Bruger sin fritid på at grave fortiden frem: ‘Jeg fortsætter så længe mine ben kan holde’
Af: Niels Hein
08.07.2021
Museets frivillige har senest hjulpet til under udgravningen af den forsvundne landsby Tollerup, hvor Frederikssunds nye svømmehal ligger. Foto: ROMU/Niels Hein.
Hans Herman Olander Jensen er med i den lille gruppe af frivillige, som har hjulpet ROMU’s arkæologer i Frederikssund med udgravninger, lige fra stenalderbopladser til renæssance-kældre.
“Jeg har altid arbejdet med min hænder, og det har altid været en vigtig del af mig. Jeg var for eksempel heller ikke interesseret i arkæologi, før jeg stod med det i hænderne,” siger Hans Herman Olander Jensen, der har tilbragt det meste af sit arbejdsliv på Jægerspris Maskinfabrik.
“Da jeg gik på pension, savnede jeg noget at tage mig til. En dame på mit gymnastikhold spurgte så en dag, om jeg ikke havde lyst til at komme forbi museet og hjælpe med at rengøre nogle arkæologiske fund. Og det gjorde jeg så,” forklarer Hans Herman, som nu har været med i Arkæologigruppen, der er knyttet til Frederikssund Museum, Færgegården i godt 10 år.
“Jeg elsker, at jeg både kan arbejde med mine hænder i det fri, og samtidig blive klogere på historien omkring mig,” siger Hans Herman.
Hans Herman og de andre frivillige i Arkæologigruppen har hjulpet til på utallige opgaver, fra afdækning af stenalderbopladser til udgravninger af renæssancekældre. Senest har de deltaget under udgravningen af den forsvundne landsby Tollerup, i området, hvor Frederikssunds nye svømmehal ligger:
“Da arkæologerne fik skrabet det øverste lag jord af og lavet deres første undersøgelser, kunne vi begynde vores arbejde. Vi fik udleveret kort med områder, der skulle undersøges nærmere, og alt hvad vi gravede ud, blev lagt i poser eller i æsker, med område- og anlægsnummer påskrevet. Senere sørgede vi for, at alt vi gravede op, blev gjort rent,” siger Hans Herman.
“Arkæologigruppen er et fantastisk supplement til vores egne arkæologer. Ofte har vi ikke særlig meget tid til at udgrave et område og må begrænse vores indsats. Men takket være gruppen kan vi nå at afdække endnu mere,” siger arkæolog og museumsinspektør Palle Østergaard Sørensen.
Arkæologigruppen består af fem frivillige, og ifølge Hans Hermann er der plads til flere:
“Vi kan godt bruge nogle flere og især nogle unge mennesker, for vi fem bliver jo ikke yngre. Men jeg fortsætter da, så længe mine ben kan holde,” griner Hans Herman, som fylder 80 år til august.
De fem medlemmer af Arkæologigruppen:
- Hans Herman Jensen
- Børge Rask Larsen
- Antoon Kuijpers
- Bent Thyge Johansen.
- Elisabeth Drewes.
Vil du også være en del af fællesskabet?
Arkæologigruppen er særligt knyttet til Frederikssund Museum, Færgegården, som er en del af museumsorganisationen ROMU.
Ud over Arkæologigruppen, som bidrager til ROMUs arkæologiske arbejde i Frederikssund kommune, er der en række andre grupper af frivillige knyttet til ROMUs besøgssteder i Frederikssund, Lejre eller Roskilde.
Har du lyst til at være med? Så meld dig som frivillig ved et af ROMUs besøgssteder. Skriv til vores frivillighedskoordinator Isabella No’omi Fuglø på mail: isabellaf@romu.dk
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN
Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien
Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages.
Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort
”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.
Sjove, gamle fastelavnsløjer på Færgegården
I vinterferien kan hele familien tage på fastelavnsoptog i Færgegårdens have og være med til at dyste, lege og smage sig gennem fastelavnens mange skægge traditioner.
Kom til gammeldags jul på Færgegården og mærk juletraditionernes historie
Til Jul på Færgegården kan du opleve julen, som den har føltes, duftet og smagt før i tiden. Lørdag den 10. og søndag den 11. december inviterer Færgegården nemlig til et par hyggelige juledage i idylliske omgivelser.
Lær at forsvare dig mod naturens onde kræfter på Færgegården
Allehelgen truer lige om hjørnet, og de mørke kræfter ligger på lur. Heldigvis kan man på Frederikssund Museum, Færgegården, ruste sig til kamp mod det onde. I efterårsferien kan store og små lære tips og tricks til at holde naturens grumme væsner fra døren. Hvis man altså tør.
Velkommen i Færgegårdens sommerunivers: Mød dyrene i fjorden
Rør, prøv, lugt, se og smag jer igennem fjordens maritime historie i sommerferien med Frederikssund Museum, Færgegården