10.02.2021

Torturer en kat og hiv hovedet af en hane

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Fastelavn

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

Karlene rider fastelav gennem landsbyen. De var ofte berusede, trængte ind i folks hjem og gjorde nar ad dem, mens de indsamlede mad til aftenens gilde. Fastelavnsløben blev forbudt af flere omgange, men uden den store effekt. Foto: Illustreret Tidende 1882

Ordet fastelavn kommer af det middelalderlige plattyske Vastel-avent (fastelabend), som betyder faste-aften – altså aftenen før fasten. Derefter begyndte den katolske kirkes 40 dage lange faste, som varede indtil påske. For landbobefolkningen var det dog en perfekt undskyldning for store ædegilder og forargelige lege.

Kirken mente, at det var en synd at frådse men sundt at leve nøjsomt. Med de 40 dages faste skulle man lære at leve et nøjsomt liv. Tiden mellem fastelavn og påsken blev også kaldt karnevalstiden. Karneval, som kommer af det latinske carne vale betyder ”uden kød”. Under fasten måtte man nemlig ikke spise kød, men skulle nøjes med groft brød, fisk og lignende ydmyge spiser.

Fastelavnsfesten inden fasten var altså en lejlighed til at spise alle de lækkerier, der snart ville blive forbudt. Med tiden udviklede fastelavn sig fra at være aftenen før fasten til at vare flere dage.

Fra Flæskesøndag til Hvide tirsdag

Flæskesøndag, hvide tirsdag og askeonsdag. Det kaldte man fastelavnsdagene, og deres navne kommer af den mad, man spiste til gilderne. Flæskesøndag og –mandag mæskede sig i grisekød, især flæsk. En talemåde sagde endda: ”Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han får ryg-ve det ganske år!”

Efter flæskemandag kom hvide tirsdag. Den dag spiste man hvide retter fx varme mælkeretter, æggesøbe og hvedeboller. Æggesøbe laves af æggeblommer, sukker, hvedemel, øl og mælk. Det er alle sammen ingredienser, som man skulle til købstaden for at skaffe, og som kostede dyrt, eller som dyrene kun producerede meget sparsomt om vinteren (æg og mælk). De var derfor en stor luksus, ligesom det lyse hvedebrød var det i forhold til hverdagens mørke og grove rugbrød.

Traditionen med at spise fastelavnsboller har sandsynligvis sin oprindelse i hvide tirsdags hvedeboller. I 1700-tallet bagte man hvedebollerne i alternative former og kaldte dem ”strutter” og ”firknopper”, fordi strutten var klippet op, så den havde fire spidser, og firknoppen var fire boller sat sammen til en. Man spiste dem med smør udblødt i varm mælk. Æggesøbe og varme mælkeretter er nok ikke på menuen den dag i dag, men i engelsktalende lande kalder man hvide tirsdag for ”Pancake-tuesdag” og spiser stadig hvedemelspandekager i store mængder.

Det var en skik, som i den grad forargede kirken.

Askeonsdag gik de til kirke med aske i hår og ansigt

Askeonsdag var ædegilderne kommet til sin ende og fasten begyndt. Man gik i kirke klædt i en grov sæk og med aske i hår og ansigt som et symbol på ydmyghed og menneskets dødelighed. Asken skulle minde kirkegængerne om, at de var kommet af aske, og atter skulle blive til aske. Skikken blev afskaffet i Danmark ved reformationen i 1536, og inden da var den blevet omformet til, at præsten dyppede en finger i aske og tegnede et kors i panden på kirkegængerne.

Forargelig udklædning

Mange nutidige fastelavnstraditioner har rødder tilbage til middelalderen. I dag er det børnenes fest, men i 1700-tallets bondesamfund var udklædning, fastelavnsris og tøndeslagning en voksenfest. Særligt var det de unge ugifte, som deltog i de vilde fastelavnsløjer, som ikke kun var fyldt med ædegilder, men også en tid, hvor man havde lov til at bryde gængse normer og vende verden på hovedet. Der var fx mænd udklædt i kvindedragt og kvinder i mandsdragter. Det var en skik, som i den grad forargede kirken.

Tøndeslagningen kendes tilbage til 1500-tallet men er måske endnu ældre end det. I 1700-tallets fastelavnsfejring klædte man sig også ud. På billedet kan man se de tre faste figurer, der hørte fastelavnsoptoget til: Stodderen (yderst til højre), Kællingen (ridende mod tønden) og Bajadsen (pjerrot-figuren i midten af billedet). Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. Foto: Illustreret Tidende 1862

Stodderen, kællingen og bajadsen

Karlene tog fastelavnsmandag på fastelavnsoptog. De red rundt i landsbyen og trængte ind i de private hjem, ofte berusede, og klar til at gøre grin med folk og til at indsamle mad til aftenens gilde.

Fastelavnsoptoget havde særligt tre faste figurer: Stodderen, kællingen og bajadsen. Stodderen var en ung mand, der klædte sig ud som gammel. Kællingen var en karl klædt ud som en ung kone, og bajadsen var en hvidklædt nar med hat. Bajadsen lavede narrestreger, drillede og gjorde grin med folk i landsbyen. De karle, der ikke var i udklædning, var i festtøjet og havde pyntet deres heste med kulørte bånd og bjælder. At blive besøgt af karlene, der red fastelavn, var en form for anerkendelse af ens position i landsbyfællesskabet. Det var ikke sjovt, hvis man var en af dem, som optoget ikke besøgte. Det betød, at man regnedes som uden for fællesskabet.

Fastelavnsløben blev forbudt mange gange

Fastelavnsoptoget var langt fra de eneste løjer, man fornøjede sig med til fastelavn. Den unge ugifte landbobefolkning morede sig med en række lege, hvor karle og piger dystede mod hinanden. Det kunne fx være kapløb eller væddelege, hvor de konkurrerede mod hinanden i discipliner, de hver især var gode til. Pigerne samlede fx æg, mens karlene skulle løbe eller ride en bestemt distance, eller de kunne løbe om kap med hinanden hen over marken.

Vi kender legene ret godt fra de skriftlige kilder, fordi der fra 1600- og 1700-tallene er en del retssager om fastelavnsløben. De blev nemlig forbudt ad flere omgang bl.a. i Danske Lov i 1683 og igen i 1735. Myndighederne og kirken var imod fastelavnsløben, da det ofte gik vildt for sig og en del alkohol var involveret.

I 1736 advarer Præsten Erich Pontoppidan mod løjerne, da pigerne kunne finde på noget så promiskuøst som at løbe om kap med karlene kun iført en særk (underkjole) og med udslået hår!! ”Syndens lokkemad”, kaldte han det. ”Syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med”. Intet mindre.

Katten blev slået af tønden

En af de gamle fastelavnsskikke, som stadig lever i bedste velgående er tøndeslagningen. Første beretning vi mener at have om skikken er fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor Dronning Christine skriver i sin dagbog, at hun gav en latinskoleelev en knippel, han kunne drage i fastelavn med.

Nogle historikere mener, at kniplen sandsynligvis skulle bruges til at slå katten af tønden. Andre mener at skikken er kommet til Danmark via de hollandske bønder, som Christian d. 2. i 1515 inviterede til at bo på Amager, så de kunne forsyne hoffet med grøntsager.

Tønden blev hængt op mellem to træer, og landbyens karle slog til tønden fra hesteryg. Den karl, der fik katten ud af tønden, blev kattekonge og kunne vælge sig en dronning blandt pigerne. Det gav stor prestige i ungdomsfællesskabet at blive kattekonge, og på Amager siges det, at han endda fik skattefrihed det kommende år.

Katten skulle tortureres

Helt indtil slutningen af 1800-tallet kunne man finde på at putte en levende kat i fastelavnstønden. Man brugte altid en sort kat, da den blev betragtet som et mistænkeligt dyr – eller direkte som symbol på ondskab. Heksen var altid ledsaget af en sort kat, djævelen kunne vise sig i skikkelse af en sort kat osv. Ved at pine den sorte kat kunne man straffe de onde kræfter og jage dem væk inden forårets komme. Under pestens hærgen var det på lignende vis en udbredt tro, at landsbyen kunne slippe for den sorte død ved at dræbe en sort kat.

I Danmark fik kattene som oftest lov til at stikke af, når bunden faldt ud af tønden, men nogen steder blev katten pryglet til døde med kæppe, når den fortumlet faldt ud af tønden. I Tyskland havde man “katzenschlagen”, som var et rituelt drab af dyret. Fx kunne man finde på at begrave den levende på en mark.  

I en populær fastelavnsleg skulle man til hest rive hovedet af en hane eller gås, der hang i en snor med hovedet nedad. Opgaven blev gjort ekstra svær ved at man smurte dyrets hals ind i fedt, så det var svært at få ordentligt fat. Foto: Wikimedia Commens

Hanen fik revet hovedet af

Det var dog langt fra kun de sorte katte, der skulle frygte fastelavnsfejringen. Landsbyens gæs og haner kunne også risikere at blive pint og dræbt til ungdommens morskab. Én leg gik ud på, at man hængte en gås eller en hane op i benene mellem to træer med halsen indsmurt i fedt eller sæbe.

Karlene skulle ligesom ved tøndeslagningen ride under snoren og i farten forsøge at rive hovedet af dyret. Det var en udfordring, der kun blev gjort sværere af at fedtet eller sæben gjorde dyrets hals glat.

Man kunne også finde på at grave en hane ned i jorden, så kun dens hals og hoved stak op. Så satte man en lerpotte over hovedet på den og skulle med bind for øjnene slå potten i stykker med en kølle.

Lidt mindre bestialsk gik det til i legen ”at stikke stråmand”. Her lavede man en figur af halm og gav den tøj på. Med et spyd eller en lang kæp skulle de ridende karle stikke stråmanden ihjel. Stråmanden symboliserede muligvis vinteren, men det kunne også være en form for hån mod den lokale herremand, der som adelig ellers havde eneret på at deltage i ridderturneringer.

I legen ”at stikke stråmand” skulle man til hest og udstyret med et spyd eller en kæp stikke en stråmand ihjel. Stråmanden symboliserede vinteren, som man gerne ville have, snart var slut. Foto: Illustreret Tidende 1860

Riset til frugtbarhed

Ris er lavet af afklippede grene fra et birketræ – gerne med nye friske forårsknopper på. Vi kender traditionen med fastelavnsriset fra 1700-tallet, hvor det dog ikke kom i form af en glædelig overraskelse med slik på, men hvor de blev brugt til at rise (slå) børn og voksne.
Forældre kunne langfredag morgen finde på at slå deres børn med ris for at minde dem om Jesu lidelser. Andre steder var det en skik, at mænd og kvinder kunne vække hinanden om morgenen ved at rise den anden op af sengen. Det skulle gøre den pågældende mand/kvinde frugtbar i det kommende år. De friske grene med nye lysegrønne og bristefærdige knopper kunne overføre deres forårskraft og frugtbarhed til den, der blev slået. Man kunne derfor også finde på at rise dyr, frugttræer og marker med birkegrenene.

Fastelavn er faktisk ældre end fasten

Inden kirken knyttede fastelavnsskikken til den katolske faste, var den en folkelig hedensk fest, hvor man fejrede foråret og den frugtbarhed, det ville bringe med sig. En vinter kunne være en rigtig hård tid, når man var mere eller mindre selvforsynende med fødevarer, og vinterforrådets størrelse kunne betyde forskellen på liv eller død.

I gammel folkeskik er der derfor en række fester som for landbobefolkningen markerer, at foråret er på vej, eller at vinteren er halv gået som fx kyndelmissegildet

Skikkene var på den ene eller anden måde knyttet til naturens gang og et forsøg på at styre den ukontrollerbare natur. Fx klædte man sig til fastelavn ud som sommer og vinter. De to parter skulle kæmpe mod hinanden i en række lege, og meningen var naturligvis, at sommer skulle vinde, så man symbolsk hjalp de varmere og mere frugtbare tider på vej.

Ved overgangen til protestantismen i 1536 blev det katolske fastepåbud afskaffet, men den folkelige forårs- og fastelavnsfejring varede ved. Højtidsfejringen mistede med tiden sit kristne islæt, men de mange festdage, ædegilder og fastelavnslege levede videre i bedste velgående og har sat sit aftryk på, hvordan vi fejrer fastelavn i dag.

I samme serie

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du løbende læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået.

Du kan bl.a. læse om juletraditionerne her
og om kyndelmisse her 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Til top
X
post-5404

Lær at forsvare dig mod naturens onde kræfter på Færgegården

BEGIVENHED

06.10.2022

Lær at forsvare dig mod naturens onde kræfter på Færgegården

Det er godt at kunne forsvare sig mod onde kræfter – men det kan godt være lidt uhyggeligt alligevel. En ekspert i gys og gru vil fortælle om fortidens tips og tricks til at beskytte sig selv, og alle tricks skal selvfølgelig afprøves. Foto: Katrine Catalan/ ROMU

Allehelgen truer lige om hjørnet, og de mørke kræfter ligger på lur. Heldigvis kan man på Frederikssund Museum, Færgegården, ruste sig til kamp mod det onde. I efterårsferien kan store og små lære tips og tricks til at holde naturens grumme væsner fra døren. Hvis man altså tør.

Af Lene Steinbeck

Efterårsferien kommer ikke et øjeblik for sent, hvis man vil være rustet til Allehelgen. Det er den aften på året, hvor de mørke kræfter rører på sig og går på rov blandt os dødelige. Traditionen tro kommer Frederikssund Museum, Færgegården, til undsætning, når både store og små gæster i efterårsferien kan lære, hvordan man bedst tager kampen op og beskytter sig mod de onde kræfter.

En gys og gru-ekspert vil give tips og tricks til, hvordan man afværger farerne. Hvad gør man for eksempel, når de døde rejser sig fra deres grave, når Ellefolket går på jagt efter fanger i den mørke skov, eller når Åmanden venter på at fange sit næste drukneoffer?

De nysgerrige og modige besøgende vil blive sendt på en mission, hvor udfordringer og opgaver skal løses som en del af træningen. På turen, som foregår i museets have, skeles der til historiebøgerne for at se, hvordan man historisk har værnet sig mod de overnaturlige farer – og selvfølgelig skal alle gæster, store som små, selv prøve, om det virker.

Ikke kun for sjov

Selv om det i dag mest er for sjov, så var det engang dødsens alvor. Alle tips og tricks til at forsvare sig selv er hentet fra 16- og 1700-tallets skikke og folketro, fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Frederikssund Museum, Færgegården:

”Det her med de onde kræfter har været noget, som folk rent faktisk troede på: At naturen var befolket med både hjælpsomme og onde væsner. Væsner, som man skulle holde sig gode venner med – eller værne sig imod. Det var ikke bare én dag, men hele året, at man skulle passe på. Og det har været almen praksis, som man kan finde beskrevet i historiske kilder og gamle ritualer.”

Hver dag kl. 11, 12 og 13 begynder en ny missionstur rundt i museumshaven med en ekspert i gys og gru. Turen tager omkring en time til halvanden. Og har man fået blod på tanden, kan man opleve turen én gang til, denne gang i mørke, den 31. oktober. I år vil Færgegården nemlig udvide arrangementet, så man også på Allehelgensaften kan tage kampen op mod det overnaturlige. Her er der kl. 17 planlagt en skumringstur, hvor de mindre børn og deres familier har mulighed for at være med, og kl. 19.30 kan de lidt større børn teste deres mod i mørket omkring Færgegården.

Tid, pris og sted

17.-21. oktober, alle dage kl. 11, 12 og 13. Hver tur varer ca. halvanden time.

Entré: Børn 0-18 år: Gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

 ROMUs mange efterårsferieaktiviteter

Uhyggelig Allehelgen og en tur i TV-2’s lydstudie:

Der er aktiviteter for alle, når ROMU inviterer til efterårsferiesjov i Lejre, Frederikssund og Roskilde Kommune. Tag med Hugin og Munin på mission på Lejre Museum, bryg din egen æblemost på Tadre Mølle, gå på jagt efter den fede lyd i TV-2’s gamle lydstudie på Ragnarock og deltag i en æblefest i Lützhøfts Købmandsgaard.

Hele programmet kan ses på www.romu.dk/efteraarsferie

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.6-10-2022
11.00-16.00