Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om påske

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

26.03.2021

(Påske)ægget har til alle tider spillet en central rolle i påskefejringen. Førhen var der dog ikke tale om chokolade æg men om rigtige hønseæg. Høns lægger ikke naturligt æg hele året rundt så de første æg, hønsene lagde i foråret omkring påske, var i landbosamfundet et symbol på den livskraft og frugtbarhed, som foråret bragte efter en lang hård vinter. FOTO: wikipedia commons

Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før-kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

Påsketid bebudede nyt håb og en ny begyndelse. I Frankrig holdt man faktisk påske og nytår samtidig indtil 1556, hvor man skiftede kalendersystem. I England fejrede man nytår d. 26. marts helt indtil 1752. Forårets store betydning for landbobefolkningen vidner om den afhængighed af naturens og dens luner, man var underlagt. Foråret var derfor en periode, hvor man var meget opmærksom på vejret, som havde afgørende betydning for pløjning, forårssåning, afgrødernes vilkår og dyrenes velbefindende.

Påsketiden var altså varslernes tid. Man sagde fx, at ”påskesommer giver pinsevinter” og at ”grøn påske varsler hvid jul – men hvid påske varsler grøn (mild) jul”. Regner det skærtorsdag bliver det en god høst: ”Skærtorsdags tø lover mange læs hø.” Regner det langfredag, er det derimod et varsel om et køligt forår og en dårlig rughøst. Dog kunne et enkelt kortvarigt solglimt på langfredag omstøde alle andre negative varsler. Der var meget, at holde øje med, og vejret var ikke det eneste, for en magisk periode var også en farlig periode, hvor andre magiske kræfter ligeledes var på spil – blandt andet heksene.

Hekse med potter og pander på hovedet

Onsdag eftermiddag før skærtorsdag (askeonsdag) var det skt. Skadeaften. På skt. Skadeaften mente man, at heksene var særligt aktive. De skulle nemlig til heksemøde i Bloksbjerg. Heksene var derfor på udkig efter ting, de kunne flyve på, og alle slags større redskaber kunne bruges. Var en heks først redet afsted på et redskab, ville det bringe uheld resten af året, når man brugte det. Derfor skulle man sørge for at tage alle løse redskaber inde døre, så heksene ikke kunne bruge dem. Potter og pander var også i fare, for heksene skulle efter sigende ynde at bruge dem som (usynlig) hovedbeklædning. Hvis heksene ikke fandt redskaber at ride på, kunne de flyve på skader. Derfor sagde man, at man skt. Skadeaften ikke ville kunne få øje på én eneste skade. Heksene nøjedes dog ikke med at bruge skaderne som ridefugle. Ifølge folketroen lagde de skaderne på ryggen under festen i Bloksbjerg og brugte deres gump som drikkebæger.

Stål til kamp mod hekse

Man kunne beskytte sig mod hekse ved at ståle. Dvs. at placere noget af stål (fx en kniv) over hoveddøren. Gjorde man det, kunne hun ikke kunne komme ind gennem døren. Man kunne også ståle i møddingen, så heksen ikke kunne stjæle eller gøre skade på den dyrebare gødning.
Var man derimod nysgerrig efter at se heksene drage afsted, kunne man lægge sig under en rive med tænderne opad på en korsvej. På den måde, var man beskyttet, mens man kunne ligge og se heksene flyve forbi. De fleste holdt sig dog inde, hvor de var i sikkerhed.

Magien ved et hønnike-æg

Hekse levede normalt forklædt som helt almindelig mennesker blandt alle andre i landsbyen, så skærtorsdag morgen gik de, som alle andre, også i kirke. På denne dag kunne de dog blive afsløret ved hjælp af et hønnike-æg og en uvidende karl eller pige. Et hønnike æg er det første æg en høne lægger. Sneg man det ned i lommen på en intetanende karl eller pige, ville vedkommende under kirkegang kunne se nogle mærkværdige syner. Midt blandt kirkegængerne ville han eller hun pludselig se koner med sælsomme hovedbeklædninger; nemlig de (ellers usynlige) gryder og pander, som hekse ynder at have på hovedet. Efter kirke kunne karlen eller pigen så afsløre for alle de andre, præcis hvem i landsbyen, der var heks.

Påskeægget varsler forår

Hønnike-ægget besad altså en form for magi, men påskens æg blev i det hele taget anset for at have en helt særlig iboende kraft. I et mere eller mindre selvforsynende landbrugssamfund, bebudede ægget vinterens afslutning og forårets komme. Høns lægger nemlig ikke æg hele året rundt. Ligesom koen holdt op med at give mælk, når den skulle klare sig på den sparsomme vinterfoder, lagde hønen ikke æg gennem vintermørket. De første æg, der blev lagt omkring påske, hvor dagene igen blev mildere, længere og lysere, blev derfor et mærkbart symbol på livskraft og frugtbarhed. Ægget indeholder kimen til liv. Ægget spillede derfor en helt central rolle i påskefejringen, hvor man ønskede at overføre æggets livskraft og frugtbarhed til dyr, mennesker og afgrøder.

I påsken gav man æg til hinanden som gaver, og karle og piger fik i 1700-tallet æg som en del af lønnen. Børnene gik fra gård til gård og sang for æg. På trods af at æggene ikke var af chokolade, som de er i dag, så var de en lækker og sjælden delikatesse. Vi skal helt op til slutningen af 1800-tallet før det typiske påskeæg var et sukkeræg, og endnu længere før chokoladeægget bliver udbredt i 1920’erne og 30’erne.

Pikke æg

Både børn, og de unge ugifte karle og piger brugte deres æg til at lege med påskesøndag, inden de spiste dem. Man havde en række forskellige konkurrencer, hvor man kunne tabe og vinde æg fra hinanden. Inden man legede med dem, dekorere man som regel æggene. Det gjorde man ved at koge dem sammen med fx løgskaller eller rødbeder, så skallen tog farve af dem. Hvis man inden kogningen tegnede på ægget med et tællelys/stearinlys, ville det ikke tage farve de steder, der var tegnet. På den måde kunne man lave et flot mønstret æg. Man kunne også binde et flot blad eller en blomst fra haven om ægget med en snor inden kogningen, eller ridse et mønster i ægget med en nål efter kogningen.

Det var et væld af forskellige æggelege, man kastede sig over påskesøndag. En af de mest brugte i det østlige Danmark var at ”trante æg”. Man skiftedes til at trille æggene ned at en bakke, hvor det gjaldt om at ramme de andres æg eller trille længst. Man vandt de æg, man ramte. Man kunne også vinde hinandens æg i en anden populær leg, som hed at ”pikke æg”. Når man pikkede æg, skulle man slå de spidse ender af æggene sammen. Den hvis æg først gik i stykker, havde tabt.

Grøn suppe og skidne æg

Det er ikke kun ægget, der havde en særlig plads på spisebordet i påsken. Skærtorsdag spiste man mange steder ”nikål” eller ”nikålssuppe”. Se opskrift her.
Nikålssuppen var en forårssuppe, der skulle overføre livskraften og frugtbarheden til gårdens folk. Gennem vinteren havde det været meget sparsomt med grønt til kosten. Kun kålgårdens grønkål kunne modstå frost og være vitaminkilde. Derfor tog man skærtorsdag kurven under armen og gik ud for at samle ni forskellige slags grønt til dagens suppe. Grønkålen var som oftest én af dem, men de resterende otte kunne være hvilket som helst forårsgrønt (brændenælder, græsstrå eller forårsknopper). Suppen, som kogtes på flæsk, skulle efter sigende have positive indvirkninger på helbredet. Kraften fra de nye spirer ville overføres til kroppen, og man ville være sund og rask det kommende år. Spiste man derimod ikke nikål på skærtorsdag kunne det give hovedpine, rygsmerter eller maveonde i det kommende år. Nogen steder sagde man ligeledes, at man på et fastende hjerte skulle spise et æble påskemorgen. Det ville værne mod rygværk og andre ubehageligheder.

Langfredag fik man rugmelsgrød eller anden beskeden mad, som var passende på dagen for frelserens lidelser. Langfredag var der heller ikke noget, der måtte køre rundt. Alt der løb rundt ville forøge Jesus pine, mente man. Til gengæld måtte der fart over feltet påskelørdag – også kaldet ”stumpelørdag”, fordi dagen var alt for kort til alt det, man skulle nå. Lørdagen før påskesøndag var vaske- og rengøringsdag. Derfor hed dagen i folkemunde også ”skiden lørdag”. Alt skidtet skulle drives bort den dag. Middagen bestod af ”skidne æg”. Trods det ucharmerende navn, består skidne æg af hårdkogte æg i sennepssovs og er ganske velsmagende.

Man binder hinanden

I dag kan man være (u)heldig at modtage et gækkebrev op til påske. Har man ikke gættet, hvem det kom fra inden påske, er man afsenderens gæk (nar) og skylder et påskeæg. Gækkebrevet i den form er fra 1900-tallet og en forholdsvis ny skik, men gækkebrevet har en forgænger i 1600 og 1700-tallets bindebreve. Bindebreve blev dog ikke sendt i påsken, men på modtagerens navnedag. Med bindebreve kunne man binde modtageren til at give et gilde. Man kunne blive bundet på flere forskellige måder. Fx ved at afsenderen lagde brevet et sted, hvor modtageren ikke ville kunne undgå at se det, eller ved at skrive en slags gåde i brevet, som skulle løses. I andre tilfælde kunne brevet indeholde en knude, man skulle løse. Det var som regel umuligt, da knuden var bundet i meget tynd tråd eller endda tegnet direkte i brevet. Andre gange kunne bindebrevene have mere karakter fra kærlighedsbreve, som bandt de forelskede til hinanden.

Kirken låner påskeægget

Påsketraditionerne er et rigtig godt eksempel på en fusion mellem de gamle hedenske folketraditioner og kristendommen. Som mange andre af de højtider og traditioner, vi fejrer i dag, overtog kirken den gamle vårfest, og modellerede den kirkelige påskefejring over den. Både for 1700-tallets bondesamfund og for os i dag, kan vi derfor ganske uproblematisk fejre Kristi genopstandelse og dekorere påskeæg samtidig. Fx var forårsægget centralt for den hedenske vårfejring, men i den katolske kirke begyndte man i 1100-tallet (måske før) at indvie de første forårsæg til påske. Æggene var efter den kirkelige indvielse nu påskeæg, og kirken knyttede en direkte forbindelse mellem ægget og Jesus ved at beslutte, at påskeægget (med kimen til nyt liv) officielt skulle være symbol på Jesu opstandelse.

Efter reformationen i 1536 måtte kirken ikke foretage indvielserne længere, men det var svært for befolkningen af vænne sig til. Nu var det jo ikke et rigtig påskeæg, hvis det ikke var blevet indviet af præsten. I kredse hvor man havde penge nok til den slags, hyrede man derfor nogen steder en munk eller præst til at indvie dem i smug.

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her. 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE