GLÆDELIG 3. DECEMBER
Det er borgerskabet inde i byerne, der i 1800-tallet knytter nissen sammen med julen. Han er ellers en meget gammel figur i den skandinaviske folketro, men havde oprindeligt intet med julen at gøre. Til gengæld er han – modsat så mange andre af vores juletraditioner og julefigurer – en udpræget skandinavisk opfindelse.
Nissen er en gammel hedensk husgud
Helt tilbage fra de Islandske Sagaer kender vi nissefiguren. Her optræder han dog i en noget anden form end den, vi kender ham i i dag. Han (og ja, det var altid en han) hørte til den gamle nordiske folketro i stil med ellefolket, åmanden og troldene. Han var hedens husgud, som bosatte sig på gårdene og hjalp bønderne med at passe på dyrene og beskytte gården. Man holdt sig gode venner med ham ved at ofre til ham med jævne mellemrum. Det kunne fx være at stille en skål grød eller anden mad frem til ham.
Den rare julenisse, der befolker vores hjem i december måned har en broget skare af forfædre, der var knapt så godmodige og harmløse.
For de fleste bønder gik folketroen og kristendommen fint hånd i hånd, og de oplevede ikke nogen problemer i at tro på begge dele i hverdagen. Det var kirken selvfølgelig ikke særlig glad for, og i 1500-tallet beklager præsterne sig over folk som i “tyk Vildfarelse” tror at “hint huslige Spøgelse, Nisse eller Gårdpue æder Grød dyppet i Smør”. Man mente, at alle overtroiske væsener i sin oprindelse var faldne engle, der var blevet smidt ud af himlen af Gud. Det skal forstås helt bogstaveligt sådan, at de falder ned fra himlen, og hvor de lander, skabes de i deres nye skikkelse. Faldne engle, der faldt ned i åer blev således åmænd. De, der faldt ned i skoven, blev til ellefolk, på bakker/bjerge bjerfolk osv. Og så var der dem, der faldt ned på landsbyens gårdspladser, hvor de blev til gårdboen. Gårdbo er nissens navn, inden den bliver (jule)nisse.
Det ældste billede af en nisse findes i Olaus Magnus’ historie om de nordiske folk fra 1555. Her er nissen tydeligt afbilledet som en djævel-agtig skikkelse. (Kilde: historie-online.dk)
Billedet er gjort tilgængeligt under licens)
Præsten måtte komme og mane nissen ned
Hvis man af den ene eller anden grund gerne ville af med sin nisse, kunne man ganske enkelt bede ham flytte. I så fald kunne man dog risikere, at han tog alt det med sig, som han havde tilført gården. Det betød for mange, mente man, at han ville efterlade sit gamle hjem i stor fattigdom. Der findes dog sagn om gårde, der var villige til at tage den risiko, men som ikke kunne få nissen til at forlade den frivilligt. Sådanne tilfælde krævede professionel hjælp, dvs. at man måtte få præsten til at møde i fuldt ornat og mane nissen ned. Nedmaning var også den metode man brugte, når ubehagelige spøgelser skulle uddrives.
Man forestillede sig, at gårdboen var en lille mand på størrelse med en 10-års dreng. Han kunne tage skikkelse af fx både hunde, katte og kalve, men oftest lignede han en lille gammel mand i farvet hør eller uldtøj med en rød strikket rød tophue – den samme dragt, som bonden selv gik med. Gårdboen gik under navnet ”Niels” eller ”lille nis”. Det er det, der med tiden er blevet ”nisse”.
Det kunne være farligt at være på god fod med gårdboen, hvis man kom på den forkerte side af kirken. I 1693 blev Anne Palles henrettet for trolddom. Hun tilstod bl.a. at “Niels Goddreng” boede på hendes gård, hvor han viste sig i forskellige skikkelser og hjalp med hestene. Når gårdboen hjalp med gården og hestene kunne det betyde, at han stjal korn og foder til dyrene på nabogårdene. Ligefrem at blive henrettet for at være i ledtog med bl.a. nissen er dog en sjældenhed. For de fleste i bondesamfundet kunne troen på Gud og troen på gårdboen sagtens sameksistere uden problemer.
F. C. Lunds Morsbonde er klædt som en typisk bonde ville være det i 1700-tallet. Man forestillede sig nissen i samme beklædning, og derfor ser nissen ud, som den gør i dag
Nissen var gårdens beskytter
Når vi kommer op i 1700- og 1800-tallet var synet på gårdboen, at han var gårdens beskytter. Hvis man altså behandlede ham med respekt og anerkendelse, og sørgede for, at han fik noget at spise. Som alle de andre væsener i den danske folketro var han et tvetydigt væsen, der var god, hvis man behandlede ham godt, men kunne være ganske ond, hvis man ikke gjorde. Fx kunne han finde på at ”få den røde hane til at gale”. Dvs. at han satte ild til gården. Det er nok i forlængelse af det, at vi i dag synger, at nissen ”er en lille hidsigprop”.
Nissen som julenisse
I slutningen af 1800-tallet var der en vis bølge af romantisering af den gamle bondekultur i byens borgerskab. Mange af bøndernes gamle skikke blev taget op og dyrket i nye former, heriblandt gårdboen – nu i skikkelse som julenisse. Nissefiguren var den, der kom med julegaver.
(Det er før julemanden bliver en fasttømret del af den dansk jul. Se d. 2 december for julemandens historie).
Få gode historier og julehygge direkte i din indbakke.
