Sværd fra Frankerriget var luksusvare hos de nordiske vikinger
05.10.2020
Ulfberth var en sand mestersmed, anerkendt i hele Europa, og vikingerne rejste langt for at erhverve sig de kostbare sværd. Foto: Palle Østergaard Sørensen
Ved en udgravning i Jørlunde fandt man for omtrent hundrede år siden et yderst velbevaret sværd fra vikingetiden. Det skulle siden vise sig, at sværdet ikke er fremstillet lokalt, men hos mestersmeden Ulfberth i Frankerriget omkring det 9. århundrede. Her får du historien om en genstand fra udstillingen på Frederikssund Museum, Færgegården – Ulfberth-sværdet, som engang var en luksusvare og i høj kurs hos de nordiske vikinger.
I udstillingerne på Frederikssund Museum, Færgegården og på Roskilde Museum er der fokus på det store offerområde ved Jørlunde, hvor genstande fra både jernalder og vikingetid er ofret i stort tal. Et af de mere spektakulære fund herfra er et helt bevaret jernsværd fra vikingetiden.
Sværdets rejse gennem det danske museumslandskab
Sværdet blev oprindeligt fundet ved tørvegravning i en af moserne ved Jørlunde, men kort tid efter blev det solgt til en handelsmand, der igen solgte det videre til museet i Odense. Herfra blev sværdet i 1924 sendt til konservering på Nationalmuseet, hvor man havde den opfattelse, at stykket faktisk burde betragtes som danefæ og afleveres til museet i København. Sværdet endte dog i Odense, hvor det indgik i museets samling frem til 1996. Herefter blev sværdet overgivet til Frederikssund Museum, Færgegården, som på det tidspunkt havde overtaget ansvaret for arkæologien i området ved Jørlunde.
Sværdet er godt 90 cm langt, og selve skæftet består af en over- og underhjalte samt en fæsteknap. Disse stykker er udsmykket med fine indlagte tråde i kobber og sølv. Selve grebet har været fremstillet af organisk materiale. Sværdklingen bærer i dag præg af, at sværdet er blevet konserveret ad flere omgange. I 1924 kunne man tydeligt se, at klingen er mønstersmedet af jernstykker med forskelligt indhold af stål, – en teknik, som kaldes damascering. Der kunne på dette tidspunkt også anes dele af en indskrift på langs af klingen. Da sværdet i 2017 skulle indgå i den nye permanente udstilling på Frederikssund Museum, Færgegården, fik vi foretaget en røntgenoptagelse, der kunne vise indskriften. Ved at kombinere røntgenfotoet med en ældre optagelse fra Odense kunne indskriften nu læses som:
+ VLFBERH+T.
På samme måde som i dag har man i vikingetiden fremstillet dårlige kopier af eftertragtede varer, som der var rift om blandt de nordiske vikinger.
En luksusvare blandt datidens mange kopivarer
Der er tale om et kendt mesterstempel fra smeden Ulfberth, som arbejdede i det Frankiske område i Mellemeuropa i det 9. årh. e.Kr. Her smedede han de bedste sværdklinger, som kunne fremstilles på dette tidspunkt. På dette tidspunkt var det forbudt at eksportere våben ud af frankerriget alligevel findes sværd af denne type spredt ud over hele Europa med en koncentration i Skandinavien og Baltikum. I modsætning til vores sværd har mange af de sværd, som er fundet uden for frankerriget en helt forvansket indskrift, og det har vist sig, at klingen i disse tilfælde er smedet af dårligt jern. Fremstillingen af disse kopisværd fortsætter helt op i det 11. årh. hvor man for længst er stoppet med at fremstille ægte Ulfberthsværd. På samme måde som i dag har man i vikingetiden fremstillet dårlige kopier af eftertragtede varer, som der var rift om blandt de nordiske vikinger. Ligesom et par billige kopisko med NIKE logo hurtigt viser sig ikke at leve op til forventningerne, har vikinger med kopisværd sikkert også måttet se kendsgerningerne i øjnene, måske med fatale konsekvenser til følge.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN
Heks, helgen og græsenke
Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed
Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden
”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.
Forevigede fortidsminder myldrer ind på Færgegården
På Frederikssund Museum, Færgegården er man klar til at slå dørene op for gæster. Indenfor venter en udstilling med lokales egne billeder af områdets fortidsminder. Og faktisk er samlingen vokset, mens museet har været lukket, så der er gode grunde til at slå vejen forbi.
Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder
Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.
Frivillig med mekanik i blodet: Hans-Jørgen undersøger historiske tårnure for museerne
Hans-Jørgen Mølstrand er født med mekanik i blodet og har altid været fascineret af historie. Som frivillig i ROMU får han mulighed til at dyrke begge dele, når han undersøger og dokumenterer historiske tårnure.