19.11.2020

Mød dyrene i fjorden – fortællinger om muslingerne

Af Line Jandoria Jørgensen

Blåmuslingen har som andre muslinger en fod, som kan pumpes op med saltvand, så muslingen kan skubbe sig rundt. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

De har lagt navn til et populært porcelæn. De kan efter sigende forudsige storm og endda helbrede pest. Og så blev de solgt som gødning i 1800-tallet og brugt som tilskudsfoder til æglæggende høns i 1900-tallet. Fjordens muslinger er alsidige, mystiske og mere spændende, end man lige skulle tro.

Ordet musling er ældre nydansk og betyder muskel (mussel, muskling). Det populære Musselmalede og riflede porcelæn, som første gang blev produceret af Royal Copenhagen i 1775 er (sandsynligvis) opkaldt efter muslinger, fordi det er mønstret som en riflet muslingeskal.

På olddansk (800-1100) kaldte man muslinger for skælfisk (skelfisk – skalfisk), og byen Skælskør er også opkaldt efter muslingerne. Oprindeligt stavedes det Skiælfiskør. Skiæl/skel/skal henviser til muslinger og Ør betyder gruset strandbred. Skælskør er altså ”byen ved muslingestrandbredden”.

Selvom vi i Roskilde Fjord ikke kan bryste os af et sådant navn, så har muslinger spillet en betydelig rolle i fjordbolivet. Fra arkæologisk undersøgelser ved vi fx, at især hjerte-, blåmuslinger og østers har udgjort en vigtig del af fjordboernes føde helt tilbage til stenalderen.

Det blå guld

Blåmuslingen (mytilus edulis) er den mest almindelige muslingeart i Danmark. Den kaldes også det blå guld, da den er en populær fødevare og har en stor industri bygget op omkring sig.

Roskilde Fjords blåmuslinger er dog for det meste for små til at blive brugt i den moderne fødevareindustri, men under første verdenskrig var den en god ekstra indtægt for mange fjordfiskere. Under krigen skete der et stort opsving i krogefiskeriet, og det betød en stor stigning i svineleverpriserne. Svinelever brugte man nemlig som agn (madding). Derfor begyndte man at bruge andre ting fx sandorme og blåmuslinger. Blåmuslingerne viste sig at være gode agn, og de indtil da ubetydelige muslinger kom altså til at udgøre til en god ekstra indtægt for mange fjordfiskere.

Fanger man en hjertemusling, kan det anbefales at lægge den i akvarium med sandbund og stille den i solen. Inden længe vil den stikke sin fod ud og skyde vand ud af ånderøret. På den måde får den hurtigt gravet sig ned i sandet. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Fjordens rengøringshold

Blåmuslingen er ikke et af fjordens mest opsigtsvækkende dyr, men ikke desto mindre er det et meget betydningsfuldt et for fjorden. Det er de, både fordi de udgør fødegrundlaget for mange andre arter (bl.a. krabber, troldænder, edderfugle, pighvarrer og skrubber), og fordi de renser fjordvandet.

Når en blåmusling skal tage føde til sig, gør den det nemlig ved at filtrere vandet for dyre- og planteplankton, og en voksen blåmusling filtrerer mellem 50 og 100 liter fjordvand i døgnet. Det betyder, at den vandmængde muslingerne renser dagligt svarer til to gange fjordens samlede vandvolumen! Vandet omkring en blåmuslingebanke er derfor ofte helt klart.

Forudsiger storm og regn

Blåmuslingen begynder sit liv som en lille frit svømmende larve. Hunmuslingerne og hanmuslingerne skyder henholdsvis æg og sæd ud i vandet omkring sig. Her befrugtes æggene og falder til bunds, hvor de klækkes til larver. Larverne svømmer frit omkring, indtil de finder et passende sted at slå sig ned, og først her begynder de at opbygge deres første skal; umbo-skallen.

Voksne blåmuslinger klæber sig fast til hinanden, til sten, tang, træ mm. i vandet ved hjælp af hæftetråde. De laves med slim, der udskilles ved en kirtel fra deres fod. Foden kan genkendes som den mørke klump, der sidder i midten af muslingen. Foden kan pustes op med saltvand, så muslingen kan skubbe sig rundt. Ifølge gammel folketro er det et dårligt varsel, når muslinger fæstner sig til sten. Så betyder det, at man må frygte storm og regn.

Gennem muslingens levetid lægger den løbende nye lag til skallen og vokser. Ved at kigge på afstanden mellem vokse-rillerne i skallen, kan man se, om muslingen har det godt. Er der stor afstand mellem rillerne har den vokset godt og haft gode forhold.

Blåmuslingen lægger typisk syv lag til skallen om året, så hvis du er nysgerrig på, hvor gammel en blåmusling er, kan du tælle dens alder på skallens riller og dividere antallet med syv.

Øjne i sandet

I fjorden har vi også Almindelig Hjertemusling (Cerastoderma edule). Hjertemuslingen kaldes også ”øjne i sandet”, fordi det ofte er sådan, man vil støde på dem under vandoverfladen.

Hjertemuslingen er en sandlevende musling, som har det bedst, når den ligger gravet ned i sandet. Ca. 5 cm ned. Når den gør det, kan man kun se muslingen, hvis man kigger godt efter dens ånderør. Det ligner to små sorte øjne, der ligger med 5mm afstand.

Sandmuslingen er sandsynligvis kommet til Danmark med vikingerne fra den nordamerikanske kyst. Foto: Thomas Johannes Juel Johansen

Den forsvundne Østers

Der findes ikke østers (Ostrea edulis) i Roskilde Fjord i dag, men for 7-8.000 år siden i stenalderen fandtes store østersbanker i fjordens indsnævringer, og arkæologerne finder vældige ophobninger af østersskaller i arkæologiske udgravninger i Roskilde Fjord, samt i køkkenmøddinger fra tiden. Det vidner altså om, at der blev spist østers i større mængder ved kysten.

Stenalderens klima var mildere end nutidens, og farvandene mere salte. Havvandsstigningerne i Roskilde Fjord omkring år 10.000 – 8.000 fvt. betød, at store mængder af frisk saltvand strømmede ind i fjorden. Det var godt for østers, som nemlig kun kan forplante sig i vand med 2,5 procent saltholdighed eller derover.

Syd for Skuldelev ved Lollikhuse ligger en af områdets største skaldynger. I dag ligger området næsten 3 km væk fra fjorden, men i Ertebølletiden fandtes her et lille sund, som strakte sig langt ind i Hornsherred. Ved en udgravning her blev der foruden skaldyngen afdækket en simpel hyttetomt med et forsænket gulv. Hytten er rekonstrueret og kan opleves i Frederikssund Museum, Færgegårdens have.

Da vandstanden atter sank omkring 3.000 fvt. forsvandt det friskt strømmende saltvand igen, og fjordens østers døde ud. Men de efterlod et tykt lag af skaller på fjordbunden. Lagene kan have en tykkelse på op over 10 meter, og de findes særligt i snævringen ved Frederikssund, ved Kølholm og på fjordens vest-side fra Jyllinge Holme til Selsø Hage.

Fra diarré- og pestmedicin til hønsefoder

Østersskaller har gennem tiden vist sig nyttige til mange forskelligartede formål. I begyndelsen af 1800-tallet brugte man skallerne til gødning, til garvning og til farvning, og kalken fra skallerne blandet med linolie skulle give et godt kit. De kunne endda bruges som polérmidel for metaller, hvis skallerne blev glødet, pulveriseret og opslæmmet (blandet med vand).

Gennem tiden har driftige fiskere og andre handlende samlet og solgt østersskaller som tilskudsfoder til æglæggende høns. I 1930’erne udviklede det sig til en hel industri, hvor der etableredes flere skalleværker langs Roskilde Fjords kyst. Man gravede skallerne op fra fjordbunden og sejlede dem ind til fabrikkerne, hvor skallerne blev knust, tørret og pakket. I 1950’erne afløstes skallegravning af en metode, hvor skallerne blev suget op fra fjordbunden. Siden 1998 har skallegravning været forbudt, da den havde store miljømæssige konsekvenser. Der, hvor skaller var blevet gravet, var fjordbunden tømt og ”død”. Den stod tilbage med store dybe huller, som betød, at bundvegetation og fiskebestand led skade.

Men så er det godt, at østers også kan bruges til andre ting. Skulle du fx en dag sidde i den situation, at du lider af for megen mavesyre, så kan pulveriserede østersskaller med fordel indtages. Det fortæller farmakopeen os i hvert fald i 1772. Blander du de pulveriserede skaller med kulvand skulle de være gode mod feber, og har dine kalve diarré, så giv dem endelig en omgang også.

Ifølge Christiern Pedersens lægebog fra 1533 kan alle muslinger (uden skal) desuden steges med eddike, vand og honning og derefter knuses og med fordel lægges på pestbylder.

Endelig kan alle slags muslinger bruges mod fjender. I Skildringer af danske Videnskabsmænd fra 1899 bemærkes det i hvert fald, at da man ikke kan se på muslinger, om de er dårlige eller ej, så kan man i stedet gå frem efter følgende metode: ”Det bedste er åbenbart at lade andre spise af muslingerne først, og hvis de ikke bliver syge, er der grund til at håbe, at man selv også kommer godt fra det. Man må dog, om man ønsker denne måde anvendt, hellere eksperimentere med sine fjender end med sine venner.”

Østers lever ikke længere i fjorden, men store ophobninger af østersskaller i de arkæologiske udgravninger vidner om, at der ofte blev spist østers ved fjorden i stenalderen. De store lag af skaller i fjorden blev fra 1930erne brugt til produktion af fx hønsefoder. Foto: H. Zell. Licens.

Fjordbolivet og dyrene i Roskilde fjord

Fiskeri og udnyttelse af fjordens ressourcer har lige siden stenalderen betydet meget for livet omkring fjorden. Fjordbolivets kulturhistorie er derfor en historie om et tæt sammenspil mellem menneske og fjord – kultur og natur. Det samspil har formet den måde, vi har levet, tænkt og spist på.

I samme serie

I artikelrækken ”Mød dyrene i fjorden” kan du læse om nogle af de dyr, som har været med til at forme fjordbolivet både før og nu. Artikelserien udspringer af Færgegårdens efterårsferiearrangement af samme navn, som igen vil kunne opleves på museet i sommerferien 2021.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE