Jul på Færgegården: Smag på juletraditionernes historie
11.11.2021
Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til gammeldags jul de to første weekender i december. Her kan alle udforske, opleve og smage juletraditionernes historie. Og så er duften af traditioner tilsat en knivspids nye noter, når museet inviterer til risalamande-konkurrence
Julen er traditionsrig, den er fyldt med ritualer og særlige skikke, som gentages år efter år. Sådan har man altid gjort – eller har man?
”Selvom man har fejret jul i hundredevis af år, så er langt de fleste juletraditioner, som vi kender dem i dag, relativt nye”, forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.
”Med ”Jul på Færgegården” kan man opleve, hvordan julen har smagt og føltes før i tiden. Gennem spændende smagsoplevelser og hyggelig historiefortælling vil vi sammen udforske og opleve, hvordan julen er kommet til at se ud, som den gør i dag – og hvordan den så ud tidligere”, fortæller hun.
Vær med til at plyndre et juletræ, lav jeres eget kalenderlys, gå på jagt efter gårdbonissen og hyg jer med at klippe gammeldags julepynt.
I kan også være med til at smage på den historiske jul og lave smagsprøver på æbleskive-fyldte æbleskiver og pebernødder, som de oprindeligt blev lavet – i en gryde over bålstedet.
Laver du den bedste risalamande i Frederikssund Kommune?
Selv om risalamande lyder fransk, er det faktisk en af de få juletraditioner, der er pæredansk. Men hvordan laves den bedst? Det vil Færgegården undersøge med en ægte julekonkurrence, som forløses i den anden af de to weekender.
Lørdag den 11. december fortæller museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen om risalamandens historie og kårer kommunens bedste risalamande. Er det dig eller en du kender, der er vinderen? Tilmeld dig konkurrencen ved at købe billet og sende en mail en mail til Linejj@romu.dk
Der vil desuden være salg af æbleskiver og varme drikke i museumshaven, og igen i år vil De blå spejdere, grevinde Danner gruppen fra Jægerspris have sit hyggelige juletræssalg på gårdspladsen.
Tid, pris og sted
De to første weekender i december: den 4.-5. samt 11.-12. december kl. 11.00-15.00
Gratis 0-18 år, 50 kr. for voksne (+billetgebyr)
Billet bestilling nødvendig. Købes/bestilles via billetto.dk
CORONAPAS NØDVENDIGT: Der skal fremvises gyldigt coronapa
Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Grevinde Danner Gruppens juletræssalg:
27. og 28. november, samt 4.-5., 11.-12. og 18.-19. december. Alle dagene kl. 10-16
FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN
15 december
Den jul, vi fejrer i dag, begyndte først at tage sin form i slutningen af 1800-tallet. Inden da handlede julen om at holde nogle af årets eneste fridage, spise ellers usete mængder af god, fed mad og drikke en masse stærk gemmeøl. Julepynten bestod ikke af nisser, stjerner, juletræer og dekorationer, men af fine hvide tekstiler og masser af frås med levende lys.
14. december – Ris a l’amande
Det er sjovt: Der er mange af julens traditioner, som man tror, er danske – men når man graver ned i deres historie, er langt de fleste indvandret fra Tyskland. Lige med ris a l’amanden forholder det sig dog anderledes.
13. december – Santa Lucia
Lucia var en ung siciliansk kvinde, som levede omkring år 300. Hun var meget troende, men levede under kristenforfølgelserne og endte med at dø martyrdøden. Senere blev hun helgenkåret og til Santa (sankt) Lucia.
12. december – Æbleskiver. Gammeldags julebag
Julebag er en vigtig ingrediens i julen i dag, og det har det også været før. Både æbleskiven, pebernødder og klejner hører til det ældste bagværk, vi kender. Alle tre er fra før komfurets tid og kan laves i en gryde over ildstedet.
11. december – At drikke jul
Hvis der er noget, vi er gode til i Danmark – og har en lang stolt tradition for, så er det at brygge og drikke øl inklusiv den særlige julebryg. Faktisk er de tidligste julefejringer vi kender en række midvinter fester fra 800-tallet, hvor man ”drak jul”. Dem vender vi tilbage til lige om lidt.
10. december – Det flettede julehjerte
Trommer og dannebrogsflag blev almindelig juletræspynt under treårskrigen i 1848, og de fleste af os synger om dem hver juleaften.