende år.

Katten skulle tortureres

Helt indtil slutningen af 1800-tallet kunne man finde på at putte en levende kat i fastelavnstønden. Man brugte altid en sort kat, da den blev betragtet som et mistænkeligt dyr – eller direkte som symbol på ondskab. Heksen var altid ledsaget af en sort kat, djævelen kunne vise sig i skikkelse af en sort kat osv. Ved at pine den sorte kat kunne man straffe de onde kræfter og jage dem væk inden forårets komme. Under pestens hærgen var det på lignende vis en udbredt tro, at landsbyen kunne slippe for den sorte død ved at dræbe en sort kat.

I Danmark fik kattene som oftest lov til at stikke af, når bunden faldt ud af tønden, men nogen steder blev katten pryglet til døde med kæppe, når den fortumlet faldt ud af tønden. I Tyskland havde man “katzenschlagen”, som var et rituelt drab af dyret. Fx kunne man finde på at begrave den levende på en mark.  

I en populær fastelavnsleg skulle man til hest rive hovedet af en hane eller gås, der hang i en snor med hovedet nedad. Opgaven blev gjort ekstra svær ved at man smurte dyrets hals ind i fedt, så det var svært at få ordentligt fat. Foto: Wikimedia Commens

Hanen fik revet hovedet af

Det var dog langt fra kun de sorte katte, der skulle frygte fastelavnsfejringen. Landsbyens gæs og haner kunne også risikere at blive pint og dræbt til ungdommens morskab. Én leg gik ud på, at man hængte en gås eller en hane op i benene mellem to træer med halsen indsmurt i fedt eller sæbe.

Karlene skulle ligesom ved tøndeslagningen ride under snoren og i farten forsøge at rive hovedet af dyret. Det var en udfordring, der kun blev gjort sværere af at fedtet eller sæben gjorde dyrets hals glat.

Man kunne også finde på at grave en hane ned i jorden, så kun dens hals og hoved stak op. Så satte man en lerpotte over hovedet på den og skulle med bind for øjnene slå potten i stykker med en kølle.

Lidt mindre bestialsk gik det til i legen ”at stikke stråmand”. Her lavede man en figur af halm og gav den tøj på. Med et spyd eller en lang kæp skulle de ridende karle stikke stråmanden ihjel. Stråmanden symboliserede muligvis vinteren, men det kunne også være en form for hån mod den lokale herremand, der som adelig ellers havde eneret på at deltage i ridderturneringer.

I legen ”at stikke stråmand” skulle man til hest og udstyret med et spyd eller en kæp stikke en stråmand ihjel. Stråmanden symboliserede vinteren, som man gerne ville have, snart var slut. Foto: Illustreret Tidende 1860

Riset til frugtbarhed

Ris er lavet af afklippede grene fra et birketræ – gerne med nye friske forårsknopper på. Vi kender traditionen med fastelavnsriset fra 1700-tallet, hvor det dog ikke kom i form af en glædelig overraskelse med slik på, men hvor de blev brugt til at rise (slå) børn og voksne.
Forældre kunne langfredag morgen finde på at slå deres børn med ris for at minde dem om Jesu lidelser. Andre steder var det en skik, at mænd og kvinder kunne vække hinanden om morgenen ved at rise den anden op af sengen. Det skulle gøre den pågældende mand/kvinde frugtbar i det kommende år. De friske grene med nye lysegrønne og bristefærdige knopper kunne overføre deres forårskraft og frugtbarhed til den, der blev slået. Man kunne derfor også finde på at rise dyr, frugttræer og marker med birkegrenene.

Fastelavn er faktisk ældre end fasten

Inden kirken knyttede fastelavnsskikken til den katolske faste, var den en folkelig hedensk fest, hvor man fejrede foråret og den frugtbarhed, det ville bringe med sig. En vinter kunne være en rigtig hård tid, når man var mere eller mindre selvforsynende med fødevarer, og vinterforrådets størrelse kunne betyde forskellen på liv eller død.

I gammel folkeskik er der derfor en række fester som for landbobefolkningen markerer, at foråret er på vej, eller at vinteren er halv gået som fx kyndelmissegildet

Skikkene var på den ene eller anden måde knyttet til naturens gang og et forsøg på at styre den ukontrollerbare natur. Fx klædte man sig til fastelavn ud som sommer og vinter. De to parter skulle kæmpe mod hinanden i en række lege, og meningen var naturligvis, at sommer skulle vinde, så man symbolsk hjalp de varmere og mere frugtbare tider på vej.

Ved overgangen til protestantismen i 1536 blev det katolske fastepåbud afskaffet, men den folkelige forårs- og fastelavnsfejring varede ved. Højtidsfejringen mistede med tiden sit kristne islæt, men de mange festdage, ædegilder og fastelavnslege levede videre i bedste velgående og har sat sit aftryk på, hvordan vi fejrer fastelavn i dag.

I samme serie

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du løbende læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået.

Du kan bl.a. læse om juletraditionerne her
og om kyndelmisse her 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.30-11-2021
11.00-16.00