Sjældent fund afspejler store forandringer i stenalderen
Af Jens Winther Johannsen
24.04.2020
De to økser og dolkforarbejdet (i midten). Det længste stykke er 21 cm langt. Redskaberne er ubrugte og nedlagt samlet, og det bestyrker formodningen om, at de er ofret. Foto Cille Krause
Et sjældent depotfund fra slutningen af bondestenalderen er med til at give indblik i ændringer i samfundet for 4.000 år siden.
I foråret 2019 afholdt Lejre Museum et velbesøgt arrangement, ”Vis mig dit stenalderfund”, hvor ROMUs arkæologer stod klar til at kigge på gæsternes flintfund og give et bud på funktion og datering. Alt fra forstenede søpindsvin til smukke, slebne flintøkser dukkede op, men ét fund skilte sig særligt ud: to fint tilhuggede flintøkser og et forarbejde til en flintdolk, der er fundet ved markarbejde ved Lyndby på Hornsherred for ca. 10 år siden. Et bemærkelsesværdigt fund, der bliver en del af en udstilling på Frederikssund Museum, Færgegården, når museet igen må åbne for gæster.
Økserne er med deres let udsvajede æg karakteristiske for bondestenalderens seneste del. Dolkforarbejdet kan dateres til perioden omkring 2000 f.Kr. Typerne er ikke sjældne i sig selv, men fundet er alligevel specielt, fordi finderen oplyste, at de tre genstande blev fundet sammen i kanten af et lille mosehul. Stykkerne er lagt i mosen samtidigt og kan dermed betegnes som et depotfund.
Depotfund giver indblik
Det kan være svært at finde ud af, hvad en enkelt økse eller dolk, som bliver fundet, er udtryk for: Er den kasseret, tabt eller måske ofret? Men når man finder tre ting samlet, som i depotfundet fra Lyndby, tyder det på, at en bevidst handling ligger bag. Om depotfund skal opfattes som ofringer eller som skatte, der er gemt af vejen og af uvisse årsager aldrig hentet igen, er en af arkæologiens aldrig afsluttede diskussioner.
Et argument for, at de to økser og dolkforarbejdet er ofret, er, at de vanskeligt kunne bjerges fra det lille mosehul, de var nedlagt i. Præcis hvorfor de skulle ofres, finder vi aldrig ud af. Måske blev de lagt i mosen for at formilde den sene bondestenalders guder i forbindelse med sygdom eller efter en fejlslagen høst? Samtidigt med at deponeringen i mosen sandsynligvis har været en religiøs handling, har ofringen af genstandene også været en anledning for en lokal storbonde til at vise sin storhed. At tilintetgøre de fornemme genstande ved at kaste dem i mosen har været en overlegen demonstration af magt og rigdom overfor de øvrige deltagere i ritualet. Ofringen kan således have været led i konsolideringen af en ny bondeelites sociale position.
Da de to økser og dolkforarbejdet blev fremstillet, havde man i Skandinavien hugget redskaber af flint i omkring 10.000 år.
En stenalder i forandring
Den sidste del af bondestenalderen var en tid præget af forandring. At man gennemsnitligt blev ti centimeter højere set i forhold til den forudgående periode viser, at levevilkårene blev forbedret bredt, formentlig fordi landbruget har sikret et bedre ernæringsgrundlag end tidligere. Samtidig begynder man at ane konturerne af den samfundselite, som så tydeligt trådte frem i de efterfølgende århundreder. Det er mest tydeligt ved, at nogle af den sene bondestenalders huse er exceptionelt store. Huse fra perioden er normalt omkring 15-20 meter lange, men en lille håndfuld er mere end dobbelt så store. Sådan et kæmpehus har formentlig fungeret som en almindelig gård, dvs. kombineret driftsbygning og beboelseshus, men for en storbonde, som ved det monumentale byggeri har signaleret sin rigdom og magt.
Da de to økser og dolkforarbejdet blev fremstillet, havde man i Skandinavien hugget redskaber af flint i omkring 10.000 år. Men i bondestenalderens slutning begyndte man i stigende grad at formgive flinten efter metalforbilleder fra kontinentet. Det mest velkendte eksempel er de skandinaviske flintdolke, som den der er et forarbejde til i fundet fra Lyndby. Disse er efterligninger af nordvesteuropæisk kobberdolke. At disse flintdolke blev det vigtigste symbol på mandlig status i den sene, sydskandinaviske bondestenalder viser, at påvirkningen fra de metalproducerende samfund mod syd var massiv.
Fundet fra Lyndby vil blive indleveret til Nationalmuseet som Danefæ, men kan inden da ses i en mini-udstilling, når Frederikssund Museum, Færgegården, åbner igen.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN
Heks, helgen og græsenke
Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed
Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden
”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.
Forevigede fortidsminder myldrer ind på Færgegården
På Frederikssund Museum, Færgegården er man klar til at slå dørene op for gæster. Indenfor venter en udstilling med lokales egne billeder af områdets fortidsminder. Og faktisk er samlingen vokset, mens museet har været lukket, så der er gode grunde til at slå vejen forbi.
Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder
Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.
Frivillig med mekanik i blodet: Hans-Jørgen undersøger historiske tårnure for museerne
Hans-Jørgen Mølstrand er født med mekanik i blodet og har altid været fascineret af historie. Som frivillig i ROMU får han mulighed til at dyrke begge dele, når han undersøger og dokumenterer historiske tårnure.