10.02.2021

Torturer en kat og hiv hovedet af en hane

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Fastelavn

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Karlene rider fastelav gennem landsbyen. De var ofte berusede, trængte ind i folks hjem og gjorde nar ad dem, mens de indsamlede mad til aftenens gilde. Fastelavnsløben blev forbudt af flere omgange, men uden den store effekt. Foto: Illustreret Tidende 1882

Ordet fastelavn kommer af det middelalderlige plattyske Vastel-avent (fastelabend), som betyder faste-aften – altså aftenen før fasten. Derefter begyndte den katolske kirkes 40 dage lange faste, som varede indtil påske. For landbobefolkningen var det dog en perfekt undskyldning for store ædegilder og forargelige lege.

Kirken mente, at det var en synd at frådse men sundt at leve nøjsomt. Med de 40 dages faste skulle man lære at leve et nøjsomt liv. Tiden mellem fastelavn og påsken blev også kaldt karnevalstiden. Karneval, som kommer af det latinske carne vale betyder ”uden kød”. Under fasten måtte man nemlig ikke spise kød, men skulle nøjes med groft brød, fisk og lignende ydmyge spiser.

Fastelavnsfesten inden fasten var altså en lejlighed til at spise alle de lækkerier, der snart ville blive forbudt. Med tiden udviklede fastelavn sig fra at være aftenen før fasten til at vare flere dage.

Fra Flæskesøndag til Hvide tirsdag

Flæskesøndag, hvide tirsdag og askeonsdag. Det kaldte man fastelavnsdagene, og deres navne kommer af den mad, man spiste til gilderne. Flæskesøndag og –mandag mæskede sig i grisekød, især flæsk. En talemåde sagde endda: ”Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han får ryg-ve det ganske år!”

Efter flæskemandag kom hvide tirsdag. Den dag spiste man hvide retter fx varme mælkeretter, æggesøbe og hvedeboller. Æggesøbe laves af æggeblommer, sukker, hvedemel, øl og mælk. Det er alle sammen ingredienser, som man skulle til købstaden for at skaffe, og som kostede dyrt, eller som dyrene kun producerede meget sparsomt om vinteren (æg og mælk). De var derfor en stor luksus, ligesom det lyse hvedebrød var det i forhold til hverdagens mørke og grove rugbrød.

Traditionen med at spise fastelavnsboller har sandsynligvis sin oprindelse i hvide tirsdags hvedeboller. I 1700-tallet bagte man hvedebollerne i alternative former og kaldte dem ”strutter” og ”firknopper”, fordi strutten var klippet op, så den havde fire spidser, og firknoppen var fire boller sat sammen til en. Man spiste dem med smør udblødt i varm mælk. Æggesøbe og varme mælkeretter er nok ikke på menuen den dag i dag, men i engelsktalende lande kalder man hvide tirsdag for ”Pancake-tuesdag” og spiser stadig hvedemelspandekager i store mængder.

Det var en skik, som i den grad forargede kirken.

Askeonsdag gik de til kirke med aske i hår og ansigt

Askeonsdag var ædegilderne kommet til sin ende og fasten begyndt. Man gik i kirke klædt i en grov sæk og med aske i hår og ansigt som et symbol på ydmyghed og menneskets dødelighed. Asken skulle minde kirkegængerne om, at de var kommet af aske, og atter skulle blive til aske. Skikken blev afskaffet i Danmark ved reformationen i 1536, og inden da var den blevet omformet til, at præsten dyppede en finger i aske og tegnede et kors i panden på kirkegængerne.

Forargelig udklædning

Mange nutidige fastelavnstraditioner har rødder tilbage til middelalderen. I dag er det børnenes fest, men i 1700-tallets bondesamfund var udklædning, fastelavnsris og tøndeslagning en voksenfest. Særligt var det de unge ugifte, som deltog i de vilde fastelavnsløjer, som ikke kun var fyldt med ædegilder, men også en tid, hvor man havde lov til at bryde gængse normer og vende verden på hovedet. Der var fx mænd udklædt i kvindedragt og kvinder i mandsdragter. Det var en skik, som i den grad forargede kirken.

Tøndeslagningen kendes tilbage til 1500-tallet men er måske endnu ældre end det. I 1700-tallets fastelavnsfejring klædte man sig også ud. På billedet kan man se de tre faste figurer, der hørte fastelavnsoptoget til: Stodderen (yderst til højre), Kællingen (ridende mod tønden) og Bajadsen (pjerrot-figuren i midten af billedet). Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. Foto: Illustreret Tidende 1862

Stodderen, kællingen og bajadsen

Karlene tog fastelavnsmandag på fastelavnsoptog. De red rundt i landsbyen og trængte ind i de private hjem, ofte berusede, og klar til at gøre grin med folk og til at indsamle mad til aftenens gilde.

Fastelavnsoptoget havde særligt tre faste figurer: Stodderen, kællingen og bajadsen. Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. De karle, der ikke var i udklædning, var i festtøjet og havde pyntet deres heste med kulørte bånd og bjælder. At blive besøgt af karlene, der red fastelavn, var en form for anerkendelse af ens position i landsbyfællesskabet. Det var ikke sjovt, hvis man var en af dem, som optoget ikke besøgte. Det betød, at man regnedes som uden for fællesskabet.

Fastelavnsløben blev forbudt mange gange

Fastelavnsoptoget var langt fra de eneste løjer, man fornøjede sig med til fastelavn. Den unge ugifte landbobefolkning morede sig med en række lege, hvor karle og piger dystede mod hinanden. Det kunne fx være kapløb eller væddelege, hvor de konkurrerede mod hinanden i discipliner, de hver især var gode til. Pigerne samlede fx æg, mens karlene skulle løbe eller ride en bestemt distance, eller de kunne løbe om kap med hinanden hen over marken.

Vi kender legene ret godt fra de skriftlige kilder, fordi der fra 1600- og 1700-tallene er en del retssager om fastelavnsløben. De blev nemlig forbudt ad flere omgang bl.a. i Danske Lov i 1683 og igen i 1735. Myndighederne og kirken var imod fastelavnsløben, da det ofte gik vildt for sig og en del alkohol var involveret.

I 1736 advarer Præsten Erich Pontoppidan mod løjerne, da pigerne kunne finde på noget så promiskuøst som at løbe om kap med karlene kun iført en særk (underkjole) og med udslået hår!! ”Syndens lokkemad”, kaldte han det. ”Syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med”. Intet mindre.

Katten blev slået af tønden

En af de gamle fastelavnsskikke, som stadig lever i bedste velgående er tøndeslagningen. Første beretning vi mener at have om skikken er fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor Dronning Christine skriver i sin dagbog, at hun gav en latinskoleelev en knippel, han kunne drage i fastelavn med.

Nogle historikere mener, at kniplen sandsynligvis skulle bruges til at slå katten af tønden. Andre mener at skikken er kommet til Danmark via de hollandske bønder, som Christian d. 2. i 1515 inviterede til at bo på Amager, så de kunne forsyne hoffet med grøntsager.

Tønden blev hængt op mellem to træer, og landbyens karle slog til tønden fra hesteryg. Den karl, der fik katten ud af tønden, blev kattekonge og kunne vælge sig en dronning blandt pigerne. Det gav stor prestige i ungdomsfællesskabet at blive kattekonge, og på Amager siges det, at han endda fik skattefrihed det kommende år.

Katten skulle tortureres

Helt indtil slutningen af 1800-tallet kunne man finde på at putte en levende kat i fastelavnstønden. Man brugte altid en sort kat, da den blev betragtet som et mistænkeligt dyr – eller direkte som symbol på ondskab. Heksen var altid ledsaget af en sort kat, djævelen kunne vise sig i skikkelse af en sort kat osv. Ved at pine den sorte kat kunne man straffe de onde kræfter og jage dem væk inden forårets komme. Under pestens hærgen var det på lignende vis en udbredt tro, at landsbyen kunne slippe for den sorte død ved at dræbe en sort kat.

I Danmark fik kattene som oftest lov til at stikke af, når bunden faldt ud af tønden, men nogen steder blev katten pryglet til døde med kæppe, når den fortumlet faldt ud af tønden. I Tyskland havde man “katzenschlagen”, som var et rituelt drab af dyret. Fx kunne man finde på at begrave den levende på en mark.

I en populær fastelavnsleg skulle man til hest rive hovedet af en hane eller gås, der hang i en snor med hovedet nedad. Opgaven blev gjort ekstra svær ved at man smurte dyrets hals ind i fedt, så det var svært at få ordentligt fat. Foto: Wikimedia Commens

Hanen fik revet hovedet af

Det var dog langt fra kun de sorte katte, der skulle frygte fastelavnsfejringen. Landsbyens gæs og haner kunne også risikere at blive pint og dræbt til ungdommens morskab. Én leg gik ud på, at man hængte en gås eller en hane op i benene mellem to træer med halsen indsmurt i fedt eller sæbe.

Karlene skulle ligesom ved tøndeslagningen ride under snoren og i farten forsøge at rive hovedet af dyret. Det var en udfordring, der kun blev gjort sværere af at fedtet eller sæben gjorde dyrets hals glat.

Man kunne også finde på at grave en hane ned i jorden, så kun dens hals og hoved stak op. Så satte man en lerpotte over hovedet på den og skulle med bind for øjnene slå potten i stykker med en kølle.

Lidt mindre bestialsk gik det til i legen ”at stikke stråmand”. Her lavede man en figur af halm og gav den tøj på. Med et spyd eller en lang kæp skulle de ridende karle stikke stråmanden ihjel. Stråmanden symboliserede muligvis vinteren, men det kunne også være en form for hån mod den lokale herremand, der som adelig ellers havde eneret på at deltage i ridderturneringer.

I legen ”at stikke stråmand” skulle man til hest og udstyret med et spyd eller en kæp stikke en stråmand ihjel. Stråmanden symboliserede vinteren, som man gerne ville have, snart var slut. Foto: Illustreret Tidende 1860

Riset til frugtbarhed

Ris er lavet af afklippede grene fra et birketræ – gerne med nye friske forårsknopper på. Vi kender traditionen med fastelavnsriset fra 1700-tallet, hvor det dog ikke kom i form af en glædelig overraskelse med slik på, men hvor de blev brugt til at rise (slå) børn og voksne.
Forældre kunne langfredag morgen finde på at slå deres børn med ris for at minde dem om Jesu lidelser. Andre steder var det en skik, at mænd og kvinder kunne vække hinanden om morgenen ved at rise den anden op af sengen. Det skulle gøre den pågældende mand/kvinde frugtbar i det kommende år. De friske grene med nye lysegrønne og bristefærdige knopper kunne overføre deres forårskraft og frugtbarhed til den, der blev slået. Man kunne derfor også finde på at rise dyr, frugttræer og marker med birkegrenene.

Fastelavn er faktisk ældre end fasten

Inden kirken knyttede fastelavnsskikken til den katolske faste, var den en folkelig hedensk fest, hvor man fejrede foråret og den frugtbarhed, det ville bringe med sig. En vinter kunne være en rigtig hård tid, når man var mere eller mindre selvforsynende med fødevarer, og vinterforrådets størrelse kunne betyde forskellen på liv eller død.

I gammel folkeskik er der derfor en række fester som for landbobefolkningen markerer, at foråret er på vej, eller at vinteren er halv gået som fx kyndelmissegildet.

Skikkene var på den ene eller anden måde knyttet til naturens gang og et forsøg på at styre den ukontrollerbare natur. Fx klædte man sig til fastelavn ud som sommer og vinter. De to parter skulle kæmpe mod hinanden i en række lege, og meningen var naturligvis, at sommer skulle vinde, så man symbolsk hjalp de varmere og mere frugtbare tider på vej.

Ved overgangen til protestantismen i 1536 blev det katolske fastepåbud afskaffet, men den folkelige forårs- og fastelavnsfejring varede ved. Højtidsfejringen mistede med tiden sit kristne islæt, men de mange festdage, ædegilder og fastelavnslege levede videre i bedste velgående og har sat sit aftryk på, hvordan vi fejrer fastelavn i dag.

I samme serie

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du løbende læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået.

Du kan bl.a. læse om juletraditionerne her
og om kyndelmisse her 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

X
post-5656

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

BEGIVENHED

19.06.2023

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

Foto: Trine Sejthen, ROMU

Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

Mød dyrene i fjorden

Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.

læs mere

post-5612

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

BEGIVENHED

30.03.2023

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

Flere end 400 genstande i guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred. Lørdag den 1. april åbner museet med en spotudstilling, der viser et udvalg af de fineste og mest interessante genstande fra fundet. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Af: Stine Blegvad

”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.

Gudme, Jelling, Lejre, Sorte Muld er navne, der klinger bekendt for de fleste med interesse for den ældste del af danmarkshistorien. Nu ser det ud til, at en ny vigtig prik på det historiske danmarkskort snart kan sættes.

På en mark i Hornsherred har en lokal detektorfører, Kimmo Schülz Jønsson, i hemmelighed fundet mere end 400 genstande af guld, sølv og bronze. Inden for et par år er det ganske simpelt væltet op af jorden med smykker, mønter og amuletter – små brudstykker af fjerne tider, der vidner om menneskelig aktivitet på netop dét sted i en langstrakt periode fra omkring år 0 til omkring 1000 e.v.t.

”Det er et virkelig spændende fund. Både fordi der er fundet så meget, og fordi genstandene spænder over så mange år. Til sammen tegner de et billede af et centralt sted med stor handel- og håndværksaktivitet som vi arkæologer ikke tidligere har kendt til”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen.

I Hornsherred kender arkæologerne andre lokaliteter med en fund fra den sene jernalder og vikingetid, men ikke på helt samme niveau som den ny fundne plads.

”I området ved Selsø sø ved Roskilde fjord er der udgravet en lokalitet med en række såkaldte grubehuse, der har fungeret som værksteder i sommerhalvåret. Her kunne skibene lægge til og vare udveksles. Mange af genstandene på den nyfundne plads er sikkert kommet frem via pladsen ved fjorden”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen

”Manden med ørnehjelmen” har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen og tolkes som et autoritetssymbol. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Manden med ørnehjelmen

Særligt én genstand blandt de mange er bemærkelsesværdig: en lille tredimensionel figur i forgyldt sølv viser et fint udformet mandsansigt med en hjelm, der på toppen er udformet som en ørn med et krumt næb.

”Manden med ørnehjelmen” er noget helt særligt”, fortæller Palle Østergaard Sørensen.

”Vi kender kun en lille håndfuld lignende små figurer eller amuletter i Skandinavien, men stykket fra den nye lokalitet, er specielt fint udformet i forgyldt sølv. Afbildninger af krigere, som bærer tilsvarende ørnehjelme kendes fra flere svenske og engelske fyrstegrave, som kan dateres til det 7. årh. e.Kr. –  altså perioden før vikingetiden. Den lille amulet har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen. Det har formentlig været et autoritetssymbol, og derfor siger det også noget om det sted, den er fundet – det har været et sted af betydning.”

Fra Mellemøsten til Hornsherred – via Kiev

Blandt de mange fundne genstande er også omkring 70 mønter med arabiske indskrifter. De har fundet vej fra Mellemøsten til Hornsherred ad handelsruter, som gik ad floder i det nuværende Ukraine, hvor nordiske vikinger i en periode havde etableret et rige. 

”Det er tydeligt, at lokaliteten i Hornsherred har været i kontakt med fjerne egne. Her har færdedes mennesker, som havde forbindelser langt ud i verden,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Blandt de mange særligt spændende genstande er også ”Valkyrien” – et fint sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure – og et ”vendesmykke”, der viser et ansigt, som smiler eller ser surt ud, afhængigt af, hvordan det vendes, og mange, mange andre fine og bemærkelsesværdige små genstande, som har været gemt i Hornsherreds muld i mellem tusind og to tusind år.

På baggrund af fundene vil ROMUs arkæologer meget gerne lave en prøvegravning på stedet for at se, hvad der gemmer sig undermulden. Hvorvidt og hvornår dette kan lade sig gøre, afhænger lodsejeren.

Dette fine sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure, er et af de flere hundrede fund, som detektorfører Kimmo Schülz Jønsson har fundet på marken i Hornsherred gennem et par år. Foto: Kimmo Schülz Jønsson

Grib muligheden for at opleve ”Manden med ørnehjelmen”

ROMUs arkæologer forventer, at stort set alle de fundne genstande vil blive erklæret som danefæ, og dermed skal de overgå til Nationalmuseets samling.

Men inden da får alle heldigvis mulighed for at nå at opleve et udvalg af de fine fund med egne øjne.

For når Frederikssund Museum, Færgegården har sæsonåbning lørdag den 1. april, slår museet samtidig dørene op for den nye spotudstilling, hvor ”Manden med ørnehjelmen” og et udvalg af de andre fine genstande fra Hornsherred-marken kan opleves på nærmeste hold.

 

Læs mere om museets billetpriser og åbningstider her

Kan du ikke få nok af fundene? Så se Politikkens flotte netartikel herDu behøver ikke være abonnent for at kunne læse den, men det kræver, at du opretter dig som bruger.

Du kan også høre Palle og Kimmo fortælle om fundet i P1 Morgen fra 30. marts 2023. Klik her og spring frem til tidskoden 1:26:10

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Lukket – grundet udstillingsombygning