Vidste du det? Den lille ø Blak i Roskilde Fjord har givet navn til en hel periode
Af Søren A. Sørensen, forhenværende museumsinspektør ved Frederikssund museum, Færgegården.
21.05.2021
Det kræver særlige arbejdsredskaber at lave arkæologi på fjordbunden. Fundene bliver registreret og tegnet op på en særlig tegnefolie. Foto: Søren A. Sørensen/ROMU.
Somme tider skal der iltflasker, dykkermasker og specialudstyr til, når arkæologer leder efter spor fra fortiden. I udstillingen på Frederikssund Museum, Færgegården kan du opleve nogle helt særlige fund fra bunden af Roskilde fjord ved øen Blak – som gav navn til en særlig periode i stenalderen.
I vandet ud for øen Blak udgravede arkæologer i 1990’erne to undersøiske bopladser fra Kongemosekulturen. Allerede i 1982 havde arkæologer kunnet datere en boplads på stedet til den ældre del af den periode af jægerstenalderen, der kaldes for Kongemosekulturen, på baggrund af de genstande der blev fundet på bopladsen.
Men senere blev det klart, at der ikke kun var én boplads, men hele to, som lå ganske lidt forskudt i forhold til hinanden. Den først undersøgte boplads, Blak I, var forholdsvis medtaget af den erosion, der fulgte med, da vandet i fjorden steg og trængte ind over bopladsen. Hvorimod den anden boplads, Blak II, der ligger lidt dybere, var væsentligt bedre bevaret.
Den ældste boplads, Blak II, som ligger på en dybde af cirka 4 meter, viste sig at stamme fra den del af Kongemosekulturen, som danner bro mellem den forudgående Maglemosekultur og Kongemosekulturen. Da bopladser fra denne fase ikke var udgravet tidligere, blev det Blak II, der kom til at give navn til denne overgangsfase, der i dag er kendt som netop ”Blakfasen”.
Kulstof 14-dateringer af materiale fra Blak II-bopladsen viser, at bosættelsen begyndte for omkring 8.400 år siden. Den lidt yngre boplads Blak I, der ligger på en dybde af 2-3 meter, har været beboet i en periode, der strækker sig fra cirka 7.900 til 7.500 år siden.
På fjordbunden ved Blak-bopladserne er der endnu bevaret rester af den skov, der voksede på stedet dengang bopladserne var beboede.
Fjordbunden har bevaret ældgamle rester af skov
Det fascinerende ved netop de undersøiske bopladser er de fantastisk gode bevaringsforhold, der betyder at redskaber af ben og træ også kan findes ganske velbevarede på disse bopladser.
På fjordbunden ved Blak-bopladserne er der endnu bevaret rester af den skov, der voksede på stedet dengang bopladserne var beboede. Tilbage står nu nedslidte træstubbe, der kun rager ganske lidt op over fjordbunden, og under sand og mudder ud for bopladserne ligger de væltede træstammer fra de træer, der gik omkuld og faldt ud i fjorden, efterhånden som den stigende vandstand druknede dem.
Knogler fra dyr viser stenalderjægernes menu
Imellem stubbene fra den druknede skov fandt arkæologerne flere efterladenskaber fra stenalderfolkene. Redskaberne består overvejende af flintredskaber såsom kerneøkser (en økse lavet af en flintknold), pilespidser, skrabere, bor, stikler (en flintflække der kunne lave furer i ben og tak), flækker (lange stykker slået af en flintblok, der kunne laves om til andre redskaber) og blokke. Men der er også fundet prene (redskab fremstillet af ben), trykstokke lavet af kronhjortetak og en del af en smuk ornamenteret flintægdolk, der er lavet af både ben og flint. Af træ er der fundet en bue og et par lystergrene (lystergrene satte man sammen til det, man i dag kalder et ålejern).
Knoglerne fra stenalderjægernes måltider viser at kronhjort, rådyr og vildsvin har været de foretrukne dyr på menuen. Men der er også fundet knogler fra mere eksotiske arter som bæver og sumpskildpadde, og så er der fundet mange fiskeknogler, der vidner om fiskeriets betydning.
Du kan opleve fundene i udstillingen på Frederikssund Museum, Færgegården.
Se åbningstider og entrepriser her.
Blandt fundene på bunden af Roskilde Fjord ved den lille ø Blak var et spidsvåben lavet af flint. Illustration: ROMU.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed
Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden
”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.
Forevigede fortidsminder myldrer ind på Færgegården
På Frederikssund Museum, Færgegården er man klar til at slå dørene op for gæster. Indenfor venter en udstilling med lokales egne billeder af områdets fortidsminder. Og faktisk er samlingen vokset, mens museet har været lukket, så der er gode grunde til at slå vejen forbi.
Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder
Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.
Frivillig med mekanik i blodet: Hans-Jørgen undersøger historiske tårnure for museerne
Hans-Jørgen Mølstrand er født med mekanik i blodet og har altid været fascineret af historie. Som frivillig i ROMU får han mulighed til at dyrke begge dele, når han undersøger og dokumenterer historiske tårnure.
Seks trin til en god påske – følg din forfaders påskeplan
Læs her alt, hvad du behøver vide for at få en vellykket påske – hvis du altså spørger dine forfædre fra 1800-tallet.