22.10.2020
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om silden
Af Line Jandoria Jørgensen
En silds indre udforskes og dens rogn/mælk, sjæl og ryggrad findes. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen
Indtil midt 1800-tallet var silden et fast indslag i danskernes morgenmad, og i dag er julebordet ikke komplet uden den. Men vidste du, at silden efter sigende kan være ganske farlig at spise, hvis du ikke husker at fjerne dens sjæl og brække dens ryggrad? Det sætter sine tydelige spor i både kultur, sprog og tro at være en populær fisk.
Af alle fisk er silden den, der gennem historien har haft størst betydning for danskernes madkultur og for dansk økonomi. Under det store sildefiskeri i 1100-1400-tallet stod store stimer af sild i Øresund, og det fortælles, at der i efteråret var så mange sild, at skibene sad fast i stimerne, og at fiskerne kunne øse fisk op med hænderne. Saltede sild var Danmarks vigtigste eksportvare i perioden. Friske sild kan kun holde sig i kort tid, derfor saltede man sildene i tønder, så de kunne holde sig.
I Roskilde fjord var det primært ål og dernæst sild, der i 1700 og 1800-tallet haledes op af vandet, når fiskerbønderne var ude med deres net.
Det er ikke mange sure sild værd, at stå som sild i en tønde
Med den store betydning, sild har haft for både landets økonomi og for den daglige kost, er det ikke mærkeligt, at den har givet anledning til en hel del talemåder og folketro.
Den mest kendte talemåde er ”at stå som sild i en tønde”. Det henviser til den kompakte måde, sildene blev pakket på i tønderne på. Andre udtryk henviser til silden som handelsvare. ”Ikke mange sure sild værd” (en sur sild er ikke konserveret ordentligt og kan ikke sælges) og ”Det giver jeg ikke mange rådne sild for”.
At silden har fyldt meget i hverdagen og været et dyr, man har været meget fortrolig med kan også ses på talemåden ”at man kender sine sild på trækket”. Det betyder, at man ved, hvem man har med at gøre. Der er utallige af talemåder med sild, og deres blotte antal fortæller os noget om sildens store kulturhistoriske betydning.
Silden i Roskilde fjord tilhører arten Atlantisk sild (Clupea harengus). Foto: Public Domain
Her i Nordsjælland var det i 1800-tallet skik og brug at spise syltetøj til stegte sild.
Saltet sild til morgenmad og stegte sild med syltetøj
Fra 1100-tallet og helt op til 1850’erne var spegesilden et dagligt indslag i almuens kost, hvor den oftest serveredes til davre (morgenmad). At spege betyder at salte og tørre (oprindeligt at udmagre), men ordet er blevet bibeholdt i forbindelse med sild, selv efter man er holdt op med at lufttørre sildene før saltning.
Kigger man i de gamle kogebøger, findes der utallige opskrifter på sild, og i mange egnsretter spiller silden en hovedrolle. Her i Nordsjælland var det i 1800-tallet skik og brug at spise syltetøj til stegte sild. Tyttebærsyltetøj regnedes for det bedste. Tyttebærsyltetøjet fik man fra Sverige. Svenskerne kom sejlende med kasser af tyttebær, som de byttede med sild. Derfor hedder tyttebær på nordsjællandsk dialekt også ”krøsling” svarende til det svenske ”Krösen”, hvorimod den gamle fællesdanske betegnelse er ”krøsbær”. Inden silden steges og toppes med tyttebærsyltetøj drysses den med salt og ligger gerne og trækker i en times tid.
Spis endelig ikke sildens sjæl
Silden var også genstand for megen opmærksomhed i 1700- og 1800-tallets folketro. Det er ikke så ligetil at spise sild, som man skulle tro. Sildens svømmeblære – en lille sølvfarvet luftblære, der hjælper fisken med at holde en bestemt dybde – kaldte (og kalder) man for sildens sjæl. Sildens sjæl skulle man undgå at spise, sagde man, ellers fik man to sjæle! I stedet skulle den tages ud af silden og kastes op mod loftet. Blev den hængende fik ingen i huset koldfeber det følgende år. Mens man kastede, skulle man sige: ”alle sjæle til himmerig”.
Når silden var spist, skulle dens ryggrad brækkes itu, ellers ville man få sin egen ryg brækket/få dårlig ryg før tid. Nogle bønder fortalte endda, at troldfolk kunne sætte nyt næringsløst kød på silden, hvis man ikke havde brækket dens ryggrad. En karl ved Hadsund fik af madmoderen mange store fede sild, alligevel blev han mere og mere radmager for hver dag, der gik. Benraden lod han ligge ubrudt, og madmoderen, som var en heks, satte hele tiden nyt kød på silden. Den arme karl spiste sig selv til døde.
Andre sagde, at om natten ville hekse pille kødet af den person, som havde spist den uknækkede sild.
I efterårsferien blev der på Færgegården fortalt om sildens kulturhistorie, folketro og betydning for dansk madkultur, mens gæsterne kunne udforske sildens indre og være med til rense og tilberede den efter gamle opskrifter. Foto: ROMU, Daniel T. N. Rasmussen
Sildeskæl på båden er godt
Men selv inden silden er havnet på spisebordet, er der meget at være opmærksom på. Når det en klar sommeraften lynede i horisonten, mente man, at det var en stor sildstime, der vendte i havet. Man kaldte det et ”sildelyn”. Hvis der var mange sildelyn om sommeren, var det et varsel om god sildefangst i efteråret.
Når man havde været ude at fiske, gav det dårligt fiskeri i fremtiden, hvis man fjernede sildeskællene fra fiskerbådenes skotter, før man var kommet i havn. Først når fiskerbåde og garn var bragt i orden, måtte skællene skrubbes af.
Man mente også, at sildene havde en konge, der altid svømmede i spidsen af stimen. Fangede man sildekongen, gav det meget naturligt mange sild i garnene, men fiskeren skulle selv spise sildekongen, for ellers blev næste sildesæson dårlig.
Sild i fjorden i dag
I dag har sildefiskeriet ikke nogen væsentlig betydning i fjorden, selvom de vægtmæssigt kommer ind på andenpladsen. Fjorden har sin helt egen lokale stamme af sild, som lever hele deres liv i fjorden.
Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord
Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.
LÆS RESTEN AF SERIEN “MØD DYRENE I FJORDEN”:
Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien
Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages.
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om småfiskene
Spåfisken, gråmanden og ålekællingen. Det lyder som noget fra et sælsomt eventyr, men det er det ikke. Det er nogle af de småfisk og den fiskeyngel, man kan møde på det lave vand i fjorden, og som fortidens fiskerbønder gav øgenavne alt efter deres brug og forhold til dem. I dag kender vi dem som tangnålen, sandkutlingen og ålekvabben.
Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne
De har lagt navn til et populært porcelæn. De kan efter sigende forudsige storm og endda helbrede pest. Og så blev de solgt som gødning i 1800-tallet og brugt som tilskudsfoder til æglæggende høns i 1900-tallet. Fjordens muslinger er alsidige, mystiske og mere spændende, end man lige skulle tro.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
