Velkommen i Færgegårdens sommerunivers: Mød dyrene i fjorden
OBS: Programmet for denne begivenhed er blevet rettet en smule.
16.06.2022
Rør, prøv, lugt, se og smag jer igennem fjordens maritime historie i sommerferien med Frederikssund Museum, Færgegården
Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. På Frederikssund Museum kan du denne sommer udforske historien og dyrelivet gennem en række sanselige aktiviteter, hvor vi skal i kontakt med fjorden og dens liv.
En (undervands)verden af oplevelser
Du kan lave dit eget fiskegarn som i 1800-tallet, og I kan lave jeres helt egen vandkikkert.. Du kan også gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge. Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Vi fortæller sjove og forunderlige historier om alle dyrene – vidste du f.eks. at krabben tisser ud gennem øjnene, og at man i 1500-tallet mente, at krabbens skjold kunne kurere bylder i numsen?
Vi skal fejre den danske sommer
Museumsinspektør på Færgegården Lina Jandoria Jørgensen glæder sig til at fejre den danske sommer på Færgegården:
”Der er så mange spændende dyr og historier, som gemmer sig lige derude i fjorden, og dem glæder vi os til at udforske sammen med de besøgende familier. Dyrene i fjorden rummer flere tusind års historie – både maritim historie, men også en spændende og omfattende hverdagshistorie. For eksempel er fjordrejen en helt almindelig reje, men fjordens fiskere opfandt navnet i 1800-tallet for at sælge større mængder til københavnerne. Vi vil dykke ned i alle de små sjove historier – og så skal vi selvfølgelig også smage på historien og fortælle om, hvordan man stadig i dag kan nyde godt af alle fjordens ressourcer på middagsbordet.”
Efter aktiviteterne kan du selv hoppe i fjorden med net og spand – og her kan du fange de mange spændende smådyr. Museets formidler fortæller i strandkanten og sørger for, at I får jeres rejefangst med tilbage på museet, hvor I kan tilberede dem på gammeldags manér over bål, og på den måde hylde den danske sommer.
PROGRAM
Bød dit eget fiskegarn hele dagen kl. 11-15
Lav din egen vandkikkert hele dagen kl. 11-15
Hør forunderlige historier om fjordens smådyr hver hele og halve time
Fisk selv i fjorden kl. 12-14
Tilbered og smag din rejefangst kl. 12.30-15
HUSK!
- Madpakke, som kan nydes i museumshaven.
- Badetøj eller vaders (museet har et begrænset antal vaders til rådighed)
- Medbring gerne eget fiskenet (museet har et begrænset antal net til rådighed)
Tid, pris og sted:
Tirsdage og onsdage i uge 27, 28, 29 og 30 kl. 11.00-15.00
Gratis 0-18 år, 50 kr. for voksne (+billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
TILMELDING NØDVENDIG.
ROMU er en statsanerkendt, selvejende museumsorganisation, som har det kulturhistoriske museale ansvar i Roskilde, Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. ROMU driver 10 besøgssteder. Der er knap 100 ansatte i museumsorganisation fordelt på omkring 55 årsværk. Læs mere på www.romu.dk.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN
En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven
Nordskoven på spidsen af Hornsherred har tiltrukket talrige kunstnere gennem tiden. En af dem var maleren Ove Køser, som fik stor betydning for egnen, og hvis billeder hænger i mange hjem. Igen og igen, året rundt, tog han ud i Nordskovens natur for at indfange det særlige lys og stedets enestående karakter. Ofte var hans datter Hanne med. Her fortæller hun sin personlige beretning om Nordskoven og om sin fars fascination af den helt særlige plet i fjordlandskabet
Jul på Færgegården: Smag på juletraditionernes historie
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til gammeldags jul de to første weekender i december. Her kan alle udforske, opleve og smage juletraditionernes historie. Og så er duften af traditioner tilsat en knivspids nye noter, når museet inviterer til risalamande-konkurrence
Kom til UHYGGELIG Allehelgen på Færgegården
Ved du, hvordan man forhindrer en død i at gå igen, gør hekse så blide som kattekillinger eller beskytter sig mod de lumske trolde i skoven? NEJ?? Så må du hellere komme til Allehelgen på Færgegården i efterårsferien! (Hvis du altså tør…)
Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have
To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.
Kom med tilbage til de brølende 20’ere
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til jazz i museumshaven, hvor vi vil blive klogere på 1920’ernes dans, musik og mode. Det foregår 7. august.
Bruger sin fritid på at grave fortiden frem: ‘Jeg fortsætter så længe mine ben kan holde’
Hans Herman Olander Jensen er med i den lille gruppe af frivillige, som har hjulpet ROMU’s arkæologer i Frederikssund med udgravninger, lige fra stenalderbopladser til renæssance-kældre.