Ingen heks og ingen midsommervise

 

Bag om traditionerne med Færgegården: Denne gang om sankthans

Af Færgegårdens museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen

30.05.2021

På P.S. Krøyers ”Sct. Hans Blus på Skagen Strand” fra 1906, er blevet et ikonisk maleri for traditionen. Men kigger man efter, opdager man, at der ikke er nogen heks på bålet. Det er imidlertid ikke så mærkeligt, for det bliver først en almindelig tradition i 1920-30’erne. Billede: Wikimedia commens.

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

 

 

Sankthans aften rummede en masse magi for fortidens mennesker. På den tid af året var naturen godt mættet med den kraft, den havde opsuget gennem hele foråret og sommeren indtil denne årets længste dag. Derfor mente man, at det på sankthans aften i særlig grad lønnede sig at indsamle lægeurter i naturen. Man plukkede bl.a. bynke, perikon, kamille og selvfølgelig også sankthansurt. Med sankthans urt kunne man tage varsler om kærestepars fremtid eller dødsvarsler om de gamle.

Sankthans dug (duggen, der faldt sankthans aften) havde ifølge folketraditionen også helbredende kræfter og blev anset for at være et effektivt lægemiddel. Lige inden solen stod op, gik madmor ud for at hente det stykke hvide linned, hun havde lagt ud aftenen før. Det havde i løbet af natten opsamlet duggen, og linnedet blev nu vredet, og vandet puttet i en flaske. Så var der medicinvand til de kommende måneder.

I Tyskland brændte man en ”hexe” på sankthans bålet. Det var en strådukke, der var klædt ud som et skræmmevæsen. Dukken symboliserede det onde generelt – ikke hekse specifikt. Ved at brænde det onde i skikkelse af en stråmand, kunne man få det onde til at forsvinde, mente man. Billede: Wikimedia commens. 

Man valfartede til de hellige kilder

”Medicinvand” kunne man på sankthans aften også finde i de hellige kilder. Drak man af kildevandet på denne aften, kunne det kurere sygdomme og skavanker, mente man. For at være helt sikker, kunne man sørge for at drikke af et krus, som ingen andre før havde drukket af, og bagefter knuse kruset for symbolsk at tilintetgøre af sygdommen. Mange overnattede også ved kilderne, hvor de lagde hovedet på en skefuld jord hentet nær kilden.

De store folkemængder ved kilderne tiltrak handelsfolk, kræmmere og gøglere, som så sit snit til at tjene penge. Med tiden udviklede det sig til deciderede markeder – de såkaldte kildemarkeder. Det kildemarked, som opstod ved Kirsten Piils kilde i Dyrehaven, blev sidenhen til det, vi i dag kender som Dyrehavsbakken. Der er også flere kilder i Frederikssund Kommune, som man stadig kan se i dag bl.a. Færgelundskilden i Færgelunden og skt. Olavs kilde ved Skibby.

På sankthans aften var den gode magi altså særligt virksom. Men med god magi følger også ond magi – og alskens onde kræfter var derfor også på spil den aften. Derfor havde heksefiguren også en fremtrædende rolle, men dog på en meget anderledes måde end i dag.

En stråmand repræsenterede det onde

Ingen andre steder i verden end i Danmark sender man en heks ”ad Hekkenfeldt til” på sankthans. Skikken har vi taget til os med inspiration fra Tyskland, hvor man dog hverken dengang eller nu brænder en halmdukke i skikkelse af en heks af. Man mener, at en gruppe tyske indvandrere, som arbejdede på skibsværftet i Kalundborg-egnen i 1920’erne var med til at gøre skikken almindelig kendt og udbredt herhjemme. På P.S. Krøyers ikoniske maleri ”Sct. Hans Blus på Skagen Strand” fra 1906, er der, hvis man kigger efter, faktisk heller ingen heks på bålet.

På tysk henviser ”hexe” til en halm- eller strådukke klædt ud som et skræmmevæsen. Det var sådan en figur, tyskerne placerede på bålet. Strådukken symboliserede det onde generelt – ikke hekse specifikt. Ved at brænde det onde i skikkelse af en stråmand, kunne man få det onde til at forsvinde, mente man.

I Danmark havde man i 1600- og 1700-tallet på lignende vis en skik med at slå en halmdukke ihjel til kyndelmisse og/eller fastelavn. Halmdukken repræsenterede vinteren eller var hr. vinter. Man legede ”at stikke stråmand”, hvor man fra hesteryg skulle stikke stråmanden (vinteren) ihjel med et spyd eller en kæp. Ved det symbolske drab forsøgte man altså at komme vinteren og dens kulde til livs og dermed at bane vejen for foråret.

 

Før 1900-tallet brændte man ikke en heks af på bålet til sankthans, men traditionen med at slå en strådukke ihjel kender vi i stedet fra kyndelmisse og fastelavn. ”At stikke stråmand” var en leg, hvor man fra hesteryg skulle stikke en stråmand ihjel med et spyd eller en kæp. Stråmanden symboliserede vinteren, som man ville til livs, så foråret kunne begynde. Billede: Illustreret tidende 1860. 

Hvor kommer heksen så fra?

Hvordan kan det så være, at den tyske stråmand er blevet til en heks, og hekseafbrændingen er blevet så stor en del af vores sankthans fejring? Måske på grund af en fejlagtig oversættelse af det tyske ord ”hexe”? Måske fordi heksemyter allerede spillede en rolle i den folkelige båltændingstradition.

Når det var solhverv og midsommer i 1600- og 1700-tallets landbosamfund, var det også tid til at værge sig mod alskens onde kræfter. Midsommeraften fløj hekse fra nær og fjern ud for at feste med djævelen, mente man. De kunne flyve flere forskellige steder hen: mod syd til Bloksbjerg i Harzen, Tyskland eller mod nord til Islands vulkan Hekla – kaldet Hekkenfeldt. Hekla var djævelens største borg i Norden, og den havde direkte adgang til helvede.

Når heksene fløj afsted kunne de finde på at udføre onde gerninger over for de mennesker, de mødte på deres vej. Ja, faktisk ved bare at flyve over en mark, kunne de ødelægge alle de livsvigtige afgrøder. Til sankthans kunne man derfor finde på at tage rønnebærgrene eller porseris og anbringe dem i døre, vinduer og luger. Det ville forhindre en heks i at komme ind i hjemmet eller bringe ulykke over det. Man kunne også sætte stål over døren og i alle markhjørner. Det kaldte man ”at ståle”. Når man havde stålet noget, var det beskyttet mod heksenes onde kræfter. Bålet og ilden var endnu en metode til at holde hekse på afstand.

Heksene samledes ifølge folketroen ikke kun til sankthans, men også til nytår, St. Skadeaften (aftenen før skærtorsdag) og Valborg aften (30 april). Faktisk var det før 1700-tallet på Valborgsaften og ikke sankthans aften, at man tændte bål. Skikken blev med tiden skubbet til Sankt Hans aften. En af forklaringerne kan være den kalenderreform, vi havde i år 1700, hvor kalenderen rykkede hele 11 dage frem. Måske blev det for koldt at sidde om bål hele natten på Valborgsaften?

Sankthans bålet er et vågeblus

På mærkedage, hvor heksene flyver til Bloksbjerg eller ad Hekkenfeld til, er det ikke kun deres onde kræfter, der er på spil og er særligt aktive. Det gælder alle de overnaturlige væsener, som man forestillede sig befolkede naturen. Derfor var det skik og brug at tænde blus (bål) og våge ved det hele aftenen og måske natten igennem. ”Det onde” er nemlig bange for ild. Blusset skulle helst tændes med “vild ild”, dvs. ild, der var lavet helt fra bunden – gerne ved at gnide to træstykker mod hinanden. Vild ild besad store kraftfulde og magiske egenskaber, mente man. Ved at tænde blus beskyttede man altså mennesker, dyr og afgrøder.

Blusset skulle helst tændes på en bakke eller en (grav)høj, så det kunne ses på lang afstand. Nogle steder lavede man ikke et almindeligt bål men antændte halmknipper, som blev svunget på lange stænger.
Når vi i dag står ved sankthans bålet og synger Midsommervisen, så mindes vi faktisk stadig denne skik. Måske har du ikke tænkt nærmere over det, men vi synger bl.a.:

”mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
dem vil vi fra livet med glædesblus holde”

Midsommervisen er for øvrigt fra 1885, og derfor også et relativt nyt indslag i den danske sankthans fejring. Visen blev skrevet af Holger Drachmann til eventyrkomedien: ”Der var engang”, som havde præmie på Det Kongelige Teater i 1887

Hekse, trolde og andre onde væsener er bange for ild og man kan derfor beskytte sig mod dem ved at tænde bål. Blusset skulle helst tændes på en bakke, fx en gravhøj, så det kunne ses på lang afstand. Nogle steder antændte man ikke bål men halmknipper, som man svang rundt i luften på stænger. Billede: Wikipedia. 

Man havde brug for en syndebuk

Heksetroen knyttet til landbosamfundets sankthans handlede altså om at beskytte sig mod hekse med ild – ikke at brænde dem af i den. Afbrændingerne leder i stedet opmærksomheden hen mod de virkelige og makabre hekseafbrændinger, der fandt sted i Danmark i årene 1536-1693. I løbet af de 57 år blev ca. 1000 uskyldige personer tortureret og brændt levende på bål – oftest var de kvinder.

Ældre kvinder, ”kloge koner” eller ”hekse” – både dem man brændte i hekseafbrændingernes tid og dem, man værgede sig mod med vågeblus – fungerede som en slags syndebukke. De fik skylden for de uforklarlige eller uheldige hændelser, der skete. Det kunne være pludselig sygdom, død eller fejlslagen høst. Det var også dem, man nemt kunne give skylden, når de fornødne arbejdsprocesser ikke gik, som de skulle. Fx mente man, at hekse yndede at tage en gårds smørlykke, så mælken ikke blev til smør, når man kærnede. Eller hun kunne tage fiskelykken, når fiskerbonden var ude på fjorden. En belejlig måde at forklare egne fejl og mangler eller rene tilfældigheder.

I dag har vi naturvidenskaben til at give os svar på en masse ”uforklarlige” spørgsmål. Dengang måtte man finde svar på sin ulykke andre steder – og en syndebuk at straffe for det. Fokus faldt ofte på ældre kvinder, der af forskellige grunde skilte sig ud fra mængden eller blot var raget uklar med andre.

Traditioner er ikke statiske

I 1700-tallet forsøgte man at beskytte sig mod den ulykke, heksene bragte ved at ståle eller ved at tænde blus. Men i 1500- og 1600-tallet kunne man i yderste konsekvens få dem slået ihjel ved at brænde dem på bål.

I det lys forekommer nutidens stråhekseafbrænding som en ganske grotesk hygge-tradition. I dag er man da også stoppet med at sætte en kvindefigur på sankthans bålet mange steder. Sankthans er på den måde et godt eksempel på, at skikke og traditioner ikke er statiske størrelser. De forandrer sig hele tiden i takt med den kultur, de er en del af. Man har fejret Sankthans gennem mange hundrede år, men dens indhold har ændret sig drastisk flere gange.

I år kunne en idé måske være, at vi lod os inspirere af landbosamfundets stråmandstradition, hvor man symbolsk stak det ned, der aktuelt plagede én – nemlig vinteren og dens kulde. I stedet for at brænde en heks af, kunne det måske være ganske befriende at afbrænde en halmfigur i skikkelse af corona-virusset.

I dag hygge-afbrænder vi en stråheks på sankthans bålet, som på makaber vis hentyder til 1500- og 1600-tallets virkelige hekseafbrændinger. Ca. 1000 uskyldige personer blev tortureret og brændt levende på bål. Oftest kvinder – ligesom vores sankthans heks. Billede: Wikimedia commens. 

Fakta om sankthans

  • Hans i ”sankthans” er en forkortning af Johannes døberen. Den 24. juni er hans helgendag, og aftenen før derfor sankthans aften.
  • Som rigtig mange andre helgendage lagde den katolske kirke dagen strategisk klogt på en dag, hvor der i forvejen var en hedensk højtid. Det var en solhvervsfest, hvor man fejrede årets længste dag.
  • I dag ved vi via præcise astronomiske metoder, at det ikke er den 24 juni, der er årets længste men den 21. juni.
  • Sankthans dag var helligdag fra ca. år 1000 til år 1770, hvor den igen blev afskaffet.

Kilder:

August F. Schmidt: ”Leksikon over landsbyens gilder – Festskikke og Fester på Landet”, Rosenkilde og aggers forlag1950
Historie-online.dk
Ib Askholm: ”Den gamle danske vejrbog”, Askholms Forlag 2005
Iørn Piø: ”Det festlige år” Forlaget Sesam 1997
Nationalmuseet.dk
Ruth Gunnarsen: ”Vore gamle kalenderdage – tro, overtro, varsler”, Lademann

I samme serie:

I artikelrækken ”Bag om traditionerne med Færgegården” kan du læse om de forskellige danske traditioner og højtider, som vi fejrer i løbet af året – og som er blevet fejret gennem mange generationer. Vi udforsker, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan traditionerne er opstået. Du kan læse alle artiklerne om årets traditioner her.

 

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven

En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven

Nordskoven på spidsen af Hornsherred har tiltrukket talrige kunstnere gennem tiden. En af dem var maleren Ove Køser, som fik stor betydning for egnen, og hvis billeder hænger i mange hjem. Igen og igen, året rundt, tog han ud i Nordskovens natur for at indfange det særlige lys og stedets enestående karakter. Ofte var hans datter Hanne med. Her fortæller hun sin personlige beretning om Nordskoven og om sin fars fascination af den helt særlige plet i fjordlandskabet

læs mere
X
post-5656

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

BEGIVENHED

19.06.2023

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

Foto: Trine Sejthen, ROMU

Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

Mød dyrene i fjorden

Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven

En kunstners tusindårige perspektiv på Nordskoven

Nordskoven på spidsen af Hornsherred har tiltrukket talrige kunstnere gennem tiden. En af dem var maleren Ove Køser, som fik stor betydning for egnen, og hvis billeder hænger i mange hjem. Igen og igen, året rundt, tog han ud i Nordskovens natur for at indfange det særlige lys og stedets enestående karakter. Ofte var hans datter Hanne med. Her fortæller hun sin personlige beretning om Nordskoven og om sin fars fascination af den helt særlige plet i fjordlandskabet

læs mere

post-5612

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

BEGIVENHED

30.03.2023

Stort detektorfund tegner ny vigtig plet på det historiske Danmarkskort

Flere end 400 genstande i guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred. Lørdag den 1. april åbner museet med en spotudstilling, der viser et udvalg af de fineste og mest interessante genstande fra fundet. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Af: Stine Blegvad

”Manden med ørnehjelmen” og mere end 400 andre genstande af guld, sølv og bronze er dukket op på en mark i Hornsherred og har fået ROMUs arkæologer til at spærre øjnene op. Fundet viser, at stedet – der ikke hidtil har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed – har haft en stor betydning i jernalder og vikingetid. Gennem mere end 1000 år.

Gudme, Jelling, Lejre, Sorte Muld er navne, der klinger bekendt for de fleste med interesse for den ældste del af danmarkshistorien. Nu ser det ud til, at en ny vigtig prik på det historiske danmarkskort snart kan sættes.

På en mark i Hornsherred har en lokal detektorfører, Kimmo Schülz Jønsson, i hemmelighed fundet mere end 400 genstande af guld, sølv og bronze. Inden for et par år er det ganske simpelt væltet op af jorden med smykker, mønter og amuletter – små brudstykker af fjerne tider, der vidner om menneskelig aktivitet på netop dét sted i en langstrakt periode fra omkring år 0 til omkring 1000 e.v.t.

”Det er et virkelig spændende fund. Både fordi der er fundet så meget, og fordi genstandene spænder over så mange år. Til sammen tegner de et billede af et centralt sted med stor handel- og håndværksaktivitet som vi arkæologer ikke tidligere har kendt til”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen.

I Hornsherred kender arkæologerne andre lokaliteter med en fund fra den sene jernalder og vikingetid, men ikke på helt samme niveau som den ny fundne plads.

”I området ved Selsø sø ved Roskilde fjord er der udgravet en lokalitet med en række såkaldte grubehuse, der har fungeret som værksteder i sommerhalvåret. Her kunne skibene lægge til og vare udveksles. Mange af genstandene på den nyfundne plads er sikkert kommet frem via pladsen ved fjorden”, forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen

”Manden med ørnehjelmen” har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen og tolkes som et autoritetssymbol. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Manden med ørnehjelmen

Særligt én genstand blandt de mange er bemærkelsesværdig: en lille tredimensionel figur i forgyldt sølv viser et fint udformet mandsansigt med en hjelm, der på toppen er udformet som en ørn med et krumt næb.

”Manden med ørnehjelmen” er noget helt særligt”, fortæller Palle Østergaard Sørensen.

”Vi kender kun en lille håndfuld lignende små figurer eller amuletter i Skandinavien, men stykket fra den nye lokalitet, er specielt fint udformet i forgyldt sølv. Afbildninger af krigere, som bærer tilsvarende ørnehjelme kendes fra flere svenske og engelske fyrstegrave, som kan dateres til det 7. årh. e.Kr. –  altså perioden før vikingetiden. Den lille amulet har været beregnet til at bære i en kæde rundt om halsen. Det har formentlig været et autoritetssymbol, og derfor siger det også noget om det sted, den er fundet – det har været et sted af betydning.”

Fra Mellemøsten til Hornsherred – via Kiev

Blandt de mange fundne genstande er også omkring 70 mønter med arabiske indskrifter. De har fundet vej fra Mellemøsten til Hornsherred ad handelsruter, som gik ad floder i det nuværende Ukraine, hvor nordiske vikinger i en periode havde etableret et rige. 

”Det er tydeligt, at lokaliteten i Hornsherred har været i kontakt med fjerne egne. Her har færdedes mennesker, som havde forbindelser langt ud i verden,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Blandt de mange særligt spændende genstande er også ”Valkyrien” – et fint sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure – og et ”vendesmykke”, der viser et ansigt, som smiler eller ser surt ud, afhængigt af, hvordan det vendes, og mange, mange andre fine og bemærkelsesværdige små genstande, som har været gemt i Hornsherreds muld i mellem tusind og to tusind år.

På baggrund af fundene vil ROMUs arkæologer meget gerne lave en prøvegravning på stedet for at se, hvad der gemmer sig undermulden. Hvorvidt og hvornår dette kan lade sig gøre, afhænger lodsejeren.

Dette fine sølvsmykke, som forestiller en kvinde med skjold og en opsat frisure, er et af de flere hundrede fund, som detektorfører Kimmo Schülz Jønsson har fundet på marken i Hornsherred gennem et par år. Foto: Kimmo Schülz Jønsson

Grib muligheden for at opleve ”Manden med ørnehjelmen”

ROMUs arkæologer forventer, at stort set alle de fundne genstande vil blive erklæret som danefæ, og dermed skal de overgå til Nationalmuseets samling.

Men inden da får alle heldigvis mulighed for at nå at opleve et udvalg af de fine fund med egne øjne.

For når Frederikssund Museum, Færgegården har sæsonåbning lørdag den 1. april, slår museet samtidig dørene op for den nye spotudstilling, hvor ”Manden med ørnehjelmen” og et udvalg af de andre fine genstande fra Hornsherred-marken kan opleves på nærmeste hold.

 

Læs mere om museets billetpriser og åbningstider her

Kan du ikke få nok af fundene? Så se Politikkens flotte netartikel herDu behøver ikke være abonnent for at kunne læse den, men det kræver, at du opretter dig som bruger.

Du kan også høre Palle og Kimmo fortælle om fundet i P1 Morgen fra 30. marts 2023. Klik her og spring frem til tidskoden 1:26:10

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.4-10-2024
11.00-16.00