Ingen heks og ingen midsommervise

 

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om sankthans

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

30.05.2021

På P.S. Krøyers ”Sct. Hans Blus på Skagen Strand” fra 1906, er blevet et ikonisk maleri for traditionen. Men kigger man efter, opdager man, at der ikke er nogen heks på bålet. Det er imidlertid ikke så mærkeligt, for det bliver først en almindelig tradition i 1920-30’erne. Billede: Wikimedia commens.

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

 

 

Sankthans aften rummede en masse magi for fortidens mennesker. På den tid af året var naturen godt mættet med den kraft, den havde opsuget gennem hele foråret og sommeren indtil denne årets længste dag. Derfor mente man, at det på sankthans aften i særlig grad lønnede sig at indsamle lægeurter i naturen. Man plukkede bl.a. bynke, perikon, kamille og selvfølgelig også sankthansurt. Med sankthans urt kunne man tage varsler om kærestepars fremtid eller dødsvarsler om de gamle.

Sankthans dug (duggen, der faldt sankthans aften) havde ifølge folketraditionen også helbredende kræfter og blev anset for at være et effektivt lægemiddel. Lige inden solen stod op, gik madmor ud for at hente det stykke hvide linned, hun havde lagt ud aftenen før. Det havde i løbet af natten opsamlet duggen, og linnedet blev nu vredet, og vandet puttet i en flaske. Så var der medicinvand til de kommende måneder.

I Tyskland brændte man en ”hexe” på sankthans bålet. Det var en strådukke, der var klædt ud som et skræmmevæsen. Dukken symboliserede det onde generelt – ikke hekse specifikt. Ved at brænde det onde i skikkelse af en stråmand, kunne man få det onde til at forsvinde, mente man. Billede: Wikimedia commens. 

Man valfartede til de hellige kilder

”Medicinvand” kunne man på sankthans aften også finde i de hellige kilder. Drak man af kildevandet på denne aften, kunne det kurere sygdomme og skavanker, mente man. For at være helt sikker, kunne man sørge for at drikke af et krus, som ingen andre før havde drukket af, og bagefter knuse kruset for symbolsk at tilintetgøre af sygdommen. Mange overnattede også ved kilderne, hvor de lagde hovedet på en skefuld jord hentet nær kilden.

De store folkemængder ved kilderne tiltrak handelsfolk, kræmmere og gøglere, som så sit snit til at tjene penge. Med tiden udviklede det sig til deciderede markeder – de såkaldte kildemarkeder. Det kildemarked, som opstod ved Kirsten Piils kilde i Dyrehaven, blev sidenhen til det, vi i dag kender som Dyrehavsbakken. Der er også flere kilder i Frederikssund Kommune, som man stadig kan se i dag bl.a. Færgelundskilden i Færgelunden og skt. Olavs kilde ved Skibby.

På sankthans aften var den gode magi altså særligt virksom. Men med god magi følger også ond magi – og alskens onde kræfter var derfor også på spil den aften. Derfor havde heksefiguren også en fremtrædende rolle, men dog på en meget anderledes måde end i dag.

En stråmand repræsenterede det onde

Ingen andre steder i verden end i Danmark sender man en heks ”ad Hekkenfeldt til” på sankthans. Skikken har vi taget til os med inspiration fra Tyskland, hvor man dog hverken dengang eller nu brænder en halmdukke i skikkelse af en heks af. Man mener, at en gruppe tyske indvandrere, som arbejdede på skibsværftet i Kalundborg-egnen i 1920’erne var med til at gøre skikken almindelig kendt og udbredt herhjemme. På P.S. Krøyers ikoniske maleri ”Sct. Hans Blus på Skagen Strand” fra 1906, er der, hvis man kigger efter, faktisk heller ingen heks på bålet.

På tysk henviser ”hexe” til en halm- eller strådukke klædt ud som et skræmmevæsen. Det var sådan en figur, tyskerne placerede på bålet. Strådukken symboliserede det onde generelt – ikke hekse specifikt. Ved at brænde det onde i skikkelse af en stråmand, kunne man få det onde til at forsvinde, mente man.

I Danmark havde man i 1600- og 1700-tallet på lignende vis en skik med at slå en halmdukke ihjel til kyndelmisse og/eller fastelavn. Halmdukken repræsenterede vinteren eller var hr. vinter. Man legede ”at stikke stråmand”, hvor man fra hesteryg skulle stikke stråmanden (vinteren) ihjel med et spyd eller en kæp. Ved det symbolske drab forsøgte man altså at komme vinteren og dens kulde til livs og dermed at bane vejen for foråret.

 

Før 1900-tallet brændte man ikke en heks af på bålet til sankthans, men traditionen med at slå en strådukke ihjel kender vi i stedet fra kyndelmisse og fastelavn. ”At stikke stråmand” var en leg, hvor man fra hesteryg skulle stikke en stråmand ihjel med et spyd eller en kæp. Stråmanden symboliserede vinteren, som man ville til livs, så foråret kunne begynde. Billede: Illustreret tidende 1860. 

Hvor kommer heksen så fra?

Hvordan kan det så være, at den tyske stråmand er blevet til en heks, og hekseafbrændingen er blevet så stor en del af vores sankthans fejring? Måske på grund af en fejlagtig oversættelse af det tyske ord ”hexe”? Måske fordi heksemyter allerede spillede en rolle i den folkelige båltændingstradition.

Når det var solhverv og midsommer i 1600- og 1700-tallets landbosamfund, var det også tid til at værge sig mod alskens onde kræfter. Midsommeraften fløj hekse fra nær og fjern ud for at feste med djævelen, mente man. De kunne flyve flere forskellige steder hen: mod syd til Bloksbjerg i Harzen, Tyskland eller mod nord til Islands vulkan Hekla – kaldet Hekkenfeldt. Hekla var djævelens største borg i Norden, og den havde direkte adgang til helvede.

Når heksene fløj afsted kunne de finde på at udføre onde gerninger over for de mennesker, de mødte på deres vej. Ja, faktisk ved bare at flyve over en mark, kunne de ødelægge alle de livsvigtige afgrøder. Til sankthans kunne man derfor finde på at tage rønnebærgrene eller porseris og anbringe dem i døre, vinduer og luger. Det ville forhindre en heks i at komme ind i hjemmet eller bringe ulykke over det. Man kunne også sætte stål over døren og i alle markhjørner. Det kaldte man ”at ståle”. Når man havde stålet noget, var det beskyttet mod heksenes onde kræfter. Bålet og ilden var endnu en metode til at holde hekse på afstand.

Heksene samledes ifølge folketroen ikke kun til sankthans, men også til nytår, St. Skadeaften (aftenen før skærtorsdag) og Valborg aften (30 april). Faktisk var det før 1700-tallet på Valborgsaften og ikke sankthans aften, at man tændte bål. Skikken blev med tiden skubbet til Sankt Hans aften. En af forklaringerne kan være den kalenderreform, vi havde i år 1700, hvor kalenderen rykkede hele 11 dage frem. Måske blev det for koldt at sidde om bål hele natten på Valborgsaften?

Sankthans bålet er et vågeblus

På mærkedage, hvor heksene flyver til Bloksbjerg eller ad Hekkenfeld til, er det ikke kun deres onde kræfter, der er på spil og er særligt aktive. Det gælder alle de overnaturlige væsener, som man forestillede sig befolkede naturen. Derfor var det skik og brug at tænde blus (bål) og våge ved det hele aftenen og måske natten igennem. ”Det onde” er nemlig bange for ild. Blusset skulle helst tændes med “vild ild”, dvs. ild, der var lavet helt fra bunden – gerne ved at gnide to træstykker mod hinanden. Vild ild besad store kraftfulde og magiske egenskaber, mente man. Ved at tænde blus beskyttede man altså mennesker, dyr og afgrøder.

Blusset skulle helst tændes på en bakke eller en (grav)høj, så det kunne ses på lang afstand. Nogle steder lavede man ikke et almindeligt bål men antændte halmknipper, som blev svunget på lange stænger.
Når vi i dag står ved sankthans bålet og synger Midsommervisen, så mindes vi faktisk stadig denne skik. Måske har du ikke tænkt nærmere over det, men vi synger bl.a.:

”mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
dem vil vi fra livet med glædesblus holde”

Midsommervisen er for øvrigt fra 1885, og derfor også et relativt nyt indslag i den danske sankthans fejring. Visen blev skrevet af Holger Drachmann til eventyrkomedien: ”Der var engang”, som havde præmie på Det Kongelige Teater i 1887

Hekse, trolde og andre onde væsener er bange for ild og man kan derfor beskytte sig mod dem ved at tænde bål. Blusset skulle helst tændes på en bakke, fx en gravhøj, så det kunne ses på lang afstand. Nogle steder antændte man ikke bål men halmknipper, som man svang rundt i luften på stænger. Billede: Wikipedia. 

Man havde brug for en syndebuk

Heksetroen knyttet til landbosamfundets sankthans handlede altså om at beskytte sig mod hekse med ild – ikke at brænde dem af i den. Afbrændingerne leder i stedet opmærksomheden hen mod de virkelige og makabre hekseafbrændinger, der fandt sted i Danmark i årene 1536-1693. I løbet af de 57 år blev ca. 1000 uskyldige personer tortureret og brændt levende på bål – oftest var de kvinder.

Ældre kvinder, ”kloge koner” eller ”hekse” – både dem man brændte i hekseafbrændingernes tid og dem, man værgede sig mod med vågeblus – fungerede som en slags syndebukke. De fik skylden for de uforklarlige eller uheldige hændelser, der skete. Det kunne være pludselig sygdom, død eller fejlslagen høst. Det var også dem, man nemt kunne give skylden, når de fornødne arbejdsprocesser ikke gik, som de skulle. Fx mente man, at hekse yndede at tage en gårds smørlykke, så mælken ikke blev til smør, når man kærnede. Eller hun kunne tage fiskelykken, når fiskerbonden var ude på fjorden. En belejlig måde at forklare egne fejl og mangler eller rene tilfældigheder.

I dag har vi naturvidenskaben til at give os svar på en masse ”uforklarlige” spørgsmål. Dengang måtte man finde svar på sin ulykke andre steder – og en syndebuk at straffe for det. Fokus faldt ofte på ældre kvinder, der af forskellige grunde skilte sig ud fra mængden eller blot var raget uklar med andre.

Traditioner er ikke statiske

I 1700-tallet forsøgte man at beskytte sig mod den ulykke, heksene bragte ved at ståle eller ved at tænde blus. Men i 1500- og 1600-tallet kunne man i yderste konsekvens få dem slået ihjel ved at brænde dem på bål.

I det lys forekommer nutidens stråhekseafbrænding som en ganske grotesk hygge-tradition. I dag er man da også stoppet med at sætte en kvindefigur på sankthans bålet mange steder. Sankthans er på den måde et godt eksempel på, at skikke og traditioner ikke er statiske størrelser. De forandrer sig hele tiden i takt med den kultur, de er en del af. Man har fejret Sankthans gennem mange hundrede år, men dens indhold har ændret sig drastisk flere gange.

I år kunne en idé måske være, at vi lod os inspirere af landbosamfundets stråmandstradition, hvor man symbolsk stak det ned, der aktuelt plagede én – nemlig vinteren og dens kulde. I stedet for at brænde en heks af, kunne det måske være ganske befriende at afbrænde en halmfigur i skikkelse af corona-virusset.

I dag hygge-afbrænder vi en stråheks på sankthans bålet, som på makaber vis hentyder til 1500- og 1600-tallets virkelige hekseafbrændinger. Ca. 1000 uskyldige personer blev tortureret og brændt levende på bål. Oftest kvinder – ligesom vores sankthans heks. Billede: Wikimedia commens. 

Fakta om sankthans

  • Hans i ”sankthans” er en forkortning af Johannes døberen. Den 24. juni er hans helgendag, og aftenen før derfor sankthans aften.
  • Som rigtig mange andre helgendage lagde den katolske kirke dagen strategisk klogt på en dag, hvor der i forvejen var en hedensk højtid. Det var en solhvervsfest, hvor man fejrede årets længste dag.
  • I dag ved vi via præcise astronomiske metoder, at det ikke er den 24 juni, der er årets længste men den 21. juni.
  • Sankthans dag var helligdag fra ca. år 1000 til år 1770, hvor den igen blev afskaffet.

Kilder:

August F. Schmidt: ”Leksikon over landsbyens gilder – Festskikke og Fester på Landet”, Rosenkilde og aggers forlag1950
Historie-online.dk
Ib Askholm: ”Den gamle danske vejrbog”, Askholms Forlag 2005
Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997
Nationalmuseet.dk
Ruth Gunnarsen: ”Vore gamle kalenderdage – tro, overtro, varsler”, Lademann

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her.

 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Heks, helgen og græsenke

Heks, helgen og græsenke

Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

læs mere
Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

læs mere
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

læs mere
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

læs mere
Til top
X
post-5018

Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have

BEGIVENHED

12.08.2021

Færgegården inviterer til smagfulde naturoplevelser i skov og have

Naturen er ét stort spisekammer. På Færgegårdens to sanketure i september kan man blive klogere på, hvad der kan spises – og hvad der ikke kan. Foto: ROMU

To lørdage i september arrangerer Frederikssund Museum, Færgegården sanketure i naturen omkring Roskilde Fjord. Med en naturvejleder og fortællinger om den spiselige naturs kulturhistoriske betydning, kan man få øjnene op for alt det smagfulde grønne, der gror lige uden for hoveddøren.

Fjordboere har altid levet i tæt konkakt med naturen. Det sætter Frederikssund Museum, Færgegården fokus på ved to sanketure, hvor deltagerne lærer, hvordan man indsamler og benytter vilde planter, ligesom fjordboerne har gjort det gennem århundreder.

En naturvejleder fra Vild Mad vil guide deltagerne gennem skov, have og grøftekanter og vise, hvordan man kender forskel på det, der kan spises, og det, der ikke kan. Her får deltagerne et nærmere og anderledes indblik i det frugt og grønt, som naturen gennem året bugner af. Undervejs får man kulturhistoriske fortællinger om det sankede, og om hvordan fjordboerne har brugt det gennem historien, hvor naturen var deres primære spisekammer.

”Den fjord, skov og endda de grøftekanter, vi går langs med her i Frederikssund hver eneste dag, er i virkeligheden ét stort, grønt spisekammer. Sådan har det været lige siden oldtiden, men det tænker langt de færreste af os over i dag. På sanketuren her kan man blive klogere på, hvordan vi stadig i dag kan nyde godt af de mange grønne ressourcer,” fortæller Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

For store og små, nye og erfarne
Alle fra 6 år og opad er velkomne til at deltage i sanketurene, som kan nydes af både nybegyndere og øvede – uanset om man er helt grøn i sankning eller er en haj til spiselige planter.

Sanketurene afsluttes i Færgegårdens museumshave ved bålpladsen. Her får deltagerne både tips til at bruge naturen hjemme i køkkenet og mulighed for at smage på den vilde natur, de har sanket.


Tid, pris og sted
Vil man med på én af sanketurene, har man chancen den 11. eller 25. september.
Begge dage fra kl. 11:00-14:00.
Turene starter ved Frederikssund Museum, Færgegården.
Medbring egen frokost
Prisen er 75 kr. (+billetgebyr)
Billetter købes via billetto.dk

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Heks, helgen og græsenke

Heks, helgen og græsenke

Mange af de traditioner og skikke, vi i dag forbinder med Sankt Hans aften, stammer oprindeligt fra den gamle Valborgsfejring, som lå om aftenen d. 30. april. Bålbrænding, hekse og social sammenkomst er derfor nogle af nøgleordene for denne mere eller mindre glemte højtid. Men det er vild ild, besvangrede græsenker og social udskamning imidlertid også.

læs mere
Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt – pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

læs mere
Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påskeægget er symbol på livskraft og frugtbarhed

Påsken falder forskelligt fra år til år men altid i marts eller april, som også er forårstid – og det er ikke tilfældigt. Påsken har sine rødder godt plantet i den før kristne vårfejring. Efter en lang hård vinter, bliver dagene endelig lysere og længere. Have, marker og skov begynder at give nye lysegrønne spirer, grønt bliver igen en del af kosten, køerne begynder igen at give mælk og hønsene æg. Den levende periode afløser den døde. Det har været intet mindre end en magisk tid.

læs mere
Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

Naturen gækker os, så vi gækker hinanden

”Skynd dig afsted til kræmmeren knægt, vi mangler en rugbrødsforlænger.” ”Det brænder, det brænder! Åh nej kirken brænder! Skynd dig at løbe derover.” Sådan kunne en aprilsnar lyde i 1700-tallet, når folk forsøgte at gøre hinanden til nar. Det at narre hinanden på udvalgte dage er noget, man har gjort i hele Europa og på flere forskellige tidspunkter af året. Skikken har især været knyttet til vigtige skift i naturens cyklus, hvor naturen selv driver gæk med mennesket.

læs mere
Lukket – grundet udstillingsombygning