Fra torsdag d. 25. september, 2020 til december 2021
I museets åbningstid kl. 11.00 – 15.00 tirs-søn
Almindelig entré
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
OM UDSTILLINGEN
Frederikssund Museum, Færgegårdens nye særudstilling ”På sporet af fortiden – vis os dit fortidsminde” er en fotoudstilling skabt af borgerne i Frederikssund Kommune.
Inden sommerferien 2020 udskrev museet og Dansk Naturfredningsforening i fællesskab en fotokonkurrence.
Alle var inviteret til at indsende et foto af et fortidsminde i Frederikssund Kommune.
Du kan stadig sende os dit bidrag, men du deltager ikke længere i en konkurrence.
Sporene fra fortiden er nemlig alle vegne omkring os, men vi lægger sjældent mærke til dem.
De smukke gravhøje knejser på kornmarken og industriaffaldet sumper hen i vandkanten. Alle vidner de om et levet liv, et samfund i udvikling, om politik, om kultur og om menneskets indgriben i natur og landskab.
Med deltagernes blik og bidrag gennem de forskellige fotos, sætter særudstillingen fokus på fortidsminderne i den lokale baghave. Fokus med kameralinsen og fokus med opmærksomheden.
SE VINDERNE
HER SES ET UDVALG AF DE INDSENDTE BILLEDER
Fotoudstillingen rummer 25 meget forskellige fotos med spændende eksempler på alle de fortællinger, der ligger gemt ude i landskabet.
Bidragsyderne har valgt at sætte fokus på både klassiske fortidsminder så som gravhøje, mindesten og helleristninger, men også på industrisamfundets efterladenskaber, på udtjent og glemt infrastruktur, på forladte bygninger og på spor efter verdenskrige – for bare at nævne nogle få.
Fotografierne viser tilsammen den alsidighed og den rigdom, som fortiden byder på derude, og som nutiden har sine rødder i. Fotografierne viser optimisme og sørgmodighed. De viser stædig standhaftighed og hurtigt forfald.
Nogle fortidsminder har været en del af vores verden i århundreder, og andre, har kun kort været en del af vores historie og er allerede ved at forsvinde igen. Nogle af fotografierne vækker nysgerrighed og fantasi. Nogle rejser vigtige spørgsmål om samfundsudviklingen, og nogen fremhæver fortidsminder, der står i landskabet til skræk og advarsel.
Historien tilhører os alle, og de fortællinger, museet skal rumme, skal derfor også afspejle dét, der optager lokalsamfundet. Fotoudstillingen er derfor ikke skabt af museet, men af deltagerne, og derfor kan du også bidrage med fotos til udstillingen gennem hele udstillingsperioden.
RELATEREDE EVENTS
oktober, 2024
Ingen begivenheder
HUSK!
Mange fortidsminder står på privat grund. Adgang sker på eget ansvar i henhold til Naturbeskyttelsesloven. Vis derfor hensyn til afgrøder, hegning og dyr. Hold din hund i snor, og spørg ejeren om lov inden du bevæger dig ind på privat grund. Ved besøg af fortidsminder, der ligger i skov, er der forskel på reglerne for private og offentlige skove. Læs mere i denne folder fra DN: http://www.fortidsmindeguide.dk/fileadmin/fortidsmindeguide/grafik/fm_guide/Grafik_Diverse/DN_adgangsfolder.pdf
Har du yderligere spørgsmål kontakt
Museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen
Mail: Linejj@romu.dk
Telefon: 46 31 81 51
Mobil: 21 48 21 94
Læs mere om hvordan du bedst muligt færdes i naturen hér.