19.06.2023

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

Foto: Trine Sejthen, ROMU

Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

Mød dyrene i fjorden

Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto. 

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

11.06.2021

Frederikssund Museum, Færgegården inviterer igen i år til stemningsfyldt sankthans. Museet holder aftenåben, og har skruet op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter, og derfor kræver arrangementet billet. Foto: pixabay.com.

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

Sankthans-fejringen på Færgegården vil i år være fuldstændig, som den plejer – og så alligevel ikke…

”I år bruger vi aftenen som en anledning til ikke alene at udleve traditionerne, men også at udforske dem. Sammen med alle, der har lyst, vil vi gerne gå på opdagelse i de mange mærkelige, overraskende og sjove traditioner, der er gået forud for sankthans aften, som vi kender den i dag. Fortidens sankthans eller midsommer har nemlig forbavsende få ligheder med nutidens traditioner. Så samtidig med at vi udlever traditionerne, vil vi også gerne sætte dem i et nyt lys – og måske prikke lidt til dem,” forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Sammen om at afværge det onde

Allerede i timerne inden aftenens højdepunkter med bål, båltale og midsommervise er der sankthans-aktiviteter for børn og voksne i alle aldre, når museet inviterer til mission ”Afværg det onde”.

Her skal de onde hekse gøres så blide som nuttede kattekillinger. Gennem en række udfordringer og med hjælp fra fortidens tips og tricks gælder det om at samle magiske urter, lære at bruge stål mod hekse, finde hemmelige skatte, besøge det kloge træ, lave vild ild med oldtidsmetoder og meget mere. Og måske lykkes det at vinde over de onde kræfter.

Ekstraordinært aftenåbent i udstillingen

En anden forandring er, at man i år skal et smut omkring billetto.dk for at være med:

”Som noget nyt i år har vi valgt at tage en lille entre for voksne. Både fordi corona-restriktionerne kræver, at vi har helt styr på antallet af deltagere, og fordi vi i år har lagt ekstra kræfter i festen og i de oplevelsestilbud og formidlingstiltag, som aftenen også rummer. Billetten gælder også til udstillingen, hvor vi ekstraordinært holder åbent hele aftenen. For børn er det hele gratis”, forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Bålet tændes kl. 21.00, og der vil være båltale ved museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Museet byder på gratis saftevand og småkager til børnene, og der vil være salg af drikkevarer til de voksne. Medbring picnictæppe og egen madpakke, som kan nydes frit i museumshaven.

Tid, sted, pris

23. juni kl. 17:00-22.00

0-18 år gratis, Voksne 50 kr. (+billetgebyr) – Billet købes via Billetto her.

Din billet gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag.

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

Billet og coronapas nødvendigt

Grundet Covid-19 er tilmelding/billetkøb på forhånd nødvendigt.

Læs mere om sankthanstraditionerne i Færgegårdens artikelserie “Bag om traditionerne”  her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Ingen heks og ingen midsommervise

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om sankthans

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

30.05.2021

På P.S. Krøyers ”Sct. Hans Blus på Skagen Strand” fra 1906, er blevet et ikonisk maleri for traditionen. Men kigger man efter, opdager man, at der ikke er nogen heks på bålet. Det er imidlertid ikke så mærkeligt, for det bliver først en almindelig tradition i 1920-30’erne. Billede: Wikimedia commens.

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

Sankthans aften rummede en masse magi for fortidens mennesker. På den tid af året var naturen godt mættet med den kraft, den havde opsuget gennem hele foråret og sommeren indtil denne årets længste dag. Derfor mente man, at det på sankthans aften i særlig grad lønnede sig at indsamle lægeurter i naturen. Man plukkede bl.a. bynke, perikon, kamille og selvfølgelig også sankthansurt. Med sankthans urt kunne man tage varsler om kærestepars fremtid eller dødsvarsler om de gamle.

Sankthans dug (duggen, der faldt sankthans aften) havde ifølge folketraditionen også helbredende kræfter og blev anset for at være et effektivt lægemiddel. Lige inden solen stod op, gik madmor ud for at hente det stykke hvide linned, hun havde lagt ud aftenen før. Det havde i løbet af natten opsamlet duggen, og linnedet blev nu vredet, og vandet puttet i en flaske. Så var der medicinvand til de kommende måneder.

I Tyskland brændte man en ”hexe” på sankthans bålet. Det var en strådukke, der var klædt ud som et skræmmevæsen. Dukken symboliserede det onde generelt – ikke hekse specifikt. Ved at brænde det onde i skikkelse af en stråmand, kunne man få det onde til at forsvinde, mente man. Billede: Wikimedia commens. 

Man valfartede til de hellige kilder

”Medicinvand” kunne man på sankthans aften også finde i de hellige kilder. Drak man af kildevandet på denne aften, kunne det kurere sygdomme og skavanker, mente man. For at være helt sikker, kunne man sørge for at drikke af et krus, som ingen andre før havde drukket af, og bagefter knuse kruset for symbolsk at tilintetgøre af sygdommen. Mange overnattede også ved kilderne, hvor de lagde hovedet på en skefuld jord hentet nær kilden.

De store folkemængder ved kilderne tiltrak handelsfolk, kræmmere og gøglere, som så sit snit til at tjene penge. Med tiden udviklede det sig til deciderede markeder – de såkaldte kildemarkeder. Det kildemarked, som opstod ved Kirsten Piils kilde i Dyrehaven, blev sidenhen til det, vi i dag kender som Dyrehavsbakken. Der er også flere kilder i Frederikssund Kommune, som man stadig kan se i dag bl.a. Færgelundskilden i Færgelunden og skt. Olavs kilde ved Skibby.

På sankthans aften var den gode magi altså særligt virksom. Men med god magi følger også ond magi – og alskens onde kræfter var derfor også på spil den aften. Derfor havde heksefiguren også en fremtrædende rolle, men dog på en meget anderledes måde end i dag.

En stråmand repræsenterede det onde

Ingen andre steder i verden end i Danmark sender man en heks ”ad Hekkenfeldt til” på sankthans. Skikken har vi taget til os med inspiration fra Tyskland, hvor man dog hverken dengang eller nu brænder en halmdukke i skikkelse af en heks af. Man mener, at en gruppe tyske indvandrere, som arbejdede på skibsværftet i Kalundborg-egnen i 1920’erne var med til at gøre skikken almindelig kendt og udbredt herhjemme. På P.S. Krøyers ikoniske maleri ”Sct. Hans Blus på Skagen Strand” fra 1906, er der, hvis man kigger efter, faktisk heller ingen heks på bålet.

På tysk henviser ”hexe” til en halm- eller strådukke klædt ud som et skræmmevæsen. Det var sådan en figur, tyskerne placerede på bålet. Strådukken symboliserede det onde generelt – ikke hekse specifikt. Ved at brænde det onde i skikkelse af en stråmand, kunne man få det onde til at forsvinde, mente man.

I Danmark havde man i 1600- og 1700-tallet på lignende vis en skik med at slå en halmdukke ihjel til kyndelmisse og/eller fastelavn. Halmdukken repræsenterede vinteren eller var hr. vinter. Man legede ”at stikke stråmand”, hvor man fra hesteryg skulle stikke stråmanden (vinteren) ihjel med et spyd eller en kæp. Ved det symbolske drab forsøgte man altså at komme vinteren og dens kulde til livs og dermed at bane vejen for foråret.

Før 1900-tallet brændte man ikke en heks af på bålet til sankthans, men traditionen med at slå en strådukke ihjel kender vi i stedet fra kyndelmisse og fastelavn. ”At stikke stråmand” var en leg, hvor man fra hesteryg skulle stikke en stråmand ihjel med et spyd eller en kæp. Stråmanden symboliserede vinteren, som man ville til livs, så foråret kunne begynde. Billede: Illustreret tidende 1860. 

Hvor kommer heksen så fra?

Hvordan kan det så være, at den tyske stråmand er blevet til en heks, og hekseafbrændingen er blevet så stor en del af vores sankthans fejring? Måske på grund af en fejlagtig oversættelse af det tyske ord ”hexe”? Måske fordi heksemyter allerede spillede en rolle i den folkelige båltændingstradition.

Når det var solhverv og midsommer i 1600- og 1700-tallets landbosamfund, var det også tid til at værge sig mod alskens onde kræfter. Midsommeraften fløj hekse fra nær og fjern ud for at feste med djævelen, mente man. De kunne flyve flere forskellige steder hen: mod syd til Bloksbjerg i Harzen, Tyskland eller mod nord til Islands vulkan Hekla – kaldet Hekkenfeldt. Hekla var djævelens største borg i Norden, og den havde direkte adgang til helvede.

Når heksene fløj afsted kunne de finde på at udføre onde gerninger over for de mennesker, de mødte på deres vej. Ja, faktisk ved bare at flyve over en mark, kunne de ødelægge alle de livsvigtige afgrøder. Til sankthans kunne man derfor finde på at tage rønnebærgrene eller porseris og anbringe dem i døre, vinduer og luger. Det ville forhindre en heks i at komme ind i hjemmet eller bringe ulykke over det. Man kunne også sætte stål over døren og i alle markhjørner. Det kaldte man ”at ståle”. Når man havde stålet noget, var det beskyttet mod heksenes onde kræfter. Bålet og ilden var endnu en metode til at holde hekse på afstand.

Heksene samledes ifølge folketroen ikke kun til sankthans, men også til nytår, St. Skadeaften (aftenen før skærtorsdag) og Valborg aften (30 april). Faktisk var det før 1700-tallet på Valborgsaften og ikke sankthans aften, at man tændte bål. Skikken blev med tiden skubbet til Sankt Hans aften. En af forklaringerne kan være den kalenderreform, vi havde i år 1700, hvor kalenderen rykkede hele 11 dage frem. Måske blev det for koldt at sidde om bål hele natten på Valborgsaften?

Sankthans bålet er et vågeblus

På mærkedage, hvor heksene flyver til Bloksbjerg eller ad Hekkenfeld til, er det ikke kun deres onde kræfter, der er på spil og er særligt aktive. Det gælder alle de overnaturlige væsener, som man forestillede sig befolkede naturen. Derfor var det skik og brug at tænde blus (bål) og våge ved det hele aftenen og måske natten igennem. ”Det onde” er nemlig bange for ild. Blusset skulle helst tændes med “vild ild”, dvs. ild, der var lavet helt fra bunden – gerne ved at gnide to træstykker mod hinanden. Vild ild besad store kraftfulde og magiske egenskaber, mente man. Ved at tænde blus beskyttede man altså mennesker, dyr og afgrøder.

Blusset skulle helst tændes på en bakke eller en (grav)høj, så det kunne ses på lang afstand. Nogle steder lavede man ikke et almindeligt bål men antændte halmknipper, som blev svunget på lange stænger.
Når vi i dag står ved sankthans bålet og synger Midsommervisen, så mindes vi faktisk stadig denne skik. Måske har du ikke tænkt nærmere over det, men vi synger bl.a.:

”mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
dem vil vi fra livet med glædesblus holde”

Midsommervisen er for øvrigt fra 1885, og derfor også et relativt nyt indslag i den danske sankthans fejring. Visen blev skrevet af Holger Drachmann til eventyrkomedien: ”Der var engang”, som havde præmie på Det Kongelige Teater i 1887

Hekse, trolde og andre onde væsener er bange for ild og man kan derfor beskytte sig mod dem ved at tænde bål. Blusset skulle helst tændes på en bakke, fx en gravhøj, så det kunne ses på lang afstand. Nogle steder antændte man ikke bål men halmknipper, som man svang rundt i luften på stænger. Billede: Wikipedia. 

Man havde brug for en syndebuk

Heksetroen knyttet til landbosamfundets sankthans handlede altså om at beskytte sig mod hekse med ild – ikke at brænde dem af i den. Afbrændingerne leder i stedet opmærksomheden hen mod de virkelige og makabre hekseafbrændinger, der fandt sted i Danmark i årene 1536-1693. I løbet af de 57 år blev ca. 1000 uskyldige personer tortureret og brændt levende på bål – oftest var de kvinder.

Ældre kvinder, ”kloge koner” eller ”hekse” – både dem man brændte i hekseafbrændingernes tid og dem, man værgede sig mod med vågeblus – fungerede som en slags syndebukke. De fik skylden for de uforklarlige eller uheldige hændelser, der skete. Det kunne være pludselig sygdom, død eller fejlslagen høst. Det var også dem, man nemt kunne give skylden, når de fornødne arbejdsprocesser ikke gik, som de skulle. Fx mente man, at hekse yndede at tage en gårds smørlykke, så mælken ikke blev til smør, når man kærnede. Eller hun kunne tage fiskelykken, når fiskerbonden var ude på fjorden. En belejlig måde at forklare egne fejl og mangler eller rene tilfældigheder.

I dag har vi naturvidenskaben til at give os svar på en masse ”uforklarlige” spørgsmål. Dengang måtte man finde svar på sin ulykke andre steder – og en syndebuk at straffe for det. Fokus faldt ofte på ældre kvinder, der af forskellige grunde skilte sig ud fra mængden eller blot var raget uklar med andre.

Traditioner er ikke statiske

I 1700-tallet forsøgte man at beskytte sig mod den ulykke, heksene bragte ved at ståle eller ved at tænde blus. Men i 1500- og 1600-tallet kunne man i yderste konsekvens få dem slået ihjel ved at brænde dem på bål.

I det lys forekommer nutidens stråhekseafbrænding som en ganske grotesk hygge-tradition. I dag er man da også stoppet med at sætte en kvindefigur på sankthans bålet mange steder. Sankthans er på den måde et godt eksempel på, at skikke og traditioner ikke er statiske størrelser. De forandrer sig hele tiden i takt med den kultur, de er en del af. Man har fejret Sankthans gennem mange hundrede år, men dens indhold har ændret sig drastisk flere gange.

I år kunne en idé måske være, at vi lod os inspirere af landbosamfundets stråmandstradition, hvor man symbolsk stak det ned, der aktuelt plagede én – nemlig vinteren og dens kulde. I stedet for at brænde en heks af, kunne det måske være ganske befriende at afbrænde en halmfigur i skikkelse af corona-virusset.

I dag hygge-afbrænder vi en stråheks på sankthans bålet, som på makaber vis hentyder til 1500- og 1600-tallets virkelige hekseafbrændinger. Ca. 1000 uskyldige personer blev tortureret og brændt levende på bål. Oftest kvinder – ligesom vores sankthans heks. Billede: Wikimedia commens. 

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Vidste du det? Den lille ø Blak i Roskilde Fjord har givet navn til en hel periode

Af Søren A. Sørensen, forhenværende museumsinspektør ved Frederikssund museum, Færgegården.

21.05.2021

Det kræver særlige arbejdsredskaber at lave arkæologi på fjordbunden. Fundene bliver registreret og tegnet op på en særlig tegnefolie. Foto: Søren A. Sørensen/ROMU.

Somme tider skal der iltflasker, dykkermasker og specialudstyr til, når arkæologer leder efter spor fra fortiden. I udstillingen på Frederikssund Museum, Færgegården kan du opleve nogle helt særlige fund fra bunden af Roskilde fjord ved øen Blak – som gav navn til en særlig periode i stenalderen.

I vandet ud for øen Blak udgravede arkæologer i 1990’erne to undersøiske bopladser fra Kongemosekulturen. Allerede i 1982 havde arkæologer kunnet datere en boplads på stedet til den ældre del af den periode af jægerstenalderen, der kaldes for Kongemosekulturen, på baggrund af de genstande der blev fundet på bopladsen.

Men senere blev det klart, at der ikke kun var én boplads, men hele to, som lå ganske lidt forskudt i forhold til hinanden. Den først undersøgte boplads, Blak I, var forholdsvis medtaget af den erosion, der fulgte med, da vandet i fjorden steg og trængte ind over bopladsen. Hvorimod den anden boplads, Blak II, der ligger lidt dybere, var væsentligt bedre bevaret.

Den ældste boplads, Blak II, som ligger på en dybde af cirka 4 meter, viste sig at stamme fra den del af Kongemosekulturen, som danner bro mellem den forudgående Maglemosekultur og Kongemosekulturen. Da bopladser fra denne fase ikke var udgravet tidligere, blev det Blak II, der kom til at give navn til denne overgangsfase, der i dag er kendt som netop ”Blakfasen”.

Kulstof 14-dateringer af materiale fra Blak II-bopladsen viser, at bosættelsen begyndte for omkring 8.400 år siden. Den lidt yngre boplads Blak I, der ligger på en dybde af 2-3 meter, har været beboet i en periode, der strækker sig fra cirka 7.900 til 7.500 år siden.

Fjordbunden har bevaret ældgamle rester af skov

Det fascinerende ved netop de undersøiske bopladser er de fantastisk gode bevaringsforhold, der betyder at redskaber af ben og træ også kan findes ganske velbevarede på disse bopladser.

På fjordbunden ved Blak-bopladserne er der endnu bevaret rester af den skov, der voksede på stedet dengang bopladserne var beboede. Tilbage står nu nedslidte træstubbe, der kun rager ganske lidt op over fjordbunden, og under sand og mudder ud for bopladserne ligger de væltede træstammer fra de træer, der gik omkuld og faldt ud i fjorden, efterhånden som den stigende vandstand druknede dem.

Knogler fra dyr viser stenalderjægernes menu

Imellem stubbene fra den druknede skov fandt arkæologerne flere efterladenskaber fra stenalderfolkene. Redskaberne består overvejende af flintredskaber såsom kerneøkser (en økse lavet af en flintknold), pilespidser, skrabere, bor, stikler (en flintflække der kunne lave furer i ben og tak), flækker (lange stykker slået af en flintblok, der kunne laves om til andre redskaber) og blokke. Men der er også fundet prene (redskab fremstillet af ben), trykstokke lavet af kronhjortetak og en del af en smuk ornamenteret flintægdolk, der er lavet af både ben og flint. Af træ er der fundet en bue og et par lystergrene (lystergrene satte man sammen til det, man i dag kalder et ålejern).

Knoglerne fra stenalderjægernes måltider viser at kronhjort, rådyr og vildsvin har været de foretrukne dyr på menuen. Men der er også fundet knogler fra mere eksotiske arter som bæver og sumpskildpadde, og så er der fundet mange fiskeknogler, der vidner om fiskeriets betydning.

Du kan opleve fundene i udstillingen på Frederikssund Museum, Færgegården.
Se åbningstider og entrepriser her.

Blandt fundene på bunden af Roskilde Fjord ved den lille ø Blak var et spidsvåben lavet af flint. Illustration: ROMU. 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Skøn have for ingen penge?
Her er 5 enkle tips fra gamle dage

Af Niels Hein

27.04.2021

Havearkitekt Mette Rønne har gennem flere år samarbejdet med Færgegårdens frivillige havelaug om at udvikle den historiske have. Foto: Line Jandoria Jørgensen/ROMU.

Vil du spare på havebudgettet? Eller er du måske nysgerrig på, hvordan man skaber en bæredygtig have ved hjælp af genbrug og gør-det-selv? Så kan du læse disse fem tips fra havearkitekt Mette Rønne fra Frederikssund Museum, Færgegården.

Selv når museet er lukket, er der ofte aktivitet i haven ved Frederikssund Museum, Færgegården. Nogle besøgende spadserer langs de sirlige bede, mens andre tager et hvil i havemøblerne.

Færgegårdens  imponerende have indeholder både historiske prydplanter og nytteplanter, men den har ikke kostet en krone.

“Alt i vores have, fra brolægning til bedene, er selvgjort som i gamle dage. Dengang var der jo hverken flisefabrikker eller planteskoler. Man måtte bruge de forhåndenværende materialer, og man delte eller byttede planter med naboerne,” fortæller havearkitekt Mette Rønne.

Mette Rønne har i samarbejde med Færgegårdens frivillige havelaug skabt en historisk inspireret have for ingen penge. Her giver hun fem tips til, hvordan du kan få en gratis have med genbrug og gør-det-selv.

 1. Få stiklinger eller lav dem selv

“En nem måde at få gratis planter er fx at bede om stiklinger fra naboer eller andre bekendte. Man kan ikke bare lave stiklinger af alle planter, men både lavendel og buksbom er nemme, og de er populære i mange historiske bondehaver,” siger Mette Rønne

Stiklinger er, når man hiver en kvist af en plante, og sætter kvisten i et glas vand eller i jorden, og lader den slå rødder.

“Vores buksbomhække på Færgegården  stammer fx fra en buksbom i en af vores frivilliges barndomshjem. Og jeg har leveret rigtig mange stiklinger, som oprindeligt stammer fra Johan Cornelius Kriegers haveanlæg ved Frederiksborg Slot fra 1700-tallet. Så vores stiklinger har dybe historiske rødder” siger Mette Rønne.

Også bærbuske kan formeres ved at bøje en gren ned i jorden, og lade den slå rødder, hvorefter man skærer den af. Det kan man fx med solbær, ribs, stikkelsbær og figen.

2. Bed landmanden om marksten

Til afgrænsning af havebedene og til brolægning har Færgegårdens frivillige benyttet sig af marksten:

“Marksten var jo den typiske belægning i gamle dage, og dem kan man stadig være heldig at få fra den lokale landmand. Stenene bliver pløjet op og ligger som regel i en stor bunke på kanten af marken, lige til at tage. Men husk at spørge om lov!,” siger Mette Rønne.

Foruden marksten kan man også være heldig at få fingre i de mere sjældne møllesten. Sådan en fandtes allerede på Færgegården:

“De smukke, runde møllesten blev brugt til at male korn i landets møller. Men når stenens riller blev slidt ned, blev de skiftet ud, og de gamle sten kunne så bruges som trappetrin eller dekoration, som her i vores have. Men de kan være svære at finde derude,” siger Mette Rønne.

3. Gå på jagt efter blomsterløg

Blomsterløg er en anden oplagt ting at være på udkig efter, når man spadserer i sit lokalområde.

“Vores vintergækker, dorthealiljer, krokus og skovtulipan er alle sammen fundet af vores frivillige,” siger Mette Rønne.

Flere af Færgegårdens smukkeste blomster er endda fundet nær historiske haver, forklarer havearkitekten:

“De vilde skovtulipaner er gravet op som løg i grøfterne ved Selsø Slot og vores dorthealiljer blev fundet som løg i Egelundsgårdens kompostbunke.”

De vilde skovtulipaner er gravet op som løg i grøfterne ved Selsø Slot og vores dorthealiljer blev fundet som løg i Egelundsgårdens kompostbunke

4. Havemøbler og hegn, der holder

4. I dag er der mange, der køber havemøbler af plast eller polyrattan. Men har man fået fingrene i nogle gamle havemøbler af træ, er der gode tips til at få dem til at holde længere:

   “Havemøbler står ofte på græs eller grus og suger derfor en masse fugt op i benene. Med tiden bliver de helt møre og går i stykker. Det problem løste man i gamle dage, ved at banke et lille stykke træ – en såkaldt offerklods – op i benet, som kunne tage imod fugten. De kunne så udskiftes, når der var behov for det,” forklarer havearkitekten

   Foruden de pæne, hvide havemøbler er Færgegårdens have også indrettet med pileflet-hegn.

   “Pil er skønt til hegn eller hobbyprojekter. Og grenene kan man selv gå på jagt efter, eller også kan man efterlyse dem. Der er mange, der gerne deler ud af deres pil,” siger Mette Rønne.

5.  

   5. God jord og gratis gødning

   Man behøver ikke købe sig fattig på den helt rigtige jord til sine blomsterbede:

   “God jord behøver ikke at komme fra en pose, men fra din egen have. Vi komposter alt haveaffaldet fra Færgegården og bruger det i vores forskellige bede,” siger Mette Rønne.

   Ifølge havearkitekten er der heller ingen grund til at tage i plantecenteret efter gødning.

   “Du kan sagtens få hestemøg fra lokale hesteejere og rideskoler,” siger Mette Rønne, som kommer med et andet fif til selvgjort gødning:

   “Man kan faktisk også tage en stor bunke brændenælder i en spand og hælde varm vand ud over dem. Efter et par timer er alle de gode næringsstoffer trukket ud, og vandet er blevet fyldt med næringsstoffer til din køkkenhave,” siger hun.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Heks, helgen og græsenke

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Valborgsaften og 1. maj

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

22.04.2021

På Valgborgsaften tændte man bål og vågede ved det hele natten. Det var en måde, man kunne beskytte sig mod onde kræfter og onde væsener på. De var særligt aktive på denne aften. Et sådan vågeblus skulle tændes med vild ild; ild lavet fra bunden med to stykker træ. FOTO: Wikimedia commens.

Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

Valborgsaften falder aftenen før d. 1. maj, som er Valborgsdag – også kaldet Voldermisse (valborgmesse). Det hedder den, da den er helgendag for Sankt Walpurga, som døde i 779. Hendes navn er fordansket til Valborg. Valborg var en engelsk prinsesse, missionær og abbedisse, der som ganske ung blev sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Ud over at lægge navn til dagen, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund.

En hedensk bålfest og vågenat

Sankt Valborg blev helgenkåret d. 1. maj 870, og det var nok ikke spor tilfældigt, at hendes helgendag skulle falde på netop denne dag. Her lå nemlig allerede en ældgammel hedensk forårsfest, som markerede overgangen fra vinter, goldhed og mørke til sommer, frugtbarhed og lys. Et formentlig strategisk træk fra kirkens side, så folk kunne blive ved med at feste på de mærkedage, de var vant til, men nu under en kristen fortælling.

Den folkelige fejring af Valborgsaften var en bålfest og vågenat. Man tændte bål og vågede ved det gennem hele natten. På Valgborgsaften var det for farligt at blive inden døre, mente man. Denne aften var alle de overnaturlige kræfter og væsener nemlig særligt aktive og farlige. Det gjaldt for alle store overgangsperioder. Her var det overgangen mellem vinter og sommer og senere ville det fx til Allehelgensaften være overgangen fra sommer til vinter. Ved sådanne lejligheder gjorde man klogest i at tænde ild, og våge ved det natten igennem for ikke at blive overlistet af hekse og andre ubehagelige eksistenser.

Kun ”vild ild” kan bruges

For at vågenatten skulle være succesfuld, var det vigtigt, at Valborgsbålet blev tændt med vild ild. Det vil sige, at den skulle laves fra bunden, og altså ikke bare hentes ud fra køkkenets ildsted eller stuens brændeovn. Allerhelst skulle den laves ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Man kaldte valborgsilden for ”at brænde blus”. Et blus kunne både være et bål, men til nøds også ild, der blev tændt i en tjæretønde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke, så den kunne ses langvejs fra. På den måde sikrede man sig, at man skræmte så mange af væsenerne væk som muligt.

Statue af Sankt Walpurga. Valgborgsaften er Sankt Walpurgas (på dansk Valborgs) helgenaften. Hun var en engelsk prinsesse, missionær, der blev abbedisse i det nuværende Tyskland. Ud over at lægge navn til, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund. FOTO: Wikimedia commens. 

Heksene flyver ad Hekkenfeldt til

Oprindeligt havde heksene ikke noget med hverken Valgborgsaften eller Sankt Hans at gøre, men det får de på Valgborgsaften i 1600 og 1700-tallets landbosamfund. Man forestillede sig, at de den aften fløj til heksesabbat – altså til fest med djævelen. I Tyskland og Holland kaldes natten stadig for ”Heksenatten”. I Danmark har vi senere hen forskudt ”heksenatten” til Sankt Hans. På Valgborgsaften fløj de danske hekse til Tromsø kirke, mente man, mens man i Tyskland mente, at de samledes i Bloksbjerg. Tromsø var så langt mod nord, at det regnedes som tæt på grænsen til hedenskabet.

Heksene kunne også flyve til Hekkenfeld (ad Hekkenfeldt til) i Island. Det var heldigvis ikke noget problem, at heksene fløj så mange steder hen for at feste med djævelen, for han kunne sagtens være flere steder på en gang – djævelsk som han var. Heksene var altså nogle af de overnaturlige væsener, man ville skræmme ved at tænde bål. Enhver ved jo, at ild holder hekse væk…

Dans, druk og hor

Når man nu skulle holde sig vågen hele natten, kunne man lige så godt hygge sig, og den lejlighed greb særligt de unge ugifte. Mens ældre, gifte folk og børn trak sig tilbage hen på natten, festede de unge videre i bålets skær. Der blev spist, drukket og danset til den lyse morgen, hvis de unge da ikke parvis var forsvundet ind i skoven inden…

Det gik lystigt til, alt for lystigt, mente præsterne, men selvom de prøvede, var det svært at komme en så indgroet skik til livs. Det kunne være svært for de unge ugifte at holde sig på dydens smalle sti Valborg nat. Og det gjaldt ikke kun herhjemme i Danmark. En engelsk gejstlig bemærker i 1585: ”Jeg har hørt af troværdige vidner, at af 60 eller 100 piger, der Valborg nat går i skoven, kommer knap en tredjedel med æren tilbage i behold.” Mændenes ære (mangel på samme eller rolle i miseren) var der naturligvis ingen, der talte om.

Udskammet med øgenavne og grimme brudekranse

Skulle en kvinde have så dårlig moral, at hun havde ladet sig lokke til skovs og været så uheldig, at hun blev besvangret, men efterfølgende svigtet af karlen, blev hun nedsættende kaldt en ”græsenke”. Hun havde jo ladet sig forføre på græsset. Med barn uden for ægteskabet kunne det være svært for en kvinde at finde en mand, der ville gifte sig med hende, men skulle det alligevel lykkes hende, måtte en græsenke ikke bære en almindelig smuk brudekrans til sit bryllup. I stedet skulle hun bære en krans af halm eller hø, som en form for udskamning og ”brændemærkning” af hendes slette karakter.

De red sommer i by

Hvis de unge ikke allerede var draget i skoven parvis, mens det stadig var mørkt, gjorde de det meget tidligt om morgenen d. 1. maj. De skulle finde et majtræ eller nogle majgrene, som de kunne bringe med tilbage til landsbyen. En majgren var en udsprunget bøgegren med friske nye knopper. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Sommeren var på vej og ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen, kunne de ”ride sommer i by”. Ved hjemkomsten bar sommerbebuderne også gerne blomsterkranse i håret.

Nogle steder kunne man finde på at tage et helt lille bøgetræ med tilbage. Det blev sat i landsbyens fælles midte, hvor man også lavede en bænk af græstørv, ”Majbænken”. Majbænken og majtræet blev pyntet med kranse og bånd, og man dansede omkring træet og holdt endnu et gilde den følgende nat. Nogle steder pyntede man et allerede eksisterende træ eller opstillede en majstang, som vi kender den fra nutidens Sverige og deres midsommerfejring.

Det var ikke kun majtræ, majstang og majbænk, der blev pyntet. Karlene i landsbyen red 1. maj optog gennem byen med de ny-udsprungne bøgegrene, og de pyntede deres heste til lejligheden. På den måde red de sommer i by fra gård til gård.

Når de ankom til en gård, stak de en majgren op i taget over porten eller døren og sang majvisen. På gårdene fik de som tak mad og drikke til aftenens fællesgilde. Ideen var, at man gav hvad man formåede, og alt efter om karlene fandt mængden passende eller ej, sang de forskellige vers til afsked. Havde man på gården givet, hvad der svarede til dens formåen, sang karlene:

”Nu takker vi Eder for jer gav.
Og drikker jer skål udi vort lav”

Men havde de været nærrige, sang karlene:

”Og hvem som haver og intet gir
Gid fanden vil støde ham op og ni´r
Og læg jer så ned i dovne krop
til lopper og lus de æder jer op”

At blive besunget på den måde kunne være en betydningsfuld markering af gårdens anseelse og placering i landsbyfællesskabet. At være udskammet som nærig kunne nemt blive et problem i en lille landsby, hvor man måtte arbejde tæt sammen for at skaffe føde på bordet og leve op til godsets krav.

Tidligt om morgenen efter vågenatten, drog de unge til skovs for at finde majgrene. En majgren var en ny-udsprunget bøgegren. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen d. 1. maj, kunne de unge ”ride sommer i by”. FOTO: Wikimedia commens.

Nye gadelam, gadebasser og ny oldermand

Blandt de unge ugifte karle valgte man på 1. maj en ”majgreve”. Majgreven skulle vælge sig en ”majdronning” eller ”majbrud” og danne par af de resterende ugifte i landsbyen. Manden i et sådant par kaldtes for gadebasse og kvinden gadelam. Var man gadelam og gadebasse med hinanden betød det, at man skulle følges ad til landsbyens fester ind til 1. maj næste år.

Der fulgte også forpligtelser med til at være hinandens gadelam/gadebasse. Fx skulle parret danse et vist antal danse med hinanden ved gilderne, og gadebassen kunne holdes ansvarlig for sit gadelams dyd. Kom hun i omstændigheder, kunne han i visse tilfælde blive nød til at gifte sig med hende. Uanset om det var ham, der havde ligget med hende eller ej. Samtidig var gadelams-skikken en måde, hvorpå de unge fik mulighed for at lære hinanden at kende og måske eksperimentere på en legitim måde.

For de gifte folk var 1. maj også en mærkedag – om end på en lidt anden måde. 1. maj skulle der nemlig vælges en ny oldermand til landsbylauget. I landsbylauget tog man de vigtige fælles beslutninger om landbrugets dyrkningsfællesskab, og ansvaret med at være oldermand gik på omgang. Ikke blandt kvinder, børn, tyende og jordløse naturligvis – men blandt det man kaldte ”byens mænd” – altså gifte gårdfæstere.

Rønnekviste forudser ægteskaber

Som oldermand eller en af ”byens mænd” var det ikke uvæsentligt at kende og kunne tage højde for vejret, når de store beslutninger om markernes dyrkning skulle træffes. Og Valgborg dag og aften bød på mange forskellige former for vejrvarsler. For eksempel sagde man: “Er det tørt på Valborg dag, så får vi en dårlig sommer” Og ”Hvis det fryser til Valborg, vil vi få frost i endnu 40 nætter”.

Man skulle også holde øje med rugens højde da: ”Rugen skal på denne dag kunne skjule en lærke – eller en kragefugl – ellers bliver det en dårlig sommer”. Meget var på spil. En dårlig sommer betød færre afgrøder, og det kunne betyde mangel og sult i vinterhalvåret.

Valborgsaften gav også kærestefolk eller forelskede mulighed for at tage varsler om fremtiden og spå om kærligheden. Den, der ville tage varslet, skulle nævne navnet på en mand og en kvinde, samtidig med at han/hun satte to rønnekviste op mellem loft og tagbjælke. Hvis kvistene senere slog rod, kom de to til at danne par i virkeligheden.

To rønnekviste sat op mellem loft og tagbjælke på Valgborgsaften kunne forudsige, om den påtænkte mand og kvinde ville komme til at danne par i virkeligheden. Hvis kvistene slog rod, ville de finde sammen – ellers ikke. FOTO: Wikimedia commens.

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

30.03.2023

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

Flere end 400 genstande i guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred. Lørdag den 1. april åbner museet med en spotudstilling, der viser et udvalg af de fineste og mest interessante genstande fra fundet. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Af: Stine Blegvad

”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.

Gudme, Jelling, Lejre, Sorte Muld er navne, der klinger bekendt for de fleste med interesse for den ældste del af danmarkshistorien. Nu ser det ud til, at en ny vigtig prik på det historiske danmarkskort snart kan sættes.

På en mark i Hornsherred har en lokal detektorfører, Kimmo Schülz Jønsson, i hemmelighed fundet mere end 400 genstande af guld, sølv og bronze. Inden for et par år er det ganske simpelt væltet op af jorden med smykker, mønter og amuletter – små brudstykker af fjerne tider, der vidner om menneskelig aktivitet på netop dét sted i en langstrakt periode fra omkring år 0 til omkring 1000 e.v.t.

”Det er et virkelig spændende fund. Både fordi der er fundet så meget, og fordi genstandene spænder over så mange år. Til sammen tegner de et billede af et centralt sted med stor handel- og håndværksaktivitet som vi arkæologer ikke tidligere har kendt til”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen.

I Hornsherred kender arkæologerne andre lokaliteter med en fund fra den sene jernalder og vikingetid, men ikke på helt samme niveau som den ny fundne plads.

”I området ved Selsø sø ved Roskilde fjord er der udgravet en lokalitet med en række såkaldte grubehuse, der har fungeret som værksteder i sommerhalvåret. Her kunne skibene lægge til og vare udveksles. Mange af genstandene på den nyfundne plads er sikkert kommet frem via pladsen ved fjorden”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen

”Manden med ørnehjelmen” har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen og tolkes som et autoritetssymbol. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Manden med ørnehjelmen

Særligt én genstand blandt de mange er bemærkelsesværdig: en lille tredimensionel figur i forgyldt sølv viser et fint udformet mandsansigt med en hjelm, der på toppen er udformet som en ørn med et krumt næb.

”Manden med ørnehjelmen” er noget helt særligt”, fortæller Palle Østergaard Sørensen.

”Vi kender kun en lille håndfuld lignende små figurer eller amuletter i Skandinavien, men stykket fra den nye lokalitet, er specielt fint udformet i forgyldt sølv. Afbildninger af krigere, som bærer tilsvarende ørnehjelme kendes fra flere svenske og engelske fyrstegrave, som kan dateres til det 7. årh. e.Kr. –  altså perioden før vikingetiden. Den lille amulet har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen. Det har formentlig været et autoritetssymbol, og derfor siger det også noget om det sted, den er fundet – det har været et sted af betydning.”

Fra Mellemøsten til Hornsherred – via Kiev

Blandt de mange fundne genstande er også omkring 70 mønter med arabiske indskrifter. De har fundet vej fra Mellemøsten til Hornsherred ad handelsruter, som gik ad floder i det nuværende Ukraine, hvor nordiske vikinger i en periode havde etableret et rige. 

”Det er tydeligt, at lokaliteten i Hornsherred har været i kontakt med fjerne egne. Her har færdedes mennesker, som havde forbindelser langt ud i verden,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Blandt de mange særligt spændende genstande er også ”Valkyrien” – et fint sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure – og et ”vendesmykke”, der viser et ansigt, som smiler eller ser surt ud, afhængigt af, hvordan det vendes, og mange, mange andre fine og bemærkelsesværdige små genstande, som har været gemt i Hornsherreds muld i mellem tusind og to tusind år.

På baggrund af fundene vil ROMUs arkæologer meget gerne lave en prøvegravning på stedet for at se, hvad der gemmer sig undermulden. Hvorvidt og hvornår dette kan lade sig gøre, afhænger lodsejeren.

Dette fine sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure, er et af de flere hundrede fund, som detektorfører Kimmo Schülz Jønsson har fundet på marken i Hornsherred gennem et par år. Foto: Kimmo Schülz Jønsson

Grib muligheden for at opleve ”Manden med ørnehjelmen”

ROMUs arkæologer forventer, at stort set alle de fundne genstande vil blive erklæret som danefæ, og dermed skal de overgå til Nationalmuseets samling.

Men inden da får alle heldigvis mulighed for at nå at opleve et udvalg af de fine fund med egne øjne.

For når Frederikssund Museum, Færgegården har sæsonåbning lørdag den 1. april, slår museet samtidig dørene op for den nye spotudstilling, hvor ”Manden med ørnehjelmen” og et udvalg af de andre fine genstande fra Hornsherred-marken kan opleves på nærmeste hold.

Læs mere om museets billetpriser og åbningstider her

Kan du ikke få nok af fundene? Så se Politikkens flotte netartikel her. Du behøver ikke være abonnent for at kunne læse den, men det kræver, at du opretter dig som bruger.

Du kan også høre Palle og Kimmo fortælle om fundet i P1 Morgen fra 30. marts 2023. Klik her og spring frem til tidskoden 1:26:10

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE