Skøn have for ingen penge? Her er 5 enkle tips fra gamle dage

Skøn have for ingen penge? Her er 5 enkle tips fra gamle dage

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN Skøn...
Heks, helgen og græsenke

Heks, helgen og græsenke

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN WEBSHOP NYHEDSBREV KONTAKT Heks,...
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN...
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

OM MUSEET MUSEETS HISTORIE FÆRGEGÅRDENS VENNER SOMMERFLID MUSEUMSKLUB ARKÆOLOGI RUNDVISNING OG UNDERVISNING RUNDVISNING UNDERVISNING NYHEDER OG ARTIKLER PÅ SPORET AF FORTIDEN – FOTOUDSTILLING OM UDSTILLINGEN OM AT FÆRDES I NATUREN NYHEDSBREV KONTAKT TIL FORSIDEN...
Til top
X
post-5018

Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have

BEGIVENHED

12.08.2021

Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have

Naturen er ét stort spisekammer. På Færgegårdens to sanketure i september kan man blive klogere på, hvad der kan spises – og hvad der ikke kan. Foto: ROMU

To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.

Fjordboere har altid levet i tæt konkakt med naturen. Det sætter Frederikssund Museum, Færgegården fokus på ved to sanketure, hvor deltagerne lærer, hvordan man indsamler og benytter vilde planter, ligesom fjordboerne har gjort det gennem århundreder.

En naturvejleder fra Vild Mad vil guide deltagerne gennem skov, have og grøftekanter og vise, hvordan man kender forskel på det, der kan spises, og det, der ikke kan. Her får deltagerne et nærmere og anderledes indblik i det frugt og grønt, som naturen gennem året bugner af. Undervejs får man kulturhistoriske fortællinger om det sankede, og om hvordan fjordboerne har brugt det gennem historien, hvor naturen var deres primære spisekammer.

”Den fjord, skov og endda de grøftekanter, vi går langs med her i Frederikssund hver eneste dag, er i virkeligheden ét stort, grønt spisekammer. Sådan har det været lige siden oldtiden, men det tænker langt de færreste af os over i dag. På sanketuren her kan man blive klogere på, hvordan vi stadig i dag kan nyde godt af de mange grønne ressourcer,” fortæller Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

For store og små, nye og erfarne
Alle fra 6 år og opad er velkomne til at deltage i sanketurene, som kan nydes af både nybegyndere og øvede – uanset om man er helt grøn i sankning eller er en haj til spiselige planter.

Sanketurene afsluttes i Færgegårdens museumshave ved bålpladsen. Her får deltagerne både tips til at bruge naturen hjemme i køkkenet og mulighed for at smage på den vilde natur, de har sanket.


Tid, pris og sted
Vil man med på én af sanketurene, har man chancen den 11. eller 25. september.
Begge dage fra kl. 11:00-14:00.
Turene starter ved Frederikssund Museum, Færgegården.
Medbring egen frokost
Prisen er 75 kr. (+billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

læs mere
Ingen heks og ingen midsommervise

Ingen heks og ingen midsommervise

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

læs mere
post-4814

Skøn have for ingen penge? Her er 5 enkle tips fra gamle dage

BEGIVENHED

Skøn have for ingen penge?
Her er 5 enkle tips fra gamle dage

 

Af Niels Hein

27.04.2021

Havearkitekt Mette Rønne har gennem flere år samarbejdet med Færgegårdens frivillige havelaug om at udvikle den historiske have. Foto: Line Jandoria Jørgensen/ROMU.

Vil du spare på havebudgettet? Eller er du måske nysgerrig på, hvordan man skaber en bæredygtig have ved hjælp af genbrug og gør-det-selv? Så kan du læse disse fem tips fra havearkitekt Mette Rønne fra Frederikssund Museum, Færgegården.

Selv når museet er lukket, er der ofte aktivitet i haven ved Frederikssund Museum, Færgegården. Nogle besøgende spadserer langs de sirlige bede, mens andre tager et hvil i havemøblerne.

Færgegårdens  imponerende have indeholder både historiske prydplanter og nytteplanter, men den har ikke kostet en krone.

“Alt i vores have, fra brolægning til bedene, er selvgjort som i gamle dage. Dengang var der jo hverken flisefabrikker eller planteskoler. Man måtte bruge de forhåndenværende materialer, og man delte eller byttede planter med naboerne,” fortæller havearkitekt Mette Rønne.

Mette Rønne har i samarbejde med Færgegårdens frivillige havelaug skabt en historisk inspireret have for ingen penge. Her giver hun fem tips til, hvordan du kan få en gratis have med genbrug og gør-det-selv.

 

 1. Få stiklinger eller lav dem selv

“En nem måde at få gratis planter er fx at bede om stiklinger fra naboer eller andre bekendte. Man kan ikke bare lave stiklinger af alle planter, men både lavendel og buksbom er nemme, og de er populære i mange historiske bondehaver,” siger Mette Rønne

Stiklinger er, når man hiver en kvist af en plante, og sætter kvisten i et glas vand eller i jorden, og lader den slå rødder.

“Vores buksbomhække på Færgegården  stammer fx fra en buksbom i en af vores frivilliges barndomshjem. Og jeg har leveret rigtig mange stiklinger, som oprindeligt stammer fra Johan Cornelius Kriegers haveanlæg ved Frederiksborg Slot fra 1700-tallet. Så vores stiklinger har dybe historiske rødder” siger Mette Rønne.

Også bærbuske kan formeres ved at bøje en gren ned i jorden, og lade den slå rødder, hvorefter man skærer den af. Det kan man fx med solbær, ribs, stikkelsbær og figen.

 

2. Bed landmanden om marksten

Til afgrænsning af havebedene og til brolægning har Færgegårdens frivillige benyttet sig af marksten:

“Marksten var jo den typiske belægning i gamle dage, og dem kan man stadig være heldig at få fra den lokale landmand. Stenene bliver pløjet op og ligger som regel i en stor bunke på kanten af marken, lige til at tage. Men husk at spørge om lov!,” siger Mette Rønne.

Foruden marksten kan man også være heldig at få fingre i de mere sjældne møllesten. Sådan en fandtes allerede på Færgegården:

“De smukke, runde møllesten blev brugt til at male korn i landets møller. Men når stenens riller blev slidt ned, blev de skiftet ud, og de gamle sten kunne så bruges som trappetrin eller dekoration, som her i vores have. Men de kan være svære at finde derude,” siger Mette Rønne.

 

3. Gå på jagt efter blomsterløg

Blomsterløg er en anden oplagt ting at være på udkig efter, når man spadserer i sit lokalområde.

“Vores vintergækker, dorthealiljer, krokus og skovtulipan er alle sammen fundet af vores frivillige,” siger Mette Rønne.

Flere af Færgegårdens smukkeste blomster er endda fundet nær historiske haver, forklarer havearkitekten:

“De vilde skovtulipaner er gravet op som løg i grøfterne ved Selsø Slot og vores dorthealiljer blev fundet som løg i Egelundsgårdens kompostbunke.”

De vilde skovtulipaner er gravet op som løg i grøfterne ved Selsø Slot og vores dorthealiljer blev fundet som løg i Egelundsgårdens kompostbunke

De vilde skovtulipaner er gravet op som løg i grøfterne ved Selsø Slot og vores dorthealiljer blev fundet som løg i Egelundsgårdens kompostbunke

4. Havemøbler og hegn, der holder

    1. I dag er der mange, der køber havemøbler af plast eller polyrattan. Men har man fået fingrene i nogle gamle havemøbler af træ, er der gode tips til at få dem til at holde længere:

      “Havemøbler står ofte på græs eller grus og suger derfor en masse fugt op i benene. Med tiden bliver de helt møre og går i stykker. Det problem løste man i gamle dage, ved at banke et lille stykke træ – en såkaldt offerklods – op i benet, som kunne tage imod fugten. De kunne så udskiftes, når der var behov for det,” forklarer havearkitekten

      Foruden de pæne, hvide havemøbler er Færgegårdens have også indrettet med pileflet-hegn.

      “Pil er skønt til hegn eller hobbyprojekter. Og grenene kan man selv gå på jagt efter, eller også kan man efterlyse dem. Der er mange, der gerne deler ud af deres pil,” siger Mette Rønne.

    2.  

      5God jord og gratis gødning

      Man behøver ikke købe sig fattig på den helt rigtige jord til sine blomsterbede:

      “God jord behøver ikke at komme fra en pose, men fra din egen have. Vi komposter alt haveaffaldet fra Færgegården og bruger det i vores forskellige bede,” siger Mette Rønne.

      Ifølge havearkitekten er der heller ingen grund til at tage i plantecenteret efter gødning.

      “Du kan sagtens få hestemøg fra lokale hesteejere og rideskoler,” siger Mette Rønne, som kommer med et andet fif til selvgjort gødning:

      “Man kan faktisk også tage en stor bunke brændenælder i en spand og hælde varm vand ud over dem. Efter et par timer er alle de gode næringsstoffer trukket ud, og vandet er blevet fyldt med næringsstoffer til din køkkenhave,” siger hun.

    Haven kan besøges året rundt. Færgegårdens havelaug mødes hver torsdag til arbejde i haven og hyggeligt samvær over en kop kaffe. Her svarer de gerne på spørgsmål om haven.

    FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
    FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

    FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

    Heks, helgen og græsenke

    Heks, helgen og græsenke

    Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

    læs mere
    Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

    Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

    Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

    læs mere
    Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

    Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

    Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

    læs mere
    Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

    Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

    ”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

    læs mere

    post-4790

    Heks, helgen og græsenke

    BEGIVENHED

    Heks, helgen og græsenke

     

    Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Valborgsaften og 1. maj

    Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

    22.04.2021

    På Valgborgsaften tændte man bål og vågede ved det hele natten. Det var en måde, man kunne beskytte sig mod onde kræfter og onde væsener på. De var særligt aktive på denne aften. Et sådan vågeblus skulle tændes med vild ild; ild lavet fra bunden med to stykker træ. FOTO: Wikimedia commens.

    Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

    Valborgsaften falder aftenen før d. 1. maj, som er Valborgsdag – også kaldet Voldermisse (valborgmesse). Det hedder den, da den er helgendag for Sankt Walpurga, som døde i 779. Hendes navn er fordansket til Valborg. Valborg var en engelsk prinsesse, missionær og abbedisse, der som ganske ung blev sendt til det nuværende Tyskland for at missionere. Ud over at lægge navn til dagen, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund.

    En hedensk bålfest og vågenat

    Sankt Valborg blev helgenkåret d. 1. maj 870, og det var nok ikke spor tilfældigt, at hendes helgendag skulle falde på netop denne dag. Her lå nemlig allerede en ældgammel hedensk forårsfest, som markerede overgangen fra vinter, goldhed og mørke til sommer, frugtbarhed og lys. Et formentlig strategisk træk fra kirkens side, så folk kunne blive ved med at feste på de mærkedage, de var vant til, men nu under en kristen fortælling.

    Den folkelige fejring af Valborgsaften var en bålfest og vågenat. Man tændte bål og vågede ved det gennem hele natten. På Valgborgsaften var det for farligt at blive inden døre, mente man. Denne aften var alle de overnaturlige kræfter og væsener nemlig særligt aktive og farlige. Det gjaldt for alle store overgangsperioder. Her var det overgangen mellem vinter og sommer og senere ville det fx til Allehelgensaften være overgangen fra sommer til vinter. Ved sådanne lejligheder gjorde man klogest i at tænde ild, og våge ved det natten igennem for ikke at blive overlistet af hekse og andre ubehagelige eksistenser.

    Kun ”vild ild” kan bruges

    For at vågenatten skulle være succesfuld, var det vigtigt, at Valborgsbålet blev tændt med vild ild. Det vil sige, at den skulle laves fra bunden, og altså ikke bare hentes ud fra køkkenets ildsted eller stuens brændeovn. Allerhelst skulle den laves ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Man kaldte valborgsilden for ”at brænde blus”. Et blus kunne både være et bål, men til nøds også ild, der blev tændt i en tjæretønde. Ilden skulle helst tændes på en høj eller bakke, så den kunne ses langvejs fra. På den måde sikrede man sig, at man skræmte så mange af væsenerne væk som muligt.

    Statue af Sankt Walpurga. Valgborgsaften er Sankt Walpurgas (på dansk Valborgs) helgenaften. Hun var en engelsk prinsesse, missionær, der blev abbedisse i det nuværende Tyskland. Ud over at lægge navn til, havde Sankt Valborg dog meget lidt med valborgsfejringen at gøre i det gamle landbosamfund. FOTO: Wikimedia commens. 

    Heksene flyver ad Hekkenfeldt til

    Oprindeligt havde heksene ikke noget med hverken Valgborgsaften eller Sankt Hans at gøre, men det får de på Valgborgsaften i 1600 og 1700-tallets landbosamfund. Man forestillede sig, at de den aften fløj til heksesabbat – altså til fest med djævelen. I Tyskland og Holland kaldes natten stadig for ”Heksenatten”. I Danmark har vi senere hen forskudt ”heksenatten” til Sankt Hans. På Valgborgsaften fløj de danske hekse til Tromsø kirke, mente man, mens man i Tyskland mente, at de samledes i Bloksbjerg. Tromsø var så langt mod nord, at det regnedes som tæt på grænsen til hedenskabet.

    Heksene kunne også flyve til Hekkenfeld (ad Hekkenfeldt til) i Island. Det var heldigvis ikke noget problem, at heksene fløj så mange steder hen for at feste med djævelen, for han kunne sagtens være flere steder på en gang – djævelsk som han var. Heksene var altså nogle af de overnaturlige væsener, man ville skræmme ved at tænde bål. Enhver ved jo, at ild holder hekse væk…

    Dans, druk og hor

    Når man nu skulle holde sig vågen hele natten, kunne man lige så godt hygge sig, og den lejlighed greb særligt de unge ugifte. Mens ældre, gifte folk og børn trak sig tilbage hen på natten, festede de unge videre i bålets skær. Der blev spist, drukket og danset til den lyse morgen, hvis de unge da ikke parvis var forsvundet ind i skoven inden…

    Det gik lystigt til, alt for lystigt, mente præsterne, men selvom de prøvede, var det svært at komme en så indgroet skik til livs. Det kunne være svært for de unge ugifte at holde sig på dydens smalle sti Valborg nat. Og det gjaldt ikke kun herhjemme i Danmark. En engelsk gejstlig bemærker i 1585: ”Jeg har hørt af troværdige vidner, at af 60 eller 100 piger, der Valborg nat går i skoven, kommer knap en tredjedel med æren tilbage i behold.” Mændenes ære (mangel på samme eller rolle i miseren) var der naturligvis ingen, der talte om.

    Udskammet med øgenavne og grimme brudekranse

    Skulle en kvinde have så dårlig moral, at hun havde ladet sig lokke til skovs og været så uheldig, at hun blev besvangret, men efterfølgende svigtet af karlen, blev hun nedsættende kaldt en ”græsenke”. Hun havde jo ladet sig forføre på græsset. Med barn uden for ægteskabet kunne det være svært for en kvinde at finde en mand, der ville gifte sig med hende, men skulle det alligevel lykkes hende, måtte en græsenke ikke bære en almindelig smuk brudekrans til sit bryllup. I stedet skulle hun bære en krans af halm eller hø, som en form for udskamning og ”brændemærkning” af hendes slette karakter.

    Sommeren var på vej og ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen, kunne de ”ride sommer i by”. Ved hjemkomsten bar sommerbebuderne også gerne blomsterkranse i håret.

    De red sommer i by

    Hvis de unge ikke allerede var draget i skoven parvis, mens det stadig var mørkt, gjorde de det meget tidligt om morgenen d. 1. maj. De skulle finde et majtræ eller nogle majgrene, som de kunne bringe med tilbage til landsbyen. En majgren var en udsprunget bøgegren med friske nye knopper. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Sommeren var på vej og ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen, kunne de ”ride sommer i by”. Ved hjemkomsten bar sommerbebuderne også gerne blomsterkranse i håret.

    Nogle steder kunne man finde på at tage et helt lille bøgetræ med tilbage. Det blev sat i landsbyens fælles midte, hvor man også lavede en bænk af græstørv, ”Majbænken”. Majbænken og majtræet blev pyntet med kranse og bånd, og man dansede omkring træet og holdt endnu et gilde den følgende nat. Nogle steder pyntede man et allerede eksisterende træ eller opstillede en majstang, som vi kender den fra nutidens Sverige og deres midsommerfejring.

    Det var ikke kun majtræ, majstang og majbænk, der blev pyntet. Karlene i landsbyen red 1. maj optog gennem byen med de ny-udsprungne bøgegrene, og de pyntede deres heste til lejligheden. På den måde red de sommer i by fra gård til gård.

    Når de ankom til en gård, stak de en majgren op i taget over porten eller døren og sang majvisen. På gårdene fik de som tak mad og drikke til aftenens fællesgilde. Ideen var, at man gav hvad man formåede, og alt efter om karlene fandt mængden passende eller ej, sang de forskellige vers til afsked. Havde man på gården givet, hvad der svarede til dens formåen, sang karlene:

    ”Nu takker vi Eder for jer gav.
    Og drikker jer skål udi vort lav”

    Men havde de været nærrige, sang karlene:

    ”Og hvem som haver og intet gir
    Gid fanden vil støde ham op og ni´r
    Og læg jer så ned i dovne krop
    til lopper og lus de æder jer op”

    At blive besunget på den måde kunne være en betydningsfuld markering af gårdens anseelse og placering i landsbyfællesskabet. At være udskammet som nærig kunne nemt blive et problem i en lille landsby, hvor man måtte arbejde tæt sammen for at skaffe føde på bordet og leve op til godsets krav.

    Tidligt om morgenen efter vågenatten, drog de unge til skovs for at finde majgrene. En majgren var en ny-udsprunget bøgegren. Den symboliserede frugtbarhed og en ny begyndelse. Ved at ride ind i byen med majgrene om morgenen d. 1. maj, kunne de unge ”ride sommer i by”. FOTO: Wikimedia commens.

    Nye gadelam, gadebasser og ny oldermand

    Blandt de unge ugifte karle valgte man på 1. maj en ”majgreve”. Majgreven skulle vælge sig en ”majdronning” eller ”majbrud” og danne par af de resterende ugifte i landsbyen. Manden i et sådant par kaldtes for gadebasse og kvinden gadelam. Var man gadelam og gadebasse med hinanden betød det, at man skulle følges ad til landsbyens fester ind til 1. maj næste år.

    Der fulgte også forpligtelser med til at være hinandens gadelam/gadebasse. Fx skulle parret danse et vist antal danse med hinanden ved gilderne, og gadebassen kunne holdes ansvarlig for sit gadelams dyd. Kom hun i omstændigheder, kunne han i visse tilfælde blive nød til at gifte sig med hende. Uanset om det var ham, der havde ligget med hende eller ej. Samtidig var gadelams-skikken en måde, hvorpå de unge fik mulighed for at lære hinanden at kende og måske eksperimentere på en legitim måde.

    For de gifte folk var 1. maj også en mærkedag – om end på en lidt anden måde. 1. maj skulle der nemlig vælges en ny oldermand til landsbylauget. I landsbylauget tog man de vigtige fælles beslutninger om landbrugets dyrkningsfællesskab, og ansvaret med at være oldermand gik på omgang. Ikke blandt kvinder, børn, tyende og jordløse naturligvis – men blandt det man kaldte ”byens mænd” – altså gifte gårdfæstere.

    Rønnekviste forudser ægteskaber

    Som oldermand eller en af ”byens mænd” var det ikke uvæsentligt at kende og kunne tage højde for vejret, når de store beslutninger om markernes dyrkning skulle træffes. Og Valgborg dag og aften bød på mange forskellige former for vejrvarsler. For eksempel sagde man: “Er det tørt på Valborg dag, så får vi en dårlig sommer” Og ”Hvis det fryser til Valborg, vil vi få frost i endnu 40 nætter”.

    Man skulle også holde øje med rugens højde da: ”Rugen skal på denne dag kunne skjule en lærke – eller en kragefugl – ellers bliver det en dårlig sommer”. Meget var på spil. En dårlig sommer betød færre afgrøder, og det kunne betyde mangel og sult i vinterhalvåret.

    Valborgsaften gav også kærestefolk eller forelskede mulighed for at tage varsler om fremtiden og spå om kærligheden. Den, der ville tage varslet, skulle nævne navnet på en mand og en kvinde, samtidig med at han/hun satte to rønnekviste op mellem loft og tagbjælke. Hvis kvistene senere slog rod, kom de to til at danne par i virkeligheden.

    To rønnekviste sat op mellem loft og tagbjælke på Valgborgsaften kunne forudsige, om den påtænkte mand og kvinde ville komme til at danne par i virkeligheden. Hvis kvistene slog rod, ville de finde sammen – ellers ikke. FOTO: Wikimedia commens.

    Kilder:

    August F. Schmidt: ”Leksikon over landsbyens gilder – Festskikke og Fester på Landet”, Rosenkilde og aggers forlag1950

    Ib Askholm: ”Den gamle danske vejrbog”, Askholms Forlag 2005

    Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997
    Ruth Gunnarsen: ”Vore gamle kalenderdage – tro, overtro, varsler”, Lademann

     

    I samme serie:

    I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

     

    FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
    FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

    FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

    Heks, helgen og græsenke

    Heks, helgen og græsenke

    Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

    læs mere
    Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

    Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

    Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

    læs mere
    Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

    Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

    Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

    læs mere
    Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

    Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

    ”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

    læs mere

    post-4760

    Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

    BEGIVENHED

    3D animering: ROMU/Amanda Sjøbeck.

    Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

    15.04.2021

    Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

    Det var en detektorfører, der fandt den lille pynteknap ved Selsø Vestby på Hornsherred i 2019. Nedlukningen i 2020 medførte, at museet har ventet med at udstille den indtil nu, så flere kan få glæde af oplevelsen.

    Pynteknappen er nemlig ganske særlig: dens gådefulde motiv viser myten om Tyr og Fenrisulven, som er nedskrevet i middelalderen efter kristendommens indtog og kendt fra de islandske sagaer. Men pynteknappens udformning, udsmykning og dyreornamentik er typisk for sen jernalder og vikingetid. Det viser, at myten om Tyr og Fenris er opstået, længe før den blev skrevet ned.

    ”Der findes ganske få andre afbildninger af myten, som ligesom pynteknappen er samtidige med asatroen og de mundtlige genfortællinger af myten – og altså også fra før myten blev skrevet ned. Men på pynteknappen, som vi nu har fundet, er det tydeligvis en kamp, der er afbildet. Den fremstilling af myten om Tyr og Fenris har vi ikke set før, hverken i de andre tidligere afbildninger eller fra middelalderens nedskrevne versioner af myten. Så det nye fund giver os et rigere billede af de mange forskellige versioner, myten har eksisteret i, før den blev nedskrevet,” forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen fra museumsorganisationen ROMU, som Frederikssund Museum, Færgegården er en del af.

    Hånd og ulvemund leder på sporet af myten

    Motivet viser en dramatiske kamp mellem menneske og dyr. De to er viklet godt ind i hinanden, og en hånd holder fast i underkæben på et stort dyr.

    ”Fordi motivet viser en hånd og det ulvelignende dyr, leder det os på sporet af myten om Tyr og Fenrisulven. Selve motivet er omkranset af et fletbånd, der kan tolkes som lænken Gleipner, der i myten holder Fenrisulven fanget,” fortæller Palle Østergaard Sørensen

    Myten om Tyr og Fenrisulven fortæller, hvordan de nordiske guder tre gange forsøgte at lænke ulven Fenris. Ved de første to forsøg sprængte ulven let kæderne. En tredje og speciel lænke, kaldet Gleipner, blev derfor lavet. For at lokke Fenrisulven til at lade sig teste en sidste gang, lagde Tyr sin hånd i munden på ulven som en form for pant. Kæden blev lagt om halsen, og da ulven hurtigt indså, at den ikke kunne sprænge kæden, bed han sammen, så Tyr mistede sin hånd. Fenrisulven bliver herefter holdt fanget indtil Ragnarok, som ifølge mytologien er verdens undergang.

    Pynteknappen skulle ses

    Hvad den lille pynteknap har været brugt til, står ikke helt klart for ROMUs arkæologer. Men den dateres til vikingetiden, og Palle Østergaard Sørensen forklarer, at den har været placeret et sted, hvor det var meningen, at den skulle ses:
    ”En knap med så detaljeret motiv og i forgyldt bronze kan have siddet på seletøjet til en hest eller som knap på et skrin. Den er i hvert fald bemærkelsesværdig og må have siddet så andre har kunne få øje på den” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

    Pynteknappen kan fra den 21. april ses i Frederikssunds Museum, Færgegårdens udstilling, hvor man også kan opleve et udvalg af andre danefæfund fra Selsø Vestby. Senere vil pynteknappen blive overdraget til Nationalmuseet, som skal vurdere, om den er danefæ og dermed tilhører Nationalmuseets samling.

     

    Frederikssund Museum, Færgegårdens åbningstider fra 21. april:
    Tirsdag – Søndag kl. 11-15

    På pynteknappen, som er fundet på Hornsherred, ses en dramatisk kamp mellem Tyr og Fenrisulven. Den fremstilling af myten har forskerne ikke set før. Illustration: Trine Sejthen/ROMU.

    ROMU holder sig løbende opdateret om gældende retningslinjer for, hvordan besøgsstederne bedst passer på de besøgende. Foreløbig står det klart, at der bl.a. vil være krav om coronapas, når museerne forhåbentlig kan åbne fra den 21. april. Det vil sige, at man skal fremvise dokumentation for, at man er vaccineret, tidligere har været smittet, eller at man inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19.

    www.romu.dk kan man løbende følge med i tiltag og retningslinjer, så alle kan passe på hinanden.

    FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
    FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

    post-4710

    Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

    BEGIVENHED

    Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

    Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om påske

    Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

    26.03.2021

    (Påske)ægget har til alle tider spillet en central rolle i påskefejringen. Førhen var der dog ikke tale om chokolade æg men om rigtige hønseæg. Høns lægger ikke naturligt æg hele året rundt så de første æg, hønsene lagde i foråret omkring påske, var i landbosamfundet et symbol på den livskraft og frugtbarhed, som foråret bragte efter en lang hård vinter. FOTO: Daniel T.N. Rasmussen/ROMU.

    Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før-kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

    Påsketid bebudede nyt håb og en ny begyndelse. I Frankrig holdt man faktisk påske og nytår samtidig indtil 1556, hvor man skiftede kalendersystem. I England fejrede man nytår d. 26. marts helt indtil 1752. Forårets store betydning for landbobefolkningen vidner om den afhængighed af naturens og dens luner, man var underlagt. Foråret var derfor en periode, hvor man var meget opmærksom på vejret, som havde afgørende betydning for pløjning, forårssåning, afgrødernes vilkår og dyrenes velbefindende.

    Påsketiden var altså varslernes tid. Man sagde fx, at ”påskesommer giver pinsevinter” og at ”grøn påske varsler hvid jul – men hvid påske varsler grøn (mild) jul”. Regner det skærtorsdag bliver det en god høst: ”Skærtorsdags tø lover mange læs hø.” Regner det langfredag, er det derimod et varsel om et køligt forår og en dårlig rughøst. Dog kunne et enkelt kortvarigt solglimt på langfredag omstøde alle andre negative varsler. Der var meget, at holde øje med, og vejret var ikke det eneste, for en magisk periode var også en farlig periode, hvor andre magiske kræfter ligeledes var på spil – blandt andet heksene.

    Hekse med potter og pander på hovedet

    Onsdag eftermiddag før skærtorsdag (askeonsdag) var det skt. Skadeaften. På skt. Skadeaften mente man, at heksene var særligt aktive. De skulle nemlig til heksemøde i Bloksbjerg. Heksene var derfor på udkig efter ting, de kunne flyve på, og alle slags større redskaber kunne bruges. Var en heks først redet afsted på et redskab, ville det bringe uheld resten af året, når man brugte det. Derfor skulle man sørge for at tage alle løse redskaber inde døre, så heksene ikke kunne bruge dem. Potter og pander var også i fare, for heksene skulle efter sigende ynde at bruge dem som (usynlig) hovedbeklædning. Hvis heksene ikke fandt redskaber at ride på, kunne de flyve på skader. Derfor sagde man, at man skt. Skadeaften ikke ville kunne få øje på én eneste skade. Heksene nøjedes dog ikke med at bruge skaderne som ridefugle. Ifølge folketroen lagde de skaderne på ryggen under festen i Bloksbjerg og brugte deres gump som drikkebæger.

    Et hønnike æg er det første æg en høne lægger.

    Stål til kamp mod hekse

    Man kunne beskytte sig mod hekse ved at ståle. Dvs. at placere noget af stål (fx en kniv) over hoveddøren. Gjorde man det, kunne hun ikke kunne komme ind gennem døren. Man kunne også ståle i møddingen, så heksen ikke kunne stjæle eller gøre skade på den dyrebare gødning.
    Var man derimod nysgerrig efter at se heksene drage afsted, kunne man lægge sig under en rive med tænderne opad på en korsvej. På den måde, var man beskyttet, mens man kunne ligge og se heksene flyve forbi. De fleste holdt sig dog inde, hvor de var i sikkerhed.


    Magien ved et hønnike-æg

    Hekse levede normalt forklædt som helt almindelig mennesker blandt alle andre i landsbyen, så skærtorsdag morgen gik de, som alle andre, også i kirke. På denne dag kunne de dog blive afsløret ved hjælp af et hønnike-æg og en uvidende karl eller pige. Et hønnike æg er det første æg en høne lægger. Sneg man det ned i lommen på en intetanende karl eller pige, ville vedkommende under kirkegang kunne se nogle mærkværdige syner. Midt blandt kirkegængerne ville han eller hun pludselig se koner med sælsomme hovedbeklædninger; nemlig de (ellers usynlige) gryder og pander, som hekse ynder at have på hovedet. Efter kirke kunne karlen eller pigen så afsløre for alle de andre, præcis hvem i landsbyen, der var heks.

    Gennem vinteren var grønkålen en af de eneste vitaminkilder man havde. I påsken begyndte landskabet igen at blive grønt, og det var derfor skik, at man skærtorsdag kogte suppe på flæsk, grønkål og otte andre forskellige slags grønt, som man kunne finde ude i naturen. Nikålssuppen, som det hed, ville så overføre livskraften fra de grønne forårsskud til dem, der spiste den. FOTO: Daniel T. N. Rasmussen/ROMU.

    Påskeægget varsler forår

    Hønnike-ægget besad altså en form for magi, men påskens æg blev i det hele taget anset for at have en helt særlig iboende kraft. I et mere eller mindre selvforsynende landbrugssamfund, bebudede ægget vinterens afslutning og forårets komme. Høns lægger nemlig ikke æg hele året rundt. Ligesom koen holdt op med at give mælk, når den skulle klare sig på den sparsomme vinterfoder, lagde hønen ikke æg gennem vintermørket. De første æg, der blev lagt omkring påske, hvor dagene igen blev mildere, længere og lysere, blev derfor et mærkbart symbol på livskraft og frugtbarhed. Ægget indeholder kimen til liv. Ægget spillede derfor en helt central rolle i påskefejringen, hvor man ønskede at overføre æggets livskraft og frugtbarhed til dyr, mennesker og afgrøder.

    I påsken gav man æg til hinanden som gaver, og karle og piger fik i 1700-tallet æg som en del af lønnen. Børnene gik fra gård til gård og sang for æg. På trods af at æggene ikke var af chokolade, som de er i dag, så var de en lækker og sjælden delikatesse. Vi skal helt op til slutningen af 1800-tallet før det typiske påskeæg var et sukkeræg, og endnu længere før chokoladeægget bliver udbredt i 1920’erne og 30’erne.

    Pikke æg

    Både børn, og de unge ugifte karle og piger brugte deres æg til at lege med påskesøndag, inden de spiste dem. Man havde en række forskellige konkurrencer, hvor man kunne tabe og vinde æg fra hinanden. Inden man legede med dem, dekorere man som regel æggene. Det gjorde man ved at koge dem sammen med fx løgskaller eller rødbeder, så skallen tog farve af dem. Hvis man inden kogningen tegnede på ægget med et tællelys/stearinlys, ville det ikke tage farve de steder, der var tegnet. På den måde kunne man lave et flot mønstret æg. Man kunne også binde et flot blad eller en blomst fra haven om ægget med en snor inden kogningen, eller ridse et mønster i ægget med en nål efter kogningen.

    Det var et væld af forskellige æggelege, man kastede sig over påskesøndag. En af de mest brugte i det østlige Danmark var at ”trante æg”. Man skiftedes til at trille æggene ned at en bakke, hvor det gjaldt om at ramme de andres æg eller trille længst. Man vandt de æg, man ramte. Man kunne også vinde hinandens æg i en anden populær leg, som hed at ”pikke æg”. Når man pikkede æg, skulle man slå de spidse ender af æggene sammen. Den hvis æg først gik i stykker, havde tabt.

     

    Man dekorerede sine påskeæg ved at koge dem med løgskaller, så æggenes skaller blev farvede i orange og brunlige nuancer. Bagefter kunne man ridse et mønster i ægget med en nål. FOTO: Daniel T. N. Rasmussen/ROMU.

    Grøn suppe og skidne æg

    Det er ikke kun ægget, der havde en særlig plads på spisebordet i påsken. Skærtorsdag spiste man mange steder ”nikål” eller ”nikålssuppe”. Se opskrift her.
    Nikålssuppen var en forårssuppe, der skulle overføre livskraften og frugtbarheden til gårdens folk. Gennem vinteren havde det været meget sparsomt med grønt til kosten. Kun kålgårdens grønkål kunne modstå frost og være vitaminkilde. Derfor tog man skærtorsdag kurven under armen og gik ud for at samle ni forskellige slags grønt til dagens suppe. Grønkålen var som oftest én af dem, men de resterende otte kunne være hvilket som helst forårsgrønt (brændenælder, græsstrå eller forårsknopper). Suppen, som kogtes på flæsk, skulle efter sigende have positive indvirkninger på helbredet. Kraften fra de nye spirer ville overføres til kroppen, og man ville være sund og rask det kommende år. Spiste man derimod ikke nikål på skærtorsdag kunne det give hovedpine, rygsmerter eller maveonde i det kommende år. Nogen steder sagde man ligeledes, at man på et fastende hjerte skulle spise et æble påskemorgen. Det ville værne mod rygværk og andre ubehageligheder.

    Langfredag fik man rugmelsgrød eller anden beskeden mad, som var passende på dagen for frelserens lidelser. Langfredag var der heller ikke noget, der måtte køre rundt. Alt der løb rundt ville forøge Jesus pine, mente man. Til gengæld måtte der fart over feltet påskelørdag – også kaldet ”stumpelørdag”, fordi dagen var alt for kort til alt det, man skulle nå. Lørdagen før påskesøndag var vaske- og rengøringsdag. Derfor hed dagen i folkemunde også ”skiden lørdag”. Alt skidtet skulle drives bort den dag. Middagen bestod af ”skidne æg”. Trods det ucharmerende navn, består skidne æg af hårdkogte æg i sennepssovs og er ganske velsmagende.

    Man binder hinanden

    I dag kan man være (u)heldig at modtage et gækkebrev op til påske. Har man ikke gættet, hvem det kom fra inden påske, er man afsenderens gæk (nar) og skylder et påskeæg. Gækkebrevet i den form er fra 1900-tallet og en forholdsvis ny skik, men gækkebrevet har en forgænger i 1600 og 1700-tallets bindebreve. Bindebreve blev dog ikke sendt i påsken, men på modtagerens navnedag. Med bindebreve kunne man binde modtageren til at give et gilde. Man kunne blive bundet på flere forskellige måder. Fx ved at afsenderen lagde brevet et sted, hvor modtageren ikke ville kunne undgå at se det, eller ved at skrive en slags gåde i brevet, som skulle løses. I andre tilfælde kunne brevet indeholde en knude, man skulle løse. Det var som regel umuligt, da knuden var bundet i meget tynd tråd eller endda tegnet direkte i brevet. Andre gange kunne bindebrevene have mere karakter fra kærlighedsbreve, som bandt de forelskede til hinanden.

    En af de mest brugte påskelege i det østlige Danmark var at ”trante æg”. Man skiftedes til at trille æggene ned at en bakke, og det gjaldt om at ramme de andres æg eller trille længst. Man vandt de æg, man ramte. FOTO: Daniel T. N. Rasmussen/ROMU.

    Kirken låner påskeægget

    Påsketraditionerne er et rigtig godt eksempel på en fusion mellem de gamle hedenske folketraditioner og kristendommen. Som mange andre af de højtider og traditioner, vi fejrer i dag, overtog kirken den gamle vårfest, og modellerede den kirkelige påskefejring over den. Både for 1700-tallets bondesamfund og for os i dag, kan vi derfor ganske uproblematisk fejre Kristi genopstandelse og dekorere påskeæg samtidig. Fx var forårsægget centralt for den hedenske vårfejring, men i den katolske kirke begyndte man i 1100-tallet (måske før) at indvie de første forårsæg til påske. Æggene var efter den kirkelige indvielse nu påskeæg, og kirken knyttede en direkte forbindelse mellem ægget og Jesus ved at beslutte, at påskeægget (med kimen til nyt liv) officielt skulle være symbol på Jesu opstandelse.

    Efter reformationen i 1536 måtte kirken ikke foretage indvielserne længere, men det var svært for befolkningen af vænne sig til. Nu var det jo ikke et rigtig påskeæg, hvis det ikke var blevet indviet af præsten. I kredse hvor man havde penge nok til den slags, hyrede man derfor nogen steder en munk eller præst til at indvie dem i smug.

    Kilder:

    Frilandsmuseet
    Historie-online
    Ib Askholm: ”Den gamle danske vejrbog”, Askholms Forlag 2005
    Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997
    Gorm Benzon: ”Blandede bolsjer – antikviteter, folketro og kultur”, Det bemzonske forlag 1975

    Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan her. 

    I samme serie:

    I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

    FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
    FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

    post-4644

    Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

    BEGIVENHED

    Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

    Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om aprilsnar

    Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

    26.03.2021

    Drengen: ”Mo’er, véd Du hva’! Mens du har været borte, har Storken været her med en lille Bro’er! —- Aprilsnar!!” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1889, men helt tilbage til 1600-tallet har vi drevet gæk med hinanden i Danmark. F.eks. kunne man finde på at sende hinanden afsted efter en sengevarme eller messingståltråd. Illustrastion: Wikimedia Commons.

    ”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.”  ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

    At gøre hinanden til aprilsnar er noget, vi har praktiseret i Danmark siden 1600-tallet. Man kaldte det at ”vise én april”, at ”gække en til at løbe april” eller ”vise én om by med et aprilsbrev”. Det skyldes, at skikken dengang gik ud på, at sætte folk i løb efter at se noget ikke-eksisterende (fx en ildebrand) eller efter en ikke-eksisterende genstand. Når godtroende folk ”løb april”, kunne de blive sendt afsted efter et håndelag eller en røgvender. Det er en skik, man også kender fra håndværkerlaugenes indvielsesritualer og behøvlinger af lærlinge, som nogle steder stadig praktiseres den dag i dag. Det kan fx være en lærling, der sendes afsted efter en ny boble til vaterpasset. Folkloristen H. F. Feilberg fortæller i 1800-tallet, hvordan man også jævnligt – og ikke kun til 1. april – kunne finde på at drille børn ved at sende dem ud i disse tvivlsomme ærinder. 1. april kunne det dog gå ud over alle, så alle aldersgrupper kunne løbe efter ting som sengevarme, en rugbrødsforlænger eller en messingståltråd den dag.

    “I Frankrig kaldes første april for ”poisson d’avril”, som betyder aprilsfisk. En del af narreriet går nemlig ud på, at man skal klistre en papirfisk på ryggen af sit offer, og gøre dem til aprils-nar eller –fisk.”

    Fra det antikke Rom eller en fransk aprilsfisk

    Skikken med at lave aprilsnar er stadig meget brugt i dag – især i medierne. Det er samtidig en af de skikke, vi faktisk ikke rigtig kender oprindelsen af. Hvorfor skal vi d. 1. april snøre hinanden med mere eller mindre vilde historier, som giver os håneret over offeret? Som sagt ved vi det ikke, men der er flere forskellige bud på det.

    Helt tilbage i det gamle Rom havde man en lignende skik knyttet til nytårsfejringen: qurinalerne eller quirinaliefest. Måske kan vi føre den danske aprilsnar helt tilbage dertil, men herhjemme lavede man ikke aprilsnar med hinanden før engang i 1600-tallet. Et andet bud er, at skikken er kommet til os fra Frankrig og stammer fra den katolske kirkes kalenderskifte i 1500-tallet. Ved skiftet fra den julianske til den gregorianske kalender, flyttede man nytåret fra slutningen af marts til den nuværende 1. januar. Ud over at man i Frankrig allerede havde en skik med at narre eller drille hinanden til nytår, så betød flytningen af nytåret også, at man gjorde grin med dem, som stædigt holdt fast i at fejre nytår i slutningen af marts. I Frankrig kaldes første april for ”poisson d’avril”, som betyder aprilsfisk. En del af narreriet går nemlig ud på, at man skal klistre en papirfisk på ryggen af sit offer, og gøre dem til aprils-nar eller –fisk. Da mange protestantiske lande dog allerede praktiserede skikken inden kalenderskiftet, er flere kulturhistorikere skeptiske overfor denne forklaring.
    Et tredje bud går på, at narreriget har rødder helt tilbage til forhistoriske frugtbarhedsritualer, hvor de handlede om forårets komme.

    Det at narre eller gække hinanden har været tæt knyttet til skift i årstiderne. Særligt forårets begyndelse var en vigtig begivenhed i det gamle landbosamfund. De nye friske afgrøder var på vej, og forårsvejret ville betyde forskellen på et tomt eller fyldt forrådskammer til den næste vinter. Naturen gækker med mennesket, og mennesket gækker med hinanden. FOTO: Wikimedia commons.

    Et frirum, hvor man brød gængse normer

    Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man kan finde i de fleste kulturer, og dagene er som regel placeret i forbindelse med særlige overgange eller vigtige skift i årets og naturens cyklus. Fx i forbindelse med nytår, de sidste vinterdage eller forårets komme. Særligt forårets begyndelse var en vigtig begivenhed i det gamle landbosamfund. Nu var det snart slut med at leve af vinterforrådet. De nye friske spirer ville snart vise sig, og vejret til forår og sommer ville betyde forskellen på et tomt eller fyldt forrådskammer til den næste vinter. Man tog hundredevis af forskellige vejrvarsler i løbet af vinteren og foråret, for at forsøge at forudsige og kontrollere den ukontrollerbare natur. Naturen gækker med mennesket, og mennesket gækker med hinanden.

    De afgørende tidspunkter i naturens cyklus har ofte givet anledning til skikke, hvor hverdagens normer vendtes på hovedet. Til 1. april kunne man gøre sin nabo til aprilsnar og 1. maj til majkat. Det kunne også være sådan noget som at klæde sig ud til fastelavn, hvor man vendte verden på hovedet ved, at mænd udklædte sig som kvinder, og kvinder optrådte i mandsdragter. På den måde var årets og naturens overgange en mulighed for at lave et frirum, hvor man kortvarigt kunne opføre sig på en måde, der ellers var social uacceptabel.

     

     

    Kilder:

    www.historie-online.dk
    Dansk folkemindesamling
    Ruth Gunnarsen: ”Vore gamle kalenderdage – tro, overtro, varsler”, Lademann
    Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997

    I samme serie

    I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her.

    FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
    FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

    Lukket – grundet udstillingsombygning