En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven

Tekst og foto: Hanne Rosenstand Lou (f. Køser), sundhedsplejerske og cand.mag. i kunsthistorie

Nordskoven er kunstnerens tusindårige perspektiv på livets styrke og forgængelighed. Mødet mellem hav og urskov udløser stærke kræfter og fine sansninger i maleren Ove Køsers lærred.

Det uberørte landskab

I det sjællandske fjordlandskab peger Hornsherred med Nordskoven som en tommelfinger mod rigets gamle ”folketing” Isøre. Mod denne plet stævnede vikingetidens storbønder fra nær og fjern mod den grønne slette med kongevalg for øje.

Geografisk er Nordskoven helt enestående, som den er omgivet af hav på tre sider. Naturen er her Herre, med særegne mønstre for kulturhistorisk udvikling, der spiller ind i nutidens ”grønne omstilling”. Den har derfor tiltrukket en nyere tids kunstnere, der her finder en uforfalsket motivverden.

Efter isens langsomme tilbagetrækning fremstod det område, der i dag dækkes af Nordskoven, som et bart og øde slettelandskab, der langsomt invaderedes af flora og fauna. Plante og dyreverdenen var anderledes end den, vi kender i dag. Vi må formode, at de første mennesker nogle tusinde år senere her kunne finde føde og tilholdssted. Herom vidner de talrige fund af bopladser med menneske-fremstillede flintredskaber, skrabere, dolke og lignende, som er indbragt fra skoven. Dengang var fjordens vandstand højere, så Nordskovens område var ikke forbundet med resten af Hornsherred – det var en ø. Dyrelivet har gradvist ændret sig og har givet rigeligt jagtudbytte for stenalderfolket, efterhånden som polarklimaet har forandret sig til nutidens tempererede vejrlig.

Nutidens Nordskov

Nutidens Nordskov byder på rige muligheder for vildt dyreliv, især på grund af den sparsomme bebyggelse og isolation fra menneskelig virksomhed i øvrigt. Fuglelivet har her frembudt arter, som kun sjældent eller aldrig har været beskrevet i det øvrige Danmark. Vi skylder især ornitologen skovrider Vagn Holstein tak for hans videnskabelige arbejder om rovfuglelivet, herunder hans disputats ”Duehøgen” fra begyndelsen af 1940’erne. Stadig er den og bøgerne om Musvågen, Hvepsevågen og Spurvehøgen læseværdig.

Vagn Holstein var ikke blot fuglenes beskytter. Han gjorde en stor indsats for at beskytte landskaber og bevoksning ad lovgivningens vej. Det uberørte mose-landskab, der kaldes ”urskoven” i Studehaven, ligger helt uden trafik. Området har ligget urørt siden 1920. Her er en broget blanding af alle slags danske løv- skovtræer samlet og får lov at kæmpe deres indbyrdes kamp for tilværelsen. Området er underlagt privat fredning fra distriktets side. Særlig berømt er fredningen af de såkaldte ”tusindårige Ege”, Snoegen, Storkeegen og Kongeegen. Sidstnævnte er stadig i live, som den ældste levende organisme i Nordeuropa ca. 1500-2000 år.

Som det i rigt mål var tilfældet i det øvrige Danmark, blev dog også Nordskovens område genstand for kommerciel udnyttelse. Industrialiseringen gik ikke helt Nordskoven forbi. Undergrunden består for en stor del af sediment, der danner sand, og der er lerede områder særlig ved Dyrnæs, hvor der fra 1872 til ca. 1890 var teglværk. Dyrnæsmolen, som stadig findes, blev anlagt som udskibningsbro. Teglværksarbejdernes boliger ligger i dag smukt i det frodige skovlandskab.

Denne fredelige særprægede skov, næsten omkranset af fjordlandskabet, måtte udøve en tiltrækning på malerkunstnere, der fra alle landets hjørner søgte herhen. Denne interesse var en del af den tiltrækning, som naturen fik for malerkunsten herhjemme med romantikken fra begyndelsen af 18-hundredtallet og frem mod vore dage. En af disse kunstnere var min far, maleren Ove Køser, hvis fascination af stedet, jeg vil fortælle nærmere om i det følgende.

Dette var maleren Ove Køsers land

Hjemmet var præget af far. Jeg husker, at vi fire børn i de små stuer, elskede den terpentinlugt, der bredte sig, når far udfoldede sig på lærredet. Det var et hjem præget af livsglæde og sparsommelighed. I den grå efterkrigstid, i den lille provinsby, som Frederikssund var dengang, var det ofte småt med pengene. Til gengæld forstod far at bytte et maleri for slagtervarer. Ofte kneb det med at få råd til lærred og andre materialer, men far forstod at klare sig.

Under et sommerophold i arkitekten Niels Arp Nielsens skønne sommerhus i Kulhus viste Arp Nielsen far et lille lager af lærreder, der lå kasseret i hans værksted, som far kunne benytte efter behov. Et af disse lærreder var fint grundet og forsynet med fantasifulde farver. Det kunne far gøre bedre. Bedst som det var, havde far i sin uvidenhed overmalet et af Asger Jorns abstraktioner.

Far forstod at supplere de små indkomster med undervisning ved byens realskole og aftenskole. Jeg husker han om aftenen kom træt, men glad, tilbage fra sin undervisning om vinteren og kunne ligne en snemand efter cykelturen over fjorden i stridt snevejr. Far var glad for sin undervisning og forstod at videregive sin kunstglæde til sine elever.

Sin egen inspiration fandt far i Nordskoven, den mægtige skov med de tusindårige ege på Hornsherreds yderste spids.  Frem for alt var det dog det uforlignelige lys, reflekteret fra både Isefjorden og Roskilde Fjord, der fangede ham. I disse motiver kunne han genfinde sin egen mildhed, sin egen styrke, og sit eget intellekt. I det følgende vil jeg lade min far lede læseren igennem årstidernes gang, set med kunstnerens øje.

Skovinteriør forår i Nordskoven 1980

Vi ser maleriets flade er næsten fuldstændig domineret af det lysegrønne løv, som får mulighed for at sikre sammenhæng i billedet. Der er antydningsvis hvide stammer, men det er det hele. Disse farver afspejler sig i skovbunden, som ligeledes fremstår uden fast struktur.  Med sin lyse palet og tyndt påførte farvelag med klare farver ses i mellemrummet mellem de to felter et lyst og mørkeblåt bælte, som lader betragteren fornemme en dybde. Bortset herfra er billedet egentlig nonfigurativt, står med skitseagtig friskhed og har et næsten abstrakt præg.  Penslen blev brugt til brede letflydende strøg.

Det her maleri er det umiddelbare indtryk af noget iagttaget. Motivet er malet til venstre af en skovsti lige inden Stærgården, som ligger på højre side i starten på Studehave. Personligt synes jeg, at dette billede er det mest indtagende af fars naturbilleder fra Nordskoven.

En varm dag i august var jeg på en skovtur med min far, hvor han havde tænkt sig at male i den sitrende varme. I den nordøstlige del af skoven finder han ny inspiration. Vejen slynger sig gennem et afvekslende skovparti med ørnebregner i store dynger, småbirk, maleriske buske og træer og kaprifolier. Han pakker sit malergrej ud, slår sit staffeli op på skovstien, finder farverne frem og ser, han mangler sine pensler. Han ærgrer sig grusomt, men fandt dog løsningen lige ved hånden: Han havde ti fingre, der så fik lov at muntre sig over lærredet, og billedet han fremtryllede viser klart den varme og hede middagssol i august. Under en lup ville man kunne genfinde malerens fingeraftryk.

I billedet fremstår enkelte partier i det uforfalskede lærreds hvide farver og viser, hvordan lyset bryder frem igennem det blågrønne løv. Heldigvis sled han ikke med sit motiv for derved at male alt liv ud af det.

I det foregående billede så vi allerede områder, hvor de gyldne farver bebudede efterårets snarlige komme. I det næste billede står efterårsfarverne i fuldt flor, i gyldenbrune og kraftige nuancer. De er gradvis ved at fortrænge det mørkegrønne løv i de store kuplede egetræer. Egetræerne er sene til at blive grønne, men giver nødigt slip på den mørkegrønne farve. Her er den ikke dominerende, men er trængt.

Kulde var ikke fars spidskompetence. Men intet kunne bremse hans trang til at fæstne Nordskovens natur på lærredet, ej heller vinterkulden. I det sidste billede ser vi den forfrosne maler krympe sammen i pelshue og vinterfrakke. Nødtvunget er hænderne bare. Det var nødvendigt for at fæstne de blå-hvide nuancer på lærredet. Malerens koloristiske sans fornægter sig ikke. Billedet er velkomponeret og illustrerer en snedækket skovsti, flankeret af nøgne træstammer. Jeg mener, han malede maleriet omkring Skelvej, hvor vi har Jagtpavillonen fra 1857 opført under Kong Frederik d. 7 oppe på Frederikshøj til højre.

Således har ture i Nordskoven givet os et tusindårigt perspektiv på Nordskovens flora. Få steder i landet ser man dette langtidsperspektiv. Vi skylder skovens nuværende direktør Nils Sættem en tak for, at Nordskoven den dag i dag ligger hen som en uberørt plet.

Fakta

Ove Køser (1918-2003), født i Juelsminde, opvokset på Fyn, boede i Frederikssund fra 1942 til sin død.

Maleruddannet på Kunstakademiet hos professor Sigurd Wandel 1941-1943.

Debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1946. Carlsons Præmie, Kunstakademiet.

Udstillinger, bl. a. Charlottenborg 1949-1960, Københavns Rådhus 1956, Willumsens Museum 1977, Nikolaj Kirke 1961-1976. Tre månedslange studieophold Skandinavisk Forening, Rom i 1970-erne

Salg til adskillige offentlige institutioner samt private.

Hanne Rosenstand Lou, f. Køser, er uddannet sygeplejerske Hillerød 1968, sundhedsplejerske Aarhus Universitet 1972, cand. mag. i kunsthistorie, Københavns Universitet 2006.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE