august, 2022

lør06aug16:0022:30OPLEV 1940'ERNE - Jazzet sommerfest i museumshaven16:00 - 22:30

Mere

Detaljer om begivenheden

Mad, mode, musik – dans & drinks. Tag med til sommerfest i museumshaven, når vi udforsker 1940’erne den 6. august 2022.

Vær’ med til en hyggelig sommerfest, hvor vi skal opleve 1940’erne med hele kroppen. Smag på årtiet ved den gamle pølsevogn, eller gå på opdagelse i tidens mange spændende cocktails i cocktailbaren. Aftenen igennem vil der være live musik og blive spillet op til dans i tidens lystige toner. Musikekspert og danser Per Rock vil sørge for, at undervise os i tidens trin, så vi kan danse os gennem aftenen sammen.

Ved hjælp af sin gamle pladespiller og sine vilde dansemoves, vil Per Rock desuden demonstrere og fortælle om jazzens musikhistorie. Vi skal også udforske tidens mode, udtryk og kulturelle værdier, når modehistoriker Frederikke Heick tager os med på en rejse gennem hverdag og fest ved et farverigt historisk modeshow.

Der er lagt op til dans og hygge hele aftenen, og man er velkommen til at medbringe egen mad og picnickurv til museets stemningsfulde have.

Museet byder på gratis saftevand og småkager til børnene. Der vil være salg af drikkevarer til de voksne og en cocktailbar anno 1940’erne.

Kom gerne i dit flotteste 40’er inspirerede outfit.

NB! Hele arrangementet foregår udenfor. Husk praktisk tøj og evt. et tæppe.

AFTENENS PROGRAM

16.00                     Museet åbner for aftenens arrangement

16.15 – 16.45      Historisk modeshow – 1940’erne fortalt gennem tøj og stil

17.00 – 18.00      Fortælling om jazzens kulturhistorie med musikeksempler

18.15 – 19.00      Live musik

19.00 – 19.30      Danseundervisning i tidens trin

19.45 – 20.30      Live musik

20.45 – 21.30      Live musik

21.30 – 22.30      Festen fortsætter. Musik, dans og drinks

Reservér billet

Tid, pris og sted

Lørdag den 6. august kl. 16.00-22.30

Gratis 0-18 år, 100 kr. for voksne (+billetgebyr)

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.

Tidspunkt

(Lørdag) 16:00 - 22:30

Adresse

Færgegården

Til top
X
post-5404

Lær at forsvare dig mod naturens onde kræfter på Færgegården

BEGIVENHED

06.10.2022

Lær at forsvare dig mod naturens onde kræfter på Færgegården

Det er godt at kunne forsvare sig mod onde kræfter – men det kan godt være lidt uhyggeligt alligevel. En ekspert i gys og gru vil fortælle om fortidens tips og tricks til at beskytte sig selv, og alle tricks skal selvfølgelig afprøves. Foto: Katrine Catalan/ ROMU

Allehelgen truer lige om hjørnet, og de mørke kræfter ligger på lur. Heldigvis kan man på Frederikssund Museum, Færgegården, ruste sig til kamp mod det onde. I efterårsferien kan store og små lære tips og tricks til at holde naturens grumme væsner fra døren. Hvis man altså tør.

Af Lene Steinbeck

Efterårsferien kommer ikke et øjeblik for sent, hvis man vil være rustet til Allehelgen. Det er den aften på året, hvor de mørke kræfter rører på sig og går på rov blandt os dødelige. Traditionen tro kommer Frederikssund Museum, Færgegården, til undsætning, når både store og små gæster i efterårsferien kan lære, hvordan man bedst tager kampen op og beskytter sig mod de onde kræfter.

En gys og gru-ekspert vil give tips og tricks til, hvordan man afværger farerne. Hvad gør man for eksempel, når de døde rejser sig fra deres grave, når Ellefolket går på jagt efter fanger i den mørke skov, eller når Åmanden venter på at fange sit næste drukneoffer?

De nysgerrige og modige besøgende vil blive sendt på en mission, hvor udfordringer og opgaver skal løses som en del af træningen. På turen, som foregår i museets have, skeles der til historiebøgerne for at se, hvordan man historisk har værnet sig mod de overnaturlige farer – og selvfølgelig skal alle gæster, store som små, selv prøve, om det virker.

Ikke kun for sjov

Selv om det i dag mest er for sjov, så var det engang dødsens alvor. Alle tips og tricks til at forsvare sig selv er hentet fra 16- og 1700-tallets skikke og folketro, fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Frederikssund Museum, Færgegården:

”Det her med de onde kræfter har været noget, som folk rent faktisk troede på: At naturen var befolket med både hjælpsomme og onde væsner. Væsner, som man skulle holde sig gode venner med – eller værne sig imod. Det var ikke bare én dag, men hele året, at man skulle passe på. Og det har været almen praksis, som man kan finde beskrevet i historiske kilder og gamle ritualer.”

Hver dag kl. 11, 12 og 13 begynder en ny missionstur rundt i museumshaven med en ekspert i gys og gru. Turen tager omkring en time til halvanden. Og har man fået blod på tanden, kan man opleve turen én gang til, denne gang i mørke, den 31. oktober. I år vil Færgegården nemlig udvide arrangementet, så man også på Allehelgensaften kan tage kampen op mod det overnaturlige. Her er der kl. 17 planlagt en skumringstur, hvor de mindre børn og deres familier har mulighed for at være med, og kl. 19.30 kan de lidt større børn teste deres mod i mørket omkring Færgegården.

Tid, pris og sted

17.-21. oktober, alle dage kl. 11, 12 og 13. Hver tur varer ca. halvanden time.

Entré: Børn 0-18 år: Gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

 ROMUs mange efterårsferieaktiviteter

Uhyggelig Allehelgen og en tur i TV-2’s lydstudie:

Der er aktiviteter for alle, når ROMU inviterer til efterårsferiesjov i Lejre, Frederikssund og Roskilde Kommune. Tag med Hugin og Munin på mission på Lejre Museum, bryg din egen æblemost på Tadre Mølle, gå på jagt efter den fede lyd i TV-2’s gamle lydstudie på Ragnarock og deltag i en æblefest i Lützhøfts Købmandsgaard.

Hele programmet kan ses på www.romu.dk/efteraarsferie

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.6-10-2022
11.00-16.00