Sjove, gamle fastelavnsløjer på Færgegården
I vinterferien kan hele familien tage på fastelavnsoptog i Færgegårdens have og være med til at dyste, lege og smage sig gennem fastelavnens mange skægge traditioner.
Af: Jens-Jørgen Krogh
Engang var der gode og alvorlige grund til, at man fejrede fastelavn. Det var den sidste aften, før der skulle fastes i 40 lange dage op mod påske. Så dagen og aftenen bød på fest og morskab. Og man spiste alt det, der allerede dagen efter var forbudt.
”Det er længe siden, man fastede op til påske, men fastelavnens pudsige traditioner har holdt ved. Når vi hver februar slår katten af tønden, pynter et fastelavnsris og spiser fastelavnsboller, viderebringer vi traditioner, der går mange hundrede år tilbage i tiden” fortæller projektmedarbejder Maja Kvamm fra Færgegården.
Til fastelavnsløjer på Færgegården kan gæsterne opleve, hvordan man fejrede fastelavn i 17- og 1800-tallets Danmark. Kl 11.00 og 13:00 starter et festligt fastelavnsoptog gennem museumshaven – og her vil man gennem leg, konkurrencer og smagsprøver opleve, hvordan de velkendte fastelavnstraditioner har udviklet sig.
Arrangementet varer 1-1,5 time og slutter naturligvis med, at børnene slår katten af tønden. Maja Kvamm lover dog, at det ikke sker helt som i gamle dage, hvor man nogle steder i landet puttede levende katte i tønden.
Målgruppen er børn mellem 6 og 12 år, men hele familien er velkommen.
TID, PRIS, STED
13., 14. og 15. februar kl. 11.00 og 13.00. Turen varer 1-1,5 time
Børn gratis, Voksne kr. 50 (plus billetgebyr, billetter købes via Billetto)
Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE