Bro-fund ved Roskilde Fjord omskriver ikke Danmarkshistorien
Af Katrine Ipsen Kjær
24.11.2020
En voksen mand havde fået et får eller en ged med som gravgave. Dyret lå på fødderne af afdøde. Foto: ROMU.
Det er ofte de unikke og spektakulære fund, der løber med opmærksomheden, når det handler om arkæologi. Men faktisk er de mere almindelige arkæologiske udgravninger, uden særlig rigdom eller pragt, en uundværlig kilde til viden om fortiden. Arkæolog Katrine Ipsen Kjær har lirket store mængder ny viden ud af tre undseelige gravpladser ved Roskilde fjord.
Arkæologiske udgravninger med helt almindelige fund udgør størstedelen af arkæologers arbejde. De ændrer ikke danmarkshistorien med drastisk chokeffekt, men med en vedvarende tilstrømning af nye små brikker, der flettes ind i det ukomplette puslespil, der lige netop i dag udgør vores forståelse af fortiden.
Et eksempel er tre gravpladser, der blev fundet ved de arkæologiske undersøgelser, som blev foretaget på begge sider af Roskilde Fjord forud for anlæggelsen af Kronprinsesse Marys Bro.
Gravpladserne blev brugt i Romersk Jernalder (1-400 e.Kr.), og da bevaringsforholdene i gravene var relativt gode, var der bevaret skeletter. Nogle af de døde havde fået et lerkar i gravgave. Stumper af enkelte spinkle bronzenåle, der med stor sandsynlighed er blevet brugt til at samle det ligklæde, den døde blev svøbt i, blev fundet i enkelte grave. Foruden fem glasperler, en jernkniv og en hvæssesten i én enkelt grav og et lille bronzearmbånd i en anden, indeholdt gravene ingen gravgaver. Ingen flotte importerede glasbægre fra det romerske rige og ingen vanskeligt udførte sølvdragtnåle eller guldringe var der i gravene.
Helt tæt på mennesket
Ikke desto mindre kommer man ikke tættere på ældre tider, end når man står ansigt til ansigt med skelettet af den person, der rent faktisk levede dengang. Selv i undseelige grave som disse gemmer sig enorme mængder viden om det liv, som blev levet for adskillige århundreder siden.
Som arkæologer kan vi for eksempel se på, måden hvorpå den døde blev gravlagt, på gravtypen og på hvordan den døde lå i graven. Vi kan undersøge, hvilken køns- og aldersfordeling der er på gravpladsen, samt hvilke gravgaver den døde havde fået, og det er alt sammen med til at klarlægge de ritualer, der er knyttet til gravpladserne. Lighederne og forskellene i ritualerne på den enkelte plads – og mellem gravpladser fra samme periode – fortæller om, hvilken form for samfund de døde var en del af, da de levede.
Man kunne derfor nemt komme til at tolke, at de gravlagte ved Frederikssund var fattige og udgjorde de nederste dele i et hierarkisk opbygget samfund.
Forskelle på tværs af fjorden
På gravpladserne ved Frederikssund kunne vi se ud fra retningen af gravene, og måden man havde lagt de døde i graven på, at skik og brug varierede mellem pladserne. På gravpladsen Sanddal, der lå på østsiden af fjorden ved Marbækvej, var stort set alle grave nedgravet i en nord-sydlig retning. Vest for fjorden, på gravpladsen Mærkebækgård syd, benyttede man sig både af nord-syd- og af øst-vestlige nedgravninger. På gravpladsen Ølkoneholm, der lå lige under Fjordlandsvejs forløb ved Lyngerup, var forskellige variationer af den nord-sydvendte grav brugt.
På gravpladserne Sanddal og Ølkoneholm var de døde blevet lagt på siden i gravene i såkaldt sovestilling. På Sanddal foretrak man, at benene var let bøjede, men på Ølkoneholm var benene trukket helt op til underkroppen.
På Sanddal kunne det se ud som at kvinderne var blevet lagt på venstre side, mens mændene lå på højre. På Mærkebækgård Syd var både mænd og kvinder gravlagt på ryggen.
Nøjagtigt hvilke betydninger disse variationer har haft er i dag uklare, men det er tydeligt, at der har været faste procedurer og at de var forskellige, alt efter om man blev begravet på østsiden eller vestsiden af Roskilde Fjord, og om man blev begravet på den ene eller anden gravplads.
Gravene fortæller om det almindelige liv
Der var få gravgaver på alle tre pladser, især sammenlignet med de samtidige knap 100 grave, der blev fundet i Vindinge sydøst for Roskilde i 2018. Man kunne derfor nemt komme til at tolke, at de gravlagte ved Frederikssund var fattige og udgjorde de nederste dele i et hierarkisk opbygget samfund.
Men det er nok mere korrekt at opfatte folkene fra området syd for Frederikssund som ”almindelige mennesker” – dem der var flest af i romersk jernalder. De havde ikke ressourcer og adgang til værdifulde metaller eller genstande fra fremmede lande. Men netop derfor er de et vigtigt modbillede til de mere spektakulære fund og har stor betydning for vores samlede opfattelse af perioden.
Et helt dyr og en armring om et barnehåndled
Der er dog ingen tvivl om, at også inden for den enkelte gravplads var der forskel på, hvad de døde har fået med sig i graven – også mellem almindelige mennesker ser der ud til at have været forskel på folk. På Sanddal havde en mand, der var død som 35-40-årig, fået et helt dyr som gravgave. Dyret var et mindre får eller en lille ged og lå på den afdødes fødder. Vi ved fra undersøgelser af gravpladser fra samme periode i Høje Tåstrup-området, at det var noget særligt at få et dyreoffer med som gravgave, og særligt hvis der var tale om et helt dyr.
I en anden grav på Sanddal var en bronzearmring, der havde ligget om håndleddet på et 4-5 årigt barn. – I forhold til de andre gravgaver en dyrebar gave. Bronzearmringen fortæller, at ud over at der var forskel på den økonomiske formåen i de socialt almindelige lag i samfundet, så var det ikke bare voksne, men også børn, der kunne få værdifulde genstande med i graven.
Gravpladserne ved Frederikssund omskriver ikke Danmarks historie, men de bringer os helt tæt på mennesker, der levede i Romersk Jernalder, og er med til at give et endnu mere præcist og nuanceret billede af fortiden. De er en lille, men vigtig brik i det store puslespillet om fortiden.
Læs mere:
Kastholm, O. T., Mortensen, N.M.K., Kjær, K.I. og Sørensen, P.Ø. 2018: Døden fra Vindinge. I: ROMU 2018.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN
Heks, helgen og græsenke
Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed
Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden
”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.
Forevigede fortidsminder myldrer ind på Færgegården
På Frederikssund Museum, Færgegården er man klar til at slå dørene op for gæster. Indenfor venter en udstilling med lokales egne billeder af områdets fortidsminder. Og faktisk er samlingen vokset, mens museet har været lukket, så der er gode grunde til at slå vejen forbi.
Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder
Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.
Frivillig med mekanik i blodet: Hans-Jørgen undersøger historiske tårnure for museerne
Hans-Jørgen Mølstrand er født med mekanik i blodet og har altid været fascineret af historie. Som frivillig i ROMU får han mulighed til at dyrke begge dele, når han undersøger og dokumenterer historiske tårnure.