Vidste du det? Lollikhuse var et af jægerstenalderfolkets yndlingssteder
Af Søren A. Sørensen, forhenværende museumsinspektør på Frederikssund museum, Færgegården.
23.03.2021

Stedet, hvor bopladsen Lollikhuse lå i jægerstenalderen, ligger i dag flere kilometer fra Roskilde Fjord. Landskabet har ændret sig markant, siden bopladsen havde sin storhedstid. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.
Lige nord for Selsø Sø, på en mark der i dag ligger flere kilometer fra Roskilde Fjord, lå engang jægerstenalderbopladsen, som i dag betegnes Lollikhuse. Mange fund fra bopladsen tyder på, at stedet har været en populær jagt- og fiskeplads. Fordi kulturlagene på pladsen er meget tykke, har man under udgravningerne fundet store mængder af flintaffald og redskaber samt sjældne spor af hyttetomter.
For omkring 6000 år siden da Jægerstenalderen nærmede sig sin afslutning, så landskabet helt anderledes ud end i dag. Landet var dækket af en tæt urskov og vandstanden i Roskilde fjord var mellem 3 og 5 m højere end i dag. Det betød at der var mange flere sunde og fjordarme, der skar sig ind langs åer og i lavtliggende områder. Et sådant lavtliggende område strækker sig fra Selsø sø i syd og imod nordøst helt ud til Roskilde fjord ved Hyllingeriis lidt syd for Skuldelev. Dette lavtliggende område var i Ertebøllekulturen for godt og vel 6000 år siden et smalt lavvandet sund, langs hvilket der lå adskillige bopladser. Antageligt fordi fiskeriet var ekstra givtigt i det smalle strømfyldte farvand, der også dannede grobund for en betragtelig østersbanke.
Derfor er det ekstra bemærkelsesværdigt at der på Lollikhusebopladsen er fundet sporene efter ikke mindre end to hytter.

Bopladsens placering i jægerstenalderen har været en ideel fiskeplads. Fiskekrogen her har været et nyttigt redskab. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.
Sjældne spor efter to hytter
Til trods for at der er foretaget udgravninger på denne boplads igennem flere år, er det stadig kun en forholdsvis lille del af bopladsen som er udgravet. Det skyldes bl.a. at kulturlagene på pladsen visse steder er over 1m tykke. De tykke kulturlag vidner også om at bopladsen har været benyttet gennem mange år, hvilket også de mange tusinde flintredskaber der er fundet viser. Det er utroligt sjældent af man finder sporene efter jægerstenalderens boliger, da de som regel var ganske spinkle konstruktioner der ikke efterlod sig mange spor når jægerne forlod bopladsen og drog videre til nye jagtmarker. Derfor er det ekstra bemærkelsesværdigt at der på Lollikhusebopladsen er fundet sporene efter ikke mindre end to hytter. Begge har været let nedgravede og var derfor endnu erkendelige ved udgravningen. I hytterne var der anlagt ildsteder og omkring de forsænkede gulve var der spor efter de stager og pæle der har båret taget.

Ved udgravningen fandt man meget flintaffald og værktøj til fremstilling af benredskaber som denne. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.
Fremstilling af pilespidser og benredskaber
Omkring hytterne er der fundet spor efter flinthugning og særligt et sted var der en meget høj koncentration af flintaffald, og mellem dette over 200 brudstykker af pilespidser der var gået i stykker under fremstillingen. Her har siddet en flintsmed og fremstillet pilespidser. Tæt herved har en anden jæger siddet og fremstillet benredskaber og resterne fra hans produktion blev fundet sammen med det værktøj som han benyttede til fremstilling af benredskaberne. Det er sådanne øjebliksbilleder der bringer os tættere på stenalderens befolkning og man kan næsten se hvorledes de sidste pile og benredskaber skulle fremstilles inden man forlod bopladsen for at drage videre til en anden jagtboplads, for det var sådan disse jægere levede i en evig søgen efter de bedste jagt og fiskepladser. Derfor finder vi så mange bopladser spredt ud over landskabet, de blev nemlig kun benyttet i korte perioder, men ofte vendte man tilbage året efter. Således voksede mængden af affald og efterladenskaber så de tykke aflejringer voksede år efter år og nogle steder som ved Lollikhuse nåede de en tykkelse på mere end 1 m.

Rådyropsats fundet ved Lollikhusebopladsen. FOTO: Frederikssund Museum, Færgegården.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER FRA FÆRGEGÅRDEN
Påsken rundt på 60 minutter med Færgegården
Påsken på Færgegården bliver en tjep tour de force for hele familien gennem kulturhistorien og dens påske-strabadser. Alle kan være med
En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven
Nordskoven på spidsen af Hornsherred har tiltrukket talrige kunstnere gennem tiden. En af dem var maleren Ove Køser, som fik stor betydning for egnen, og hvis billeder hænger i mange hjem. Igen og igen, året rundt, tog han ud i Nordskovens natur for at indfange det særlige lys og stedets enestående karakter. Ofte var hans datter Hanne med. Her fortæller hun sin personlige beretning om Nordskoven og om sin fars fascination af den helt særlige plet i fjordlandskabet
Jul på Færgegården: Smag på juletraditionernes historie
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til gammeldags jul de to første weekender i december. Her kan alle udforske, opleve og smage juletraditionernes historie. Og så er duften af traditioner tilsat en knivspids nye noter, når museet inviterer til risalamande-konkurrence
Kom til UHYGGELIG Allehelgen på Færgegården
Ved du, hvordan man forhindrer en død i at gå igen, gør hekse så blide som kattekillinger eller beskytter sig mod de lumske trolde i skoven? NEJ?? Så må du hellere komme til Allehelgen på Færgegården i efterårsferien! (Hvis du altså tør…)
Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have
To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.
Kom med tilbage til de brølende 20’ere
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til jazz i museumshaven, hvor vi vil blive klogere på 1920’ernes dans, musik og mode. Det foregår 7. august.