Fjordfolket søger sammenholdet i krisetider
Af Emil Winther Struve
17.04.2020
Ved Roskilde Fjord opfører bondestenalderens befolkning palisadeanlæg – store områder indhegnet af tusindvis af stolper. Her samles de for at udbygge anlæggene og udføre ukendte ritualer. Skitse: ROMU.
Omkring 2800 f.v.t. står Danmark over for store forandringer. Nye kulturer strømmer til udefra, og gamle samfundsstrukturer er i opbrud. Mens de omkringliggende samfund retter fokus mod individet, vælger fjordlandet at holde fast i gamle skikke med fælleskabet i centrum. Men store forsamlinger byder også på lurende sundhedsmæssige farer.
Lyder situationen bekendt? I grove træk kan man let finde paralleller mellem stenalderen og nutidige udfordringer. Helt så konkret kan man dog ikke sammenligne – dertil er vores viden om bondestenalderens Sjælland for begrænset. Men det er i disse tider interessant at stille spørgsmålene: Hvorfor valgte fjordfolket at forsamles i en krisetid? Og hvad betød forsamlingerne for en mulig epidemi?
De store palisadeanlæg, som ROMU har udgravet på Kignæsbakken i Jægerspris og under Fjordlandsvej syd for Frederikssund, kan dateres til perioden 2900 til 2500 f.v.t. De har fungeret som en slags samlingspladser og dannet rammer om kontakt, ritualer og organisering af bondestenalderens samfund.
Et samfund i forandring
Forud for palisadernes opførelse er gået en lang periode med velstand. Landbruget introduceres ca. 4000 f.v.t, og den såkaldte Tragtbægerkultur trives i næsten 1000 år. I tusindvis af dysser og jættestuer bliver opført for at dyrke forfædrene, og de tolkes som et udtryk for et arvet hierarki, hvor slægtshistorie vægter højere end egne præstationer.
Men omkring 3000 f.v.t. sker der noget. Det minder om nedgangstider. Byggerierne af jættestuer og dysser går i stå, mens keramiske pragtværker, som fx Skarpsalling-karret, der kan ses, hvis man drister sig til at håndtere en 50-kroneseddel, ikke længere bliver lavet.
Der er ingen enkeltstående forklaring på hvorfor. Et bud kan være en pestepidemi, hvis omfang dog er ukendt i Skandinavien. Et andet kan være en voldsom migration af befolkningsgrupper tilhørende Yamnaya-kulturen, der flytter sig fra de ukrainske stepper mod vest. Med sig bringer de en helt ny livsstil, der tydeligt præger Jylland og Sverige. I stedet for store fælles gravanlæg ses nu mindre gravmæler med fokus på individets status og bedrifter.
Rundt om i verden ses forskellige måder at imødegå corona-virus. Var palisadernes tilblivelse afledt af en lignende situation og opført som et værn?
Samlingspunkter med smitterisiko
På Sjælland er situationen dog en anden. Her er ingen spor efter indvandring, og den gamle befolkning går sine egne veje. Stenalderens fjordboere opretholder samlingspunktet som koncept, men i en ny og monumental udformning: De store palisadeanlæg med labyrintiske strukturer og en meget dynamisk konstruktion, der ændrer form i takt med at man tilføjer og fjerner indgange i indhegningen gennem pladsens brugsperiode.
Vi ved meget lidt om, hvad palisaderne bruges til, men sandsynligvis både til ritualer og organisering af samfundet og til handel og kontaktnetværk med omverdenen. Og man kan godt forestille sig, at det har haft en betydning for udbredelsen af den lurende pest. Epidemien er dokumenteret over et kæmpe område hele vejen til Asien (ikke ulig vores nuværende situation), og et DNA-studie påviste i 2018, hvordan to individer, gravlagt i en svensk jættestue, var smittet med pestvarianten Yersinia pestis.
Arkæolog Emil Winther Struve, der her ses i felten, er stenalderspecialist hos ROMU og stod for udgravningerne af de vældige palisadeanlæg ved Jægerspris og syd for Frederikssund.
Der er endnu ikke påvist pest i skelletter fra sjællandske grave, men befolkningerne i Sverige og på Sjælland har været en del af de samme kontaktnetværk. De har mødtes og handlet – sandsynligvis ved palisadeanlæggene. Det er langt fra umuligt, at smitte blev spredt over det sydskandinaviske område og har bidraget til opløsningen af samfundsstrukturer og til økonomisk nedgang.
Rundt om i verden ses forskellige måder at imødegå corona-virus. Var palisadernes tilblivelse afledt af en lignende situation og opført som et værn? Endte forsamlingerne som en bidragende faktor for smittespredning? Spørgsmålene er ubesvarede. Men i en tid præget af forandringer, valgte fjordlandets befolkning at samles. De havde behov for styring og for orden i kaos. Med opførelsen af palisadeanlæggene skabtes noget håndgribeligt: Et symbol på en struktur, som alle kunne se, forholde sig til og leve videre i.
For mere læsestof om palisaderne:
Struve, E.W. 2018: Kignæsbakken – Torøgelgårdsvej. To mellemneolitiske palisadeanlæg ved Roskilde Fjord.
Gefjon 3 – arkæologi og nyere tid. Aarhus Universitetsforlag
Andersen, N. H. (1997): Sarup vol. 1. The Sarup Enclosures. Jutland Archaeological Society Publications XXXIII: 1. Aarhus Universitetsforlag.
Brink, K. (2009): I palissadernes tid. Om stolphål och skärvor och sociala relationer under yngre mellanneolitikum. Malmö Museer, Arkeologienheten.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN
Heks, helgen og græsenke
Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed
Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden
”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.
Forevigede fortidsminder myldrer ind på Færgegården
På Frederikssund Museum, Færgegården er man klar til at slå dørene op for gæster. Indenfor venter en udstilling med lokales egne billeder af områdets fortidsminder. Og faktisk er samlingen vokset, mens museet har været lukket, så der er gode grunde til at slå vejen forbi.
Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder
Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.
Frivillig med mekanik i blodet: Hans-Jørgen undersøger historiske tårnure for museerne
Hans-Jørgen Mølstrand er født med mekanik i blodet og har altid været fascineret af historie. Som frivillig i ROMU får han mulighed til at dyrke begge dele, når han undersøger og dokumenterer historiske tårnure.