Færgegården går en livlig sommer i møde
14.06.2021
Frederikssund Museum, Færgegården, gentager successen fra efterårsferien 2020 og giver denne sommer flere familier mulighed for at røre, prøve, lugte, se og smage sig gennem fjordens kulturhistorie. Foto: ROMU/Daniel T. N. Rasmussen.
Frederikssund Museum, Færgegården byder indenfor – og udenfor – til en sommer med masser af aktiviteter for hele familien. Og med ambitionen om at bringe mennesker tættere på både fortid og fjord.
Man glemmer det nemt i en moderne hverdag. Men lige så længe der har boet mennesker ved Roskilde fjord, har dyrene og planterne i vandet spillet en vigtig rolle for det liv, der har været levet her langs kysten.
I løbet af sommeren bliver der mange gode muligheder på Færgegården for at blive klogere på fjordens liv og dens betydning for mennesker gennem tiderne.
”Vi håber, at mange vil lægge vejen forbi vores aktiviteter i løbet af sommeren og være sammen, store og små, om at udforske både fjordliv og fortid. – Og måske ligefrem føle sig tættere forbundne med den natur vi alle sammen, trods vores moderne liv, jo i virkeligheden er meget afhængige af”, fortæller Line Jandoria Jørgensen, som er museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.
Mød dyrene i fjorden – i sommerferien
Med årets sommerferie-aktivitet ”Mød dyrene i fjorden” gentager Færgegården successen fra efterårsferien 2020 og giver endnu flere familier mulighed for at røre, prøve, lugte, se og smage sig gennem fjordens kulturhistorie.
Hver morgen trækker museets medarbejdere i et par waders og begiver sig ud i fjorden med et stort strygenet. Med tilbage til museet har de rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, muslinger, ålekvabber, brødkrummesvamp og meget mere, som børnene og deres voksne kan undersøge og høre fortællinger om. Det kan for eksempel være fortællingen om krabben, der tisser ud gennem øjnene, eller om dens skjold, som man i 1500-tallet mente kunne kurere bylder i numsen.
Det bliver også muligt at bøde sit eget fiskegarn eller skære en sild op og udforske dens indre. Bagefter kan man tilberede den over bål efter gamle opskrifter og smage på fortiden.
Smag på fjorden – to gange sanketur under overfladen
To gange i løbet af sommeren bliver der mulighed for selv at få tæerne i fjordvand, og for at gå på opdagelse og sanke på det lave vand. Det sker, når Naturvejleder Thomas Johannes Juel Johansen inviterer med til et kig under overfladen ved kysten og fortæller om alle de dyr og planter, der findes her.
Thomas står klar med net, udstyr og fortællinger til alle. Efter sankningen går alle tilbage til bålpladsen i museumshaven, og her vil Thomas lave smagsprøver til alle og vejlede i, hvordan man kan tilberede de sankede dyr og planter.
Natureventyr lanceres på Færgegården
Den 20. juni lancerer Frederikssund Kommune app’en Natureventyr for de 3-9 årige, som herefter vil være tilgængelig de kommende to år. Lanceringen sker på blandt andet Færgegården.
I Færgegårdens museumshave står både museumsmedarbejdere og spejdere klar til at guide og stå til rådighed for hjælp og spørgsmål. Der vil også være en lille overraskelse, når eventyret er gennemført og forfriskninger ved bålpladsen.
Det er muligt at medbringe egen madpakke, som kan nydes i den skønne museumshave. Museumsbutikken sælger the, kaffe, vand og is. Museet er åbent og entrébilletter kan købes for 50kr. pr. voksen. Børn fra 0-18 er gratis. Fremvisning af coronapas er nødvendigt for besøg indenfor i museets udstillinger. Museet har åbent fra kl. 11-15.
Sankthans på Færgegården
Ud over sommerferieaktivtet, app-lancering og sanketure og er også sankthans naturligvis en del af den kommende livlige sommer på Færgegården.
Sankthans fejres i år med ekstra aktivitetstilbud og nye tiltag. Her kan man blandt andet tage med på mission ”Afværg det onde” og gennem en række udfordringer og opgaver bruge fortidens tips og tricks til at gøre onde hekse så blide som nuttede kattekillinger.
Læs mere om sankthans på Færgegården her.
Tid, pris og sted
Mød dyrene i fjorden:
Onsdage, torsdage og lørdage i uge 27, 28, 29 og 30 kl. 11.00-13.00 og 13.00-15.00
Gratis 0-18 år, 50 kr. for voksne (+billetgebyr). Billetter købes her.
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Din billet gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag. Udstillingen lukker kl. 15.00.
Billet og coronapas nødvendigt.
Smag på fjorden – sanketur under overfladen:
- juni kl. 10:00-13.30
14. august kl. 10.00-13.30
Arrangementet kan nydes af alle fra 6 år og op.
75 kr. (+billetgebyr). Billetter købes her.
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
HUSK praktisk tøj, evt. håndklæde og badetøj (eller andet, du kan gå i fjorden med). Museet stiller også et begrænset antal waders til rådighed
Billet og coronapas nødvendigt.
Natureventyr
- juni kl. 11:00-13:00
Arrangementet kan nydes af de 3-9 årige og deres forældre
Arrangementet er gratis, men pladserne skal bookes på forhånd. Pladser bookes via billetto.dk.
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Tilmelding nødvendigt. Find din billet her.
Efter 20. juni er eventyrerne frit og kvit tilgængelige. Download app’en Natureventyr og se, hvor de forskellige eventyr er placeret. Og så det bare om at komme i gang.
Sankthans
- juni kl. 17:00-22.00
0-18 år gratis, Voksne 50 kr. (+billetgebyr) – Billet købes via Billetto. Køb den her.
Din billet gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag.
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Billet og coronapas nødvendigt
Grundet Covid-19 er billetkøb til alle aktiviteter på forhånd nødvendigt.
Få overblik over alle sommerens aktiviteter på ROMUs besøgssteder her.
Der er mange sommeraktiviteter på Færgegården. Tag for eksempel med på sanketur i fjorden og lær om dyr og planter. Efter turen får du i museumshaven tips og tricks til at tilberede det I finder. Foto: ROMU.
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN
Broen over Græse Å giver os et hint om fortidens Frederikssund – men kun et hint
Græse Å løber ind i Frederikssund Kommune fra den udtørrede sø, Lange Sø. En gammel stenbro henover åen fortæller historier fra fortiden, og arkæologerne arbejder på at få mere viden om stedet
Husker du skeletterne på Tørslev Hage? Mød de to stenaldermænd, som knoglerne tilhørte
Det skabte en del opmærksomhed, da ROMUs arkæologer i foråret 2020 overtog en sag fra Nordsjællands Politi. Menneskeknoglerne, der var dukket op på en sommerhusgrund, viste sig heldigvis at være af noget ældre dato end først frygtet. Arkæolog Jens Winther Johannsen fortæller her, hvad han og de andre arkæologer nu ved om ’sagen’.
Torturer en kat og hiv hovedet af en hane
Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om Fastelavn.
Kyndelmisse: Flæsk modvirker rygsmerter
Bag om traditionerne med Færgegården: Bliv klogere på Kyndelmisse
Fra direktør i byggebranchen til frivillig i ROMU: Keld vil skabe rum til udfoldelse
80-årige Keld Fuhr er frivillig i ROMU som formand for Færgegårdens Venner. Nu træder han ind i ROMU’s bestyrelse, hvor han vil trække på sin ledelseserfaring fra byggebranchen.
24. december – Helligtrekonger
I 1700-tallet varede julen og julefreden i 12 dage, som gik fra 25. december til helligtrekongersaften 5. januar. I den periode var det forbudt at arbejde. Man skulle holde julefred.