GLÆDELIG 12. DECEMBER
Julebag er en vigtig ingrediens i julen i dag, og det har det også været før. Både æbleskiven, pebernødden og klejnen hører til det ældste bagværk, vi kender. Alle tre er fra før komfurets tid og kan laves i en gryde over ildstedet. Fælles for dem alle er også, at de blev bagt hele året rundt til alle slags fester og højtider – og altså der i blandt også i julen.
De fik æbleskiver i løn
På landet i 1600- og 1700-tallet kunne tjenestefolkene få æbleskiver i julegratiale, som de kunne tage med hjem til deres familier. Det var også god skik at give dem et stort lækkert sigtebrød. Det lyse brød var en delikatesse i forhold til det grove rugbrød, man spiste til daglig.
Det var ikke kun tjenestefolkene, der nød godt af de søde sager. Æbleskriverne blev også delt ud til sognets fattige på juleaftensdag. Den dag gik de fra gård til gård og tiggede. Det var nemlig skik, at man ikke måtte afvise nogen, der bad om mad denne dag. Hvis man gjorde det, ville de nemlig ”bære julen ud”.
Også pebernødderne spillede en hovedrolle i julefejringen på det tidspunkt. Man legede lege med pebernødder og spillede kort om dem i de små stuer juleaften. Pebernødden kan føres helt tilbage til middelalderen, og var oprindeligt bagt på rugmel og honning.
Skiver af æble
Den originale æbleskive var lavet af faktiske skiver af æble, som blev dyppet i dej og kogt i svinefedt – deraf navnet; æble-skiver. I dagens video-julekalender kan du se, hvordan man lavede sådan nogle æbleskiver, og hvis du gerne vil prøve at lave dem derhjemme selv, så får du opskriften her.
Fotokredit: Daniel T. N. Rasmussen // ROMU
Fotokredit: WikiMedia Commons
Opskrift
-
- 250 g mel
- 60 g smeltet smør
- 2 dl øl
- 2 dl mælk
- 4 stk. æg
- 6-8 stk. Belle de Boskoop æbler
- 750 g svinefedt
- Skær kernehuset ud af æblerne, og skær dem i skiver med hullet i midten.
- Skil æggeblommerne og æggehviderne fra hinanden
- Bland mel, mælk og øl. (Den må ikke blive for tynd)
- Bland herefter det smeltede smør i dejen og derefter æggeblommerne.
- Varm fedtet godt op i en gryde, mens du vender de piskede æggehvider i dejen.
- Vend en æbleskive i dejen, og sænk den ned i den varme olie.
- De er færdige, når de har fået en lys brun farve. Tag dem op og lad dem ligge på noget køkkenrulle, som kan suge det overskydende fedt.
Få gode historier og julehygge direkte i din indbakke.