Sjældent fund afspejler store forandringer i stenalderen

Af Jens Winther Johannsen

24.04.2020

De to økser og dolkforarbejdet (i midten). Det længste stykke er 21 cm langt. Redskaberne er ubrugte og nedlagt samlet, og det bestyrker formodningen om, at de er ofret. Foto Cille Krause

Et sjældent depotfund fra slutningen af bondestenalderen er med til at give indblik i ændringer i samfundet for 4.000 år siden.

 
I foråret 2019 afholdt Lejre Museum et velbesøgt arrangement, ”Vis mig dit stenalderfund”, hvor ROMUs arkæologer stod klar til at kigge på gæsternes flintfund og give et bud på funktion og datering. Alt fra forstenede søpindsvin til smukke, slebne flintøkser dukkede op, men ét fund skilte sig særligt ud: to fint tilhuggede flintøkser og et forarbejde til en flintdolk, der er fundet ved markarbejde ved Lyndby på Hornsherred for ca. 10 år siden. Et bemærkelsesværdigt fund, der bliver en del af en udstilling på Frederikssund Museum, Færgegården, når museet igen må åbne for gæster.

Økserne er med deres let udsvajede æg karakteristiske for bondestenalderens seneste del. Dolkforarbejdet kan dateres til perioden omkring 2000 f.Kr. Typerne er ikke sjældne i sig selv, men fundet er alligevel specielt, fordi finderen oplyste, at de tre genstande blev fundet sammen i kanten af et lille mosehul. Stykkerne er lagt i mosen samtidigt og kan dermed betegnes som et depotfund.

 

Depotfund giver indblik

Det kan være svært at finde ud af, hvad en enkelt økse eller dolk, som bliver fundet, er udtryk for: Er den kasseret, tabt eller måske ofret? Men når man finder tre ting samlet, som i depotfundet fra Lyndby, tyder det på, at en bevidst handling ligger bag. Om depotfund skal opfattes som ofringer eller som skatte, der er gemt af vejen og af uvisse årsager aldrig hentet igen, er en af arkæologiens aldrig afsluttede diskussioner.

Et argument for, at de to økser og dolkforarbejdet er ofret, er, at de vanskeligt kunne bjerges fra det lille mosehul, de var nedlagt i. Præcis hvorfor de skulle ofres, finder vi aldrig ud af. Måske blev de lagt i mosen for at formilde den sene bondestenalders guder i forbindelse med sygdom eller efter en fejlslagen høst? Samtidigt med at deponeringen i mosen sandsynligvis har været en religiøs handling, har ofringen af genstandene også været en anledning for en lokal storbonde til at vise sin storhed. At tilintetgøre de fornemme genstande ved at kaste dem i mosen har været en overlegen demonstration af magt og rigdom overfor de øvrige deltagere i ritualet. Ofringen kan således have været led i konsolideringen af en ny bondeelites sociale position.

Da de to økser og dolkforarbejdet blev fremstillet, havde man i Skandinavien hugget redskaber af flint i omkring 10.000 år.


En stenalder i forandring

Den sidste del af bondestenalderen var en tid præget af forandring. At man gennemsnitligt blev ti centimeter højere set i forhold til den forudgående periode viser, at levevilkårene blev forbedret bredt, formentlig fordi landbruget har sikret et bedre ernæringsgrundlag end tidligere. Samtidig begynder man at ane konturerne af den samfundselite, som så tydeligt trådte frem i de efterfølgende århundreder. Det er mest tydeligt ved, at nogle af den sene bondestenalders huse er exceptionelt store. Huse fra perioden er normalt omkring 15-20 meter lange, men en lille håndfuld er mere end dobbelt så store. Sådan et kæmpehus har formentlig fungeret som en almindelig gård, dvs. kombineret driftsbygning og beboelseshus, men for en storbonde, som ved det monumentale byggeri har signaleret sin rigdom og magt.

Da de to økser og dolkforarbejdet blev fremstillet, havde man i Skandinavien hugget redskaber af flint i omkring 10.000 år. Men i bondestenalderens slutning begyndte man i stigende grad at formgive flinten efter metalforbilleder fra kontinentet. Det mest velkendte eksempel er de skandinaviske flintdolke, som den der er et forarbejde til i fundet fra Lyndby. Disse er efterligninger af nordvesteuropæisk kobberdolke. At disse flintdolke blev det vigtigste symbol på mandlig status i den sene, sydskandinaviske bondestenalder viser, at påvirkningen fra de metalproducerende samfund mod syd var massiv.

Fundet fra Lyndby vil blive indleveret til Nationalmuseet som Danefæ, men kan inden da ses i en mini-udstilling, når Frederikssund Museum, Færgegården, åbner igen.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN

Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

læs mere
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

læs mere
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

læs mere
Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder

Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder

Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.

læs mere
Til top
X
post-2968

FORBUNDET

BEGIVENHED

FORBUNDET

Mini-udstilling fra 22. november 2019  

INTRO

Vi hører det ofte. Havene stiger. Klimaforandringerne. Fjordens skiftende beskaffenhed har til alle tider været et livsvilkår for livet langs fjorden. Vandet stiger. Fra fersk til salt. Vandet falder. Vandet fryser. Fjorden har skiftet karakter og været både en forbindelse og forbandelse. Men den er blevet forceret og indtaget. Fra spisekammer til rekreativt rum. Fjorden forbinder. Senest med endnu en bro. Endnu én til samlingen. Endnu en forbindelse mellem menneske og fjord.

UDSTILLINGEN

I udstillingen vil du finde adskillige forbindelser til fænomener og historier på tværs af fjorden. De er markeret med pink. Vi indbyder dig hermed til at se udstillingen i nye sammenhænge og skabe dine egne forbindelser i udstillingen. Måske finder du én, som vi har overset?

UDSTILLINGEN KAN OPLEVES FRA 22. NOVEMBER I MUSEETS ÅBNINGSTID

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Modtag nyheder om kommende arrangementer, udstillinger, events og gode tilbud fra Frederikssund Museum, Færgegården og ROMUs andre museer i Roskilde og Lejre Kommune.
Lukket – grundet udstillingsombygning